En strude er ikke en hijab
Et muslimsk tørklæde er ikke bare 30 g.stof
Kunstnere kan se eller overse hovedbeklædnings betydning
Her er to:
Trine Søndergaard: Vakuum. Brandts 13, Odense. Til den 14. maj 2017.
I sine knivskarpe og sjælfulde fotografier afskærmer eller skjuler Trine Søndergaard hyppigt det, som motiverne viser.
Hendes fotografier kan læses som en slags replik eller modsvar til den selvfremstilling og jeg-fiksering, som vi er vidne til i dag, især på de sociale medier.
Trine Søndergaards billeder viser nemlig mennesker, der helst ikke vil frem i lyset.
De ser ikke ud på os, men indad i en kontemplativ dvælen, og ofte er de klædt i struder eller kyser eller ligger under slør – hvis ikke de er helt skjult bag en såkaldt surrigkap, en mørk hovedbeklædning, som kvinder iklædte sig før i tiden, når de bar sorg.
I sin Strude-serie skildrer Trine Søndergaard hovedbeklædninger, som kvinderne på Fanø benyttede igennem nogle århundreder for at beskytte sig mod det barske vejr ved Vadehavet.
En strude er – i modsætning til den arabiske verdens tilsløringer såsom hijab, burka og chador – en selvvalgt måde at beskytte sig på.
Hvor de arabiske kvinder skal tildække håret eller kroppen helt eller delvis for at undgå at friste mændene og forbryde sig imod Koranens forskrifter, og hvor de ikke har noget valg, så bar Fanøs kvinder deres struder helt frivilligt, når de skulle arbejde i marken.
I en tid, hvor alle spejler sig i andre og vil ses, høres og være på, er det befriende at give sig hen til Trine Søndergaards tyste, meditative og indadvendte billedverden.
uddrag fra Anm: Fotokunstens tyste kulturkritik
18. marts 2017 Kristeligt Dagblad (Kunst & Kultur 2017) Lisbeth Bonde.
***
En helt anderledes vinkel har udstillingen
Et tørklæde er et tørklæde er et tørklæde
af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog
Katrine May Hansen viste en fotoudstilling med forskellige hovedtørklæder på Metrohegnet i København (i 2013?): Et tørklæde er et tørklæde er et tørklæde .
Den kom også siden til Fanø. Tørklæder og etniciteter var”byttet” så fx. asiatiske muslimer sås med den fanøske strude, og etniske danske kvinder (ikke konvertitter) sås med det islamiske tørklæde. Hun spørger oprigtigt forundret : “Hvordan er den muslimske hovedbeklædning, hidjab, blevet så voldsomt et symbol i Danmark – Europa – at det ind imellem endda afholder os fra at kommunikere med hinanden?”
Et tørklæde er jo bare et tørklæde, synes KMH at mene.Det kan signalere gift/ ugift,hvor man kommer fra, men det kan ikke være en fjendtligt, tænker hun.
Hidjab betyder skel og grænse, som man kan læse i enhver islam leksikon. Formålet med at bære hidjab, som islamiske tekster forklarer, er at kunne skelne mellem troende og vantro. Skellet skal være der, for at kunne behandle mennesker ulige.
For at svare på spørgsmålet, jo – der kommunikeres fra islams side og det er ikke en invitation til samvær eller fællesskab. Hvordan skulle en person med danske værdier kunne svare i en ligeværdig samtale? Det er udelukket. Jeg undrer mig derimod over islamiske tørklæder på hovedet af pædagoger og lærere ( som skulle være forbilleder for børns og unges dannelse) i offentlige skoler og institutioner.