Af Preben Breds, 2004
Et demokratisk samfund som vores bygger på en seriøs debat, som giver borgerne mulighed for at finde deres eget politiske ståsted og træffe deres frie valg.
Det er imidlertid åbenbart, at debatten ikke bare er en udveksling af synspunkter baseret på faktiske erfaringer og udtalelser af et ærligt hjerte. Tværtimod er den fuld af forbenede holdninger, der måske skyldes psykiske mén fra barndommen eller ideologisk blindhed eller opportunistisk medløben. Alt for ofte står debattørerne dybt i deres nedgravede positioner og kaster allehånde op i luften i håb om at vinde over eller måske bare tilsvine modstanderen.
Mest kendt i nyere tid er Nyrup Rasmussens opkast fra folketingets talerstol: “Stuerene, det bliver I aldrig!”, hvilket jo var en hån mod tusinder af vælgere. Dette viste sig nu at være et retorisk misgreb, der kostede dyrt. Dog må man lade ham, at han givetvis talte af et ærligt hjerte – et dybtfølt had. Det er alligevel ikke en statsmand værdigt – nok ærligt, men groft udemokratisk.
Debatten er imidlertid rig på mere sofistikerede og mindre ærlige debattører. De har lært sig visse tricks, så de kan vinde enhver ordduel. Alle kender jo det der med at tale i munden på modstanderen eller råbe højt for at overdøve dens andens stemme, men det er alt for gennemskueligt. Det ved enhver sofist, og sofistiske metoder er det værd at lægge mærke til, for de styrer meget ofte debatten.
Sofisterne var de første professorer i politisk debatkunst i demokratiets Athen for 2.500 år siden. De lærte den karriebevidste ungdom, hvordan man i en demokatisk stat kan bemestre folkeforsamlingen og domstolen. De lærte studenterne f.eks: “Hvordan man kan gøre en god sag til en dårlig – og en dårlig sag god”. Det kræver bare visse greb. Sagens kerne – sand eller falsk – er selvsagt uvedkommende i den forbindelse. Det gælder bare om at vinde tilhængere for et givent synspunkt.
Det var sofisten, professor Thøger Seidenfaden, der mindede mig om fænomenet, da han i DR-programmet ‘Dahls duel’ overfor et argument udbrød:”…det er jo sådan et klassik greb, som både du og jeg og mange andre sikkert har brugt i mange diskussioner…” og man må sige at Seidenfaden har mange sådanne ‘greb’ i ærmet og aldrig synes at være til at rokke en tøddel i sin skyttegrav. Ja, han er ofte så sofistikeret, at ikke mange bemærker de fordækte ‘greb’, hvormed han afsporer debatten og forvirrer tanken. Derfor vil jeg vende tilbage til ham efter et kig på et par mere overkommelige sofister.
Søren Bald, den tidligere højskoleforstander, der stod frem som næstformand på det radikale partis kongres og under applaus udtalte: “Integrationens største fjende er ikke 24-årsreglen, men Dansk Folkepartis hadske tone. Hvis nogen får erindringer om “Der Stürmer”, forstår jeg det godt.”
Dette afstedkom en leder i Jyllands Posten, der gik i rette med Søren Bald for uden reel basis at tilsvine Dansk Folkeparti med racismens nazi-spøgelse. En sådan påmindelse om moderation tåles imidlertid ikke i intelligensens parti. Altså fór Bald straks i blækhuset og svarede: “Da JP tilsyneladende har vanskeligt ved at læse tekstnært, skal jeg for god ordens skyld oplyse, at der ikke er dokumentation for at påstå, at jeg sidestiller Dansk Folkeparti og nazisterne.” Han udlægger derpå teksten for de tungnemme:” Jeg selv sætter udtrykkeligt ikke lighedstegn, men jeg har oplevet ikke så få – især ældre med gode erindringer – der oplever meget klare paralleller mellem Dansk Folkepartis ordvalg og retorikken i “Der Stürmer”. (Han mener sikkert, at de ældre har en god hukommelse – ikke at de har gode erindringer. Og ja, de har givetvis læst den tyske avis”Der Stürmer”, selvom den ikke var i løssalg i de danske kiosker. Men de var måske abonnenter?).
Hans greb består naturligvis i at henvise udtalelsen til andre end sig selv, hvorved han i en retssal ville kunne vinde på teknisk knock-out. Hans ærinde er jo at sætte DF i forbindelse med nazisme, og det opnås blot ved at nævne det smittefarlige ord. Hvad han iøvrigt selv mener om DF, er vist ikke svært at gætte. Grebet med dette indskudsled af unavngivne meningstilkendegivere er dog også let at gennemskue: Han får sagt ordet uden at tage ansvar for det. En meget anstændig mand, den radikale næstformand.
Helt anderledes snigende er følgende eksempel på retorisk perfiditet leveret af Mimi Jacobsen: Ved afslutningdebatten i TV 1998 fortalte Mimi (der iøvrigt af pressen var udråbt til “Valgets Prinsesse”) at hun havde besøgt en skole, hvor børnene havde malet overskæg på en plakat af Pia Kjærsgaard. Med moralsk mine fortsætter hun i TV fortællingen med, at hun skam irettesatte de små skarnsunger, at den slags må man ikke. Årsagen til bemalingen var iflg. Mimi Jacobsen, at disse unger var så glade for indvandrerbørnene i klassen. Mimis perfide ‘greb’ gled (modsat Søren Balds) glat igennem. Pia Kjærsgaard ligner Hitler, det kan ehvert barn da se!
Hendes anekdote blev skam opmærksommet, og Politikens palæstinaekspert Anders Jerichow skrev efter valget gelassent: “Det virkeligt sjove er, at en anden type danskhed klarede sig meget bedre. Mimi Jacobsen satte ord på, da hun pointerede, at børnene ikke vil have, at de voksne langer ud efter deres nye (“fremmede”) kammerater.”
Se, sådan er et vellykket ‘greb’, der når sit mål uden at nogen bemærker manipulatioen. Disse ‘skarnsunger’ skulle jo i den ellers historieløse folkeskole kende til Hitlers politik, kende symbolværdien af overskægget, kende Pia Kjærsgaards politik og selvstændigt konkludere, at de to er ét fedt, osv. Åh, så kloge de børn er!
Mimi Jacobsen giver jo den gerne som ‘den gæve kone’, der færdes blandt jævne mennesker, og i anekdotiske fortællinger bruger dem som talerør for sin politik. Det kunne være en ægte taxichauffør eller nogle kloge skolebørn – svarende til Søren Balds ‘ældre med gode erindringer’. At bruge børn som skjold for sine perfide hensigter og lade dem udtrykke det, man ikke selv vil lægge navn til, grænser vist til pædofili. Dengang vidste ingen jo, at hun skulle blive direktør i Red Barnet. Hvis Mimi Jacobsen mente at børnenes sammenligning var fy-fy-fy ´den slags må man ikke´, så er irettesættelsen jo ærlig ment – og dermed basta. Men sådan forholder sagen sig ikke. Mimi Jacobsen kolporterer jo selv de irettesatte børns uanstændighed i TV ud til millioner af seere. Hun tegner sig selv som en dydens engel på de uanstændige børns bekostning og opnår samtidig at sværte endnu et overskæg på Pia Kjærsgaard – nu ikke blot i et skolelokale, men i hele vælgerfolkets bevidsthed. Således gør børnevennen ‘en dårlig sag til en god’, og tager hele stikket hjem som ‘Valgets Dronning’.
Sofisten Tøger Seidenfaden har dog langt flere strenge at spille på. Som chef for Politikens journalister og med glatte forbindelser til DRs ditto samt som herre over store reklamemidler er hans metoder langt mere interessante i den debat, som han gerne selv designer til sine behov. Det kan han, fordi han ikke er en menig debattør, men snarere er en ‘warlord’ med magt over mange mennesker og store ressourcer.
I ‘Dahls duel’ gav Seidenfaden sin kritiker socialdemokraten Jan Andreasen tørt på ved at afspore hans kritik med ordene “… baggrunden for det, var vel parti-loyalitet i virkeligheden.” Meningen er, at kritiken ikke er fremsat af saglige grunde, men for at tækkes et partiapparat. Metoden er her at mistænkeligøre manden og således kvæle kritikken. Senere i duellen hørtes følgende ordveksling: Henrik Dahl protesterede: “Det har jeg ikke ikke sagt”. Seidenfaden svarede: “Det er det indtryk jeg har fået”, hvorefter han kørte videre i sit eget spor. Hvad Dahl siger er ligegyldigt.
Jeg har selv været udsat for Seidenfadens sofisme, da jeg i 1997 skrev en kronik til forsvar for ytringsfriheden. Jeg kritiserede bl.a. en leder i Politiken, hvori Pia Kjærsgaard blev gennemheglet fordi hun gik klædt i spadseredragt ligesom de pæne Gentoftefruer, når hun dog kun var en lavtuddannet hjemmehjælper (dvs. dumt tyende) og var farvet af lysebrun nationalisme (dvs. ny nazisme). Seidenfaden fingerede at besvare kritiken i sin søndagsklumme, dog ville han “…ikke ved denne lejlighed forsvare det i alle detaljer.” Dermed siger han, at det altså kan forsvares i alle detaljer, men det må vente til senere. Sagen blev derpå glemt, for han fandt aldrig lejlighed til at tage den op igen. Jeg besvarede imidlertid hans klumme og blev af debatredaktøren lovet plads den næste søndag uden at det skete. Dette gentog sig 4 søndage i træk, hvorefter jeg gav op. Debatredaktøren ‘blev gået’ fra Politiken kort tid efter..
Politikens infame leder kan umuligt forsvares med anstændigheden i behold. Og alligevel er anstændighed Seidenfadens idelige omkvæd.
I lederen fik Politiken malet overskæg på Pia Kjærsgaard uden direkte at sige fy-ordet. Men en stor, vigtig og ansvarlig avis må dog anstændigvis sige det lige ud, ja råbe: Vi har en nazist i folketinget. Det er da overordentligt vigtigt – hvis det er sandt, vel at mærke. – og for nu at citere ham selv: “…jeg synes man skal forholde sig til de faktiske forhold.”
I stedet forsøgte Seidenfaden i sin klumme at mistænkeliggøre mig personligt. Metoden var den samme som med Andreasen i ‘Dahls duel': Min kritik af Politiken, skrev han, skyldtes nok at jeg “formentlig ønsker, at man skal kunne komme med generaliserende og fordomfulde udsagn uden at blive udsat for skarpe, ja, sågar personlige angreb”. Hvad jeg FORMENTLIG ønskede, var noget han selv opfandt (en parallel til Dahls situation i radioen) for min kronik med titlen ‘At lukke munden på folk’ var et forsvar for ytringsfriheden. Seidenfaden bryder sig imidlertid ikke om, at usympatiske mennesker straffrit skal have ytringsfrihed, et tema han har udviklet til en ny filosofi om to særlige kategorier.
Med dette retoriske ‘guilt by association’ gnider han mig ind i lysebrun farve som en afsmitning fra Pia Kjærsgaard. Så har Seidenfaden mig så i sin hule hånd. Han behøver bare klemme, så er jeg færdig i debatten. Og det gjorde han, som sagt.
Dernæst gik der som nævnt filosofi i Seidenfadens argumenter. Han opstillede to kategorier af krænkelser af mennesket: De gode krænkelser og de onde krænkelser. En ond og utilladelig krænkelse er rettet mod menneskers uændrelige træk såsom hud og hårfarve. Den gode krænkelse retter sig mod mennesker, der kan ændre sig.
Seidenfaden konkluderer: “Derfor er hel- og halvracistiske udsagn langt mere uacceptable end selv de groveste angreb på mennesker med meninger, man finder forkastelige.”
Og dette maxime efterlever filosoffen Seidenfaden naturligvis: Selv de groveste angreb på Pia Kjærsgaard med de forkastelige meninger, er ‘mere acceptable’. Altså er der frit slag, og i Politikens leder ses, hvordan det gøres – i al anstændighed.
I 2004 forsvarede Seidenfaden PENs diskrimination af en forfatter med samme filosofiske maxime således: “Men hvor Lars Hedegaard kan forklare, forsvare eller for den sags skyld beklage sine udtalelser, så kan muslimer eller mørklødede kun vanskeligt lave om på det tilhørsforhold, der fører til en diskrimination, der samtidig er helt ubegrundet i deres individuelle adfærd og personlighed.” Filosofiens svaghed er åbenlys ved sammensting af hudfarve og religion, idet mennesker jo faktisk kan lave om på “det tilhørsforhold”, hvilket er basis for både ydre og indre mission. Og Lars Hedegaard har ikke kritiseret hverken hud- eller hårfarve, så det…
Seidenfadens opfindelse af to kategorier af krænkelser er et ideologisk trick, som er hentet i jesuitternes våbenarsenal. Næste trick må nødvendigvis blive to kategorier af ytringsfrihed: en for de gode og en for de onde.
Som sagt er der mange sofister i debatten, men Seidenfaden er dels ved sin magtstilling, dels ved sin glatte facon debattens ubestridte ‘krigsherre’, og han er ganske urokkelig i sin ideologiske tro og dens dogmer.
Jeg er imidlertid ikke ude på at eliminere sofisteriet som sådan, for det er en umulighed. Dertil kommer min beundring for Cicero, den romerske taler, der med stor fornøjelse dyrkede alle retoriske figurer, invektiven ikke mindst.
Nej, det som er aldeles utåleligt er hykleriet. Seidenfaden og hans lige har i årevis pukket på anstændigheden. Deres modparter er uanstændige, siger de igen og igen. Selv er de ‘den anstændige presse’, ‘de anstændige partier’, ‘anstændige mennesker’ osv. Det er imidlertid åbenbart, at de ikke kan påberåbe sig denne dyd, hvis ordet ellers skal have nogen mening. Tværtimod.
De har ‘greb’ i debatten, men anstændighed har de ikke.