I Danmark var der i 1967 cirka 500 personer med tyrkisk baggrund.
Fra 1967 – 1974 kom omkring 8000 tyrkere til Danmark, primært for at arbejde.
Det var hovedsagelig mænd – også brødre eller far-søn – men efterfølgende giftede flere sig, ikke med danskere, men med kvinder fra hjemegnen i Tyrkiet og fik importeret deres brude til Danmark. Det hedder familiesammenføring, men er vel snarere “personimport til familie-etablering”.
I dag bor der 62.707 tyrkiske indvandrere og efterkommere i Danmark.
De fleste tyrkiske indvandrere og efterkommere bor i København, Albertslund, Høje Taastrup, Brøndby, Ishøj, Odense og Aarhus.
I dag bor der 62.707 tyrkiske indvandrere og efterkommere i Danmark, svarende til indbyggertallet i Randers. Heraf har 33.680 personer dansk statsborgerskab.
Kirsten Damgaard , kulturpsykolog og indvandrerlærer:” 24 års reglen opbremsede en del officielle ægteskaber. For to tyrkere, hvoraf den ene var herboende, havde sjældent interesse i at bo sammen i Tyrkiet. Og her i Danmark kunne den nye brud eller brudgom ikke få ophold. Nogle unge arrangerede så kun et religiøst ægteskab, boede i hver sit land, fik børn sammen, og importerede derefter hele familien til Danmark, når ægtefællernes rette alder var opnået. Andre arrangerede sig i Flensborg eller Malmø.”
” Den første generation af tyrkere, dem der i dag er folkepensionister, har en dårlig økonomi med høj fattigdomsrate.Næsten 30 procent lever i fattigdom mod 1 procent af de danske folkepensionister.Mange er meget svagt stillede, og en stor del taler dårligt dansk, særligt kvinderne, selvom de har boet her i en menneskealder. En stor del af disse kvinder har slet ikke gået i skole**, men har taget sig af børn og haft et liv med begrænset mulighed for eller ressourcer* til at tilegne sig det danske sprog,” siger Anika Liversage fra SFI .
Kirsten Damgaard , kulturpsykolog og indvandrerlærer: ” Min erfaring fra over 30 år i integrationsbranchen som lærer,reporter og psykolog er, at de allerfleste 1.generationsindvandrere fra Tyrkiet, Marokko og Pakistan, Ex-jugoslavien m.fl. har investeret hele eller store dele af deres opsparing i hjemlandet. Denne værdi viser sig ikke når deres formue i Danmark opgøres. Mange fremtræder måske som fattige, om de reelt er det, tvivler jeg på. Noget andet er at par, der vælger at få mange børn og som måske også bidrager med at forsørge personer (typisk gamle forældre) i oprindelseslandet, kulturligvis vil have et lavere rådighedsbeløb, selvom der i mange år var skattefradrag for disse forsørgelser”.
* Dårlig begavelse er en manglende ressource. I mange år kunne voksne analfabeter blive alfabetiseret på deres eget sprog (tyrkisk,urdu) uden egne udgifter eksempelvis på Indvandrernes Aftenskole. Ikke mange benyttede sig af tilbudet. Nogle talte dog også i hjemlandet et andet sprog(berbisk,panjabi) end det officielle, hvilket faktisk skulle gøre både tilegnelse af dansk og andre sprog nemmere, idet man så har erfaring med at sprog har forskellige strukturer og opbygninger. Samtidig beherskelse af flere sprog styrker også andre intellektuelle kapaciteter. Kirsten Damgaard
*Den danske tradition for Aftenskole og Videreuddannelse for egen regning har jeg ikke oplevet tyrkere gribe i noget nævneværdigt omfang.Tværtimod har jeg oplevet mange tyrkere, pakistanere og andre af de første fremmedarbejdere og senere familiesammenførte ægtemænd og mandlige flygtninge være meget fortørnede, når de senere i livet – fx som arbejdsløse eller som nyankomne – blev sendt til undervisning af Socialforvaltningen (eller Arbejdsformidlingen/Jobcentret) for at kunne oppebære økonomisk understøttelse. De fandt det barnligt, at skulle sidde på skolebænk. Der var mange gange ingen erkendelse af eget ansvar for at vedligeholde/ udvikle/ opgradere/ sine kvalifikationer til det nu engang her eksisterende arbejdsmarked. Kirsten Damgaard.
kilder:SFI , DANMARKS STATISTIK og nedenstående
Vi anbefaler at læse hele Stina Ørregaard Andersen 15. marts 2017 Kristeligt Dagblad artikel For de tyrkiske indvandrere er Danmark aldrig blevet det eventyr de håbede.