Kritik af Kritiske Muslimers kritik

Trykt i Politiken den 06. december 2004

Af Preben Breds

Sherin Khankan, kronikøren til ‘Ytringsfrihed og Koranens hellighed’, er cand. mag. i religion, og pukker gerne bedrevidende på sin uantastelige videnskabelighed. Og som formand Kritiske Muslimer kræver hun “Retten til kritik og kritik af selve kritikken”. Ja, hvor kritisk kan man overhovedet blive?

Hun skriver om mordet “… på van Gogh, som jeg i lighed med majoriteten af verdens muslimer fordømmer…”. det er da vist ukritisk. Har hun kendskab til 6 700 millioner muslimers holdning i den sag? Man strejfes af den tanke, at Kritiske Muslimer er meget mere muslimske end kritiske.

Khankan vil belære os om sære muslimske ord som ‘adab’, som er “respektfuld og hengiven adab: omgang og tone i forhold til Koranens indhold og Profeten Muhammads sædvane.” Der har vi danske noget at lære: bøj nakken og tal sagte! Det skal vi i respekt for “ideen om Koranens hellighed”. Ingen kritik der. Men adab rækker videre end som så, for “… vi har også en adab for, hvorledes vi imødegår generaliseringer som “Submission” og denne adab handler om at møde sin modstander med fine argumenter.”

Khankan kalder van Goghs film en generalisering uagtet, at den fremstår bygget over forfatteren Hirsis egne erfaringer under koranens åg. Filmen kan snarere kaldes eksemplarisk, fordi Hirsi fremstår som et eksemplum på kvindeundertrykkelse i et voldeligt mix af patriarki og koranord. Generaliseringen er vist noget tilskueren selv må bidrage med. Men Khankan vil imødegå filmen med adab og “fine argumenter”. Jo,tak, hvor er de åh, så fine argumenter henne?

Khankan fortsætter ufortrødent: “Mordet på van Gogh er et mord på vores alle sammens ytringsfrihed. Men mordet må ikke forhindre en kritik af selve kritikken. Det er fuldt ud nødvendigt at stille spørgsmålstegn ved filmens saglighed, og det er fuldt ud legalt og sundt at diskutere ytringsfrihedens betingelser og grænser.”

Det er rent ukritisk vrøvl at tale om ‘mord på vores allesammens ytringsfrihed’, når det leder frem til Khankans krav om ret til at kritisere kritikken, altså retten til at kritisere dem, der kritiserer – hvad? Mordet? For der er ikke den mindste grund til at spørge om filmens saglighed, eftersom filmen er et personligt kunstværk, der postulerer subjektiv protest. Khankan aner ikke ikke hvad hun taler om, eller også er det muslimen i hende, der undertrykker kritikeren af hensyn til “koranens hellighed”. Men helt galt bliver det da, når dette ‘mord på vores allesammens ytringsfrihed’ ender i hendes fordækte lyst til at undertrykke samme myrdede ytringsfrihed med ‘betingelser og grænser’. Hendes ærinde er at stække de vantros ytringsfrihed og beskytte koranens hellighed.

Hør blot: “… ytringsfrihed forpligter os ligeledes til at handle, tage ansvar – forpligter os til saglig oplysning. Van Goghs film lever efter min opfattelse ikke op til forpligtelsen om saglig oplysning, da den er præget af en generaliserende forhåndsantagelse om islam som en kvindeundertrykkende religion.”

Ja, dette kunstværk skulle forbydes, for også kunst skal være oplysende og sagligt korrekt. Er Khankan selv saglig korrekt?

Nej, men hun er muslim – ja, med egne ord “fundamentalistisk muslim”.

Khankan har vist sagligt set ikke været muslimsk gift, har ikke fået tæsk, har ikke levet et liv på flugt fra sharia og lever ikke i frygt under jorden som filmens Hirsi. Til gengæld er hun vist ikke kandidat til nogen frihedspris.

Formanden for Kritiske Muslimer har med kroniken begået et dokument, der klart viser, at der er noget uldent, måske tvetunget fordækt ved den forening. Gad vist hvad de bag den kritiske facade reelt er ude på?
 

Dette indlæg blev udgivet i Breds,Preben, Civilsamfundet. Bogmærk permalinket.