Jødehad i Danmark

27.02.09

Jødehad i Danmark – en kort oversigt over verbal og fysisk chikane fra 1995 til 2005

af Geoffrey Cain forfatter cand.mag. 

Man kan sige – som djævelens advokat – at unge mænd selv var ude om det, fordi de tillod sig at gå med kalot. Og på den måde er kalotten en god parallel til ytringsfriheden: Det er tilladt at have den…så længe man ikke bruger den. Så langt er vi kommet i det forhenværende frie Danmark

En sociologisk undersökning vid Göteborgs universitet av John Järvenpää har ingående behandlat fenomenet invandrarungdomar och personrån. Informanterna, som bestod av sex utlandsfödda ungdomar från olika länder i ålder 17 ­ 19 år, var intagna i sluten ungdomsvård på grund av personrån. Trots skilda kulturella bak-grunder var de relativt samstämmiga i sin syn på rånandet. Det helt avgörande motivet för val av offer var etniskt. Ingen kunde tänka sig att råna någon av sin egen nationalitet
En af de skriftlige kilder om antijødiske handlinger I Danmark er ANTISEMITISM WORLD REPORT – udgivet af Institute for Jewish Policy og American Jewish Committee – der indtil 1997 hvert år bragte indberetninger fra hele verden. Disse ind-beretninger for Danmarks vedkommende var præget af en frygtsom og traditionsbe-stemt politisk korrekthed, der fokuserede så godt som udelukkende på bevægelser til højre for midten. Indvandrernes og venstreorienteredes jødehad derimod behandledes næsten ikke, og da ANTISEMITISM WORLD REPORT derefter skiftede navn til ANTISEMITISM AND XENOPHOBIA TODAY, blev det meget værre. Heldigvis udgiver The Stephen Roth Institute i Tel Aviv en anden og meget mere virkeligheds-nær oversigt over antijødiske handlinger – ANTISEMITISM WORLDWIDE – der ikke er bange for at træde på politisk korrekte ligtorne, og som fokuserer på reelle i stedet for teaterproblemer. Det var også på tide. Vaskeægte nazister er der trods alt ganske få af i Danmark, og bortset fra en lille klike af yngre nazister i Jonni Hansens førerbunker i Greve, er de fleste af dem ældre, i 70´erne eller endda i 80 ´erne, og – som det fremgår af nogle af de mere kuriøse eksempler forneden – ikke altid helt velforvaret. Synagogen får jævnligt breve fra ”Solen – Gudinden Ishtars højre hånd”, der i stedet for venlige hilsner plejer at slutter med følgende salut: ”Ned i støvet for hende Solen Ishtars fod, du svin og snotklat kaldet Jahve Ynkelige og grimme tøsedreng-bæklat”.

Lidt mere alvor er der over bladet Samizdat, der udgives af pensionistparret Marianne Herlufsdatter og Lars Thirslund fra Løkken, men deres læserkreds er nok ikke særlig stor.

Det gælder også Holocaustbenægterforeningen. Selskabet for den Frie Historiske Forskning ved dr.phil. Christian, Lindtner, stud. jur. Glenn Pacharzina m.fl. WORLD REPORT var meget optaget af disse marginalgrupper, og nødig indrømmede overfor sig selv og andre, at et skræmmende og meget mere farligt jødehad var kommet ind i landet fra et helt andet hold. Et hold, det var tabu at tale om. Således berettede
WORLD REPORT for 1995 udførligt om den i Danmark bosatte tyske Holocaust-benægter Thiess Kristoffersen, Fremskridtspartiet (!) Den Danske Forening (!) og nazisten Jonni Hansen, som rapporten naivt slog i hartkorn med hinanden. Konkrete handlinger fra den kant kunne den heldigvis ikke fortælle så meget om, bortset fra en ubehagelig episode, hvor en jødisk familie måtte flygte fra deres hjem efter trusler og spytklatter fra en gruppe mænd, der mentes, at være højre ekstremister.

I modsætning hertil brugte rapporten påfaldende lidt plads på et overfald begået af unge arabere på et jødisk ynglinge-foldboldhold på Ryparkens Fodboldbane i marts 1995. Her blev nogle af de jødiske drenge slået og sparket, hvorefter deres sports-tasker blev gennemrodet. Mig bekendt er dette det første overfald i på jøder i Danmark siden Anden Verdenskrig, og burde derfor fortjene en mere fyldig omtale i pressen (hvor der var tavshed) såvel som i WORLD REPORT. Men til trods for at disse chikanerier og overgreb fortsætter den dag i dag, når de jødiske drenge bruger Ryparkens bane (der ligger tæt på Carolineskolen) har de færreste hørt om dem.

WORLD REPORT – i dens forholdsvis korte levetid – kunne ikke overkomme alt, og qua dens frygtsomme politiske korrekthed heller ikke ønskede at gøre det. Et af mange områder, den nødig beskæftigede sig med var de muslimske blade og muslimernes udtalelser til aviserne, og her er der ellers stof til eftertanke. Eksempelvis var det “moderate” Muslim i Danmark i maj/94 nummeret (og muligvis også i senere numre, jeg har ikke fulgt det op) klart inde på bagvaskelsens område med helside-artiklen JØDERNES SÆRKENDE IFØLGE KORANEN.

Her kan man læse, at jøderne er “pengetilbedere,” der begår “lovovertrædelser og misgerninger”; de “benægter sandheden”, og de er “uretskafne”. Derfor er de “forbandede, deres hjerter er hårdere end sten eller endnu hårdere, dette skyldes deres egoisme…de holder ikke deres aftaler…de lyver om Allah og forvansker religionen…de dræber profeter”. Ifølge forfatteren har jøder begået “store synder” og de er dem der hader de sande troende allermest. Dertil kommer, at de har bagvasket Miriam (Maria) og foregivet at myrde Jesus. Her er det vel at mærke ikke israelere der er tale om, men jøder i almindelighed.

Umiddelbart efter nogle drabelige bombeattentater i Jerusalem bragte Muslim i Dan-mark artikler, der retfærdiggjørde martyrium (juni/juli/97), og disse artikler kunne findes på kommunebiblioteket i Krystalgade, lige overfor synagogen. Allerede 21. august 1994 kom imamen Abulaban til at tale over sig til Jyllands Posten, overfor hvem han bemærkede at ”jøder spreder aids i Egypten” . (Charlotte Aagard har en udmærket artikel om Abulabans terrorforbindelser i Information (!) 7. januar 2006).

Et andet tilfældigt eksempel – og der må være mange, mange flere – er det dansk/mu-slimske Newsletter for Islamic Student Organization nr. 7 år 1996 ved bl.a. cand. jur. Safie Aoude, der påstår, at jøderne kontrollerer hele verden og hele verdens-pressen: ”Hvor er det synd for jer i Vesten, at i er under så stærk indflydelse af Israel. Jøderne kontrollerer det meste af verdenspressen”.

ANTISEMISM WORLD REPORT var ikke interesserede i den slags, og da rap-porten som allerede omtalt ændrede sit koncept i 1997 og blev til ANTISEMITISM AND XENOPHOBIA TODAY var det ren farce. Godt tilsløret af lange beskrivelser af Dansk Folkeparti og alt hvad der rørte sig til højre for midten, trådte den virkelige racistiske chikane og de virkelige racistiske overfald endnu mere i baggrunden. Heldig-vis er den i hvert fald for Danmarks vedkommende meget mere nøgterne ANTI-SEMITISM WORLDWIDE kommet til, og her ser man et ganske andet billede. Det skyldes de meget omhyggelige episodeoptegnelser, der lægges til grund for rap-porterne, og som Mosaisk Troessamfund velvilligt har tilladt mig at kigge i. De følgende sider er en meget kortfattet oversigt baseret på optegnelserne fra 2001 – 20005. Som folk, der føler lidt med i tingene, sikkert kan forestille sig, er det temmelig barsk læsning. Lad os begynde med 2001.

Chikanen begynder at tage til

I dette herrens år er der rapporteret 18 tilfælde af chikane/overgreb, hvoraf et er begået af nynazister, to eller tre af ukendte gerningsmænd og resten af folk med “arabisk eller mellemøstligt udseende”. Det er som sagt ikke rare ting.¨

Her er et eksempel. Den anden september beretter en jødisk mand, hvad der skete, da han besøgte den jødiske begravelsesplads i Møllegade på Nørrebro. “Ved indgangen tog jeg min kalot på. Konstaterede herefter, at jeg havde glemt min tegnebog i bilen, og gik tilbage, men glemte at tage kalotten af. Ved bilen blev jeg tilråbt på dansk af tre sydlandsk udseende unge mennesker med følgende “Dit jødesvin! I er værre end serberne. Vi slår jer ihjel allesammen, og du bliver den første!”

Ja, sådan kan det gå, når man går med jødisk kalot på Nørrebro. Og de kære politikere, der betvivler denne tingenes tilstand, kan jeg kun opfordre til selv at tage kalot på og se, hvad der sker. En uge efter, i samme september måned, blev en jødisk familie i bil udsat for stenkast på Danasvej i nærheden af en ortodoksrabbiners hjem. Denne var i maj måned samme år blevet generet af en herre af “mellemøstligt udseende”, der holdt rabbinerens hus under observation. Den 14. maj klokken fire om morgenen (!) var der fløjet en stor sten gennem ruden i vinduet på datterens soveværelse, og vidner berettede om en flygtende person af “mørk udseende”. Det var næppe entertaineren Anders Lund Madsen).

Lige så alvorligt var et forsøg på at påkøre en synagogevagt (23. juni 2001), der måtte springe til side for at redde sig i sikkerhed. Bilen viste sig at være arabisk ejet. I juli blev to amerikanske ortodokse jøder angrebet i Vollsmose af en gruppe palæstinensiske stenkastere. For en gangs skyld blev sagen bemærket af pressen, idet B.T: dagen efter citerede et af ofrene for: “De kastede sten og nogle hårde frugter efter os, imens de af deres lungers fulde kraft skreg “Fuck the Jews, fucking assholes, son of a bitch”. Der blev ikke indgivet politianmeldelse, skrev journalisten Frodi Holm Knudsen, “fordi de (angrebne) ikke følte, de ville komme nogen vegne med en politianmeldelse”. Hvad de formodentlig havde ret i, da politiet nok ville have haft svært ved at finde gernings-mændene og formodentlig endnu sværere ved at anholde dem.

Den første august 2001 blev en kalotklædt jøde i selskab med 45 andre turister på besøg i Wonderful Copenhagen pludselig angrebet på Strøget af tre personer af ”mellemøstlig herkomst”, der skar ham i ansigtet med en skarpgenstand, sandsynligvis et barberblad, der læderede ham fra næsen til hagen. Heller ikke han ville anmelde episoden til politiet.

I september 2001var der hærværk mod en bil parkeret udenfor synagogen. Natten til fredag 30. skar ukendte gerningsmænd i overfladen af fordækkene, så det ene eks-ploderede under hurtig kørsel, mens der sivede luft ud af det andet. Den 11. november kommer en ung medarbejder på Mosaisk Troessamfund ud for følgende: han går ind på en pizzarestaurant, hvor han møder en gammel klassekammerat, en pakistansk pige, der sidder der sammen med sin ven. Pigen fortæller vennen om de unge jødes til-knytning til Mosaisk Troessamfund, hvorefter vennen på mobilen tilkalder et tæske-hold på fem pakistanere. Kun en resolut indgriben fra restaurantens ejer forhindrer et overfald. En uge senere – 18. november – bliver en jødisk dreng overfaldet på sin vej fra Carolineskolen til Ryparken Station. Han bliver slået ned og sparket i ansigt og på kroppen. Det var slutningen på dét år.
En periode med rigtig mange episoder Århus 2002

I 2002 steg antallet af overgreb fra 18 til 65! Det startede i januar med tilråbet “fuck-ing Jew – jeg vil huske dig” til en synagogevagt ved en mindehøjtidlighed for Aus-chwitz-ofre. Gerningsmanden var “nydansker”, siger rapporten, der åbenbart har lidt svært ved at give slip på de sædvanlige politisk korrekte halmstrå. I måneden efter – den niende februar – er der et kedeligt optrin, der involverer arabisk talende piger. I 25-30 minutter stod de udenfor synagogen, mens en stor gudstjeneste var i gang, og spyttede og “skød” men fingeren mod de folk, der kom ud. Da de til sidst blev fotograferet af synagogevagterne, tilkaldte pigerne – som den forurettede part! – politiet, der forklarede dem, at det er lovligt at fotografere på gaden. En del af disse problemer har at gøre med Synagogens nye naboer. Lige overfor ligger det nye Københavns Bibliotek, der har mange muslimske besøgende, og længere nede ad gade ligger den tyrkiske restaurant Ankara i samme bygning der husede Gestapo under besættelsen. Så den ligger som en lus mellem to negle.

Århus, 2002

Situationen minder meget om den, jøderne befandt sig i under den senere periode af den muslimske kolonisering af Mellemøsten, Nordafrika og Persien, hvor jøder, kristne og Ahura Mazda.tilbedere ikke længere udgjorde landets flertal, men var reduceret til dhimmi-status (læs Bat Ye´Or: THE DHIMMI).

Officielt gav denne status ”beskyttelse” (lidt a la Al Capones beskyttelse), men ganske almindelige muslimer følte sig ikke særlig bundet af det og – når der ikke var andet at tage sig til – kunne finde på at aflægge besøg og traktere med spytklatter, tilråb, chikane, hærværk og stenkast. Eller det, der var værre.

Sådan er det ved at blive i dag, og sådan gik resten af 2003. I april forsøgte tre piger (to iført tørklæde) at skaffe sig adgang til synagogen, hvor man fejrede Israels uaf-hængighedsdag under foregivende af, at de “havde en aftale med nogen”. I maj var der igen en episode på Ryparkens bane med de jødiske drenge, der skulle spille mod SSB, en klub fra Vesterbro. Denne gang blev der ikke begået vold “kun” serveret råb af “jødesvin” og fuckfinger. Ikke den bedste atmosfære at spille fodbold i..

I 2003 faldt episoderne fra 65 til 36 (man må håbe, at alle er blevet indberettet) heraf fire eller fem med etniske danskere som ophavsmænd, en af ukendt oprindelse og resten…er der ingen præmie for at gætte sig til. Det startede i årets første måned, 15. januar, hvor en jødisk familie blev udsat for telefonchikanerier og derefter et mærkeligt brev. Naboen fortalte dem, at der har været “besøg af udenlandske typer” i familiens have under deres fravær. Bestemt ikke nogen rar nyhed at komme hjem til. Den 22. februar blev en synagogevagt overfuset af en gæst fra den tyrkiske restaurant ved siden af, der trakterede med udsagn a la “Hitler skulle have gjort sit arbejde færdigt”. En vagthavende politimand på Station City var ikke meget for at intervenere, fordi “en evt. anmeldelse af episoden vil volde os en masse besvær pga. sagens karakter”. Og man forstår ham godt. Samme dag forsøgte “en herboende muslim” at skaffe sig adgang til synagogen, og stod provokerende foran den efter at være blevet afvist.

 

Den 5. marts bringer gratisavisen Urban Hizb Ut Tahrirs berømte opfordring til at dræbe jøderne “hvor I end finder dem” (egentlig en sammenlægning af en antijødisk hadith med en korantekst, der ikke er møntet på jøder) og sådan forsatte året med trusler og tilsvininger. Den 13 marts på Københavns Banegård blev en rabbiner sparket i maven af en araber fra en gruppe på 10 og “kun en intervention fra de andre rejsende forhindrede yderligere vold.” Under tumulter ved et foredrag i Korsør, som den israelske ambassadør blev nødt til at opgive, blev en pressefotograf slået og måtte på skadestuen (25. marts). Demonstranterne var hovedsagelig palæstinenserne. Tre blev anholdt og en fjerde sigtet for ulovlig indtrængen. Han var medlem af Enhedslisten. Egentlig var optrinnet ”antizionistisk” og ikke rettet mod jøder, men denne hårfine grænse bliver tyndere år for år. Enhedslisten mener åbenbart, at den kan håndtere den.

Episoderne fortsatte resten af året med et gennemsnit på ca. 3 om måneden (vel at mærke af de indberettede. Det er dog langt fra sikkert at alle forulempede har ønsket at inddrage andre, og vi ved fra skadestuestatistikker, at kun ca. hver 8. overfald bliver politianmeldt).

Mor og barn trues

Særdeles ubehageligt var et optrin ved Nørreport Station, hvor en moder gik med sit lille barn, der sang hebraiske sange. En gruppe på 4-5 arabere der opfattede det he-braiske ord “pesach” (påske) diskuterede højlydt, at moderen og barnet nok var “jahud” (jøder), og mimede at de skulle halalslagtes. Moderen skyndte sig væk med barnet, og fortalte, at det kun var forbipasserendes opmærksomhed, der forhindrede et overfald. En uge senere var der igen “problemer” på fodboldbanen ved Rygparken Station. Da de jødiske drenge ankom, fandt de følgende tekst skrevet på muren i omklædnings-rummet.

PLO STYRE! JA TIL ISLAM! SKRID JØDER! FUCK U (hvor det sidste ord er ulæseligt). Budskabet har nok ikke gjort det nemmere at koncentrere sig om at spille fodbold den dag. En måned efter – 23. maj – var der skolefest i Frederiksberg Have. En jødisk dreng bliver af en palæstinenser fra samme skole spurgt “er det dig, der er jøde?”. Kort efter kom slagene, efterfulgt af et spark i ryggen. Da nogle voksne lagde sig imellem, så gerningsmanden sit snit til at sparke den jødiske dreng i solar plexus, hvorefter han faldt sammen. Noget lignende fandt sted ved Charlottenlund Fort – 6. juni – hvor drengene fra den jødiske fodboldklub, blev truet til at tage hjem af palæstin-ensere.

Den 13. august berettede en jødisk familie i Herlev om de ubehageligheder deres børn blev udsat for. En datter på 14 år der gå i 8. klasse mødte op i klasseværelset til på-skrifter på tavlen som ”Alle jøder skal dræbes” og ”Ali´s klan holder Danmark ren”. Omtalte Ali var en palæstinenser fra naboklassen. Pigen er blevet udsat for ukvemsord og trusler, og er siden blevet fulgt hjem af sine klasse-veninder for at undgå at blive overfaldet. ”Ali og hans klan” er et kendt fænomen i Herlev og Gladsaxe kommuner. Den yngste datter går i samme skole er allerede blevet klassificeret som ”jødesvin” og er bange for at færdes der. Familien vil flytte fra området. De resterende episoder er af lignende art: spytklatter, tilråb og trusler.

I årets sidste måned – 15 december 2003 – fik Mosaisk Troessamfund et brev fra ”Onkel Holger”, hvor den gentagne tekst lyder ”Skal de omskårne øve fjendtlig-heder i Danmark? NEJ!”. Teksten er gentaget 24 gange af den modige men anonyme Onkel Holger, og slutter med ”Kære Jøder og muslimer i Danmark! – nævnt i alfabetisk rækkefølge… TÆNK! Kærlig hilsen Onkel Holger”.

ANTISEMITISME WORLDWIDE 2004 nævner 34 antijødiske episoder i Danmark hvoraf fem var fysiske overgreb. Tonen er ikke længere den politisk korrekte fra AN-TISEMITISM WORLD REPORT, omend Dansk Folkeparti –”the right wing anti-muslim Danish People´s Party” – nævnes i forbindelse med en underskriftindsamling mod rituelslagtning. At ”the right wing antimuslim Danish People´s Party” også er Folketingets mest pro-Israel parti er desværre udeladt. Men lad os se på de 34 episoder. De etniske danskeres andel

Så vidt jeg kan se har ca. 13 tilfælde en ”gammeldansker” som mester, hvad der er foruroligende højt. Ni har en ukendt person som ophavsmand og resten er fra Mellemøsten. Hvad den første gruppe angår, drejer det sig mest om uforskammetheder eller henvendelser fra folk, der virker ubehageligt forrykte. Således 12. januar sender en ”Søren Nielsen” en fortegnelse over ”rotter af Juda slægt” til Mosaisk Troes-samfund sammen med fire tætskrevne sider med antisemitisk propaganda i bedste Goebbels stil. Han glemte at sætte adresse på.

Den 19. februar får formand for Mosaisk Troessamfund en ophidset dame i telefon, der siger ”du skal halalslagtes, dit muslimske svin” (hun har vist ringet til den forkerte muslim), mens en Theodorus van Huisstede fra Bagenkop ringede utallige gange til Mosaisk Troessamfund med fornærmende tilråb. Skøre kuler af den type ligger nok til højre på den politiske skala – eller gør de? – men en stud. scient. soc. Fra RUC – Emil Eiberg-Jensen – er snarere venstredrejet. Som ”fungerende sekretariatsleder i Nyt Aktivt Miljødemokrati” spørger EE-J retorisk på Politikens internetside (hvor ”tonen i debatten” er allerbedst) om ”jøderne skal have deres eget museum? (…) hvorfor skal de blodtørstige jøder …have museum på det Kongelige Bibliotek, på dansk ejendom”

Hans indlæg er et godt eksempel på antizionisme og antisemitisme, der er gået op i en højere enhed. Dog kun verbalt

Episoder med arabere/muslimer har ikke denne begrænsning. Den 22. marts var pigerne fra børnehaveklassen på Carolineskolen på fodboldbanen ved Rymarken Station, da to indvandrere med rundboldbat over skulderen dukkede op. De brugte dem ikke, heldigvis, men nøjedes med at råbe ”fuck jer jøder” og ”fucking jøde” ad de små piger. Det er episoder som denne, der forklarer hvorfor Carolineskolen er omgivet af et to meter høj hegn (Mogens Lykketoft ville nok kalde det en ”mur”) og overvåget af tv.

Det er noget medierne åbenbart har accepteret som helt naturligt, og ingen af dem har sat sig for at uddybe for lytterne og seerne, hvorfor små børn må beskyttes, som var de i en krigszone. Carolineskolen ligger i et område ved den indvandrertunge Ryparken, der lidt efter lidt er ved at udvikle sig til en ghetto. Og fremtiden ser ikke lys ud.

Hvad de andre optrin i 2003 angår, var der blandt den sædvanlige chikane og tilråb et særdeles ubehageligt overfald på en jødisk dame i Føtex. Hun var 80 år, og må have set lidt for jødisk ud. Bagfra blev hun slået i ryggen af to mænd med ”mellemøstligt udseende” der afsluttede afstraffelsen med at smide næsten hele indholdet af bogreolen på hende. Alder er ingen hindring.

De fleste episoder begrænsede sig heldigvis til spytklatter og trusler, og som et eksempel på sidstnævnte er det interessant at se på en e-mail til Dansk Zionistforbund den 14. maj. ”Hør her små røvhuller!!! I skal ikke tro at i ret til noget…Palæstina er født til os palæstinensere, så ikke noget med at spille al for smart, i skal bare vide at hver gang jeg ser på en fucking lille jøde tager jeg fat om halsen på ham som tegn på at skal sutte og smutte” Og videre i samme dur. Aslutningen lyder såand her: ”…I HAR INGEN RET TIL SIKKERHED OG FRED FOR VI DRÆBER HVER EN KRØLLEABE….HAHAHAHA ENDEN FOR JER ER KOMMET OG I VIL SNART VÆRE UDRYDDET H HAHAHAHAHAHAHA.” Det var så den besked, der indløb i årets femte måned. Ikke noget med ”kom maj, du søde milde” som man sagde før i tiden. Hør her små røvhuller!!!
Overfald på lektoren fra Carsten Niebuhr Institut

Hvad de fysiske overfald 1 2004 angår, var ingen alvorligt nok til skadestuen takket være forbipasserendes indgriben og de overfaldnes flugt. Ingen undtagen ét. Det drejer sig om den halvjødiske/halvarabiske lektor fra Carsten Niebuhr Instituttet, der var tillidsfuld nok til at stige op i en bil efter indbydelse fra hans overfaldsmænd. Derfra kunne han ikke flygte. Sagen blev omtalt i pressen og Instituttets rektor bakkede modigt op ved i fjernsynet at læse op af den korantekst, der var årsagen til lektorens af-straffelse. Lektoren opgav at undervise videre i det pågældende semester, og mig bekendt er han stadig sygemeldt.

Et gennemgående træk i denne vold og disse trusler er ydmygelse. Og det har en svensk forskergruppe beskrevet i en bog om den slags udskejelser, som jeg senere vil vende tilbage til. Men her er endnu et trist lille eksempel fra livet på Carolineskolen. Det drejer sig om en pige på 11 år. På vejen fra skolen til busstoppestedet blev hun standset af to drenge, hvoraf den ene er dansk og den anden ”af anden etnisk afstamning”. De var begge i 13-14 års alderen og havde åbenbart fundet hinanden på trods af deres forskellige kulturelle baggrund. Men hvis det var et lykkeligt eksempel på integration for dem, var det knap så lykkeligt for pigen. De standsede hende, krævede oralsex, og holdt hende fast, da hun forsøgte at flygte. Heldigvis var der forbipasserende, der kunne gribe ind, og pigen kunne komme grædende og stærkt chokeret hjem. Sådan er livet i dagens Danmark.

Så kommer vi til 2005. Her var det omtrent samme antal episoder som 2004, nemlig 35. Heraf var ophavsmanden dansk – eller ser ud til at have været det – i seks tilfælde, mens ca. syv var helt anonyme (hærværk o.l.). Resten er fra mellemøsten. De er anført som enkelte episoder men egentlig dækker nogle af dem en lang række overgreb eksempelvis i form af hærværk på biler tilhørende folk i Mosaisk Troessamfund. Skaderne omfatter dæk, vindues-viskere, nummerplader (sparket af), kofangere og ridser og buler i lakken over en længere periode. Antallet af 35 episoder er også noget af en understatement, hvad der fremgår af et brev far den 28. maj 2005. Den er skrevet af to unge jøder, der har tilladt sig den frækhed at gå med kalot på Nørrebro.

”I perioden fra november 2003 til i dag har vi næsten daglig oplevet antisemitiske tilråb og trusler fra indvnadrerer. Der bliver som regel råbt ting som jødesvin, fucking jøder, jahud (jøder) kom her og vi tæsker dig, vi dræber jer, Hitler, Hitler og mange andre ting i den stil. Det er alt fra småbørn til kvinder, der råber. Men dog hovedsagelig unge mænd.

Der har bl.a . været en episode, hvor en ung fyr (som tidligere havde råbt ad os) cyklede forbi vores lejlighed og vi fik tilfældigvis øjenkontakt, da jeg stod ved vinduet. Han pegede på mig og kørte fingeren henover struben. Der er blevet ringet på vortes dør, hvorefter en gruppe forlader stedet, mens de peger på vores lejlighed. Vi er gået forbi en gruppe kvinder og børn på en legeplads, hvor nogle af de unge kvinder har givet sig til at råbe jahud, jahud!

Inden for den sidste måned er situationen eskaleret videre, og episoder som disse hænder nu flere gange om ugen. Vi er derfor for 10 dage siden begyndt at skrive disse episoder ned.

Lørdag d. 28/5 – ca. kl. 21.30 – Guldbergsgade.
Er på vej til synagogen. Store grupper står i området omkring Rust (restaurant og natclub). Flere får øje på mig og giver sig til at råbe jahud, jahud! Hvad glor du på? Vi smadrer dig…osv.

 

Lørdag den 04/6 – ca. kl 21.40 – Guldbergsgade
Er på vej til synagogen med min bror. Vi passerer to arabere, der signalerer til en gruppe (5-6) arabere og sorte (somalier vil jeg tro) på modsatte side af vejen. De giver sig til at råbe og skrige som de plejer, bl.a. vi dræber jer…en af de sorte fra den modsatte side af vejen begynder at løbe mod os, og vi begynder at småløbe mod Sankt hans Torv. Så stormer alle sammen efter os, mens de stadig råber og skriger. Da vi kommer til Skt. Hans Torv, flygter vi ind i en 7-11, der ligger på hjørnet for at få personalet til at ringe til politiet. Gruppen stopper dog op lidt derfra, og vi smutter rundt om hjørnet, uden at de ser os.
Ca. kl 21.55 på Fredriksborggade
Vi passerer en sort fyr (somali?) der siger ”fucking jews” til os, og der opstår en dis-kussion. Da jeg tror, han vil give mig et slag i ansigtet, skubber jeg ham bagud. Både min bror og jeg er oppe at køre efter episoden et kvarter tidligere. Han går frem mod os mens han åbner jakken, som om han vil find en kniv eller lign. frem.

Søndag d. 05/6 – ca kl- 21.30 – Mimersgade
Er på vej hjem på cykel og lægger mørke til at der kører en én langsomt lige bagved mig gennem hele Mimersgade. Jeg stopper på et tidspunkt for at komme over på modsatte side af vejen, og bilen stopper lige da den kommer forbi mig. Jeg krydser vejen og ser der sidder en araber i bilen (ligner en religiøs fyr med skæg osv i 30-40´erne) og stirrer på mig. Jeg går forbi min lejlighed og nedad Mimersgade, og han ruller langsomt efter mig, mens han sidder og kigger på mig hele tiden. Jeg stopper op på et tidspunkt og giver mig åbenlyst til at taste hans nr. pladen ind på mobilen, hvilket ikke påvirker ham. Jeg når krydset ved Jagtvejen og bliver stående der. Da der kommer biler bag ham, bliver han nødt til at køre, da det er grønt”.

Man kan sige – som djævelens advokat – at disse to unge mænd selv var ude om det, fordi de tillod sig at gå med kalot. Og på den måde er kalotten en god parallel til ytringsfriheden: Det er tilladt at have den…så længe man ikke bruger den. Så langt er vi kommet i det forhenværende frie Danmark.

Afslutningsvis vil jeg nævne en tankevækkende bog fra Sverige, der graver lidt i de fænomener, vi er vidne til i såkaldt ”multietniske samfund. Den hedder ydmygelse et centralt element i disse episoder. Fænomenet er beskrevet i en bemærkelsesværdig svensk bog med titel EXIT FOLKHEMS-SVERIGE af akademikerne Jonathan Friedman, Ingrid Björkman, Jan Elfverson, Åke Wedin. Undertitlen er: en samhällsmodells sönderfall (en samfundsmodells kollaps)
Kapitel fem, der handler om ydmygelse, er skrevet af Ingrid Björkman, en fin ældre dame, med en fornem akademisk karriere bag sig. (Hun var i øvrigt med til ytring-frihedskonferencen i Landstingssalen i november 2005).

Her er et uddrag, som jeg lader stå i originalsproget med et par forklarende ord.

…Sedan början (begyndelsen) av 1990-talet är gängrån (banderøveri), där ungdomar rånar (bestjæler) andra ungdomar, ett markant inslag i ung-domsbrottsligheten. Från att ha varit en storstadsföreteelse har rånen nu spritt sig ut över landet. Ett flertal rapporter, bl a en omfattande BRÅ-undersökning (BRÅ er den officielle kriminalstatistik) 1999 i Malmö och Göteborg, liksom intervjuer med poliser ger en sam-stämmig bild av ungdomsrånen. Ökningen är dramatisk. I Stock-holms- och Malmöregionerna fördubblades de polisanmälda rånen under 1999, och polisen talar om en “ungdomsepidemi”.

80 – 90 procent av rånarna har invandrarbakgrund. Majoriteten är 15 – 17 år. Men åldern sjunker och allt oftare är rånarna inte straff-myndiga (under den kriminelle lavalder). Offren är svenska barn och ungdomar, företrädesvis “svenska killar från rikemansskolor”, som en rånare uttryckt det.

Her er altså tale om berigelseskriminalitet. Og dog. Det er ikke simpel berigelse, fordi der også er et racistisk element. Ofrene er altid etniske svenskere, og derfor skal der ”förnedring” (ydmygelse) til. Ingrid Björkman skriver:

Förnedring av offret ingår inte sällan i bilden. Är det en pojke gäller det att knäcka hans självkänsla. Han tvingas gråta, lämna ifrån sig skorna, till och med klä av sig naken, på knä be för sitt liv osv. För flickoffren gäller sexuell förnedring. De får kläderna avslitna, rånarna tafsar (grapser) på dem och kallar dem “horor”. Rånen kombineras dock sällan med våldtäkt. När flickorna lyckas komma loss och springa sin väg, gapskrattar (storgriner) rånarna och låter dem löpa. Inte ens småflickor går säkra.

Bara uppskattningsvis (stort set) hälften av rånen polisanmäls och de allra flesta förblir ouppklarade. Att så få anmäler beror på deras bristande tilltro till polisens förmåga att gripa rånarna, men också på rädsla för rånarnas repressalier. Ett vanligt inslag i scenariot är att gärningsmännen hotar döda den som tjallar (stikker gernings-mændene). “Jag skulle aldrig våga peka ut dom som rånade mig”, säger en fjortonåring som blivit rånad tre gånger på två veckor. “Jag har en kompis som både anmält och vittnat. Nu har han ett kontrakt på sig – de är ute efter honom. Han kan knappt gå ut.”

Den allvarligaste effekten av ungdomsrånen ligger sannolikt i den djupa kränkningen av den personliga integriteten och de psykiska konsekvenserna speciellt för den som är i puberteten och i färd med att bygga upp sin identitet och sin bild av omvärlden. Att som femton-åring känna sig så maktlös att man på befallning lämnar ifrån sig sina skor sätter rimligtvis spår i självkänslan. 80 ­ 90 procent av de rånade ungdomar som intervjuats i BRÅ-rapporten uppgav att de kände hat och hämndlystnad gentemot förövarna. En konsekvens av ungdoms-rånen kan bli att invandrarfientligheten i ungdomsgenerationen ökar.

Det magiske ord ”respekt”

Gängen har satt sig i respekt, som det heter. Det innebär att de tagit över vissa stadsdelar med följden att de svenska ungdomarna in-skränker sin rörelsefrihet. “Rädslans geografi” breder ut sig även här. De tonåriga gärningsmännen beter sig som maffiosi, säger polisen. Rånen blir en maktdemonstration. Om rånarna grips skrattar de åt polisen, eftersom brottens påföljder blir så obetydliga på grund av förövarnas låga ålder.

Att det för gängen är fråga om att visa sin makt bekräftar invandrar-ungdomarna själva. De som har status i gängvärlden är de som suttit inne flera gången för misshandel. Den som inte accepterar den grym-ma gängkulturen har all anledning att vara rädd. “Svenskarna måste bli som oss svartskallar. Annars klarar dom sig inte”, säger en in-vandrarkille. “Man rånar inte sina egna. Och då blir det invandrare mot svenskar.” De svenska ungdomarna fattar galoppen: Antingen håller man sig undan eller också anpassar man sig. “Om man lär känna dom och låtsas se upp till dom, då blir man inte rånad”, för-klarar en svensk fjortonåring. Försvarsmekanismen heter medveten identitetsförändring.

En sociologisk undersökning vid Göteborgs universitet av John Järvenpää har ingående behandlat fenomenet invandrarungdomar och personrån. Informanterna, som bestod av sex utlandsfödda ungdomar från olika länder i ålder 17 ­ 19 år, var intagna i sluten ungdomsvård på grund av personrån. Trots skilda kulturella bakgrunder var de relativt samstämmiga i sin syn på rånandet. Det helt avgörande motivet för val av offer var etniskt. Ingen kunde tänka sig att råna någon av sin egen nationalitet

Motivet er altså ”etnisk” (hvilket vil sige racistisk), og hvis det ikke handler om jøder men om ganske almindelige lyshårede svenskere, er det fordi jøderne, har set skriften på væggen, og er flyttet. Hvad disse unge ”respektkrævende” andengenerations-indvandrere ville gøre med en jøde, hvis de var så heldige at finde en, er ikke rart at tænke på. Mange vil slet ikke tænke på det – hvad jeg godt kan forstå – og beskæftiger sig med helt andre ting. Det synes jeg er en god idé, fordi det er ikke rart at se den verden, ens forfædre har bygget op, falder om ørerne på en. Men det er det der er tale om, og da tingene kun kan blive værre med tiden, er det ikke nogen stor synd at drømme sig bort.

Dette indlæg blev udgivet i Cain,Geoffrey, Jøder, Krig / Sikkerhed, seneste. Bogmærk permalinket.