Muslimernes sociale arv

Af Kirsten Damgaard, psykolog. Trykt i Politiken 10.05.98

Siden Anden Verdenskrig har psykologer og sociologer i Vesten diskuteret hvorledes forskellige opdragelsesmønstre virker formende på personligheden. Der findes store forskelle på arbejderklasse- og middelklasse idealer og normer, forskelle som vi bla. kalder social arv. Dem har vi ikke været tilbageholdende med at forske i. Helt anderledes uudforsket er de importerede opdragelsesmønstre, selv efter års bøvl med Mohammed og Ali og deres søstre og mødre, der i stort antal dukker op på kvindehjem. Der er lavet nogle få undersøgelser af hvordan danskere ser på de indvandrere og de viser, at vi er ganske tolerante, men interessant nok mindre, jo mere konkret vi kender til dem. Kendskab giver altså ikke venskab.

Endnu er ingen gået ind i minefeltet og har undersøgt hvordan de etniske minoriteter ser på danskerne, men en strømpil kan fås ved at se på Jill Mehlbyes undersøgelse af børn og unge i Albertslund. 69 % forældre til tyrkisk/-pakistansksprogede børn svarede nej til spørgsmålet “ Kan du acceptere, at dit barn gifter sig med én, hvis familie kommer fra et andet land med en anden kultur ?”. Mens nejsigerne blandt øvrige fremmedsprogede kun udgjorde 3 %. Det må være svært at leve her, når man i den grad nedvurderer modtagerlandets kultur !

Cand.polit. Naser Khader anslår at 80 % af de muslimske familier i Danmark har en traditionel baggrund. De opdrager deres børn traditionelt, behandler deres døtre og hustruer traditionelt og er traditionelt troende.Hovedforskellene på socialiseringen i den muslimske kulturkreds og den vestlige kan kort siges at ligge i : at der socialiseres til køn, hierarki og autorititstro i muslimske familier, hvor dansk opdragelse sigter mod ligestilling, frisind og rationalitet. Straf er sammen med udskamning – og af og til belønning – de foretrukne midler i den adfærdsdirigerende muslimske opdragelse. Med til forståelsen af det islamiske hierarkiske menneskesyn hører, at der differentieres mellem kvinder og mænd i rang, funktion og kompetence, og at islam ses som det endegyldige, sande og naturlige altomfattende system som derfor ikke kan kritiseres og som har regler for alle sider af tilværelsen. Forestillingen er, at jødedom og kristendom har været trædesten i denne udvikling. Buddhisme, animisme, hinduisme og andre livsfilosofier betragtes som langt mere inferiøre end de to førnævnte bogens religioner.

Integrationen drejer sig om, at få sig placeret mellem polerne “opretholdelse af egne værdier – krav om tilpasning “ og “ privat – offentlig” på en sådan måde, at ens værdier og adfærd både accepteres af dem man følelsesmæssigt afhænger af og dem man ønsker valgfællesskab med.
Er man imidlertid bekendt med, at moderne islamisk psykologi og samfundsteori er udviklet som anti-tese overfor Vestlig livsforståelse eksempliceret i vores videnskabssyn, den moderne livsførelse og de humanistiske idealer kan det ikke overraske, at det lige netop er personer socialiseret ind i en modkultur, der reagerer på vores forventninger og krav om tilpasning med modvilje, afstandtagen og af og til aggression .

Når en dreng er opdraget til at blive betragtet som den bedste, blot i kraft af sin religion, sit køn, eller slægtskabsforhold uden at det kædes sammen med personlig indsats, giver det selvfølgelig frustrationer når uddannelsessystemet ikke vurderer hans præstationer til noget særligt, hvis danske jævnaldrende ligefrem tager aftstand fra hans værdier og normer, eller danske arbejdsgivere ikke vil ansætte ham, fordi han mangler de bløde kvalifikationer arbejdsmarkedet efterspørger og som fortrinsvis læres i hjemmet. Det er ikke teenage-pigerne, der går på gaden og smider sten efter politiet, som erstatning for virkelig at tage et fader-opgør. Drengene vover netop ikke et oprør mod den patriark, der sætter dem i en umulig situation ved at have indrejst for at få vestens materielle goder, men ikke vil have det menneskesyn, der er forudsætningen for velfærdssamfundet, og som folkeskolen kulturligvis presser og maser drengene til at indoptage. Nej,de muslimske piger reagerer mere indadvendt, kompenserer ved at læse deres lektier og klarer sig bedre end drengene uddannelsesmæssigt. For dem er det en gevinst, at blive vurderet på egen indsats og ikke på kønnet, slægten, faderens status eller lignende.

Når dagspressen i årenes løb har spurgt de muslimske indvandrerdrenge hvorfor de laver ballade, har svarene altid været , at volden er en reaktion på den diskrimination danskerne udsætter indvandrerne for på gr.a. deres anderledes udseende og anderledes navne. Hvorfor ser vi så ikke vietnamesere, indere, og tamilere med mørkt hår og brune eller skæve øjne i stort tal gøre oprør mod dansk diskrimination ? Fordi de ikke oplever den i særlig grad. Hvorfor gider de samme grupper næppe heller deltage i indvandrernes paraplyorganisationer ? Fordi de er i langt højere grad end fx tyrkere og marokkanere erud vandret. De er netop rejst langt for at få et andet liv.Tilflyttede buddhister og hinduer klarer sig generelt meget fint i vestlige samfund, de når i høj grad deres mål, og her i landet opleves disse grupper heller ikke som problematiske.

En svensk undersøgelse fandt, at jo mere kulturbevarende en indvandrers verdenssyn forekommer at være, jo mere vil han opleve sig udsat for diskrimination.

Når traditionelt indstillede muslimer flytter til et vestligt sekulariseret samfund, og samtidig opdrager deres børn som om de aldrig var rejst nogen steder, får børnene ikke optimale udviklingsbetingelser – de stresses med modsatstillede krav. Det undrer derfor ikke ledende skolepsykolog John Merlund med mange års erfaring i arbejdet på Nørrebro, at indvandrerdrenge i høj grad “løser” konflikter med vold, for det er den model de er opdraget efter, faderen bruger selv vold i sin opdragelse, også når han forsøger at styre den unge.

Ud fra de få undersøgelser der er foretaget over tilflyttede muslimske befolknings-grupper ser det ikke ud til at graden af integration på gruppe- og samfundsniveau generelt er ligefrem proportional med opholdstidens længde. Forholdet er altså modsat end vor internationale historiske viden om andre indvandrergrupper.Hvad kan det hænge sammen med ? Antropolog Niels Fock mener at foretrukne handlemønstre som tilpasning eller afvisning reflekterer underliggende kultur.

Professor i sosialantropologi Unni Wikan, Oslo Universitet har beskæftiget sig med hvorfor indvandrerproblemer er blevet synonymt med muslimer. Hun skriver : “Jeg hører nesten aldri klager og får meg nesten aldri forelagt problemer angående for eksempel indere eller vietnamesere, mens muslimer figurerer sterkt : “innvandrere “ og “innvandrerproblemer” er nærmest blitt ensbetydende med muslimer. Hvorfor ? La meg straks si : Jeg tror ikke det skyldes “rasisme”. Ei heller handler det om “det nye fiendebildet” som er navnet enkelte har sat på det faktum at mange mennesker i Vesten nå er redd for muslimer.” Unni Wikan skriver endvidere : “Når så mange nordmenn – meg selv inklusive – opplever muslimer som problematiske, så har det sine grunner : Muslimer i Norge er problematiske på mange vis : En får inntryk av at de tar sterkere avstand fra grunnleggende norske verdier enn andre grupper.De praktiserer segregasjon. De motsetter sig at barna har norske venner. Det gjelder ikke alle , men det gjelder altfor mange. ” Det professor Wikan har observeret, er det en svensk forsker kalder “det udeblevne opbrud” og det som en engelsk forsker kalder self-separation.

Det er vigtigere at modvirke hvad der ligner en ny slags social arv, end at undlade at tage luppen frem og granske anderledesheden.
 

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Damgaard, Kirsten. Bogmærk permalinket.