Sharia er retsgrundlaget for forholdet mellem islams eget område og områderne udenfor .
I islamisk folkeretsteori opfattes nederlag som en anormalitet, der aldrig kan være permanent.
Individuelle terrorhandlinger, som eksempelvis knivdrab på forbipasserende eller myndighedspersoner er helt i overensstemmelse med islamisk folkeretsteori.
Henning Duus har arbejdet 28 år som lektor i statskundskab ved forsvaret. Han er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet.
Artiklen vi præsenterer her DEBATKLIMA OG TERROR, KRIG OG FRED I ISLAM er egentlig et svar som Henning Duus adresserer til justitsminister Søren Pind og folketingsmedlem Naser Khader (KF) der bl.a. er næstformand for Udenrigsudvalget, og medlem af både Indfødsretsudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn. Artiklen indeholder imidlertid så megen viden om islam og muslimers forestillinger om krig og fred – og brug af terror – at redegørelsen vil assistere enhver, der søger viden om islamisk ideologi i forhold til dansk/Europæisk sikkerhed.
- Justitsminister Søren Pind langer ud efter ”den yderste højrefløj” i Politiken søndag den 21. august 2016, idet han bl.a. kritiserer politikere og debattører på denne fløj for at påstå, at Vesten generelt er i krig med islam. Men sådanne påstande, hævder Søren Pind, kan få psykisk forstyrrede mennesker på begge sider af islamdebatten til at begå terrorhandlinger, og han nævner Anders Breivik og den 18-årige iransk – tyske gerningsmands massemyrderi i München den 22. juli 2016 som sådanne eksempler. Begge hentede inspiration fra den yderste højrefløj, hævder Søren Pind med henvisning til myndighederne og endda PET, det sidste på en måde så han lader forstå at PET deler hans opfattelse. Jeg går ud fra, at hvad det sidste angår, hentyder han her til Center for Terroranalyse under PET og dets anbefaling fra 31. januar 2008 med titlen ”Sprogbrug og terrorbekæmpelse”.
- Selv om jeg ikke ved, hvem Søren Pind regner som tilhørende ”den yderste højrefløj”, vil jeg her vise, at uanset hvad denne fløj og Søren Pind og PET måtte sige og mene, så er ikke bare Vesten, men hele den ikke-muslimske verden i krig med islam.
Jeg ville personlig ønske, at Søren Pind havde ret, men det har han desværre ikke! Vesten er i krig med islam! Ikke fordi jeg siger det eller ”den yderste højrefløj” siger det eller nu afdøde Roskildebiskop Jan Lindhardt sagde det eller visse muslimer siger det, men fordi den islamiske folkeretsteori (al-siyar) siger det.
Naser Khader har givet Søren Pind ret, idet han hævder at ”yderste højrefløj” skulle afvise, at islam kan reformeres. Den problemstilling vil jeg også berøre.
- Jeg skal for god ordens skyld understrege, at jeg ikke betragter mig som hverken højreorienteret eller venstreorienteret. For mange år siden, vel omkring 1970, kritiserede Justus Hartnack, kendt og agtet filosofiprofessor ved Aarhus Universitet, forfatteren og filosoffen Villy Sørensen (1929 – 2001) for at være venstreorienteret. Hertil svarede (efter hukommelsen) Villy Sørensen, at han hverken var højre- eller venstreorienteret, han var fuldt tilfreds med at være orienteret. Uden sammenligning i øvrigt tillader jeg mig at gøre Villy Sørensens ord til mine!
- Igen og igen møder man folk, der har stærke og faste meninger om islam og indvandring uden at have sat sig ind i det, de har meninger om. Det afholder dem imidlertid ikke fra at betegne andre som racister og fascister og ”yderste højrefløj”, når de præsenteres for opfattelser, der ikke stemmer med det billede, de i egen uvidenhed har dannet sig af islam. Det må tilføjes, at man tydeligvis heller ikke har villet sikre sig den nødvendige faglige viden til at kunne skelne mellem islam som system og den enkelte muslim, der netop langt fra altid er en kopi af systemets muslim. Det svarer lidt til, at man ikke kan skelne mellem færdselsloven og den enkelte trafikant. Det afgørende mellemled er ifølge én af mine daværende muslimske elever, at man sørger for at have en god lærer i islam. Jeg diskuterede ind imellem disse forhold med ham i forbindelse med undervisningen i kulturforståelse på Hærens Officersskole. Hans svar passer med den almindeligt accepterede såkaldte to-trins-hypotese inden for massekommunikationsteori, hvorifølge et budskab ikke virker direkte fra afsender til modtager, men først igennem tolkninger fra opinionsdannere i modtagerens omgivelser, som modtageren diskuterer forholdet med og har tillid til. Der går derfor ingen lige linje fra islams hellige skrifter til bestemte handlinger. Søren Pind blander netop system og den enkelte muslim sammen, og her bliver det rigtig slemt, for han er som justitsminister ikke en hvilken som helst opinionsdanner, men en mand centralt placeret i regeringen og med afgørende ansvar for den danske stats interne sikkerhed såvel som hver enkelt danskers personlige sikkerhed. Søren Pind har dertil også været både udviklingsminister og endda lagt vejen forbi integrationsministeriet. Og så er han uddannet cand. jur., tilsyneladende med speciale i statsret eller som det også kaldes statsforfatningsret, siden han efter egne oplysninger var manuduktør heri 1999 – 2005.
ISLAMISK FOLKERET I
Sunni islam 1
- Det islamiske retssystems indbyggede forpligtelser:
Al-siyar udgør en del af sharia ifølge Majid Khadduri: War and Peace in the Law of Islam. Johns Hopkins University Press, 1955 (s. 47), som jeg her primært bygger på. Denne bog er stadig uovertruffen, og Khadduri (iraker af fødsel 1909 og død i USA 2007) var en førende autoritet på islamisk folkeret. Han var pioner i opbygningen af studiet af islamisk folkeret og af Mellemøsten efter Anden Verdenskrig ved amerikanske universiteter. Krig-og-Fred-bogen er sammen med hans The Islamic Conception of Justice” (The Johns Hopkins University Press,1984) de bedste indføringer i sine emner, jeg kender, og så er de fra tiden før den politiske korrekthed. Det gør dem i mine øjne langt mere troværdige. Dette være sagt efter at have læst flere hundrede bøger om islam og jihad og Mellemøstens historie, og mange, mange flere artikler herom fra videnskabelige tidsskrifter.
- Islams mål er at erobre hele verden og gøre islam til den dominerende religion i et verdensomspændende islamisk imperium (Khadduri, s. 51), og det betyder, at hele verden skal underlægges sharia og al vantro udryddes. Det kan ske enten fredeligt ved dawa, der både betyder missionering og invitation, eller voldeligt ved væbnet kamp jihad (qital). Det er enhver muslims pligt at bidrage til denne udbredelse ved dawa såvel som qital. Sharia er knyttet til personer og ikke til territorier. Derfor gælder sharia også personligt for muslimer i ikke-muslimske lande og vil ved kollision med det pågældende lands lovgivning altid gå forud for denne lovgivning. Islamisk folkeret hviler på shariaen, ja den er egentlig blot dels en udvidelse af denne til områder, som endnu ikke er blevet underlagt islam, dels retsgrundlaget for forholdet mellem islams eget område og områderne udenfor dette. I islamisk folkeret kaldes islams område dar al-islam (islams hus). Her gælder sharia officielt ifølge teorien. Dar al-harb (kriges hus) kaldes området, hvor shariaen endnu ikke gælder. Det lange og seje træk består i at presse dar al-harb tilbage mod nul, så dar al-islam bliver mere og mere enerådende i verden.
- Ifølge islamisk ret må muslimer ikke uden videre varigt bosætte sig i ikke-muslimske lande. Det skyldes, at der hersker en permanent krigstilstand mellem det islamiske område, dar al-Islam med sharia, og det ikke-islamiske, dar al-harb uden sharia, derfor kræves der en såkaldt aman, en tilladelse fra en muslimsk retslærd, hvis en muslim vil besøge dar al-harb eller bo der. Den kan kun gives under forudsætning af, at muslimen ikke bidrager til at styrke dar al-harb (Majid Khadduri: War and Peace In The Law Of Islam (2006/1955), Ch. XVI og Ludwig Hagemann & Adel Theodor Khoury: Dürfen Muslime auf Dauer in einem nicht-islamischen Land leben? Religionswissenschaftlige Studien 42, Oros Verlag, 1997). Hagemann & Khoury gennemgår, hvad helligskrifterne siger herom, hvad tidligere tiders retslærde har ment, og hvad 8 moderne retslærde siger om at tage ophold i dar al-harb. Selv om de retslærdes meninger varierer mere, end man umiddelbart skulle tro, tegner der sig en vigtig skillelinje mellem at tage ophold i dar a-harb midlertidigt eller permanent. Det sidste er forbudt. Er opholdet derimod midlertidigt, er man der som muslim gæst, og som sådan er man ifølge aman forpligtet til at overholde værtslandets regler. Kan man ikke dyrke sin religion og overholde dens forskrifter, skal man rejse tilbage til dar al-islam. Bliver der væbnet krig mellem dar al-harb og dar al-islam, er man som muslim ifølge aman forpligtet til at vende tilbage til dar al-islam, da man ellers kunne være med til at styrke dar al-harb-siden. En muslim, der uanset af hvilken grund opholder sig i dar al-harb, er forpligtet af aman til ikke at bidrage til at styrke dar al-harb. Konkret kan man oversætte dette forbud til at herboende muslimer følger al siyar ved at tage imod alle de sociale ydelser og andre goder, de kan få, men er forpligtet til at modsætte sig at gøre modydelser af et sådant omfang at de alt i alt bidrager positivt til eksempelvis det danske samfund (se Marie Louise Toksvig: Undercover – jeg var Fatma i Danmark. People’s Press, 2016).
- Mellem dar al-islam og dar al-harb eksisterer der permanent krig (Khadduri, s. 53 og 62 – 66), selv om der meget vel i perioder kan være våbenhvile. Den væbnede kamp kaldes i Koranen ofte for qital. Derfor foreslår Fred M. Donner i “The Sources of Islamic Conceptions of War” i John Kelsay & James Turner Johnson (eds.): Just War and Jihad: Historical and Theoretical Perspectives on War and Peace in Western and Islamic Traditions (New York: Greenwood Press, 1991), s. 46ff at reservere ordet jihad til selve den permanente krigsTILSTAND og qital til den faktiske VÆBNEDE KAMP. I daglig tale blandes de to forhold sammen, også af muslimer. Det betyder, at både den fredelige dawa og den voldelige qital foregår under den permanente krigstilstand, jihad, og i øvrigt er koblet sammen, idet dawa betragtes som et forstadie til qital i den forstand, at muslimerne under dawa sætter sin lid til, at ikke-muslimens sande natur sætter sig igennem ved at vedkommende konverterer til islam. Islam er ifølge egen opfattelse den naturlige religion, idet alle mennesker fra naturens hånd er muslimer. Nogen er uheldigvis af forældre og tradition blev vildledt bort fra deres medfødte religion. Bryder islam ikke igennem hos den enkelte venter qital forude. Og muslimerne har som nævnt en religiøs pligt til både dawa og om nødvendigt qital (Koranen, sure 4, v. 74 – 76, Khadduri, s. 64 – 65). Hverken dawa eller den væbnede kamp kan man som muslim sådan bare vælge at afstå fra, hverken som kollektiv eller individ, da de begge er vigtige både for islam som kollektiv i forhold til Allah og for den enkelte troende muslims status i forhold til Allah, hvor særligt den væbnede kamp tillægges betydning, da det er ved deltagelse i væbnet kamp, at den troende viser sig som sand troende for Gud og for mennesker, som det står i Koranen, sure 47, v. 4. Havde det blot drejet sig om at give muslimerne sejren, kunne Gud uden problemer selv have besejret de vantro. I stedet ønsker Gud at teste den ene på sin tro ved hjælp af den anden, som det siges. Men qital er også vigtig af yderligere en grund. Den mobiliserer muslimerne under kaliffen eller lederen (emir) og genbekræfter deres troskabsed til ham, samtidig med at den viser Allah og kaliffen styrken i den enkeltes tro og derved sikrer, at jihad ikke går i glemmebogen for den enkelte muslim (Albrecht Noth: Heiliger Krieg und Heiliger Kampf is Islam und Christentum. Ludwig Röhrscheid Verlag, 1966, s. 33).
Som nævnt er forholdet mellem dar al-islam og dar al-harb ikke én lang væbnet kamp. Der er våbenhvile og måske fredstraktat dér, hvor muslimerne endnu ikke har været i stand til at besejre de vantro (Khadduri, s. 141 – 146). En våbenhvile eller fredstraktat kan maksimalt vare 10 år, fordi Muhammeds såkaldte Hudaybiyatraktat (628) her er det forpligtende forbillede. Skulle en imam på egne eller kaliffens vegne have indgået en våbenhvileaftale eller traktat for en længere periode er disse ugyldige. Derimod kan muslimerne ved udløb af de 10 år indgå en ny fredstraktat på maksimalt 10 år til afløsning af den tidligere efter en eventuelt kort væbnet kamp, men kun hvis kaliffen eller hans stedfortræder (emir) mener, at muslimerne stadig er for svage til at kunne vinde krigen.
En fredstraktat eller våbenhvile er i øvrigt ikke indgået mellem lige parter. Islam har ingen lige parter. Islam er altid overlegen og mere værd end alle andre, og kaliffen/emiren er ifølge al-siyar frit stillet til at bryde aftalen, såfremt han mener, at islams sag er bedst tjent hermed lige nu. Det vil sige, at 10 år ikke nødvendigvis betyder 10 år. Det afhænger af, hvordan de to sider udbygger deres gensidige styrke under fredsperioden. For muslimerne betyder det både, at de skal intensivere dawa (om saudisk ledet og organiseret dawa, se Reinhard Schulze: Islamischer Internationalismus Im 20. Jahrhundert. Brill, 1990) og udbygge deres væbnede kapaciteter til at føre qital. Her er vi ved et kernepunkt af helt afgørende betydning også i dag med den store muslimske indvandring til Vesten. Herved sættes forholdet mellem islam og Vesten på spidsen internt i hvert eneste vestligt land i form af forholdet mellem muslimske ghettoer og resten af de vestlige samfund og deres styreformer. Jeg har tidligere omtalt aman, som den forpligtelser muslimer ifølge al-siyar indgår med værtslandet i forbindelse med, at man som muslim tager ophold i dar al-harb. Denne forpligtelse er personlig og gælder derfor kun for den, der rent faktisk indvandrer, men den gælder ikke for deres børn, andengenerationsindvandrere. De er dermed almindelige kombattanter i jihad, den permanente krig, men måske, måske ikke bundet af en våbenhvile eller fredstraktat med gråzone, som vi nu skal se på. I øvrigt må det fremhæves, at i alle traditionel sunni-islams fire lovskoler er man ifølge Albrecht Noth enige om, at jihad og qital ikke er begrænset til det kollektive forhold mellem dar al-islam og dar al-harb, men at der uafhængigt af den kollektive forpligtelse også eksisterer en individuel forpligtelse til jihad/qital, der i givet fald har forrang for den kollektive (Albrecht Noth, s. 42 – 47). De individuelle terrorhandlinger, som eksempelvis knivdrab på forbipasserende eller myndighedspersoner er helt i overensstemmelse med islamisk folkeretsteori.
I islamisk folkeretsteori opfattes nederlag som en anormalitet, der aldrig kan være permanent (Khadduri, s 136). Islam vil ifølge teorien sejre i det lange løb. Det har Allah lovet muslimerne, og det er muslimernes pligt at honorere løftet, hvis de vil bevare stillingen som særligt udvalgt af Allah. Uanset hvor lang tid der er gået siden muslimerne led nederlag, er de nu måske mange generationer senere stadig forpligtet over for Allah til så snart nye gunstige omstændigheder viser sig, igen at søge sejren, ikke primært nødvendigvis for at vinde eller fastholde et territorium som sådant, men for at gøre sig fortjent til fortsat at være Allahs bedste umma (fællesskab), som det siges i Koranen, sure 3, v.110.
I Koranen, sure 8, v. 66 – 67 anfører Allah to meget vigtige forpligtelser, selv om de umiddelbart tilsyneladende gensidigt udelukker hinanden. Det er forpligtelser for genoptagning af kampene under en våbenhvile eller fredsperiode. Den ene forpligtelse slår fast, at muslimerne er forpligtede overfor Gud til at genoptage kampen, når deres styrke er nået op på 10% af de vantros. Den anden forpligtelse lægger kriteriet højere, nemlig ved 50% (Khadduri, s. 135). De to kriterier er som sagt tilsyneladende gensidigt udelukkende og kræver derfor et valg eller rettere sagt en tolkning, da begge forpligtelser har status af Guds ord. En sådan tolkning kunne være at gøre dawa til den afgørende generelle udbredelsesmåde indtil det måtte blive nødvendigt, at den væbnede kamp tager over. Samtidigt og parallelt med dawa – og under dække af dawa (Reinhard Schulze: Islamischer Internationalismus Im 20. Jahrhundert. Brill, 1990, s. 266 – 313) – suppleres der med forskellige former for undergravende virksomhed i staterne i dar al-harb, såsom det i og for sig tilsyneladende meget uskyldige at kræve undervisning i arabisk eller blot modersmålsundervisning i landene i dar al-harb (Reinhard Schulze, s 278), og organisering af kriminelle aktiviteter på alle niveauer. Ved denne tolkning forvandles de to procentsatser til trin på en eskalationsstige, hvorved der opstår en gråzone, der begynder med den nedre grænse ved 10% og slutter med den øvre grænse ved 50%. Gråzonen benyttes til at organisere mere eller mindre væbnede kriminalitetsformer eskalerende til forskellige terrorformer for med de 50% at overgår til direkte væbnede kampe, alt sammen mens man foretager mere konventionelt missionsarbejde i form af f.eks. moskébyggerier, agitering gennem offentlige møder og mere eller mindre åbenlyse dækorganisationer og uddeling af bøger og pjecer, afholdelse af studiekredse af forskellig slags samt optræden i aviser, radio og tv, som kommentatorer og eksperter (se Marie Louise Toksvig: Undercover – jeg var Fatma i Danmark. People’s Press, 2016 og Hanna Gadban: Min Jihad – jakten på liberal islam. Fri Tanke Förlag, 2015)
- Sagt med andre ord: Begge forpligtelser over for Allah har det tilfælles, at muslimer ifølge Allah er tilladt at overholde en våbenstilstand eller fredstraktat, men kun så længe de vantros styrke er over 50% af de troendes – og at muslimerne samtidigt ihærdigt arbejder for at tippe magtforholdet til egen fordel både politisk, ideologisk – kulturelt gennem dawa, parallelt med militær oprustning, intimidering af modstanderen og undergravende virksomhed. Det vil sige, at muslimen kan læse i Koranen, at Allah lover muslimerne sejr om ikke her og nu i den konkrete aktuelle kamp så i det lange løb, hvis de genoptager kampen militært, når deres styrke er 50% af de vantros styrke. De mest voldsradikale muslimer lægger sig fast på de 10% som grænseværdi og tillægger således dawa mindre betydning, hvorimod de mere moderate lægger sig fast på 50%, men med en vis arbejdsdeling inden for den nævnte gråzone mellem de to typer jihadister. Undlader muslimerne at følge disse krav, bringer de deres udvalgte status som Allahs bedste umma (fællesskab) i fare.
- Det her er overordentligt vigtigt, men det er måske umuligt at forstå for folk, der aldrig har taget religion alvorligt, tror måske, det er gammeldags og noget i egen overbevisning rationelle og logiske akademikere ikke kan tage alvorligt – og hvad vil kollegaen ikke tænke – at set med muslimens øjne er muslimerne nødt til at handle for ellers kunne Allah omgøre sit valg og i stedet vælge de kristne eller endnu værre jøderne som sit bedste fællesskab! Jeg var for små 15 år siden inviteret til at holde en forelæsning ved en stor international konference i Stockholm om fremtidens internationale magtforskydninger og deraf følgende konflikter, hvor jeg en passant nævnte netop dette. Til stede var bl. a. en meget interesseret ung kvinde, muslim skulle det vise sig, fuldstændigt vestligt klædt i blå skjortebluse og blå cowboybukser. Hun røg helt op i det røde felt, da jeg nævnte denne risiko, og hun kritiserede mig i stærke vendinger for ulovligt at have læst i Koranen. ”Det er ikke tilladt for sådan nogen som dig!”, sagde hun med et lynende blik. Jeg svarede, at selvfølgelig havde jeg lov til dette, ligesom som hun havde lov til at læse Biblen, hvorefter jeg rakte Biblen i den engelske King James version frem mod hende. Jeg havde tilfældigvis købt den om morgenen på vej til konferencen, fordi konferencesproget var engelsk. Nu rejste hun sig vredt op, idet hun erklærede, at hun var utroligt glad for ikke at bo i Danmark, når en dansker kunne sige sådan noget, og forlod lokalet, som om den onde var i hælene på hende. En illustration af, at der er ufatteligt meget på spil her, faktisk det største en muslim kan tænke sig. Se min ”Den muslimske vrede” i Kristeligt Dagblad, 7. 12. 2001 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/den-muslimske-vrede).
- Som nævnt er disse forpligtelser over for Allah overordentlig vigtige i dag for problemet om fred eller krig internt i de ikke-muslimske lande mellem indvandrerghettoerne med hovedsagelig muslimer og det omkringliggende ikke-muslimske samfund. Med grænseværdier ved 10% og 50% med gråzone imellem bliver forholdet mellem ghettoerne og det omliggende samfund meget ustabilt, særligt hvis mange muslimer i ghettoerne tror, at den korrekte grænseværdi ligger ved 10%. Nu ligger det mig fjernt fra at antage, at alle muslimer ligger på spring for at gøre oprør på én gang. Muslimer har det flest som alle andre mennesker, de mener én ting og gør noget andet, ligesom de ofte siger noget andet end det, de gør, eller måske gør noget andet end det de siger. Det helt afgørende er, at næsten uanset, hvor få muslimer der bor i en ghetto vil det altid være muligt at samle en gruppe på 10 – 20 voldsradikale unge mennesker, der ikke tillægger almindelig dawa særlig betydning og som i øvrigt anser, at muslimernes samlede styrke allerede er over 10% af det omliggende samfunds. Risikoen for fejlperception gælder her som ved al anden beslutningstagen. I givet fald er de ifølge egen tro forpligtede til at genoptage den væbnede kamp, en kamp der som allerede sagt meget vel kan være blevet afbrudt af et nederlag for årtier eller århundrede siden (Majid Khadduri, s 136), og som derfor påbegynder forskellige former for subkonventionel væbnet kamp begyndende med forskellige former for grov kriminalitet eskalerende til terrorhandlinger af varierende omfang og intensitet i den dobbelte hensigt at både svække de vantros stat og langsomt delegitimere den. Her leverer navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1950 en favorabel ramme, men også andre internationale konventioner bidrager aktivt.
- Det betyder, at de vestlige politikere på grund af diverse internationale traktater, særligt som sagt den europæiske menneskerettighedskonvention og de tilknyttede protokoller, aktivt har tilladt alt for mange muslimer at slå sig ned i vor del af verden, og derved sørget for, at en alvorlig indre trussel kan skabes ved at udbygge de betingelser, der ifølge sharia fordrer muslimers pligt til voldelige handlinger. Det betyder som konsekvens, at de vestlige samfund, tør man formode, vil være tvunget til på sigt at have et permanent og stærkt oprustet politiapparat med handlemuligheder over hele spektret af konflikthåndtering, og samtidig have et meget stærkt militært back up klar til i sidste ende sammen med politiet at kunne nedkæmpe opstande ledet af radikale muslimer, der i øvrigt – og det må ikke overses – kan forventes at hente støtte fra visse venstreorienterede grupperinger. Sådanne konflikter mellem ghettoislam og det øvrige samfund vil selvfølgelig også skærpe konflikterne på kryds og tværs i resten af samfundet og låse vore samfund fast i en hidtil uset ustabil balance, der svækker tilpasningsevnen i den globale geopolitiske magtkamp, så den bliver à la den, vi kan se i alle samfund med et flertal af muslimer. Hvor eksempelvis Danmark hidtil er blevet holdt sammen på to planer, dels af en bred fælles national identitet og accept, dels af den danske stat som administration og magtmonopol, vil den første i stigende grad forsvinde. Vi ser allerede i dag en tiltagende intern polarisering. Tilbage bliver alene staten som administration og voldsapparat som sammenholdsfaktor. For at modvirke befolkningens ideologiske ubehag og kritik ved voldsmagtens markante tilstedeværelse, må man formode, at de europæiske samfund i fremtiden vil være tvungne til, hvad jeg i analogi til ”at gennemmilitarisere sig” vil kalde ”at gennemsekurisere sig”, altså at staten vil indoktrinere sine borgere til at acceptere at afstå fra kritik af det multikulturelle samfund og andre misforhold og af islam ved at henvise til den permanente og desværre reelle indre sikkerhedstrussel. Så godt som alle vil nemlig umiddelbart kunne forstå nødvendigheden heraf ud fra sikkerhedsapparternes faktiske og konstant demonstrerede vilje til og handleevne overfor ”psykisk forstyrrede personer” og deres alliererede. For Vesteuropa under ét vil det betyde, at vi vil få den sekurisering af civilsamfundene, som vi ellers undgik under Den Kolde Krig, fordi a-våbene udgjorde hovedafskrækkelsen mod Sovjetunionen og dets allierede. Skulle vi have imødegået truslen herfra alene med konventionelle våben, ville vi have været tvunget til holde så store stående konventionelle militærapparater, at det kun ville have været muligt ved en intens ideologisk militarisering af befolkningen for at sikre den folkelige opbakning. Det slap vi for den gang. Det er desværre i den retning, vi bevæger os nu i hele Europa. Og justitsminister Søren Pinds udfald er både et symptom herpå og et bidrag hertil.
ISLAMISK FOLKERET II
Shia islam
- Ovenfor har jeg redegjort for den islamiske folkeretsteori, en teori der betyder at fortiden fra Gorm den Gamles tid aktivt medbestemmer vestlige samfundsforhold i dag. Mere præcist er det den sunni-islamiske folkeretsteori, jeg har skitseret. Hvad den anden islam, shia angår, afviger den fra sunni ved, at man tror på at frelsen aktivt sker ved tilsynekomsten af mahdien, en mytisk figur der skal lede jihad frem mod et kosmisk blodbad ved tidernes ende for derved at rense verden for al uretfærdighed og hævne sig ved at dræbe alle jøder og kristne, der afslår invitationen om at konvertere til shia. Mahdien, kropsliggjort i skikkelse af den tolvte imam Muhammad bin al-Hasan al-Askari, gik imidlertid i skjul 873, hvor han forberedes af Allah til at dukke frem ved tidernes ende for at genskabe islams renhed og lighed. Han ventes med længsel lige siden. Da det er ham, der skal lede den voldelige jihad, har denne pligt været suspenderet i shia siden, undtagen som ved forsvar af Persiens grænser. Under Persiens krige med Rusland 1806 – 1813 og 1826 – 1828 dukkede den tanke op blandt de retslærde, at mahdiens opgave kunne overtages af den største blandt de shiitiske retslærde. Det er her Khomeini knytter til med sin person (Mehdi Mozaffari: Pouvoir Shîite – Théorie et Evolution. L’Harmattan, 1998, s. 197 – 253). Både sunni- og shia-islam ønsker, at islam skal erobre verdensherredømmet, men dermed mener de sunni-islam henholdsvis shia-islam. De to islamer bliver dermed hinandens dødsfjender (Antoine Sfeir: L’Islam contre l’islam. L’interminable guerre des sunnites et des chiites. Grasset, 2013)!
ISLAMISK FOLKERET III
Sunni islam 2
- Det islamiske retssystems reaktion på de vantros modstand:
Hvilke handlemuligheder har de vantro i forhold til de troendes handlinger?
Jeg har i det ovennævnte vist, at helt centrale og afgørende dele af sharia og siyar i sidste ende fordrer angreb på vantro. Disse fordringer har absolut INGEN forbindelse med dansk eller andre landes debatklima, sådan som justitsministeren og andre hævder. Det eneste afgørende er, at vi vantro eksisterer!
Vor adfærd som vantro i forhold til islam har dog konsekvenser for, hvad islam fordrer, at muslimer skal gøre i forhold til os som vantro. Det vil sige, at her har vi som vantro nogle reelle valg, om end, som vi skal se, meget begrænsede og særdeles ubehagelige valg. Der er dog forskel på vantro. Således har polyteister ifølge siyar kun valget mellem konvertering til islam, slaveri eller døden ved sværdet (Gudrun Krämer: Gottes Staat als Republik. Nomos, 1999, s. 162).
- Dernæst er det vigtigt at være klar over, at islams krig for at udbrede islam ikke er krig (harb) i islams forstand, altså er det at anvende væbnet magt eller andet mod stat eller person i dar al-harb ikke krig i islamisk folkerets forstand. Islam kan per definition ALDRIG være aggressiv endsige starte en krig. Ifølge siyar og sharia kaldes den slags handlinger i stedet futuhat, der betyder ”åbninger”, det vil sige væbnede handlinger, der skal lukke verden op for islam (Bassam Tibi: ”War and Peace in Islam” i Sohail Hashmi (ed.): Islamic Political Ethic. Princeton University Press, 2002, s. 177). Forud for sådanne åbninger skal ifølge sharia gå en invitation til modparten om at konvertere til islam. Først når den afslås, må den væbnede jihad, qital, sættes i værk. Den efterfølgende væbnede kamp er islam derimod selv helt uden skyld i, da de vantro kunne undgå den når som helst ved at blive muslimer (Bassam Tibi: Krieg der Zivilisationen. Hoffmann & Campe, 1995, s. 196)! Al-Qaeda blev således udsat for intern muslimsk kritik for at have udeladt invitationen før angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Kritikken angik ikke angrebet som sådan, men at proceduren ifølge siyar ikke var overholdt. Derfor afviser også mange muslimer, at det var muslimer, der stod bag 11. september. For at være på den sikre side ved en fremtidig krig mellem Iran og Vesten inviterede den daværende iranske præsident Ahmadinejad hele verden forsamlet til FNs generalforsamling i sin tale 17. september 2005 til at konvertere, og han inviterede specifikt præsident Bush i et personligt brev til ham 9. maj 2006 (http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/05/09/AR2006050900878.html). Bush svarede aldrig (Herom grundigt i Henning P Duus: ”Deterrence and a Nuclear-Armed Iran” i Comparative Strategy. Vol. 30, No. 2, 2011, s. 133 – 153).
- Ved islams sejr anviser siyar forskellige valgmuligheder. Fælles for dem alle er, at hvis de besejrede afslår det i siyar givne tilbud venter døden ved sværdet eller slaveri. Heldigst stillede er jøder og kristne, der sammen med muslimer udgør de såkaldte ahl al-kitab, bogens folk, fordi de er monoteister og hver for sig har en bog, der handler mere eller mindre om den samme åbenbaring, om end med forskellig sandhedsgrad. Man taler fra muslimsk side ofte inkluderende om ”de abrahamske religioner”. Mange vesterlændinge føler sig tydeligt smigrede over den tilsyneladende imødekommenhed og ros fra muslimernes side, idet de for deres indre blik ser en slags sportslig konkurrence med islam, hvor de kristne tildeles sølvmedalje og jøderne bronzemedalje, og de begynder selv at omtale kristendommen som en abrahamsk religion. Det burde de ikke gøre, da vendingen blot er en skjult (taqiyya) måde at få jøder og kristne til at uden at ane det med egne ord at anerkende islams overhøjhed. Jødernes Bibel (Det Gamle Testamente) er mindst sand, den kristne Bibel (Det Ny Testamente) noget mere sand, hvorimod Koranen repræsenterer SANDHEDEN, idet Muhammed er profeternes segl, den sidste profet, som Gud derfor har åbenbaret hele sandheden. Jøderne og de kristne kan tildeles, hvis de overgiver sig, særstatus som dhimmi i forventning om, at de indser sandheden og konverterer til islam. I praksis blev samme status udstrakt til sabaer og zoroaster, ja endda buddhister og hindu, men som Gudrun Krämer siger, mest fordi de sidste var så mange, at det praktisk ikke gik at slå dem alle ihjel. Til dhimmi-status er bl.a. knyttet en forpligtelse til at betale beskyttelsespenge, jizya, til kalifatet. Meget senere udstraktes endda beskyttelsesstatus i nogen tilfælde til polyteister. Også dette har trukket lange spor frem til nutiden. De betændte forhold i det tidligere Sudan mellem den arabiske befolkning i nord og den polyteistiske sorte befolkning i syd vidner herom, idet de sorte polyteisters had til araberne (muslimer) den dag i dag er usvækket på grund af den behandling muslimerne igennem århundrede har udsat dem for (Tidiane N’Diaye: Der Verschleierte Völkermord. Die Geschichte des muslimischen Sklavenhandels in Afrika. Rowohlt, 2010 (2008)), og i Khartoum er der stadig slavemarkeder for salg af slaver til Mellemøsten, ifølge en tidligere militær kollega, der var udstationeret for FN i Khartoum i 8 måneder for 10 år siden.
- Nu er jeg i stand til at sammenfatte mit svar på justitsminister Søren Pinds advarsel mod, at nogen på ”den yderste højrefløj” hævder, at Vesten er i krig med islam, fordi det kan medføre at psykisk uligevægtige personer foretager terrorhandlinger. (1) Første del af svaret lyder, at erklæringen om væbnet jihad kommer fra islam ifølge den traditionelle sharia og dens forlængelse i form af al-siyar ud i de ikke-muslimske dele af verden, kaldet dar al-harb, og det er ved den teori de forskellige neo-jihadgrupper, såsom Al-Qaeda og IS/ISIS/DAESH knytter til. (2) Anden del af svaret følger af, at islam ifølge traditionel islam er et ultimatum til den ikke-muslimske verden om at konvertere til islam eller blive enten slave, dræbt ved sværdet eller acceptere status som dhimmi, det vil sige beskyttede under islams overhøjhed og med begrænsede rettigheder og strenge pligter fuldstændigt på islam vilkår, og igen: det er ved den traditionelle teori de forskellige neo-jihadgrupper, såsom Al-Qaeda og IS/ISIS/DAESH knytter til. Islam må ifølge islam selv ikke afvises under nogen omstændigheder, det være sig ved alt fra vestlig nationalisme, kristendom, jødedom, menneskerettigheder, kapitalisme – you name it. Justitsminister Søren Pind både fejlvurderer og undervurderer eksempelvis islams fjendtlighed over for kristendom og jødedom (Ursula Spuler-Stegemann (Hg.): Feindbild Christentum im Islam. Eine Bestandaufnahme. Herder, 2004 og Bernard Lewis: The Jews in Islam. Princeton University Press, 1987, der også har et kapitel om islam og andre religioner. Én af Bernard Lewis’ pointer er i øvrigt, at islam i det lange historiske perspektiv har behandlet jøderne bedre end kristendommen har. Bruddet med den tradition skete med Israels grundlæggelse) og alt, hvad der er knyttet hertil. Den islamiske missionering er både oplysning om islam og invitation til konvertering i ét. Da islam er en totaltilværelsesforståelse og -levevis vil forbud mod eksempelvis børneægteskaber, sådan som social- og indenrigsminister Karen Ellemann netop mens dette skrives (4. 9.) meddeler, at hun ønsker at lovgive imod, være en afvisning af sharia, der kan afstedkomme terrorhandlinger. Det samme vil ligestilling af kvinder og mænd kunne eller ligestilling af religioner. Islam, kristendom og jødedom kan således aldrig sættes lige. Islam er åbenbaret muslimerne, fordi muslimerne af Gud er sat til at ”påbyde det rette og forbyde det forkerte” (Koranen, sure 3, v. 104, se Michael Cook: Commanding Right and Forbidding Wrong in Islamic Thought. Cambridge University Press, 2000 om de forskellige tolkninger af dette påbud) overalt i samfundet, overalt i verden, også i de vestlige lande. Det vil sige, at alle ikke-muslimer skal adlyde muslimerne og islams bestemmelser om, hvordan vi som ikke-muslimer skal leve vore liv, og hvad vi skal tænke og mene om det liv. At modsætte sig dette stemples ofte af muslimer og andre godtroende som islamofobi, men den franske premierminister Manuel Valls har her som i andre sammenhænge talt klart sprog ved at sige, at han nægter at anvende denne term islamofobi og begrunder det med at den ofte anvendes til at lukke munden på kritikere af islamisme (Jeffrey Goldberg: ”French Prime Minister: I Refuse to Use This Term Islamophobia” i The Atlantic, 16. 1. 2015). Ikke-muslimerne skal på den måde bekræfte muslimerne i, at islam er overlegen alt og alle andre. At afvise disse krav vil medføre repressalier på én eller anden måde, uanset, hvad man som ikke-muslim siger eller gør, sådan som statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte erfare, da han under Muhammed-krisen nægtede at mødes med de 10 muslimske staters ambassadører (Per Bech Thomsen: Muhammedkrisen-Hvad der skete-Hvad har vi lært. People’s Press, 2006, s. 79ff, John Hansen & Kim Hundevadt: Provoen Og Profeten – Muhammedkrisen bag kulisserne. Jyllands-Postens Forlag, u.å. (2006), s. 60ff., Jytte Klausen: The Cartoons that Shook the World. Yale University Press, 2009, s. 63ff., Jens – Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: De Anstændige. Gyldendal, 2013 og ikke mindst Ahmed Akari: Min Afsked Med Islamismen – Muhammedkrisen, Dobbeltspillet Og Kampen Mod Danmark. BT, 2014). Det er afvisningerne, der er det centrale, da det er afvisningen af sharia på kort eller langt sigt. Frankrig med dets laïcité er Europas eneste land, der som stat er gennemført sekulært. I Den V. Republiks forfatnings første artikel slås det således fast: ”La France est une République indivisible, laïque, démocratique et Elle assure l’égalité devant la loi de tous les citoyens sans distinction d’origine, de race ou de religion’’ (‘’Frankrig er en republik, udelelig, laïcistisk (sekulær), demokratisk og social. Den sikrer lighed for loven for alle borgere uden forskel med hensyn til oprindelse, race eller religion’’: Det er derfor nærmest helt efter bogen, at det er Frankrig, der bliver udsat for så mange terrorangreb. Frankrig er historisk også det europæiske hjemsted for både nationalismen og menneskerettighederne, altså i islams og islamistisk optik i selve sin oprindelse en massiv afvisning af guddommelige love som sharia (Jonathan Israel: Revolutionary Ideas – An Intellectual History of the French Revolution from The Rights of Man to Robespierre. Princeton University Press, 2014). Det kan egentlig ikke siges tydeligere set med islams øjne: Frankrig er ved selve sin eksistens en arrogant og pralende ugudelighed, ANTI-ISLAM, DAJJAL, et afskyvækkende uhyre og negativt forbillede ved at være en statslig organiseret afvisning af al religion, særligt naturligvis islam i traditionel og islamistisk forstand, ikke mindst også afvisningen af islams merværd. Gilles Kepel & Antoine Jardin taler i den forbindelse med en veritabel angelsaksisk underdrivelse om l’irritant laïque, den irriterende sekularisme (Gilles Kepel & Antoine Jardin: Terreur Dans L’Hexagone – Genèse du Djihad Francais. Gallimard, 2015, s. 230ff). Som sådan har denne afvisning sine markante historiske fortilfælde i form af den franske kolonisering af dele af den muslimske verden siden 1830’erne, ja egentlig begyndende med den ydmygende afvisning af islam i form af de første ensidige traktater, de såkaldte kapitulationer, der begyndte i 1535 med, at ”den mest kristne konge”, Frants I i 1535 pålagde den osmanniske sultan Sulejman den Prægtige på højden af osmannernes magt en sådan (John Tolan, Gilles Veistein & Henry Laurens: Europe And The Islamic World – A History. Princeton University Press, 2013, s. 215 – 219 og Peter Mansfield (ed.): The Middle East – A Political and Economic Survey, 4th ed. Oxford University Press, 1974, passim). I islams og muslimernes uophørlige fordømmelse af europæisk kolonialisme skinner afvisningen af islam hele tiden igennem, men det lægger europæerne ikke mærke til, fordi de tænker sekulært og anti-kolonialistisk. Islam er nu gået i gang med at rulle denne afvisning tilbage helt ind på Frankrigs eget territorium (Andrew Hussey: The French Intifada The Long War Between France And Its Arabs. Faber & Faber, 2014). Husseys bogtitel kunne ikke være mere rammende, idet intifada netop betyder at kaste et åg af sig. Ordet blev anvendt første gang af palæstinenserne i deres kamp mod Israel i Gaza, Vestbredden og Østjerusalem i december 1987. Terroren mod Frankrig er tilsyneladende de første åbninger (futuhat), der tilsyneladende har til formål at forberede qital ved at gøre Frankrig til model for afkastelsen af den europæiske sekularisme og ”erobre Rom” igennem en europæisk borgerkrig, begyndende i Frankrig (se Alain Finkielkraut: Il faut défendre notre civilisation” i Le Figaro Magasine, édition du 22 juillet 2016, s. 28 – 33).
Terroren er som futuhat i gråzonen en demonstration for alverdens muslimer af, at de er Guds særligt udvalgte og er sat til at ”påbyde det rette og forbyde det forkerte” over alle andre, og det ønsker de fortsat at kvalificere sig til. Patrick Calvar, chef for den franske interne efterretningstjeneste DGSI, udtalte ifølge Le Figaro, 22. 6. 2016 til det franske parlaments kommission til undersøgelse af 13. november, at ”vi er på kanten af en borgerkrig”(« Nous sommes au bord d’une guerre civile »). Denne vi-er-mere-værd-end-alle-andre-selvopfattelse viser sig også i det små de mange steder rundt om i Europa, hvor flygtninge, der efter egne udsagn netop er ankommet fra borgerkrig her og der forlanger særlig mad, særlig indkvartering, særlig nærhed til storbyer og alle tænkelige andre særbehandlinger.
- Vender vi tilbage til opdelingen af verden i dar al-islam – dar al-harb og anskuer den permanente krig imellem de to ”huse” med vestlig militærstrategisk optik, eksempelvis Clausewitz’sk, står dar al-islam i dag i den situation, at man ved list har fået ført betydelige styrker ind bag linjerne i fjendeland, hvor de er beskyttet af menneskerettigheder og asylkonventioner og stort set kan bevæge sig ubesværet rundt, og nu skal overveje angreb mod primære og sekundære mål. Man har tydeligvis for årtier siden delt krigen op i flere krigsskuepladser: USA, Asien, Europa (opregnet i Reinhard Schulze: Islamischer Internationalismus Im 20. Jahrhundert. Brill, 1990), og vælger nu i den aktuelle situation at fokusere på Europa, som det Lenin kaldte ”kædens svageste led”, vel ud fra det grundsynspunkt, at Europa har de svageste åndelige og militære forsvarsværker og de fleste åndelige og fysiske allierede blandt socialister og almindeligt godtfolk (velkommenkulturen), så her er den aktuelle magtbalance bedst. Det afgørende spørgsmål de islamiske strateger må stille sig: ”Hvor skal vi lægge tyngden?”, det Clausewitz i Vom Kriege (1832) kaldte ’der Schwerpunkt’. Svaret afhænger dels af, hvad man betragter som det primære mål i relation til de forskellige sekundære mål inden for krigsskuepladsen, dels af, hvor man har de største styrker koncentreret. Her er det tydeligt, at man på dette sted i den permanente krig har valgt at lægge tyngde i et sekundært mål, Frankrig. Rom er det primære mål, men det skal først indtages senere ved omringning lige som, tør man gætte, Konstantinopel i 1453 (Steven Runciman: The Fall of Constantinople 1453. Cambridge University Press, 2006 (1965), s. 9ff.). Det centrale ved tyngdepunktet Frankrig er, at man vinder, selv om man taber! Man har i øvrigt ikke overset, at Putin i dag er en vigtig ekstern politisk og militær de facto allieret, idet en nedkæmpelse af (det første) Rom vil åbne op for Putins og den russiske elites langsigtede drømme om Moskva som Det Tredje Rom, som arvtager til Byzantium, det andet Rom (Jean Radvanyi & Marlène Laruelle: La Russie: Entre Peurs et Défis. Armand Collin, 2016 og Marlène Laruelle: Russian Eurasianism – An Ideology of Empire. Johns Hopkins University Press, 2012 om de forskellige Eurasia-teoretikere. Om Det Tredje Rom helt grundlæggende William K. Medlin: Moscow And East Rome – A Political Study of the Relations of Church and State in Moscovite Russia. Librairie E. Droz, Genève, 1952).
ISLAMISK FOLKERET IV
Sunni islam 3
Hvorfor er der ingen ændringer sket? Svar til Naser Khader:
- Alt dette har vestlige politikere og ikke mindst akademikere svært ved at forstå. For dem blev teorierne jo udviklet for mange, mange år siden i den periode vi her i Danmark kalder germansk jernalder og vikingetid, så meget må vel være forandret? Der er jo sket meget siden. Verden er jo ikke den samme, siger man i Vesten! Eller? Svaret er, at der i islamisk retsopfattelse er sket meget lidt. Hvorfor?
Selv om den muslimske verdens oprindelige enhed hurtigt faldt sammen efter en række borgerkrige, opsplitninger og løsrivelser blandet med enorme erobringer, der gjorde islams kaliffer og sultaner til nogle af verdenshistoriens største imperialistiske magter (Efraim Karsh: Islamic Imperialism. A History. Updated Edition. Yale University Press, 2007) gav dette aldrig anledning til udvikling af teorier om selvstændige stater. I stedet fortsatte man med i teorien at opretholde illusionen om ét imperium ved at behandle løsrivelsesfænomener inden for teoriens behandling af oprør mod kaliffen eller imamens styre (bughat, Joseph Schacht: An Introduction To Islamic Law. Clarendon Press, 1982, s. 187). Det skal dog retfærdigvis nævnes at heller ikke Kina med alle dets krigsherrer eller Indien med dets mange stater udviklede teorier om internationale forhold. Det er forbeholdt oldtidens Grækenland og Europa siden renæssancen, og i dag er den vestlige verden storeksportør af teorier om internationale forhold (Barry Buzan & Amitav Acharya: ”Why is there no non-Western international relations theory?: an introduction” i tidsskriftet International Relations of the Asia-Pacific. Vol. 7, No. 3, 2007, s. 287-312).
Rædslen for borgerkrige og endnu større sekterisk splittelse og vold medførte i midten af abbasidekalifatet omkring år 900 en så ejendommelig udvikling inden for islamisk retsteori, at man næppe ville have troet det muligt, hvis man ikke lige kunne se den praktiseret den dag i dag her 1100 år senere.
Oprindelig foregik fortolkningen af den islamiske lov, shariaen, ved at de enkelte specialister i den religiøse lov selv fandt frem til deres afgørelse af, hvad de selv mente skulle være gældende, idet de fulgte den sparsomme vejledning, de kunne finde i Koranen, og supplerede ved at hente inspiration fra den praksis, der var gældende blandt den lokale menighed af muslimer (Joseph Schacht: An Introduction To Islamic Law. Clarendon Press, 1982, s. 69 – 75). Det ændrede sig gradvist under perioden med de fire borgerkrige, de fire fitna (prøvelser), under første del (750 – 950) af abbasidekalifatet (750 – 1258), idet de retslærde indbyrdes blev enige om, at alle væsentlige problemer nu var uddebatterede og afgjort en gang for alle, hvorfor det fra nu af ikke længere skulle være tilladt for retskyndige eller andre at foretage uafhængige, selvstændige og personlige afgørelser, kaldet ijtihad. Man lagde sig fast på, at ”den personlige fortolknings døre var lukket”. Som Neil J. Coulson siger i sin A History Of Islamic Law (Edinburgh University Press, 1999(1964), s. 80 – 81): “Retten til ijtihad blev erstattet af pligten til taglid eller “imitation””, og alle retslærde blev nu muqualid, dvs. imitatorer, efterlignere. Forsøger nogen alligevel selv i dag at åbne døren begår man bida, innovation, og det anses for kætteri og medfører derfor dødsstraf. Herved lukkede retssystemet sig ikke bare om sig selv, men blev låst fast på den tilstand, der rent historisk og politisk herskede i begyndelsen af 900-tallet, på Gorm den Gamles tid! Khaled Abou El Fadl hævder ganske vist, at ijtihad stadig eksisterer (Khaled Abou El Fadl: Islam and the Challenge of Democracy. Princeton University Press, 2004, s. 32), men som Gudrun Krämer gør opmærksom på, så er denne såkaldte neo-ijtihad alene accepteret blandt dele af eliten (Gudrun Krämer, s. 40). Det bør i øvrigt nævnes, at Wael B. Hallaq ikke mener, at fortolkningens døre rent faktisk nogen sinde var lukkede, men han er mig bekendt ene om dette synspunkt blandt islamiske retshistorikere (Wael B. Hallaq: ”Was the Gate of Ijtihad Closed?” i International Journal of Middle East Studies. Vol. 16, No. 1. March, 1984, s. 3-41).
- Vover man alligevel at tiltage sig retten til en uafhængig og personlig tolkning af sharia risikerer man at blive myrdet. Ganske vist havde sunni-islams fornemste læresæde Al – Azhar i 1964 allerede åbnet fortolkningens døre og hertil tilsluttede sig den saudisk grundlagde (1962) og ledede Muslim World League i 1985 (Reinhard Schulze: Islamischer Internationalismus Im 20. Jahrhundert. Brill, 1990, s. 267 & 351). I virkeligheden er døren allerhøjest åbnet lidt på klem og kun for nogen. Dødsstraffen står ved magt for resten. Det fik eksempelvis den sudanesiske ingeniør Mahmoud Mohamed Taha (1910 – 1985) at føle i forbindelse hans The Second Message of Islam (1967) (Uddrag i bl.a. Charles Kurzman (ed.): Liberal Islam. A Sourcebook. Oxford University Press, 1998, ss. 270 – 283), hvor han hævder, at alene de dele af Koranen, som blev åbenbaret Muhammed i Mekka (610 – 622) var forpligtende, da de var rent religiøse, idet Muhammed var en almindelig borger i byen, hvorimod de dele som blev åbenbaret efter at Muhammed var flygtet til Medina (622 – 632), hvor han blev den politiske hersker, var historisk og politisk bundne til sin tid og derfor ikke forpligtende for eftertiden. Mohamed Taha blev henrettet af den sudanesiske regering 18. 1. 1985 for frafald fra islam (ridda). Anklagen for frafald og planlægning af et privat mord på ham var forberedt ved et samarbejde med den saudiske Muslim World League, Al-Azhar i Cairo og Det Muslimske Broderskabs sudanesiske gren. Den sudanesiske regering kom det private mord på Taha i forkøbet ved selv at henrette ham for at høste fordel af den popularitet, man formodede det ville medføre blandt lokale muslimer, og regeringen fik dertil også megen anerkendelse fra Saudi-Arabien. At Det Muslimske Broderskab, der blev grundlagt 1928 i Egypten af Hasan al- Banna, er virksomt verden over, også i Danmark igennem bl.a. Dansk Islamisk Råd er vel almindeligt kendt. Derimod er det nok mindre kendt at også Muslim World League findes i Danmark og har gjort det i mange år (Reinhard Schulze, s. 377 – 390).
- Set udefra, fra Europa er det nærmest ufatteligt, at man kan vedholde at fortolkningens døre er lukkede. Det besynderlige er imidlertid ikke, at man låste sig fast på denne tilstand på det tidspunkt, verdenshistorien er fyldt med tåbelige beslutninger, det virkeligt besynderlige er, at det er lykkedes at opretholde fastlåsningen på trods af al forandring siden, også i den muslimske verden, og ikke mindst i betragtning af at Koranen oprindeligt var en etisk fordring til den enkelte muslim om hans og hendes rette forhold til Allah om hans og hendes personlige frelse. Fra kun at være en fordring mellem Allah og den enkelte om den rette tro (aqida) og trosudøvelse (ibadat), blev shariaen først og fremmest en fordring, den enkelte muslim pålagde sine medmennesker (muamalat) (Neil J. Coulson: A History Of Islamic Law (Edinburgh University Press, 1999 (1964), s. 12 og Gudrun Krämer, s. 60).
- Da islam sigter på et verdensomspændende imperium, bliver suveræne stater i den traditionelle islamiske folkeret anset for uforenelige med islam. Alligevel har Muhammad Hamidullah (1908 – 2002) forsøgt at udvikle en folkeretsteori for islam, hvor de suveræne stater er udgangspunktet. Han bryder altså ud af dar al-islam – dar al-harb-opdelingen og den permanente krig. Det sker i, hvad der vel er standardværket for den måde at nytænke al-siyar på: Muslim Conduct Of State, Sh. Muhammad Ashraf, Lahore, revised 3rd edition,1953. Her nævnes dar al-islam og dar al-harb overhovedet ikke. Det gør ijtihad heller ikke.
Hamidullah blev født i det tidligere Britisk Indien, og bogen er blevet til som en disputats under vejledning af nogle af Europas største islamforskere ved universiteterne i tyske Bonn, hollandske Leiden og franske Paris (Sorbonne) i 1930’erne. Bogen har ifølge forfatteren (Muhammad Hamidullah, s. v) haft stor indflydelse i England, USA og Indien.
Man kan sige, at Hamidullah giver et bud på, hvordan en islamisk teori om suveræne stater, forstået som andet og mere end rebeller mod kaliffen eller sultanen, kunne se ud, en teori som de retslærde aldrig fik sig taget sammen til at udvikle, fordi de havde smækket fortolkningens dør i i hovedet på sig selv. Ud over at tage de suveræne stater som udgangspunkt, fordi de har eksisteret længere end nogen kan huske, og fordi ”ikke meget har forandret sig siden i det essentielle” (Muhammad Hamidullah, s. 80ff.) anlægger Hamidullah også det grundsyn, at staternes indbyrdes forhold grundlæggende er fredeligt. I stedet for den permanente krig mellem dar al-islam og dar al-harb i traditionel siyar hævder Hamidullah en grundlæggende fred mellem suveræne stater, som dog kan afbrydes af krig, også eventuelt en krig med henblik på at gøre islam verdensomspændende (Muhammad Hamidullah, s. 79 – 80), men en sådan er ingen automatisk nødvendighed (Muhammad Hamidullah, s. 164 – 169). Udbredelsen kan ske ved dawa, selv om det ikke siges direkte. Her foretager Hamidullah uden direkte at sige det, formentlig for at mindske risikoen for at blive myrdet, en åbning af fortolkningens (ijtihad) døre. Selv om det er forståeligt, at Hamidullah ikke vil underskrive sin egen dødsdom ved at begrunde sit udgangspunkt i den traditionelle teori, er denne undladelse samtidigt teoriens Akilleshæl, idet teorien ser ud til at være udviklet på et delvist andet grundlag end det grundlag, der er konsensus om blandt muslimske retslærde udgør den islamiske tradition.
- Abdullahi Ahmed An-Na’im (f. 1944 i Sudan) er elev af ovennævnte Mahmoud Muhamed Taha, og han bør ligeledes nævnes som en fremtrædende teoretiker om en islamisk reformation. Han er Charles Howard Candler Professor of Law ved Emory University, Georgia, USA. Jeg vil tage udgangspunkt i hans Islam And The Secular State – Negotiating The Future Of Shari’a (Harvard University Press, 2008), idet bogen, der kan hentes frit på https://dzuzant.files.wordpress.com/2010/05/islam-and-the-secular-state.pdf, kan ses som en opsamling og sammenfatning af hans forskning siden 1980’erne. Islam And The Secular State kan således ses som en opfølgning og færdiggørelse af hans Toward an Islamic Reformation – Civil Liberties, Human Rights, and International Law (Syracuse University Press, 1990), der bl.a. meget sigende både er tilegnet Koranen, sure 96, v. 3 – 5 og Mahmoud Mohamed Taha.
I modsætning til Muhammad Hamidullah tager An-Na’im via Tahas skelnen mellem Mekka-perioden og Medina-perioden udgangspunkt i den islamiske tradition. Det er nødvendigt, siger An-Na’im, bl. a. fordi det er den, de allerfleste muslimer tænker inden for, men i modsætning til hævdvundne sandheder i den islamiske tradition gør An-Na’im opmærksom på, at Muhammeds gøren og laden i den periode var einmalig og aldrig til at efterligne for andre muslimer. Han påviser, at det er helt misvisende, at muslimer sætter sig i Muhammeds sted ved at ville gøre eftertidens muslimske statsdannelser til kopier af Medina-staten, som i øvrigt ikke var en stat i nogen moderne betydning ifølge An-Na’im. Det er samtidigt at lulle sig ind i den fejlagtige illusion, at alle muslimer senere bør stræbe efter at blive Muhammed-kopier. Herved overser man bl.a., at Muhammeds gøre og laden var resultater af datidens problemer og reaktioner på datidens venner og fjender. Det er ligeledes en illusion, hvis man tror, at datidens kalifater, heller ikke ummajadekalifatet (661 – 750) og abbasidekalifatet (750 – 1258) var kopier af Muhammeds Medina, så langt fra. Osmannernes heller ikke. De var enevældige monarkier. Derfor gør muslimerne fremadrettet klogt i at tage udgangspunkt i historien, som den rent faktisk har udviklet sig de forskellige steder, hvor der bor muslimer. Derfor indeholder bogen også kapitler om Indien, Tyrkiet og Indonesien. An-Na’im lægger i den forbindelse vægt på moderne folkerets konsensus om konstitutionalisme, menneskerettigheder og borgerskab og mener, at muslimerne bør tilegne sig disse forhold som muslimske forhold og udvikle shariaen så den passer med disse forhold. Det er en proces, der bør ske ved forhandlinger muslimer imellem og mellem muslimer og ikke-muslimer. Det grundlæggende og ikke-forhandelbare er ligheden mellem alle mennesker og alle religioner. Det er aksiomer, der skal udgøre rammen for forhandlingerne. Herudfra argumenterer An-Na’im for, at den bedste stat alle steder er en ikke-religiøs stat eller som han kalder den en neutral stat. Den neutrale stat er for den troende muslim såvel som ikke-muslim den nødvendige ramme om troen, islams som al anden tro, fordi ægte tro kun er mulig, hvis den enkelte stilles helt frit både med sin tro og dens modsætning tvivl og ikke-tro. Den neutrale stat må under ingen omstændigheder blande sig i den enkeltes tro. Det betyder imidlertid ikke, at religionen skal forvises til privatsfæren. An-Na’im afviser sekularisering, men hævder nødvendigheden af en sekulær stat. I det omfang muslimerne ud fra deres tro eller ikke-tro hver for sig i en atmosfære af det, han kalder civic reason forhandler sig frem til forskellige love med religiøst eller ikke-religiøst indhold skal staten gennemføre disse love. I sin tankegang er An-Na’im påvirket af den amerikanske politiske filosof John Rawls (1921 – 2002) og af den amerikanske forfatning. Han erstatter dog Rawls liberalistiske grundantagelse med en for islam modificeret sharia som alternativ grundantagelse (Abdullahi Ahmed An-Na’im:”Islamic Politics and the Neutral State – A Friendly Amendment to Rawls” i T. Bailey & V. Gentile (eds.): Rawls And Religion. Columbia University Press, 2014, s. 242 – 265). Modifikationen består i, at han anser den historiske sharia, som han vælger at kalde sharia, for uforenelig med menneskerettighedernes ligestilling af mænd og kvinder, herunder dogmet om at muslimske mænd skal lede og vejlede kvinder (qawama). Det samme gælder dens dogme vedrørende dhimmi, hvorifølge muslimer skal herske over ikke-muslimer, og dogmet om aggressiv jihad, som han kalder det (Islam And The Secular State, s. 283). Han går endda så langt, at han mener, at muslimerne helt bør give afkald på jihad inden for et kollektivt sikkerhedssystem som FN, blot det fungerer effektivt og under ledelse af Sikkerhedsrådet (Abdullahi Ahmed An-Naim:”Why should Muslims abandon Jihad? Human Rights and the Future of International Law” i Third World Quarterly. Vol. 27, No. 5, 2006, s. 785 – 797). Bassam Tibi kritiserer An-Na’im for at ville beholde sharia, simpelthen fordi den heller ikke i An-Na’ims forståelse er forenelig med de grundlæggende moderne værdier og forhold. Tibi fremhæver, at da det er fundamentalt for sharia at skelne mellem halal og haram, vil sharia kollidere med andre internationalt accepterede og nødvendige normer (Bassam Tibi: Islamism and Islam. Yale University Press, 2012, s. 172ff). Det afviser An-Na’im, idet normerne i verdenssamfundet skal være, hvad han kalder komplementære og ikke konkurrerende (Abdullahi Ahmed An-Na’im: ”Complementary, not Competing, Claims of Law and Religion – An Islamic Perspective” i Pepperdine Law Review. Vol. 39, No 1, 2013, s. 1231 – 1255). For egen regning vil jeg føje til, at An-Na’im her synes blot at reformulere den multikulturelle teori i kommunitaristisk retning à la Charles Taylor (Amy Gutmann (ed.): Multiculturalism – Examining The Politics of Recognition. Princeton University Press, 1994 og Judith Butler, Jürgen Habermas, Charles Taylor, Cornel West: The Power of Religion in the Public Sphere. Columbia University Pres, 2011). Det lå ikke i kortene i hans bog fra 1990 Towards an Islamic Reformation, at han ville lande der. Og strengt taget betyder det vel blot, at når han efter næsten 20 års tænkning ikke er nået længere, er mulighederne for en islamisk reformation vel minimale. Polemisk tilspidset fristes man til at sige, at han reformulerer det osmantyrkiske milletsystem (Bernard Lewis: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Gyldendal, 2000 (1995), s. 398ff.) til det såkaldte plurale system, hvor de religiøse og kulturelle grupper bor og lever adskilte, men med en delvis integration på et fælles arbejdsmarked og inden for en fælles stat (Hans Van Amersfoort: Immigration And The Formation Of Minority Groups – The Dutch Experience, 1945 – 1975. Cambridge University Press, 1982, s. 16 – 24). Hvad det konkret betyder – også for Europas fremtid har ingen skrevet bedre om end Jens – Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt: Adskillelsens politik. Gyldendal, 2008. Den fremtid er skræmmende og helt uantagelig – tør jeg godt sige – for så store dele af befolkningerne i Europa, at risikoen for borgerkrig på længere sigt efter min mening er yderst reel.
Naser Khader har således ret i, at islam kan reformeres, men medicinen er næsten lige så slem som sygdommen. Man har taget tre skridt frem og to tilbage. Hver gang er det med livet som indsats at forsøge. I dag måske mere end nogensinde før. Desværre!
- Skulle jeg vove en konkluderende sammenfatning af min tilbagevisning af Søren Pinds kritik og mine tvivl vedrørende, hvorvidt en reform af islam, der rækker ud over en lille kreds blandt eliten, er mulig, sådan som Naser Khader ønsker sig, så dette efterfulgt af en perspektivering: Jeg tror den største bremseklods i islam udgøres af martyr-begrebet, som er snævert knyttet til jihad-begrebet. Martyr-begrebet er ideen om den ideelle død for en muslim. Parallelt til, at jihad er udtryk for Allahs ultimative prøvelse af enhver muslim og af det muslimske fællesskab, bliver martyrdøden den ultimative belønning, den ultimativt smukke og rigtige måde at dø på, som en muslim kan ønske sig, en død, der også forbindes med megen prestige for de efterlagte i generationer og i hele den islamiske umma.
Martyr kommer af græsk ”vidne/sandhedsvidne”. Begrebet stammer fra jødisk og kristen tradition. I tidlig-kirkelig sprogbrug bruges martyr alene om blodvidnet, hvor den enkelte selv led døden for sin tros skyld. I Det Ny Testamente skildres både Johannes Døberens og Jesu død som martyrdøden og denne død gøres til forbillede for disciplene, fx Markus kap. 6, v. 14-29. I Johannes Åbenbaring kap. 20, v. 4-6 forkyndes det endda, at martyren skal modtage en særlig løn i tusindårsriget (Carsten Bach-Nielsen & Jan Lindhardt (red.): Kirke og Kristendom. Leksikon. Gyldendal 2001).
Iflg. Koranen loves der den, der dør for Guds sag rig belønning hinsides: (1) Han får eftergivet alle sine synder, (2) han bliver kronet med gloriens krone og giftet med 72 jomfruer, (3) han kan gå i forbøn hos Gud for 70 familiemedlemmer, (4) han undgår gravens rædsler, da han går direkte i paradis, i stedet for – som traditionen ellers siger – at blive udspurgt i graven af de to dødsengle Munkar og Nakir, der udspørger almindelige muslimer om deres religion, profeterne de har troet på, om den hellige bog på, hvis forskrifter han har bygget sit liv. De to engles tilsynekomst er forbundet med så voldsom en skræk at også fromme, gudfrygtige muslimer næppe vil være i stand til at finde de rigtige svar under dette forhør. Har man ikke gjort sin pligt eller overtrådt Guds bud, skal den døde lide de frygteligste smerter indtil opstandelsens dag. Netop det undgår martyren, da hans synder tilgives ham, (5) derfor siger traditionen, at martyren bliver så glad over alle disse fantastiske ting, at han vil ønske sig at vende tilbage til Jorden for på ny at kunne dø for sin tro, men det er det eneste ønske, som ikke bliver opfyldt for ham! (6) Forestillingerne siger, at martyrerne ved tidens fylde skal stå ved mahdiens (den islamiske frelserskikkelse) side i kampen mod dajjal, den store ødelægger, sådan som de i levende live stod ved Profeten Muhammeds side i den væbnede kamp for Islam! (Peter Heine: Terror in Allahs Namen – Hintergründe der Globalen islamischen Gewalt. Herder, 2015, s. 38ff.).
© 27.september 2016
Henning Duus er født i 1945 og pensioneret, men har arbejdet 28 år for Forsvaret som lektor i statskundskab først ved Søværnets Officersskole, derefter Flyvevåbnets Officersskole og Forsvarsakademiet, men fra 1991 ved Hærens Officersskole, hvor han siden begyndelsen af 1990’erne først og fremmest har undervist i international politik og folkeret samt kulturforståelse. Han er cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Københavns Universitet (Åbent Universitet). Han har undervist ved Aarhus Universitet i studietiden, i gymnasiet og ved Københavns Universitet (kandidatstipendiat).
Respublica henviser også til forsker Nils Bredsdorffs arbejde “ISLAMISME, SHARI’A OG RET – undersøgelser af forholdet mellem politisk islam og menneskerettigheder” ,hvor uddrag kan læses her på hjemmesiden, og hele teksten på Roskilde Universitets Centers hjemmeside, som vi linker til.