Jeg tror ikke på integrationskurser, der belærer, men på at give folk nogle redskaber til at klare sig – i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet. Det handler om dannelse, ikke integration
Aras Akrawe var 24 år, da han for 15 år siden kom til Danmark som kurdisk flygtning fra Irak. De første år brugte han på et asylcenter. Siden tre år på fiskefabrik.
For otte år siden fik han så chancen for at begynde på et såkaldt FIF-kursus, som forbereder flygtninge og indvandrere, der har en studentereksamen fra hjemlandet, men ingen danske eksamenspapirer, til at komme ind på en række velfærdsuddannelser som pædagog, lærer, sygeplejerske og lignende.
Så han tilmeldte sig et intensivt danskkursus og gennemførte det etårige FIF-forløb. Derefter tog han en regulær pædagoguddannelse, og efter et års arbejde i felten en kandidatgrad i pædagogisk sociologi fra DPU. Nu overvejer han at gå videre med en ph.d.
»Jeg tror ikke på integrationskurser, der belærer, men på at give folk nogle redskaber til at klare sig – i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet. Det handler om dannelse, ikke integration. Og det var først, da jeg kom på en skole, hvor ingen talte om integration, men i stedet uddannede os i at analysere samfundet – teoretisk og praktisk – at jeg kom helt tæt på den danske kultur og mentalitet,« siger han.
I dag arbejder Aras Akrawe dels som pædagog for udviklingshæmmede voksne, dels som konsulent for Frederiksberg Kommune i forhold til modtagelsen af flygtningebørn.
»Den rygsæk, jeg har fået med fra FIF, har været sindssygt vigtig. Jeg siger ikke, at alle flygtninge skal lære Foucault og Habermas. Men jeg tror, at vi skal snakke mindre om integration og mere om uddannelse. For det er, når man kobler viden og praktiske redskaber med sine egne erfaringer i hverdagen, at man lærer et samfund rigtigt at kende.«
Respublica anbefaler at læse hele artiklen
kilde: Carolina Kamil 29. maj 2016, www.b.dk