Trykt i Socialrådgiveren nr.18 2003
Af Kirsten Damgaard kulturpsykolog og seksual- & samlivsrådgiver
Der er stor forskel på ægteskabets formål og indhold i henholdsvis den vestlige og den muslimske kulturkreds. I vesten er idealet at være elskende venner, og konen er ofte mandens bedste ven. Dette er sjældent tilfældet i den muslimske kulturkreds, hvor parret jo ofte er blevet gift – i passiv form – for det er andre der har udvalgt partneren og bestemt tidspunktet for samlivets begyndelse. Endvidere har forholdet nærmere form af en social kontrakt mellem to familier med pligter fordelt efter køn, end et kærlighedsforhold mellem to individer hvor det praktiske også skal løses. I mange muslimske mænds bevidsthed er konen ikke en ligestillet partner, når det gælder beslutningsprocesser i familien og hun er ikke øverste myndighed i forhold der angår hendes egen person som fx abort og skilsmisse.
Jeg påpeger at de såkaldte æresdrab, og de mange forsøg herpå samt tvangsægteskaber alle er forholdsregler der iværksættes, fordi kvinden hverken som køn eller individ tildeles retten til at bestemme over sine seksuelle udfoldelser. Tiltager hun sig alligevel den magt straffes hun for ikke at lade sig styre. Lad det være sagt med det samme, at mænd ligeledes presses til ægteskab, og at æresdrab også forekommer i andre kulturkredse. Imidlertid er det muslimerne der pådrager sig opmærksomheden i dansk kontekst.
Lad os kigge på Vesten først
Blandt vesterlændinge, hvor (den tidligere) kone/kæreste er målet for en ægtemands voldelige handling er det mandens forståelse af konens bundethed som er basis. Han mener ikke, at hun har ret til at fravælge ham. Imidlertid vil det moderne samfund ikke binde hende til ægtemanden eller straffe hende for at vælge en anden. Han anser sig også i sin ret til at straffe hende, tage hævn – og vi ser at han planlægger og udfører den. Men det omgivende samfund billiger det ikke. Ved at hun forlader ham, mister han ikke ære i det danske samfunds øjne, og straffen er hård for at undertvinge et selvstændigt subjekt.
Faktisk er det ”gratis” i strafferetslig forstand for en dansk kvinde at behandle sin ægtemand uanstændigt i forhold til de vedtagne normer. Hun kan have elskere, blive gravid med en anden og udtale sig i TV om hans ringe evner som elsker uden at det offentlige vil straffe hende. Hendes familie og venner kan derimod finde at ”det er for galt” og beslutte at lægge hende på is.
Mord og så selvmord
I tilfælde hvor en dansk mand ”elsker-sin-kone og ikke-kan–leve-uden-hende” ses ofte et selvmord efter hustrudrabet. Her er manden både hævngerrig og fortvivlet. I andre tilfælde af manden der”elsker-sin-kone og ikke-kan–leve-uden-hende” oplever han sig næsten magtesløs og tilintetgjort, men prøver måske at erobre hende tilbage ved at love forbedringer. Denne type mand ser sig som offer for kvindens kontrol og oplever ikke at have noget at true med. Han kryber derfor for at opnå en gunstbevilling.
Der ses også i Vesten eksempler på mænd, der tager kone og børn med sig i selvmordet. Her drejer det sig om en overdrevent patriarkalsk indstilling indlejret i stor fortvivlelse eller dyb depression. Konen tages netop ikke med på råd, for han regner hende for en del af sit ansvarsområde som han har råderum over. Mord på eller incest mod kvindens børn er i øvrigt en anden hævn overfor kvinder der bestemmer for meget efter samleverens opfattelse.
Vrede over en handlende kvinde udstrækkes dog undertiden også til at gælde andre, der antages at have lokket /støttet kvinden såsom den nye kæreste eller hendes søskende. Hos Vesterlændinge ses det også nogle gange, at det udelukkende er kredsen omkring kvinden, som den forsmåede mand er vred på, hvilket klart viser, at han ikke regner hende for et handlende subjekt. Hun er blevet overtalt eller vildført af andre, forklarer manden Det er ikke skamfuldt for ham at tage hende tilbage, for han har ingen ære mistet. Men sædvanligvis kommer hun til at bøde langvarigt for at han tog hende tilbage, ved at måtte vise sig mere underlegen i parforholdet, der ellers efter danske normer bør være jævnbyrdigt. Det giver naturligvis psykiske blå mærker.
Målet for jalousi som psykologisk term er tredjepart. Et jalousi-drab rettes derfor mod den der i morderens øjne er den indtrængende, den der uretmæssigt er ved at fratage en noget man er i besiddelse af eller mener sig i sin ret til at modtage, altså rivalen. Et jalousi-drab er i morderens øjne et mand-til-mand opgør om et objekt, der af morderen ikke anses for at tage bestemmelser om sit eget liv. Selvom volden er meget voldsom, sker det jo faktisk ofte at kvinden returnerer til voldsmanden, når rivalen først er fjernet. I tilfælde hvor den forsmåede dræber både den tidligere kæreste og rivalen er det elementær hævn.
Så går vi til den muslimske kulturkreds
Så længe en ugift kvinde ikke er blevet forenet med en mand ved forlovelse eller ægteskab, kan potentielle bejlere nok anse hinanden for farlige rivaler og de måler hinanden på slægtskab til kvinden, status, uddannelse,alder og etnicitet. At en etnisk dansk ikke-muslimsk mand forsøger sig hos en muslimsk kvinde er uantageligt, om så han var kronprins.
Hos muslimer har jeg aldrig hørt om mønstret med at (ægte)manden udelukkende slår rivalen ihjel for at muliggøre generobring af kvinden. Hun har i nemlig i (ægte)mandens øjne krænket hans virilitet, og det rådes der ikke bod på ved at dræbe rivalen.
Utroskab er svaghed ikke vilje
Det anses imidlertid for at være mandens natur at forsøge at trænge ind, så han er ikke ene-skyldig i umoralen, hvis han har et forhold til en gift kvinde.
I traditionelle muslimske miljøer forekommer der to ikke gensidigt udelukkende forestillinger om kvindens natur i forhold til seksualitet. Araberne ser oftere kvinden som seksuelt umættelig, ni gange mere potent end manden, og derfor er hun altid villig, ofte også som en opsøgende fristerinde. I denne forestilling er mænd svage og lader sig let forlede. Den anden forestilling, som er mere udbredt blandt tyrkere, opererer med en pågående og indsmigrende mand overfor en intellektuel svag kvinde. Hunkønnet må have hankønnet i sin familie til at barrikadere sig, så hun ikke lader sig forføre. Så når en kvinde i denne tradition er gået over stregen, har hun krænket den maskuline ret til at forvalte den kvindelige seksualitet. Det kvindelige må sættes på plads i hierarkiet under det mandlige overherredømme. En kvinde, der handler som et selvstændigt subjekt er udenfor normen. Selvstændighed hos kvinder er en trussel mod mandens forståelse af sit køn og sin ære.Truslen må udryddes og dominansen genetableres .Æren består bl.a. i have magt over og i at kunne styre de underordnede, samt i at andre opfatter at man(d)/slægten har denne magt. At udrydde kvinden er derfor at vogte sin ære ved at hævde sin magt. Æren er genoprettet, når kaos-forvolderen er bragt på plads af de eller dem der ifølge hierarkiet skal dominere.
Ære er at styre
At kvinders seksualitet i den muslimske kulturkreds generelt regnes for aktiv, ses også af den udstødelse der kan blive voldtagne kvinder til del. Deres ægtemænd vil ikke trøste dem, de regner dem som urene og afslår at fortsætte ægteskabet, ligesom resten af familiemedlemmerne mener at en voldtagen kvinde har påført dem skam. Ugifte voldtagne kvinder kan ikke finde en passende partner, ligesom enker eller fraskilte også regnes for anden-klasses. Kvinders seksualitet ses i udbredt grad som kaosvolder,derfor må den tøjles .
Når en bortløben muslimsk hustru slås ihjel af sin ægtemand, er det æresdrab fordi det handler om at den mandlige part genopretter sin plads i hierarkiet ved at udøve magt.
Kvinden tillades ikke at vælge ægtemanden fra eller vælge en anden mand at udfolde sig seksuelt med. Denne styring hører efter den tabende mands/ slægtens mænds selvforståelse til hos ham/dem, og vold og dødsvold er et af redskaberne i styringen. I tilfælde hvor far eller bror dræber, er det altid en ugift kvinde, der har forbrudt sig mod faderslægtens ret til at indgå kontrakt med en anden familie om kvindens seksuelle ydelser og reproduktion. Derfor er der også opbygget en ”koreografi” omkring stening af utro kvinder, således at det er mændene i familien der begynder. Først faderen, så ægtemanden og derefter sønnerne kaster de første sten. Altså ophavet og ansvarshavende ”vasker hænder” og sønnerne afsværger den mentale arv. Den kollektive tankegang indenfor slægten medfører at den kan pådrage sig skam ved én kvindes handlinger eller dårlige rygte, men æresoprejsning kan ligeledes opnås ved at én mand fra det rigtige sted i hierarkiet udviser passende dominans. På grund af den høje straf for drab her i landet er indvandrerfamilien imidlertid ofte pragmatisk og angiver en ung mand under 18 år som udfører af æresdrabet, når et sådant gensvar har skønnedes nødvendigt.
En etik fra et andet årtusind
Forskelle i menneskesyn og holdninger mellem skandinaver generelt og traditionelle muslimer er problematisk for integrationen og har konsekvenser for ligestillingen mellem mænd og kvinder. At der kommer nye indbyggere til landet med en etik fra et andet årtusind må ikke medføre, som det er sket i Norge, at der ved strafudmåling skeles til om krænkeren har fravalgt opholdsstedets grundværdier. Sker det, er loven ikke lige for alle.