Af Carsten Ringsmose, faglærer, cand. rer. soc.
Trykt i Fyens Stiftstidende den 5. maj 2004
Et kritisk blik på næstekærlighedens udtryk afslører en særlig “udstillingskærlighed”, som hverken omfatter ansvar eller konsekvenser, og skader mere end den gavner.
I februar sendte fjernsynet en udsendelse om de 30 familier, som i 1951 blev tvangsforflyttet fra Thule i det nordlige Grønland, fordi man som led i den kolde krig skulle foretage en udbygning af den fremskudte base for strategiske bombefly og det tilhørende missil-varslingsanlæg.
Lad mig undgå misforståelser ved straks at sige, at jeg selvfølgelig deler den rimelige medfølelse med de 30 familier, samt forargelsen over, at de blev behandlet dårligt.
Samtidig undrer det mig, at Thule-fangernes skæbne kan optage sindene 50 år senere i så høj grad, som det er tilfældet,. Der findes støtte-komiteer, der føres retssager, og det diskuteres, om Danmark i tilstrækkeligt omfang har sagt “undskyld”. Men sagen drejer sig altså “kun” om 30 familier i Thule, som måtte flytte på grund af verdenskrigen (den “kolde”).
Når det undrer mig, at Thule-fangernes skæbne stadig kan engagere “kærlige” mennesker, så Tv laver medfølende udsendelser om emnet, så skyldes det, at Stiftstidende (8/2) samtidig, ganske ubemærket i en lille historisk note til en artikel om Beldringe lufthavn kunne fortælle, at den tyske besættelsesmagt i oktober 1943 besluttede, “at landsbyerne Beldringe, Allesø og Tåstrup skal rømmes, så der kan bygges flyveplads”.
Er det ikke mærkeligt, at denne tvangs-rømning af tre hele landsbyer midt i den gavmilde, fynske muld, kun otte år tidligere, ikke kan frembringe den samme interesse og medfølelse? – Hvorfor har man så stor medfølelse med 30 fangerfamilier i Thule, men ingen medfølelse med 200 familier på Fyn, som tilsammen mistede 3.000 tønder af landets mest frugtbare jord, med de tilhørende gårde, som ofte havde været i slægtens eje i mere end 200 år, og som man nu blev tvunget til at forlade med tre ugers varsel?
Jeg tvinges til at indse, at årsagen til denne mærkelige, “selektive medfølelse” simpelthen må være, at det naturligvis er fuldstændig uforpligtende at “elske sin næste”, hvis han blot er tilstrækkelig langt væk, medens det kunne få ubehagelige konsekvenser og medføre et helt konkret ansvar, hvis man uforsigtigt “elsker” et medmenneske i nærheden.
Denne kendsgerning forleder åbenbart mange mennesker til ubevidst at kaste deres “kærlighed” på nogen, som er tilpas langt væk. Det betyder, at man kan registrere en ganske særlig interesse for, kærlighed til og solidaritet med folkeslag, der lever på tilstrækkelig stor afstand, ikke mindst de såkaldte “oprindelige folk”. Og det er naturligvis en uholdbar forestilling, at nogle folkeslag skulle være mere “oprindelige” end andre. De er tværtimod kun eksotiske og spændende, fordi de er langt væk, og man kender så lidt til dem, at alle mulige ubegrundede forestillinger og fordomme kan få frit løb. Da man næsten intet véd om dem, kan man så at sige “forme dem i sit eget billede”, hvorved der opstår en slags imaginære idealmennesker, som har alle de gode egenskaber, og som kan og véd alt det, vi andre dødelige savner, og jeg fristes til at sige, at det er udtryk for et ukristeligt hovmod på denne nemme måde at overgå Guds eget skaberværk!
Som eksempel havde Stiftstidende (27/11-03) på forsiden af kultur-sektionen et helsides-interview med forfatteren Vagn Lundbye. Overskriften var: “De krænkedes forsvarer” og introduktionen lød: “Verdensordenen: Forfatteren Vagn Lundbye om livet, døden, kærligheden og den indignation, der er hans brændstof”. – Det er jo store ord, og lad mig citere et par af interviewets “perler”:
“Jeg tror ikke på nogen gud, men er heller ikke ateist. Jeg er religiøs og tror på, at alt hænger sammen siger Lyndbye, der mener at “når livet begynder, så begynder også døden. Det vigtigste er at leve”. – “Jeg har et ganske afklaret forhold til døden. Det har alle naturfolk, hvorfor skulle vi så ikke kunne. Men selv om jeg har døden i mig, så tænker jeg aldrig på den, siger forfatteren, der ingen anelse har om, hvad døden er.”
Sådanne udtalelser må rimeligvis betegnes som det rene sludder, og han fortsætter: “Jeg er romantiker, hvis man er romantiker, fordi man forsvarer dyr, etniske minoriteter og undertrykte og arbejder mod uretfærdigheden. Så vil jeg gerne være romantiker. Ja, det burde vi alle være.”
Han udtrykker også en almindelig overtroisk fordom: “Og eksempelvis véd “oprindelige folk” noget om livet, døden, kærligheden og naturen, som vi har glemt”.
Det er simpelthen “omvendt racisme” – altså det forhold, at han generelt tillægger fremmede folkeslag specielt gode egenskaber, blot fordi han véd for lidt om dem! Filosoffen Bertrand Russel beskrev for mange år siden dette særlige fænomen med ordene: “En ret besynderlig form for beundring for grupper, som man ikke selv tilhører, er troen på de undertryktes – og de undertrykte nationers – overlegne dyd” (Unpopular Essays, New York 1950, side 58).
Når forfatteren Vagn Lundbye ærbødigt præsenteres som “de krænkedes forsvarer” og oplyser, at han “forsvarer dyr, etniske minoriteter og undertrykte” og “arbejder mod uretfærdigheden”, så er det vigtigt at slå fast, at hans “arbejde” – så vidt jeg har kunnet konstatere – aldrig har omfattet noget, der var mere anstrengende og forpligtende, end at sige eller skrive naiv og respektløs, medlidenhedsvækkende snak – naturligvis altid på så stor afstand, at det ikke kunne medføre konkrete forpligtelser og konsekvenser.
Den popularitet, han har opnået, skyldes omgivelsernes ubevidste, men ikke ukloge intuition i retning af det gode, danske mundheld “stå aldrig til søs, lad de andre stå”. Sagt med andre ord: Du skal elske din næste, men for Guds skyld ikke en af de hjemløse alkoholikere nede på bænkene ved Brugsen. Hvis du viser ham sympati, så kan han finde på at spørge, om du ikke har et værelse, han kan låne, eller bede om at låne 50 kroner, og så har du pludselig et problem. Elsk hellere nogle indianere i Amerika eller nogle eskimoer i Thule. De stiller ingen krav, og du får ikke problemer!
Den enorme interesse for 30 familiers skæbne i Thule i 1951 kombineret med det fuldstændige fravær af interesse og medfølelse for de 200 familier på Fyn i 1944 kan ikke forklares med, at Thule-fangernes skæbne var værre, og jeg kan ikke finde anden forklaring end den ubevidste tilbøjelighed til opfylde kærlighedsbudet med en fuldstændig uansvarlig “udstillingskærlighed”, som kun omfatter løs snak – eller, som Niels Hausgaard kalder det, “moralsk støtte”.
“Udstillingskærligheden” omfatter almindeligvis truede pelsdyr og mennesker tilhørende eksotiske folkeslag, og derfor har denne uansvarlige “solidaritet” da også spillet en stor rolle for den naive holdning til fremmede, som har kendetegnet dansk udlændingepolitik. “Udstillingskærligheden” bevirkede, at man alt for længe ukritisk lod fremmede tage ophold i landet, selvom de ikke opfyldte asyl-betingelserne. Det kunne selvfølgelig ikke gå i længden.
Resultatet er, at denne “godhed” næsten har ødelagt asylretten, fordi man nu har måttet stramme politikken så hårdt op, at selv virkelige flygtninge kan få svært ved at opnå asyl. “Godheden” har også ødelagt den positive mellemfolkelige udvikling, som den almindelige globalisering ville medføre, fordi det nu er blevet alt for svært at få en udenlandsk ægtefælle til landet, fordi det for længe var muligt uretmæssigt at spekulere i familiesammenføring.
Og frem for alt har “godheden” bidraget til en katastrofal ødelæggelse af udviklingsprocessen i mange fattige lande, fordi folk med uddannelse, initiativ og opsparing rejser bort, hvorved de fattige lande mister deres udviklingspotentiale.
Måske var det en god idé at tænke sig lidt mere om, og elske sin næste – også selvom han er dansker.
(Trykt som kronik i Fyens Stiftstidende den 5. maj 2004 under overskriften “Udstillingskærlighed”).