Arabiske folkesygdomme

Det arabiske folk er – groft sagt – ramt af nogle ‘sygdomme’, som sidder dybt i folkesjælen.

I den arabiske verden hersker et princip om,                                                                at man altid holder med vinderen

af Naser Khader  cand.polit.

Arabere hepper altid på den i en konflikt, der ser ud til at være stærkest – den israelsk-palæstinensiske kon ikt er dog en vigtig undtagelse. I Egypten støttede man diktatoren, Hosni Mubarak, indtil oprøret tog fart, og folket ville af med ham. Så støttede man oppositionen. Men så vandt Det Muslimske Broderskab et frit demokratisk valg – og de blev rost for at være ‘ikke så slemme’ islamister som mange andre i Mellemøsten. Så blev Broderskabet fjernet af militæret, og al-Sisi kom til. Nu elsker alle ham – også de unge ude i kaffestuerne og te-salonerne. Kvinderne forguder ham nærmest.

Det samme billede tegner sig i Irak og Syrien. Da oppositionen lignede vindere i Syrien, havde de folkets støtte. Men da Bashar al-Assad atter fik overhånd i Syrien, var han ikke så ringe endda. Det samme gør sig gældende med Islamisk Stat. I de områder, de vinder frem, bliver folk officielt mere positive. Det handler selvfølgelig om deres personlige sik-kerhed, men det handler også om, at arabere er vendekåber, der til enhver tid vejrer, hvor magten er på vej hen.

Jeg kender selv den arabiske medløber-mentalitet fra Palæstina. Da jeg i 1994 besøgte Vestbredden, talte alle om Oslo-fredsaftalen og roste den. I dag kan man ikke tale åbent om fred uden at få skældud.

En anden folkesygdom er forestillingen om, at ‘min fjendes fjende er min ven’.

Det er en primær årsag til, at alliancer skifter meget hurtigt i den arabiske verden – med en grundlæggende usta- bilitet til følge. Tag den libanesisk-drusiske politiker Walid Jumblatt, som i det komplicerede magtspil i Libanon stort set har været allieret med alle. Han tænker: Hvad gavner mig selv, min familie, min klan, min stamme?

Alt handler om disse spørgsmål i den arabiske verden. Under Den Libanesiske Borgerkrig fra 1975-90 skiftede al- liancerne hele tiden, så det var umuligt for udenforstående at forstå, hvad der skete. Og i dag ndes der for eksempel en skjult alliance mellem Israel og Saudi-Arabien i forholdet til Iran: Begge frygter Iran, og bomber Israel de atomare anlæg i Iran, da vil saudierne være de første til at feste.

En tredje arabisk folkesygdom er mazlum, der kan oversættes med et ord som forurettet, undertrykt og selvmedlidende. Der hersker en udbredt offermentalitet i de arabiske lande.

Offerrollen giver gode muligheder for at skubbe ansvaret fra sig. Og offerrollen har en tvilling: skurkerollen. Er du selv offer, så er en anden skurk. For en araber er det altid de andres skyld.

I de senere årtier har det været israelernes og amerikanernes skyld. I 1940’erne og 1950’erne var det englændernes og franskmændenes. På den måde slipper man for ansvar for selv at gøre noget. Offerrollen er mindsket med Det Arabiske Forår, hvor man har taget sagen i egen hånd, men den hersker endnu i de ældre generationer.

I Danmark kender vi det arabiske offerteater fra krisen med Muhammed-tegningerne i 2006. Da fortalte islami- sterne de arabiske medier og folket på gaden i den arabiske verden, at Vesten hadede dem. At Vesten led af islamofobi. De bildte millioner af lydhøre arabere ind, at danskerne og europæerne i det hele taget ikke støttede arabiske skoler og moskéer. Det var det rene vanvid, for hvis nogen har støttet muslimerne med undervisning og hjælp til at danne foreninger, så er det danskerne via folkeoplysningsmidler og meget andet. Men selvbestaltede imamer fra Danmark og andre steder på kloden fik millioner af kroner med sig hjem efter rundturen i Mellemøsten, hvor despoterne velvilligt pungede ud for at vise deres sympati – og for at tækkes deres egen gades parlament.

Jeg oplevede muslimske ledere på danske overførselsindkomster, der med ét blev rige efter at have rejst rundt i den arabiske verden og fyldt de politiske og religiøse ledere med offerløgnen. De tiggede nemlig om penge, samtidig med at de svinede Danmark til. Til deres moskéer og skoler kom der økonomisk støtte, som de selv stak i lommen.

Jeg er ikke folkepsykolog, men for mig at se har de arabiske folkesygdomme med normerne ære og skam at gøre. I Vesten er skyld og dårlig samvittighed fremherskende følelser, der har med den lutherske kristendom at gøre. I Middelhavsområdet – for det gælder også de katolske lande i Sydeuropa – handler det i stedet om ære og skam.

Forskellen mellem skyld og skam er vigtig. Skyld har med det indre at gøre, skam har med det ydre at gøre. Skam har meget at gøre med det, andre mennesker kan se: Hvordan bliver man betragtet af andre?

Hvis det ikke går så godt, eller man har gjort noget forkert – hvis tingene er blevet skamfulde – så stikker mange arabere hellere en løgn end en undskyldning.

Araberne mangler de lutherske kristnes evne til at påtage sig skyld og erkende fejl og mangler. I den vestlige verden får du ikke tilgivelse, hvis du ikke erkender din skyld. Men i en ære og skam-kultur som den arabiske hænger man ikke det beskidte tøj til tørre over for andre. Facaden er altafgørende. Er der noget galt bagved, er det ikke ens egen, men de andres skyld.

Det er selvfølgelig generelle betragtninger. Jeg ved det. Det er som at sige, at alle danskere holder af hygge, og selvføl- gelig holder ikke alle danskere af hygge. Men jeg mener, jeg har fat i den lange ende.

De arabere, der kritiserer mig, siger ofte til mig på tomandshånd, at jeg har ret, men at jeg blot ikke skal sige det offentligt. Det er det samme forhold, arabere har til digteren fra Aarhus – Yahya Hassan. Ingen forholder sig rigtig til sandhederne i hans digte, han skal bare ikke skrive dem og læse dem højt. Det opfattes som forræderisk at bedrive intern kritik i den arabiske verden. Selvkritik blandt arabere er en mangelvare, ja man kan nærmest tale om, at det er en nær ikkeeksisterende evne.

I dag savner jeg en åbenhed, så debatten om problemerne i den arabiske verden ikke automatisk misforstås som islamofobi, antipati og had. Det er i den grad hæmmende for en positiv udvikling i de arabiske miljøer herhjemme og i den arabiske verden. Da FN’s udviklingsprogram, UNDP, udgav endnu en rapport om tilstanden i de arabiske lande i begyndelsen af dette årtusinde, lød der et ramaskrig i hele den arabiske verden. Den fortalte nemlig, at den arabiske verden var gået i stå, ikke mindst inden for sektorer som teknologisk viden og forskning, som er afgørende for økonomisk vækst. På flere samfundsområder var der tale om total stagnation.

Styrken ved rapporten var, at den var skrevet af arabiske forskere. Men de arabiske ledere beskyldte forskerne for at være vestlige agenter. At de talte Vesten efter munden. Alle steder i den arabiske kultur findes der en fornægtelse af virkeligheden.

Den største af alle folkesygdommene i den arabiske verden er dog mu’amara, som kan oversættes til sammensværgelse eller konspiration.

Sammensværgelsesteorier opstår ofte i lande med et demokratisk underskud og er også udbredt blandt russere, cubanere og serbere. Når der ikke er åbenhed i den politiske kultur, aner man ikke, hvad der sker i et samfund, og så er befolkningernes kreative svar på underskuddet at tro på sammensværgelsesteorier. Det er også en form for ansvarsfor ygtigelse: Som passiv borger fritager man sig selv fra at tage ansvar. Det er lettest at tro på, at 11. september-angrebet på USA var udført af den israelske efterretningstjeneste Mossad og amerikanernes CIA i skøn forening, så man fik et alibi for at bekæmpe islam over hele kloden. Man vedlige- holder også stadig en sejlivet løgn om, at 4.000 jøder, der var ansat i World Trade Center, skulle være blevet advaret, i stedet for at indrømme den reelle grund til problemet. Den slags teorier orerer i hobetal i Mellemøsten og har gjort det, så længe jeg kan huske:

Da Khomeini tog over i Iran i 1979, mente mange, at han var hemmelig agent for englænderne og amerikanerne. Det skulle være USA’s måde at undergrave Iran på.

Efter massakrerne i flygtningelejre Sabra og Shatila ved Beirut i 1982 flygtede mange palæstinensere, efter at der opstod en teori om, at Canada havde lavet en aftale med is- raelerne og amerikanerne om at tømme regionen for palæstinensere, så Israel fik fred for dem.

Der er ligeledes arabere, der føler sig overbevist om, at den britiske efterretningstjeneste, MI6, slog prinsesse Diana ihjel, da hun var på nippet til at gifte sig med en muslim. Det ville jo kaste skygger ind over det britiske kongehus, hvis den kommende konge skulle have en muslimsk stedfar.

Et haj-angreb ved badehotellerne ved Rødehavet blev af den lokale guvernør tørret af på Israel. Hajen, der skulle være fra Florida, var af israelske specialagenter trænet til at skræmme turisterne væk.

Monica Lewinsky, den berømte praktikant i Det Hvide Hus, der også var jøde, blev sendt ind i Det Ovale Kontor for at ‘underminere’ Bill Clinton, der var palæstinenservenlig.

Det er næsten til at grine af – hvis ikke det var fordi, undersøgelser desværre viser, at folk på gaden i de arabiske lande oprigtigt tror på den slags teorier.

En udbredt konspirationsteori af i dag lyder, at Islamisk Stats leder, Abu Bakr al-Baghdadi, er i lommen på Mossad. Ingen araber forstår nemlig helt, at han så hurtigt har fået så megen succes. Så må noget jo stikke under! Arabere har det på den måde med at tale hinanden ned.

En libanesisk journalist, Samir Mansour fra det store li- banesiske dagblad An-Nahar, forsøgte i en leder i december 2014 at bekræfte en anden konspirationsteori om, at USA står bag Islamisk Stat: Han hævdede, at Hillary Clinton, den tidligere amerikanske udenrigsminister, har tilstået, at Washington grundlagde Islamisk Stat. Altså selvsamme or- ganisation, som USA bomber i Irak i dag. Samir Mansour, der ellers er en respekteret journalist, skrev, at Hillary Clinton i sin nye selvbiografi Hard Choices kunne citeres for »at have etableret IS den 5. juli 2013«. Hans kilde var en arabisksproget Facebook-opdatering. Disse løgne stoppede imidlertid ikke Mansours artikel fra at blive publiceret i Libanon – heller ikke efter at den amerikanske ambassade i Beirut offentliggjorde en erklæring, som tilbageviste påstandene. Ifølge BBC fik rygtet den libanesiske udenrigsminister til at indkalde den amerikanske ambassadør i Libanon.

Andre arabere hævder, at Islamisk Stat blev etableret med hjælp fra Irak. Og for endnu andre er det indlysende, at Assad, fordi hans regime på djævelsk vis har draget nytte af den krig, som Islamisk Stat har ført mod Den Frie Syriske Hær og andre oppositionsgrupper, står bag al-Baghdadi – eller i det mindste står i en eller anden hemmelig forbindelse til ham.

Modstandere af Det Arabiske Forår fremfører også konspi- rationsteorier om, at målet er at splitte Mellemøsten op i svage småstater for på den måde at beskytte Israel og USA. Det kan godt være, at det er endt sådan, når man ser på ud- viklingen i Irak, Syrien og Libyen, men analysen er fuld af løgn. Det er en ny variant af en gammel forestilling om, at USA og dets allierede siden 2. Verdenskrig – i kampen for at undgå kommunisme og radikalisme – har aktier i ethvert destabiliserende tiltag i den arabiske verden. Man nævner gerne støttede militærkup, påvirkede valg og samarbejde med lumpne personager – og altid, at invasionen af Irak var baseret på ufuldstændige oplysninger om masseødelæggel- sesvåben. Der er selvfølgelig nogle stænk af sandhed i disse væg til væg-forklaringer på den arabiske elendighed. Men det ytter først og fremmest fokus og stimulerer mange araberes, også journalisters og myndighedspersoners, lyst til at ‘købe’ vanvittige sammensværgelsesteorier uden bekymringer om beviser.

De fleste mennesker er sikkert utilbøjelige til at se indad og øve selvkritik, og der er arabere ikke anderledes. Problemet i den arabiske verden er, at den politiske kultur – sådan som den har udviklet sig i de seneste 60 år, specielt i lande regeret af diktatorer – har gjort det bekvemt at give udefrakommen- de ‘skumle’ kræfter skylden for de hjemlige askoer. Disse lande er blevet immune over for selvkritik.

***

Naser Khader og forlaget Peoples Press har meget venligt tilladt Respublica at bringe tre kapitler fra Khaders bog Hjertet Bløder ( 2015).

Det er kapitlerne: *Arabiske folkesygdomme*     *Arabiske fordomme*      *Islam og terror*

Naser Khader er cand.polit. ,politiker (C), forfatter og foredragsholder, født i Syrien.

 

Dette indlæg blev udgivet i Arabere, Khader,Naser, Psykologi, seneste. Bogmærk permalinket.