Islams politiske tragedie

Af Kai Sørlander, filosof og forfatter, Brønshøj

Jyllands-Posten 21.07.05

I lyset af den islamistiske terrortrussel skal vi besinde os på vore politiske værdier. Og muslimerne skal besinde sig på den tragiske dynamik, som er indbygget i islams forhold til det politiske. Begge parter skal vi – hver fra vort ståsted – erkende sharialovens uforenelighed med betingelserne for et rationelt demokrati.

Det nylige terrorangreb i London er med stor sandsynlighed begået af islamistiske terrorister. Ganske som de tidligere angreb i New York og Madrid. Og det kan forventes, at fremtiden vil byde på lignende angreb – måske i Danmark.
Men hvorfor?

Hvad er det, som driver islamisterne til disse handlinger? Hvad er det, som driver muslimer til at blive islamister?

Den britiske premierministerTony Blair og andre ansvarlige politikere har allerede været fremme med klare udmeldinger om, at det er absolut nødvendigt at skelne mellem muslimer og islamister, og at vi ikke må skyde skylden for islamisternes forbrydelser på religionen islam.

Det er klogt og rigtigt at begynde dér: med at skelne mellem muslimerne og religionen islam på den ene side og islamisterne og deres forbrydelser på den anden. Men det er forkert også straks at slutte dér. For vi må forsøge at forstå, hvorfor islamisterne handler, som de gør. Hvorfor ser de sig selv som værende i en situation, hvor de føler sig berettigede – eller måske endda forpligtede – til at udføre sådanne terrorhandlinger? Og i besvarelsen af dette spørgsmål er det nødvendigt at forholde sig åbent til spørgsmålet om islams rolle – alene af den grund, at islamisterne selv påberåber sig islam.

Her må vi forlade de umiddelbare politiske forenklinger og forsøge at se de indviklede sammenhænge i hele deres kompleksitet.
Hvis man handler som dem, der har udført terrorangrebene i New York, Madrid og London, må man føle en umådelig vrede. Man må anse sig selv og det, som er én dyrebarest, for groft ydmyget. Derfor må vi spørge, hvorfor islamisterne bag terrorangrebene føler sig ydmyget.
Ser vi bort fra individuelle og personlige årsager, så ligger der en grund i selve religionen islam, således som den opfattes helt traditionelt. Det skyldes denne religions egen opfattelse af sin rolle i verden. Islam foreskriver ikke kun, at der skal herske et særligt lovsystem, sharia – som begrundet i Koranen og i overleveringer om Muhammed – i den muslimske verden. Den hævder også, at dette lovsystem som guddommeligt er bedre end alle andre. Og den foreskriver, at den islamiske lov efterhånden skal udbredes til resten af verden.
Det er muslimernes pligt at arbejde eller kæmpe for, at den islamiske lov kommer til at herske overalt.
Principielt kan islam ikke anerkende nogen lov, som er over eller ved siden af den islamiske lov; og den ser frem til en politisk idealtilstand, hvor hele verden er forenet under islamisk lov.
Denne helt traditionelle islamiske opfattelse har det svært i dagens virkelighed. På grund af det relative magtforhold mellem Vesten og den islamiske verden.
Hvor islam foreskriver, at den muslimske lov skal herske over verden, dér fortæller virkeligheden om den islamiske verdens svaghed.
Den er presset af Vesten og specielt af USA. Kulturelt er den presset af de internationale mediers forevisning af vestlige livsformer med deres pluralisme og normsænkning. Det føler de traditionelle muslimer som en faretruende opløsning af religionens rolle som den, der giver de normer, hvorefter livet skal leves.
Politisk er den islamiske verden presset af krav om tilslutning til internationale konventioner, som ikke er begrundet i islam. Som eksempel kan nævnes menneskeretserklæringen med dens krav om religionsfrihed (og ret til at skifte religion), der er fremmed for islamisk lovgivning. Og så er der ikke mindst det militære pres, som især amerikanerne udøver gennem deres tilstedeværelse i regionen.
I lyset af den traditionelle islamiske verdensopfattelse er amerikanernes baser i Saudi-Arabien og deres forsøg på at hjælpe med til at indføre demokrati i Afghanistan og i Irak dybt foruroligende. Et åbenlyst tegn på svækkelsen af den islamiske verden. Og så er der selvfølgelig Israel, hvor alle ydmygelserne samles.
Ustandselig må den islamiske verden finde sig i at skulle bøje sig for krav og påvirkninger, som ikke er begrundet i islam, og som derfor af muslimerne må opfattes som ydmygende.
For traditionelle muslimer må den islamiske verdens relative svaghed være et alvorligt religiøst problem. Den religion, som i sin egen selvopfattelse skulle være stærk og herske over verden, er faktisk svag. Derfor ser de det som en religiøs opgave at skulle genfinde islams gamle politiske styrke. Og for mange traditionelle muslimer er løsningen, at man slutter endnu stærkere op om den traditionelle islamiske lov. Det er også islamisternes opfattelse.
Det er gennem en koncentreret fastholdelse af den traditionelle islamiske lov, at den islamiske verden skal genrejse sig selv. Spørgsmålet er så, om dette løsningsforslag holder. Kan man faktisk genrejse den islamiske verden ved at fastholde den traditionelle islamiske lovgivning?
Det kan vi ikke vide, uden at vi først gør os klart, hvad der er årsag til den islamiske verdens relative svaghed i forhold til Vesten. Op til omkring 1500 var den islamiske verden med Osmannerriget ikke svagere end Europa, men så gik Europa ind i en rivende udvikling, mens den islamiske verden stagnerede.
Hvorfor den forskel?
En væsentlig faktor var, at Europa gennemgik en reformation som på grund af kristendommens særlige indhold efterhånden førte til en sekularisering af det politiske. Eller sagt på en anden måde: I Europa var det religionen selv, som satte politikken fri af religionen.
Noget sådant skete slet ikke i den islamiske verden. Dér havde man en religion, som også selv indeholdt en konkret lovgivning for samfundet, og som derfor ikke kunne acceptere en sekularisering af det politiske.
Det betød, at den islamiske verden politisk blev fastholdt i religionens spændetrøje. Og den forskel var afgørende for, at den islamiske verden stod stille, mens Europa gik frem. Det var islams udspecificerede religiøse lovgivning, som førte til den islamiske verdens relative svækkelse i forhold til Europa.
På den baggrund kan vi forstå islams politiske tragedie. Når de traditionelle muslimer forsøger at genvinde islams gamle storhed gennem fastholdelsen af den overleverede islamiske lov, så griber de efter netop det, som er årsag til svagheden.
I deres frustration over svagheden søger de hjælp i svaghedens årsag. Deri er der kun undergang. De er lukket inde i et bur, som er skabt af islams tro på, at den konkrete lov i samfundet skal være begrundet i Koranen og i overleveringerne om Muhammed.
Også de islamistiske terrorister er lukket inde i det bur. Men de går helt deres egen vej, når de søger at undslippe buret gennem terrorangreb på Vesten.
Terrorangrebene kan ikke tilskrives islam. Det må siges klart. Men stille og besindigt må så tilføjes, at der i hjertet af islam findes en politisk tragedie, som terrorangrebene er et meningsløst forsøg på at overvinde. Det betyder, at vor reaktion på terrorangrebene må være dobbelt. For det første må vi ikke lade os kue af selve truslen om angrebene. Og lige så faste, vi skal være i modstanden mod terrorisme, skal vi være i erkendelsen af, at nogle islamistiske fanatikere ikke gør alle muslimer til terrorister. For det andet skal vi forholde os til de mere eller mindre officielle forsøg på at indføre (dele af) muslimsk sharia-lov i vort samfund.
Det kræver, at vi besinder os på de grundliggende forudsætninger for vort eget politiske system.
Her vil jeg nævne to sådanne forudsætninger.

Den ene er, at lovgivningen er menneskeskabt. Altså ikke er givet religiøst. Og den anden er, at vi som ansvarlige personer har en helt elementær ligeværdighed, og at ingen derfor har en særlig højere ret til at bestemme, hvorledes lovene skal være.
På disse forudsætninger bygger demokratiet. Det indebærer, at demokratiets fortsatte eksistens stiller krav til borgerne. De må – ganske uafhæningt af deres religion – være forpligtede på, at der gives love, som fortsat sikrer borgernes demokratiske ligeværd.
Det er under denne overordnede forpligtelse, at vi så rationelt som muligt bør diskutere, hvorledes sådanne love konkret skal udformes under hensyntagen til den faktiske virkelighed.
Men så har vi som demokratiske borgere også en basal forpligtelse til at tage afstand fra ethvert forsøg på at indføre muslimsk sharialov.

Demokratiet kan efter sine egne forudsætninger ikke kendes ved en sådan lovgivning. Derfor går man fuldstændig fejl, hvis man tror, at vi for at mindske terrortruslen skal imødekomme muslimerne ved at acceptere en form for officiel indførelse af sharialov. Det ville være at gå terroristernes ærinde og undergrave vort eget demokratiske system.

I lyset af den islamistiske terrortrussel skal vi besinde os på vore politiske værdier. Og muslimerne skal besinde sig på den tragiske dynamik, som er indbygget i islams forhold til det politiske.

Begge parter skal vi – hver fra vort ståsted – erkende sharialovens uforenelighed med betingelserne for et rationelt demokrati.

Dette indlæg blev udgivet i Politik / Lovgivning, seneste, Sørlander,Kai. Bogmærk permalinket.