Af Carsten Breengaard, universitetslektor, dr. theol., København
Jyllands-Posten den 13. august 2005
Universitetslektor Carsten Breengaard har søgt stillingen som ny rektor for Københavns Universitet. I kronikform bringes hans stillingsansøgning
I går, den 12. august, udløb ansøgningsfristen til stillingen som rektor for Københavns Universitet. I stillingsopslaget hed det, at rektor skal være i stand til at samarbejde med bl.a. offentlige myndigheder, offentlige og private institutioner – Jeg søger stillingen. Ikke for at samarbejde, men for at opstille et modspil. Ja, for at gengive universitetet sin – egen – identitet. Landets ældste og fornemste universitet har de seneste år mistet forståelsen af, hvad et universitet er. Som en anden teenager har universitetet sat sig foran spejlet og spurgt: »Hvem er jeg?« Og netop derfor er det gået, som det går teenagerne; de prøver at besvare spørgsmålet ved at efterligne så den ene, så den anden. Identitetsløshedens rådvildhed har været en ladeport for enhver ny og smart ideologi. Men Københavns Universitet er faktisk ingen teenager; det er mere end 500 år gammelt. På dets fineste talerstol står de manende ord: Ånd og Sandhed. De står på græsk, og det er måske forklaringen på, at ingen mere tager dem alvorligt; man forstår ikke sproget. Et nyt sprog har indtaget det gamles plads. Et sprog, hvis primære gloser er ledelse, management, pædagogik, samarbejde, arbejdsmiljø, følelse og nursing. Et sprog, hvor ånd og sandhed er blevet erstattet af magt og politik.
Hvis er universitetet egentlig? Hvem skal bestemme? Da jeg blev indskrevet som grøn student for mere end 40 år siden, talte man endnu om “Den lærde republik”. Her var ingen konger, styret var i sit væsen kollegialt, som det må være, hvor det er sandheden, der regerer. Lederne var velmeriterede forskere, og de var ikke ledere, men alene ordførende og underskskriftberettigede. Almindeligvis valgt kun for et år. Lektor-pamperne uden forskningsindsats havde endnu deres storhedstid til gode. Og de sidste tiders plage, de DJØF’ske universitetsadministratorer, var endnu ikke universitetets herrer, men dets tjenere. De bar den ydmyge titel sekretær, og de fik kun ordet, når de fik det. Nu er det DJØF’erne, udrustet med imponerende chef-titler, der fører det store ord. Der er ikke interesse for ånd og sandhed, men for synlighed og succes. Kvalitetskriterierne er blevet udskiftet med de kvantitative: mængden af produktion og omfanget af omtale. Ganske vist under løgnens dække. Uddannelsespolitikere af alle slags optræder gerne med ordskryderi om Danmark som stedet for verdens bedste ditten og datten. En sprogform, romanisten, filologen Victor Klemperer i sin store dagbog 1933-45 hævder holdt sit indtog i 1930’erne. Sprog uden forpligtelse for sandhed, propaganda for at manipulere de uvidende.
Det moderne identitetsløse universitet er et resultat af min generations – 68-generationens – særlige indsats i historien. Da oprørerne i marts 68 krævede “universitetet for folket”, benyttede folkets og arbejdernes repræsentanter sig af invitationen. Og siden de blev budt indenfor, har de ikke været til at slippe af med. Som ægte politikere flagrer de efter vindens bevægelser. Kapitallogik og marxistisk meningstyranni er nu afløst af management og ledelse. Jeg ved ikke, hvad der er værst.
Den eksisterende universitetslov er et resultat af ønsket om behagelig medvind, politikernes foretrukne vindretning. Rådvildheden vedrørende et universitets væsen var nærmest total. Muligheden for, at politikerne ville lade universitetet ligne et universitet, var ikke-eksisterende. Spørgsmålet om, hvad universitetslovens universitet skulle ligne, kunne derfor ikke besvares på anden måde end ved en efterligning af alt, der for tiden er moderne.
Jeg indrømmer, at kollegialiteten undertiden kunne udarte. Jeg kan huske, jeg engang som institutbestyrer ledede et møde, hvor 15 veltalende lektorer i timevis – de havde åbenbart ikke vigtigere sager for – diskuterede, om en ny dør skulle være venstre- eller højrehængt.
»Misbrug ophæver ikke brug«, sagde Luther, men sådan så politikere ikke på sagen. Nu måtte der ledelse til. Ikke mere kollegialt samarbejde; kun samarbejde under ledelsens ledelse. Med Klemperers ord: Fører-princippet! Det gamle universitet, ja, ethvert ægte universitet er karakteriseret ved pluralitet. Hal Kochs karakteristik af folkekirken som et “velordnet anarki” er også rammende for det ægte universitet. Sandhed er ikke et spørgsmål om ledelse, men om personlig indsats og kamp. Ofte, ja, vel oftest kamp mod andre. I det ægte universitet var der selvsagt garanti for, at sandhed ikke kunne knægtes. Havde universitetet tildelt en forsker en doktorgrad, havde vedkommende ret til at holde forelæsninger. Denne klassiske skelnen mellem dem, der er ansat, og dem, der, hvad enten de er ansat eller ikke, alene på grund af kvalifikationer har ret til at forelæse, har den ny universitetslov naturligvis ingen sans for. For hvorfor skulle man dog lukke mennesker ind, der hverken er forpligtet på ledelse, dvs, lydighed, samarbejde eller modefænomenet psykisk arbejdsmiljø; kun forpligtet på, hvad de anser for sandhed?
Ledelses-, samarbejds- og managementsideologiens indtog på universitetet har manifesteret sig i en “dobbelt standard”, der får forpligtelsen på sandhed til at krakelere. Når modefænomener som psykisk arbejdsmiljø og samarbejdsklima breder sig som en steppebrand i samfundet, fristes universitetets modebevidste ledere selvfølgelig over evne. Men mens universitetet i sit egentlige arbejde, i forskning og i undervisning er forpligtet på et klassisk sandhedsbegreb, er moderne managementsideologi primært orienteret mod følelsen. Det, man føler er sandt, er sandt. Hvis nogen påstår at føle deres følelser krænket, så er de krænket. Hvorved den, følelsen udpeger, selvfølgelig er en krænker. – Det siger sig selv, at der skal bedre karakterer, end selv universitetsledere kan præstere, til at hindre, at føleriet bliver brugt i lavere interessers tjeneste. Retsgarantierne i Middelalderens hekseprocesser er skyhøje sammenlignet med dem, det moderne universitets ledere stiller til rådighed for forskere, der betragtes som ubekvemme.
Men universitetets værste problem er nok nedskrivningen af fagligheden til fordel for produktionsvolumen. Universitetet skal producere, hvorfor fiffige politikere har gjort produktionsmængden til universitetets budgetgenerator. Ubekvemme universitetslærere har for længst gjort offentligheden opmærksom på, at budgetmodellen er korrupt, idet den belønner faglig niveausænkning.
Da en såkaldt Pisa-undersøgelse tidligere i år endnu engang afslørede, hvor galt det står til i det danske uddannelsessystem, fór uddannelsesordførerne op med forskrækkede bemærkninger om, at “det havde de da ikke vidst, så nu må der omgående gøres noget ved sagen”. Rent narrespil! Fra jeg som ung gymnasietimelærer for 35 år siden skulle vurdere folkeskoleelevers gymnasieegnethed, til mit siden lange virke som universitetshistoriker, har jeg daglig erfaret tabet af historiske og kulturelle forudsætninger: “Hvem er Luther? Romerne, hvad var det for nogen? Grundloven, hvad står der i den? Levede Jesus før eller efter Kristus? Er Struensee en fugl?” Af hundrede universitetsstuderende med høje adgangskarakterer havde ingen hørt om hverken Ansgar eller Hans Tausen! Jo, kom til Samsø, min far, og foreslå i højskoleforeningen “På Tavebondens ager”, så skal I høre, hvordan sangen rejser sig blandt dem, der kun har gået syv år i den stråtækte! Internationalisering taler politikerne om; ja, godmorgen! hvad skulle vi, der ikke kender os selv, kunne bidrage med? Historien er væk, og det samme gælder skriftlig fremstilling.
Det gør det til en lidelse at læse universitetsstuderendes skriftlige arbejder.
Og som i folkeskolen er universiteterne ved at erstatte faglighed med pædagogiske manøvrer. Men igen er problemet det samme. Heller ikke vedrørende pædagogik har universitetet nogen identitet. Dets indsats bliver derfor den rene efterligning. Jeg deltog for nogle år siden i et universitetspædagogisk kursus, hvor superpædagogen belærte os om tøser og knægte. – Hvad skal universitetet ligne? Folkeskolen åbenbart!
Det var engang den pædagogiske metodes mål at bringe modtagerne op på et højere niveau. Vore dages pædagogik har desværre det modsatte mål. Nemlig at sætte sig ned på modtagernes niveau. Og så blive der. Denne pædagogiske metode har født en kultur, hvis udtryk bliver mere og mere infantilt.
Den højeste universitetspædagogiske strategi finder for tiden udtryk i ordet nursing. Som universitetslærer er man forpligtet til at nurse de studerende – I en jævn engelsk-dansk ordbog er det første bud på betydningen af ordet nursing noget med babies. Jo, infantiliseringen afslører sig ved sproget. Ord skaber nemlig, hvad de nævner, som Grundtvig sagde. Indtoget på universitetet af studerende, der er blevet behandlet som babies gennem hele deres skolegang, har for længst sat sig sine spor. På faglighedens bekostning. Jeg fik en halv times vejledning fra mit studiums begyndelse til og med min doktorgrad. Nu bruger universitetslærere uanede mængder af tid på at læse, omskrive, rette stavning og kommaer for specialestuderende. I disse år skærer man drastisk ned på censorinstitutionen, og det kan man såmænd roligt gøre, for den har man længe ført bag lyset. Ved hjælp af en uhellig alliance mellem student og vejleder – i følelsens og produktionens hellige navn. Alle ved det, men sandheden er også her ubekvem.
Og som nursing er bekræftelse blevet en rettighed. Folkeskolens på-det-jævne-ideal er blevet en forpligtelse for universitetslærere. Fra børnehaveklassen og skolen igennem bliver eleven tudet ørene fulde af påstanden “du er god nok, som du er”. Jeg er uddannet i en tid, hvor intet af det, vi præsterede, var godt nok. Det gav en vis robusthed, men 70’er forældrenes syngen “lange, bange sange” for deres børn har gjort tidens ungdom til skrøbelige planter. De må hele tiden have bekræftet den selvtillid, de har ret til. Kommer man som eksaminator til eksaminandens vitterlige vås at sige, at “det er forkert”, så er fanden løs. Om det er sandt, at fremstillingen var forkert, er underordnet; sandheden er det moderne universitet uvedkommende. Følelserne er krænket, og følelser har altid ret; de er det eneste virkelig sande. »Kan man ikke forstå det som universitetslærer, ja, så må man hellere forlade institutionen!« Siger ledelsen.
Kan universitetet overleve med en sådan ledelse? – Jeg søger herved stillingen som rektor for Københavns Universitet, Som nævnt ikke for at samarbejde med offentlige og private myndigheder og institutioner, for disse har alt for længe bundet universitetet til flygtige politisk korrekte og moderigtige ideologier. Til plat management og den moderne narcissistiske følsomhed. Jeg søger rektoratet for at modarbejde tidsåndens krav. Jeg vil derimod søge at gengive universitetet dets egen identitet. Give det mulighed for atter at blive et universitet – Et forum for det velordnede anarki; alene forpligtet på argumentet, på ånd og sandhed.