Fænomener det ikke er socialt acceptabelt at diskutere men som findes hos indvandrere, gjorde karrieren sur for islamforsker Tina Magaard. Den dygtige unge kvinde kan ellers både arabisk og fransk, som er vigtige redskaber i islamforskningen.
“Det skete bare rigtig tit, at jeg stødte ind i begivenheder, hvor islamismen præsenterede forstyrrende ligheder med fascismen. Den passede punkt for punkt. Både i synet på kvinder, på anderledes tænkende og brugen af vold som politisk middel.”
” … man hele tiden møder argumentet: Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge. Folk, der kendte mig godt, har stået og råbt og tigget mig, om jeg ikke nok ville glemme det, for ‘ folk vil tro du er racist’.”
Vi bringer her er lille pluk fra Søren K. Villemoes interview med Tina Magaard og opfordrer til at læse hele interviewet i Weekendavisen 01.04.2015
»Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,« siger hun.
»I mine publikationer fra den periode har jeg forsøgt sagligt og veldokumenteret at gøre rede for emner som fjendebilleder i Koranen, den sociale kontrol af kvinder i muslimske miljøer i Danmark, manglen på respekt for demokrati og menneskerettigheder i Koranskoler og islamiske friskoler, samt religionskritik i den islamiske verden. Det er svære emner, men vi er nødt til at diskutere dem for at kunne forstå, hvad der er på spil i vigtige nutidige konflikter. Ingen fra islamforskermiljøet har villet tage de bolde op,« siger hun.
Magaard fortæller, at hun modtog flere henvendelser fra studerende fra Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier og Roskilde Universitetscenter, da hun var ansat hos Mehdi Mozaffari [Århus Universitet.red]
“Så vidt jeg husker, handlede det om, at de følte, at de slet ikke kunne være der, fordi de var kritiske over for den diskurs, underviserne skolede de studerende i. De fortalte, hvordan de aldrig kunne slappe af og være ærlige, men hele tiden skulle være på vagt for ikke at komme til at sige noget, som ville ekskludere dem fra fællesskabet.”
– Hvad var det da for ting, de ikke følte, at de kunne sige? »For eksempel at arabere også kunne være racister.Og at der i religionen er nogle dogmer, som konflikter med menneskerettighederne, hvis man følger dem bogstaveligt. Og så skulle man selvfølgelig hade Dansk Folkeparti,« siger hun og tilføjer: »Jeg håber virkelig, at den nye generation af islamforskere vil bryde med de her tabuer, og ikke hænge fast i gammeldags forklaringer om, at alting er danskernes racisme og den europæiske kolonialismes skyld.