Islam. Ren islam. Eller misbrugt og forvredet islam?
Transnational islam forankret i forestillinger om de sidste tider før dommedag, lader til at spejle noget i unge europæere, der bøvler med forskellige identiteter.Tanken om de sidste tider giver handlinger en særlig mening og et særligt mål. Det får personen til at føle sig udvalgt. Nobody kan således blive Somebody.
Mange jihadister har én forælder fra Mellemøsten og én fra Europa eller er født i Europa af forældre indvandret fra muslimske lande. Deres egen brobygning – den personlige integration- er ikke lykkedes.
Malise Ruthven er britisk-irsk islamforsker og forfatter til bøger som »A Satanic Affair: Salman Rushdie and the Wrath of Islam« (1989), og »Islam: A Very Short Introduction« (1997). Hans seneste værk er »Encounters with Islam: On Religion, Politics and Modernity« (2012).
Her kommer et par uddrag af artiklen Kalifatets tiltrækningskraft fra Weekendavisen 06.03.15. Vi anbefaler at læse hele artiklen
af Malise Ruthven
Hvad er det, der har gjort IS i stand til at hverve et uhørt stort antal unge rekrutter fra den vestlige verden, ikke mindst ved at lægge vægt på apokalyptiske strømninger i islamisk kultur og tankegang?
Ifølge Europol er der omkring 5000 europæiske statsborgere – hovedsagelig fra velstående nordeuropæiske lande – som har sluttet sig gruppen, heraf cirka 1000 fra Storbritannien og Frankrig hver især. Blandt disse er der flere hundrede unge mænd og kvinder, som stadig er teenagere.
Kalifatets fangarme strækker sig nu fra Afghanistan til Yemen og Libyen, og en mængde sunnimuslimske organisationer og stammer har aflagt baya (troskabsed) til Abu Bakr al-Baghdadi, Islamisk Stats selvudnævnte kalif.
I sidste uge blev det afsløret, at Jihadi John, IS-bødlen med London-accent, er universitetsuddannet programmør fra en forholdsvis velhavende London-forstad. Han har halshugget fem vestlige og to japanske gidsler foruden adskillige syriske soldater og poseret med de afhuggede hoveder.
Jabhat al-Nusra, den al-Qaedatilknyttede gruppe i Syrien og tidligere rival til IS, har også benyttet messiansk retorik som middel til at tiltrække et stort antal rekrutter fra Europa.
I 1881 udråbte den sudanske muslimske præst Muhammad Ahmad sig til Mahdi, hvorefter han erobrede Khartoum og oprettede en stat, der varede indtil 1898. Og i 1979 kastede en apokalyptisk bevægelse anført af islamistiske ekstremister kortvarigt Saudi-Arabien ud i en krise, da de erobrede Stormoskeen i Mekka og opfordrede befolkningen til at afsætte kongehuset Saud; gruppen indsatte en af sine egne ledere som Mahdi.
Der er forskel på enkelthederne, men i de fleste versioner [om den yderste dag.red] er der enighed om, at den endelige kamp skal finde sted øst for Damaskus, når Jesus vender tilbage som Messias, dræber grisene, ødelægger Dajjal og bryder korset i en symbolsk overtagelse af islam.
Som det udtrykkes i Koranen: … »Fromhed skal fortrænges af forfængelighed, og sandhed af løgne, mens udsvævelser som musik, vin, åger, hor, homoseksualitet og mænds underkastelse for deres koner skal vinde frem. Folk vil pleje kønslig omgang på offentlige steder, fætre og kusiner vil ikke længere gifte sig med hinanden, men med andre uden for familien, og der vil ikke være nogen imam til at lede de troende i bønnen…«. Jihadister ser allerede disse tegn overalt i Mellemøsten.
IS har kaldt sit internetmagasin Dabiq, en henvisning til den lille by i nærheden af den syriske grænse til Tyrkiet, som mange af profetens hadith’er (overleveringer om Profetens udtalelser og handlinger, red.) forbinder med det islamiske Armageddon.
Der er adskillige hadith’er, som forudsiger, at et ægte kalifat skal komme efter de uretfærdige kongedømmer som en del af dommedags-scenariet. Og troen på den guddommeligt indstiftede ægte kalifs komme er nært forbundet med den yderste kamp mod ondskaben.
De konkrete historiske kalifater, vi kender, eksempelvis de sunnimuslimske Abbasider (750-1258) eller de ismailitiske Fatimider (909- 1171), blev bragt til magten af messianske bevægelser; og selv om det yderste slag ikke fandt sted, blev titlen al-Mahdi – Messias – anvendt som en af kaliffens titler.
Første Verdenskrig og de russiske og tyrkiske revolutioner gjorde en ende på den slags ideer, og Kemal Atatyrk og den tyrkiske nationalforsamlings beslutning om at afskaffe kalifatet i 1924 stødte ikke på ret stor modstand.
Opdelingen af det tidligere osmanniske rige mellem europæiske stater betegnede afslutningen på et over fem århundreder gammelt transnationalt muslimsk overherredømme.