Der hersker et problematisk paradigme omkring vold og kriminalitet.
Inden for dette paradigme er kriminalitet og afvigende adfærd et socialt problem, som kan løses med sociale tiltag.
Man glemmer at tage højde for »vigtige individuelle persontræk«, som eksempelvis høj risikovillighed, aggression,ringe problemløsningsevner og antisociale holdninger.
Hvis mere uddannelse havde været svaret på voldshandlinger, havde vi løst problemerne for længe siden, vurderer psykolog.
Et voldsforebyggende fængselsprogram skaber bemærkelsesværdige resultater hos voldelige og aggressive indsatte. Det kan bruges mod radikalisering, mener ekspert, der kalder på udbredelse. Kriminalforsorgen støtter op, men beklager økonomiske udfordringer.
Af Johannes Hau Nørgaard
Voldelige indsatte som Omar Abdel Hamid el-Hussein, den formodede og nu afdøde gerningsmand bag weekendens terrorattentater, skal i højere grad mødes med et allerede kendt voldsforebyggende program, når de afsoner straf i danske fængsler.
Det ville bremse fængselsradikalisering, vurderer psykolog David Oehlenschläger, der er chef for rehabilitering ved DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur – og som har en fortid som ansvarlig for Kriminalforsorgens voldsforebyggelsesindsats og som konsulent for bandeexitprogrammer ved Københavns Kommune.
»Radikaliseringsproblemer er voldsproblemer. Ved at sætte ind med voldsforebyggende indsatser vil det have en mindskende effekt på radikalisering,« siger David Oehlenschläger, der påpeger, at det i høj grad er de samme psykologiske mekanismer, der gør sig gældende uanset om volden er motiveret af økonomiske, statusmæssige eller politiske formål. Han fremhæver det såkaldte Voldsforebyggelsesprogram, VFP, som forskning og evidensbaserede undersøgelser viser skaber opsigtsvækkende resultater. Canadisk forskning fra 2006 har således dokumenteret, at indsattes brug af vold mindskes med hele 50 procent, når de har gennemgået det flere måneder lange program.
Selv om det er massivt udbredt i Canada, findes det i Danmark endnu kun i to statsfængsler – i Vridsløselille og Horserød, hvilket David Oehlenschläger finder kritisabelt: »Der er ikke afsat nye midler til området, og det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke man får givet en tilstrækkelig og specialiseret indsats til de mange voldsmænd i fængslerne,« siger han,« siger han.
Chefkonsulent ved Kriminalforsorgen Niels Løppenthin, som er ansvarlig for programmet, er enig i, at programmet med fordel kunne bruges som del af antiradikaliseringsindsatsen.
Muligvis kunne det også have virket i forhold til den formodede gerningsmand bag weekendens terrorangreb.
»Omar el-Hussein havde flere voldssager i forvejen, og jeg vil ikke udelukke, at han ville have profiteret af programmet,« siger Niels Løppenthin.
Selv om også han gerne så, at Voldsforebyggelsesprogrammet havde større udbredelse, end det har i dag, er der visse begrænsninger i form af ressourcer og afsoningstid, der skal tages i betragtning, understreger han.
Oplagte værktøjer
VFP kom til det danske fængselssystem i 2003-2004, efter at det i 1999 blev implementeret i Canada med succes. Studier kunne dokumentere, at kun halvdelen af de indsatte havde tilbagefald til vold efter at have været igennem programmet sammenlignet med lignende indsatte, som ikke deltog i programmet.
Den danske kriminalforsorg kopierede det canadiske initiativ og lavede to udgaver på henholdsvis cirka ni og 20 uger, alt efter hvor intensiv behandling der er behov for.
Grundlæggende handler det om at give de indsatte deltagere de rette redskaber til at identificere negativ livsstil og øge bevidstheden om brugen af vold. Det drejer sig blandt andet om værktøjer inden for kontrol af stærke følelser som vrede og stress, problemløsningskompetencer og netværksorienteret arbejde. Samlet set skulle kompetencerne føre til, at den indsatte både begynder at ændre asociale holdninger og samtidigt bryder med forestillingen om, at vold er en naturlig og legitim handling.
Særligt er det aspektet vedrørende den indsattes netværk, som ifølge David Oehlenschläger er »oplagt« i forhold til radikaliseringen.
»I mange voldssager er gerningsmandens miljø med til at forstærke og bekræfte pro-vold-holdninger,« siger han.
I relation til weekendens terrorattentater i København er der tilsyneladende netop eksempler på, at personer fra Omar el-Husseins omgangskreds støtter ham i det, han gjorde. I den slags situationer kan holdningerne være meget vanskelige at ændre, hvis ikke man får professionel hjælp, konstaterer David Oehlenschläger.
Forkert paradigme Niels Løppenthin fra Kriminalforsorgen understreger, at VFP ikke kan adressere ethvert radikaliseringseksempel.
For det første skal de indsatte have »vold som udtryksform« for at blive en del af programmet.
Og for det andet skal de indsatte være fængslet længe nok til, at de først kan gennemgå en screening for at undersøge, om de opfylder programmets kriterier, og senere har tid til at gennemgå den flere måneder lange, intensive behandling, som VFP kræver.
»En stor del af de indsatte i Danmark afsoner i meget kort tid, så der er i arresthuse ofte en stor udskiftning blandt de indsatte. Der ville det ikke være omkostningseffektivt at indføre VFP,« siger han.
– Men ville det ikke give mening at udbrede det til mere end de nuværende to fængsler? »Det kunne bestemt være et ønske at have det i større omfang end i dag,« siger han, men påpeger, at programmet i sig selv også er en ressourcemæssig udfordring, da der skal uddannes instruktører og ansættes psykologer, som følger de indsatte igennem forløbet. David Oehlenschläger mener derimod, at myndighederne ikke har udbredt VFP i højere grad, end det er i dag, fordi der hersker et problematisk paradigme omkring vold og kriminalitet. Inden for dette paradigme er kriminalitet og afvigende adfærd et socialt problem, som kan løses med sociale tiltag.
Kriminalitet begås således af unge mennesker med en socialt belastet opvækst uden uddannelse, økonomisk støtte og social forståelse, og hvis bare der skrues op for de sociale indsatser, som når fængslerne øger mængden af uddannelse, mindskes kriminaliteten naturligt. Men det er ikke det fulde billede, og man glemmer at tage højde for »vigtige individuelle persontræk«, som eksempelvis høj risikovillighed, aggression, ringe problemløsningsevner og antisociale holdninger, der bliver ved med at understøtte den voldelig adfærd, hvis der ikke tages hånd om dem, påpeger David Oehlenschläger. »Hvis mere uddannelse havde været svaret på voldshandlinger, havde vi løst problemerne for længe siden,« siger han.
Respublica takker forfatteren for tilladelse til at bringe artiklen.
Oprindelig bragt i Information 19.02.2015 under titlen Ekspert: Særligt program bør sættes ind mod radikaliserede fængselsindsatte