Necla Kelek – Muslimer i Europa

Islam er en angstkultur. Med villighed til vold og apartheid.       Kulturen er uden tvivl og uden nysgerrighed.

»I islam er der ingen søgen efter individuel erkendelse«, hævder den tyske sækularist Necla Kelek.Det giver en ladhed.

Hun forklarer at islamister går godt i spænd med venstreorienterede, for ingen af parterne ønsker friheden.

I sin nye bog Himmelsreise lancerer hun en kritik af politisk islam. Hun hævder, at islam er en kollektivreligion, hvor fællesskabet undertrykker individuel frihed(…)                             Især retter hun en hård kritik mod de forskellige tyske islamforeninger, som hun hævder styres af en lille klike af stærkt konservative ledere og imamer, ofte importeret fra Tyrkiet, som ikke er repræsentative for de reelt existerende tyske muslimer – ligesom hun hævder, at de moskeer, de bygger, ikke er gudshuse, men politiske instrumenter.

Vi bringer et uddrag af Fredrik Stjernfelts interview: Islam, republikken og skinkesandwichen ( weekendavisen 25.06.10) og anbefaler at læse hele artiklen.

Necla Kelek er en omstridt person i Tyskland. Hun er samfundsforsker, tyrkisk indvandrer, feminist, og berømt og berygtet for at kræve kvindefrigørelse i islam – og for at kæmpe imod muslimsk vold mod kvinder. Hendes gennembrud til en større offentlighed kom med bogen Die Fremde Braut (Den fremmede brud) i 2005, der blandede selvbiografi med resultater af hendes videnskabelige arbejde – og som hævdede, at integrationen bevidst modarbejdes ved importen af brude til tvangsægteskaber. Bogen udløste en hed debat, hvor 60 indvandringssociologer – hævdede hun – generaliserede uholdbart fra enkelttilfælde. Hun svarede, at hendes kritikere forsøgte at skønmale et billede af integrationen, der var helt ved siden at virkeligheden – og en omfattende debat bølgede frem og tilbage.

Da jeg mødes med hende, har hun netop skrevet en stor artikel på forsiden af Frankfurter Allgemeines kulturtillæg med titlen »Gewaltbereritschaft als Kultur« – voldsberedskab som kultur – der er en ny debatudløser. Anledningen er en stor undersøgelse foretaget af det kriminologiske forskningsinstitut i Niedersachsen. Mere end 44.000 tyske unge i 15-års-alderen er blevet udspurgt om deres verdensbillede, religion og meget mere – og det viser, at ikke-muslimske indvandrere er bedre integreret end muslimske. Mere urovækkende viser undersøgelsen, at halvdelen af de muslimske unge har været udsat for vold i hjemmet, at næsten 70 procent af de muslimske unge er religiøse eller meget religiøse – og at jo mere religiøse de er, jo færre tyske venner har de, og jo mere stiger deres villighed til vold. Her finder Kelek en empirisk bekræftelse af, hvad hun hævdede i Die verlorenen Söhne (De fortabte sønner), at                                                                                    der er en sammenhæng mellem islamisk religiøsitet og voldsberedskab.

 

– Necla Kelek, hvad er problemet med religion i hverdagslivet?

 »Religion er ikke bare teologi og kult, den er også hverdagskultur. Herunder især socialisering af unge piger og drenge.

Derfor har det været min interesse at sammenligne forskellige religioners hverdagskulturer – protestantisme, islam, jødedom, hinduisme – det har jeg forsket i på Fachhochschule für Sozialpädagogik i Hamburg. Der er temmelig store forskelle mellem disse religioners hverdagskultur. Tag fx hinduisme og islam. De er begge kollektivreligioner, men hinduismen er en anekult, hvor den gentagne genopstandelse og optjeningen af karma er vigtig. Her er det en straf, hvis man gentagne gange inkarneres som kvinde – og man kan så kun genvinde sin værdighed ved at blive moder. Men der er ikke noget paradis – det enkelte menneske kommer til verden en million gange. Så livet er ikke en afgørende kamp om ens hinsides skæbne, sådan som det er i islam. Som bogreligion anerkender islam ikke hinduismen – og i modsætning til dens endeløse cyklusser har man her en simpel linje mellem begyndelse og ende – det er en messiansk religion ligesom jødedom og kristendom. Her lever man for det hinsides, ikke for det dennesides. Livet er en prøvelse.

Allah har en gang for alle åbenbaret klare love for mennesket, og det er ifølge dem, det bliver straffet eller belønnet. Det er det, der giver den arabiske kultur dens letargi, dens initiativløshed.

Det er derfor, der er en tendens i islam til, at der ikke er nogen nysgerrighed, ikke nogen tvivl. Pædagogikken bliver ‘taklit’ – den rene efteraben efter forfædrene. Der er ingen søgen efter individuel erkendelse.«

– Derfor skriver De i Deres bog om, hvordan centrale begreber betyder noget helt forskelligt i Vesten og i islam …

” Arbejde har man andre til – det står jo i Hadith,                                 Allah har sørget for, at der er en gruppe af vantro, der kan gøre arbejdet for den anden gruppe.«

– Men ligger det i islam som sådan? Der var jo den berømte islamiske guldalder i Bagdad med filosofi, astronomi, matematik – og vidensbegær?

»Det er rigtigt. Men her kan man sammenligne to af tænkerne i den islamiske oplysning – perseren al-Ghazali i Bagdad og Ibn Rushd i Andalusien. De var begge med til at forsøge at skille tro og filosofi, sådan at man ville få et felt for erkendelse og vidensbegær. Der er endda grund til at tro, at uden denne periode havde vi formentlig ikke fået den europæiske oplysning. Det var jo Ibn Rushd der oversatte og kommenterede Aristoteles, og en svensker, vi ikke kender, oversatte ham til latin og bragte via Thomas Aquinas disse tanker til Europa. Men i samme periode, i det 11. århundrede, ser vi også spaltningen. For Andalusien blev undertrykt og Ibn Rushds indflydelse ødelagt. Og al-Ghazali, der oprindelig støttede oplysningen, valgte magthavernes side og var med til at lægge grunden for sharia. Det er først på dette tidspunkt, i det 11. århundrede, at man får forestillingen om en gudgiven lov, og at individet ikke må gøre andet end at tro.«

“Enhver (mandlig) muslim kan straffe enhver anden muslim, som han ser overtræde loven. Det giver den omfattende sociale kontrol, der plager islam den dag i dag”.

– De går så vidt som til at sige, at islam er en apartheid-kultur …

»Ja. For mig er det altid vigtigt at forstå, hvilket verdensbillede og hvilket menneskebillede en religion har. Her hævder islam en vertikal deling mellem mænd og kvinder. Mennesket er et ustyrligt driftsvæsen, der ikke kan kontrollere sig selv – derfor må det kontrolleres igennem religionen. Dette verdensbillede hævder følgelig, at begge køn må kontrolleres tæt. En mand og en kvinde må ikke være i samme rum, hvis ikke de er i familie. Kvinder er overhovedet ikke en del af offentligheden. Det er derfor de skal bære tørklæde, hvis de alligevel bevæger sig ud i offentligheden. Det symboliserer, at de stadig kontrolleres, selv om de ikke har deres broder eller fader med sig – de er en del af mændenes private ejendom og ikke frie borgere. Offentligheden bæres af familierne, ikke individerne. Det er også derfor klassiske islamiske byer er indrettet, som de er, med snævre gyder, hvor individerne kan overvåges, og hvor husene er lukket ud imod trafikken.«

– Men er der ikke mange mere sekulære muslimer, der ikke overtager dette verdens- og menneskebillede?

»Jo, det er naturligvis en idealtypisk model. Men den bliver i stadig stigende omfang forsøgt gennemført, også for europæiske muslimer. ”

– Men her er det afgørende spørgsmål, hvor mange af de tyske muslimer, der faktisk støtter denne idealmodel.

»Hm, jeg vil sige halvdelen for, halvdelen imod. Halvdelen støtter den. Men tallet er stigende. (…)”

– Men hvorfor kan de mere sekulære muslimer som De selv ikke danne foreninger og stå stærkere i offentligheden?

»Selv sekulære muslimer er stadig underlagt angstkulturen. Man kan jo godt træde ud af islam, ophøre med at komme i moskeen, holde op med at bede. (…)

Man kan derimod ikke træde offentligt ud af islam, det er forræderi, og det straffes i princippet med døden. Det er heraf hele angst-ideologien kommer. Det er derfor de forskellige muslimske forbund kan arbejde sammen med venstrefløjen – de er imod det borgerlige samfund og individets frihed!

(…) Jeg er uenig med dem på venstrefløjen, der siger, at islam har brug for 600 år for at blive oplyst, og at det er en proces, der kun kan foregå indefra. Nu så jeg lige, at Videnskabsakademiet i Berlin har valgt at give den første, prestigiøse Kant-pris til en wahhabist, den saudiske prins Salman al-Saud – det er vanvittigt! Kant-medaljen«!

– Men jeg synes stadig, det er sært, at de sekulære muslimer ikke bedre kan sætte sig igennem.

 »Jamen De må forstå, at hele den islamiske kultur gør, at individer savner tvivl og nysgerrighed.

Selv mange sekulære muslimer synes ikke, man skal kritisere islamisterne. En meget klog sekulær muslim, en læge af mit bekendtskab sagde: Hvis de vil tro, så lad dem dog! Hun forstår ikke, at oplysning er en offentlig sag. (…)Folk i Tyrkiet bliver ikke opdraget til at være oplyste, ansvarlige borgere! De spises af med at skulle være stolte, når Erdogan siger ‘Ned med Israel! Ned med Europa!’ Man opdrager ikke folk til oplyste borgere ved kun at afgrænse dem over for andre.«

– Men gælder det også tyske muslimer?

»De har heller ikke lært at træde frem i offentligheden. Det eneste, de kan, er at klage over tyskerne, påstå de bliver diskrimineret, kræve flere penge. Hvis de skal tage individuel stilling til noget, frygter de at komme i modsætning til deres kulturelle fællesskab.«

 

 

 

Necla Kelek »Himmelsreise. Mein Streit mit den Wächtern des Islam«, Kiepenheuer & Witsch, 267 sider. Köln 2010.

Dette indlæg blev udgivet i Civilsamfundet, Filosofi/ Etik, Kelek,Necla, Pædagogik / Sprog / Opdragelse, Religion / Ideologi, seneste. Bogmærk permalinket.