I den uendelige diskussion om indvandringens mange problemer er der en tendens til overflod af påstande og lavvande af fakta.
»Således tror kun 18 procent af danskerne, at andre danskere har nogen eller stor tillid til muslimer– ligesom kun 34 procent af indvandrerne tror, muslimer har nogen eller stor tillid til danskere – i begge tilfælde langt lavere end de reelle procenttal. Tillid er altså mest noget, de andre mangler – ikke den forespurgte selv.«.
Gavnlig undersøgelse af immigrationens aspekter
Geert Laier Christensen, tidligere forskningschef hos Cepos, har skrevet en bog om indvandringens konsekvenser. Den er fuld af nye interessante oplysninger
Geert Laier Christensen: Tørklæder, tillid og tørre tal – en undersøgelse af indvandring og integration i Danmark, 216 sider. Cepos.
Vi bringer anmeldelse fra Weekendavisen 30.07.2010 af Frederik Stjernfelt.
Der er reelt temmelig meget, vi ikke ved om indvandringens årsager og konsekvenser, indvandreres holdninger, danskeres holdninger og så videre.
Det forsøger tidligere forskningschef for CEPOS Geert Laier Christensen at udbedre med et nyudkommet bind, der bundter en lang række statistiske undersøgelser med figurer, tabeller og faktabokse.
Bogen giver langt fra svar på alting, men på en række punkter giver den interessant ny information til debatten.
Bogens hovedfokus er økonomi og arbejdsmarked – der jo også er mere umiddelbart tilgængelig for statistisk undersøgelse end kultur, værdier og så videre – og det bliver ganske hurtigt klart, hvad bogens egen konklusion er: ned med mindstelønnen, ned med skattetrykket, ned med overførselsindkomster, så vil indvandrere hurtigt komme i arbejde, blive integreret og blive en ressource snarere end et problem.
Bogens afslutning udpensler disse pointer, for så vidt unødvendigt, som de er blevet repeteret bogen igennem.
Det ville måske have pyntet at holde et skarpere skel mellem fremlæggelse af data og policy-forslag, for så vidt som de nævnte forslag næppe er de eneste mulige konsekvenser af de mange fakta, men lad nu det hvile, for det er bogens fakta, der er interessante.
LAD os opsummere nogle af pointerne. En slående information er, at Danmark er et af de indvandrerlande, der har højest beskæftigelsesefterslæb for indvandrere: op mod 20 procent, kun overgået af Holland og Belgien.
I USA er beskæftigelsen højere blandt indvandrere end hos majoritetsbefolkningen, men det gælder overraskende også for en række EU-lande: Irland, Spanien, Grækenland med flere – det er ikke nogen naturlov, at indvandrere skal være arbejdsløse.
Laier korrelerer indvandrerarbejdsløsheden med størrelsen af understøttelsen og finder en svag tendens til sammenhæng – der modsiges af exempler som Irland og Luxembourg, der har samme understøttelsesniveau som Danmark, men langt mindre indvandrerarbejdsløshed. Et andet pikant emne er indvandreres »humankapital«, det vil sige deres uddannelse og socialkompetencer – her viser det sig, at indvandrere i Danmark hører til de ringest uddannede af alle landes indvandrere.
Den mere vellykkede integration i lande som USA, Canada og Australien synes at bygge på såkaldte Green Card-ordninger, hvor velfungerende og veluddannede indvandrere foretrækkes ved grænsen. En tilbagevendende diskussion i bogen er genbeskrivelsen af fagforeningerne ud fra en insider/outsider-terminologi.
Ifølge den er fagforeninger interesseorganisationer for privilegerede insiders, hvis asociale hovedformål er at holde et pjalteproletariat af indvandrere udenfor med mindstelønnen som redskab.
Implikationen er, at nok så megen efteruddannelse ikke vil kunne bringe dårligt kvalificerede indvandrere i arbejde, hvorfor det er bedre at integrere dem i lavtlønsstillinger.
Det forbliver dog et åbent empirisk spørgsmål, hvorvidt lavtlønsjobs eller efteruddannelse er det mest probate middel.
INTERESSANT er naturligvis de punkter, hvor undersøgelserne afliver myter. Indvandrere synes fx ikke mildere stemt over for sort arbejde end danskere.
Og kun omkring 20 procent indvandrere mener sig diskrimineret i jobansøgningssammenhæng.
Hele 75 procent af danskerne er ligeglade med, om en ny kollega er etnisk dansk eller indvandrer, hvis de har samme kvalifikationer.
Fakta som disse synes at dementere de rutinemæssige Politiken-skrækpåstande om et enormt og voksende fremmedhad, der gennemsyrer den danske befolkning.
I samme retning peger den interessante undersøgelse af tillid – hvor både danskere og indvandrere synes at have meget mere tillid til hinanden, end begge parter tror. På spørgsmålet »hvor stor tillid har du til danskere i almindelighed« svarer henholdsvis 90 og 76 procent af danskere og indvandrere »stor« eller »nogen tillid« – og på spørgsmålet »hvor stor tillid har du til muslimer i Danmark« har henholdsvis 55 og 65 procent tilsvarende tillid. Det er interessant, at indvandrere således synes at have mere tillid til danskere end til muslimer – men det rigtig interessante er alle disse tals størrelse målt med svarene på spørgsmålene om, hvor stor tillid man tror, andre har.
Således tror kun 18 procent af danskerne, at andre danskere har nogen eller stor tillid til muslimer – ligesom kun 34 procent af indvandrerne tror, muslimer har nogen eller stor tillid til danskere – i begge tilfælde langt lavere end de reelle procenttal.
Tillid er altså mest noget, de andre mangler – ikke den forespurgte selv. Der er selvfølgelig den usikkerhed i tallene, at folk kan svare pænt på egne vegne for ikke at fremstå pinlige over for intervieweren, men den effekt kan næppe redegøre for den enorme forskel mellem den tillid, begge grupper beretter om, og den meget lavere tillid, de tiltror andre fra deres egen gruppe.
OGSÅ opmuntrende er den grad af tilfredshed, indvandrere generelt udtrykker ved Danmark – samlet set er både første-og andengenerationsindvandreres tilfredshed høj og på samme niveau som danskeres egen ( omkring 75 procent) – og langt større end i de fleste andre EU-lande.
Når den bliver pindet ud i økonomisk situation og politiske forhold, er tilfredsheden blandt indvandrere ligeledes stor. Først når vi kommer til emner som ytringsfrihed, kvinderettigheder og religiøse mindretalsrettigheder daler tilfredsheden noget, især hvad sidstnævnte emne angår. Hos andengenerationsindvandrere mener hele 34 procent, at religiøse mindretalsrettigheder var bedre i oprindelseslandet.
Laier slutter, at dette udgør noget af kernen i den utilfredshed, der måtte være hos indvandrere, uden at gå nærmere ind i, hvorvidt realiteten svarer til denne opfattelse.
Her kunne man jo godt tilføje, at i flertallet af oprindelseslandene er religionsfriheden for minoriteter notorisk langt ringere end i Europa, så det, besvarerne reelt mener med deres svar, har reelt ikke noget at gøre med minoritetsrettigheder, men snarere med, hvorvidt islam har samme indflydelse her som der, hvilket jo er noget ganske andet.
Andre interessante punkter omfatter de undersøgelser, der skelner indvandrere efter oprindelsesland – her skiller to grupper sig klart ud som de mest velintegrerede: ex-jugoslaver og iranere – over for især pakistanere og palæstinensere, men også somaliere og tyrkere.
Andre myter aflives den modsatte vej så at sige: til mindre opmuntrende fakta.
At andelen af tyrkiske og palæstinensiske andengenerationsindvandrere, der slet ikke taler dansk i hjemmet, er hele 35 og 39 procent ( og altså ikke radikalt lavere end forældregenerationens henholdsvis 51 og 42 procent) antyder, hvor langsommeligt integration kan forløbe.
Næsten en fjerdedel af andengenerationsindvandrerne lægger mere vægt på Koranen end på deres egen sunde fornuft i overordnede samfundsspørgsmål – tæller man Bibelen med, når man over 30 procent, der foretrækker hellige bøger frem for fornuft i politik. Ikke noget opmuntrende resultat.
En tidligere publiceret og omstridt undersøgelse finder, at halvdelen af både første-og andengenerationsindvandrere svarer ja til det udsagn, at »lovgivningen bør forbyde bøger og film, der angriber religion« ; 10 henholdsvis 12 procent mener, at dansk lov i højere grad bør afspejle sharia, og 23 henholdsvis 29 procent vil have homosexualitet forbudt – ej heller opmuntrende tal, især fordi anden generation konsekvent er strammere end første, og en af kernerne i integrationsproblemet ligger i tal som disse.
Tørklæderne er jo et prægnant og omstridt emne og helt fremme i bogens titel, men her er undersøgelsen lidet overbevisende.
Personerne bedes om at tage stilling til, hvorvidt de bryder sig om, at kolleger går med »muslimsk hovedtørklæde«, og at dommere, politibetjente og myndighedspersoner gør det.
Gummibegrebet »muslimsk hovedtørklæde« skelner ikke mellem hijab, niqab, burka og så videre, der jo frembyder vidt forskellige problemer. At undersøgelsen viser større tolerance over for tørklæder hos kolleger end hos myndighedspersoner, forklarer Laier diffust med, at det første angår et direkte møde i hverdagen, medens det andet er et teoretisk og sjældent forekommende møde.
Kunne det ikke snarere være, fordi de adspurgte indser, at tørklæder hos almindelige mennesker er omfattet af lige så almindelige friheder, medens modsat tørklæder hos myndighedspersoner krænker den neutralitet, vi forventer af både dem og deres påklædning? Det er således ikke alle undersøgelserne, der er lige gode, ligesom henvisningerne til, hvornår og hvordan de er foretaget, ikke i alle tilfælde forekommer tilstrækkelige.
Men at bogen ikke rummer svar på alt, skal ikke skjule, at den på en lang række punkter udgør en kraftig faktuel opgradering af debatten.
Dens tilslutning til liberal kulturel pluralisme – men afstandtagen fra såvel national enhedskultur som hård multikulturalisme med særrettigheder – er tiltalende, medens dens programmatiske økonomiske liberalisme er lige ved at bruge indvandrerne som murbrækker i en demontering af velfærdsstaten, hvis endelige omfang ikke angives klart. Laiers egne konklusioner desangående optræder som nævnt som omkvæd bogen igennem – han har især forkærlighed for den såkaldte Blue Card-løsning, der også kaldes »åbne grænser, lukkede kasser« – hvor man altså åbner op for mere indvandring, men samtidig strammer på muligheden for, at indvandrere uden videre kan drage fordel af alle sikringer i velfærdsstaten, idet de over en årrække skal optjene retten til disse ydelser.
Det overordnede, bagvedliggende argument – at »åbne grænser, åbne kasser« -løsningen ikke bare på langt, men allerede halvlangt sigt vil udhule velfærdsstaten – er uden tvivl korrekt, og når Laier foretrækker Blue Card-løsningen, er det af realpolitiske grunde: En af bogens mange undersøgelser viser, at et flertal af danskere støtter den. I modsætning til andre indskrænkninger såsom Green Card ( selektion af de bedste indvandrere) eller tidsbegrænset indvandring med tilbagerejse.
»Hele 75 procent af danskerne er ligeglade med, om en ny kollega er etnisk dansk eller indvandrer, hvis de har samme kvalifikationer. Fakta som disse synes at dementere de rutinemæssige Politikenskrækpåstande om et enormt og voksende fremmedhad, der gennemsyrer den danske befolkning.«
»Således tror kun 18 procent af danskerne, at andre danskere har nogen eller stor tillid til muslimer – ligesom kun 34 procent af indvandrerne tror, muslimer har nogen eller stor tillid til danskere – i begge tilfælde langt lavere end de reelle procenttal. Tillid er altså mest noget, de andre mangler – ikke den forespurgte selv.«.
Fakta: Britisk hverveplakat. Spørgsmålet om danskernes
holdning til religiøs hovedbeklædning er ikke behandlet fyldestgørende i bogen. Det viser sig, at folk er mere tolerante over for kollegers brug af hovedtørklæde end myndighedspersoners, og det forklarer Laier med, at folk møder deres kolleger dagligt, mens de kun sjældent står over for myndighedspersoner. Men altså: Kunne det ikke være, fordi folk synes, at almindelige mennesker skal have ret til at bære tørklæde, mens tørklæde hos myndighedspersoner krænker den neutralitet, vi forventer at møde hos offentligt ansatte?