Unge jihadister rejser frem og tilbage mellem danske socialydelser og folkemord.
“Araberne kan ikke glemme islams blomstringstid, og i stedet for at søge forklaringen på deres tilbagegang i deres stivnede ortodoksi og autoritære samfundsformer lægger de ansvaret på tyrkerne, der kontrollerede den arabiske verden i næsten 500 år, på vestens kolonialisme, zionismen, imperialismen og nu også globaliseringen. Se hvad I har gjort ved os siger de, i stedet for at spørge, hvad de har gjort ved sig selv!”
Journalisten og aktivisten Herbert Pundik er om nogen kender af den arabiske mentalitet, og sådan skrev han for små ti år siden i sine erindringer. Selvindsigten er ikke blevet bedre hos araberne og nu truer de igen vesteuropæere med død og ødelæggelse i stedet for at udvikle deres egne samfund. Historiker og kommentator Mikael Jalving mener, at den arabiske civilisation, nu er brudt sammen. Hvis civilisation er en betegnelse for både processen og resultatet af oplysning, fremskridt, dannelse og udvikling ( jfr. Den store danske encyclopædi) så har den islamiske levevis imidlertid aldrig været en civilisation, men en kultur. Vi bringer uddrag af Mikael Jalvings kronik Det kollektive arabiske selvmord 01.10.14 Jyllandsposten og anbefaler at læse hele artiklen.
Som de fleste nok har bemærket, er det herostratisk omtalte arabiske forår, som fik mainstreammedier og idealistiske politikere til at glinse og gjalde af håb og humanisme, afløst af mørke midt på dagen i Irak, Syrien og andre steder i Mellemøsten. Analytikere har allerede beskrevet det, og det skal siges igen: Den arabiske civilisation er brudt sammen.
Du ser det på din tv-skærm eller tablet hver aften, det er, hvad sociale medier transmitterer i en sløjfe af dæmoni: koreograferede henrettelser, flagrende sorte flag med arabiske skrifttegn i en ørken af social katastrofe, mænd formummet bag skæg, kalashnikovs og voldsforherligende drømme om verdensherredømme; flere mænd, kvinder og børn, der slagtes af mænd og drenge; sekteriske grupperinger, sunni, shia, salafister, jihadister, Islamisk Stat, Hamas, Hizbollah, al-Qaeda, Boko Haram, al-Shabaab, retslærde med Koranen hævet til angreb< etniske konflikter, politiske konflikter, religiøse kon-flikter, mafia, klaner, dynastier, social kontrol, kvinder bag burka – og intet, stort set intet, der fungerer i den arabiske hverdag. I Vesten står præsidenter og statsledere fra Barack Obama til David Cameron beredt med forsikringer om, at elendigheden ikke har det fjerneste med islam at gøre.
(Og det danske udenrigsministerium laver alenlange lange lister over muslimske lande, det er usikkert for danskere at besøge. Respublica)
Det er et kønt syn. Den arabiske verden synker sammen, og vi andre har tilsyneladende bestemt os for ikke at ville forstå hvorfor… Selv ikke de mest insisterende eliter kan skjule, at Mellemøsten og Nordafrika afskaffer sig selv i kulturel forstand og overgår til at være et uregerligt og konfliktplaget territorium; jord, olie, vold, mord, bestikkelse, menneskelig armod og offermyte.
Den arabiske verden er med den arabisk-amerikanske journalist Hisham Melhems ord langt mere voldelig, ustabil, fragmenteret og styret af ekstremister end på noget andet tidspunkt siden opløsningen af Det Osmanniske Rige for snart 100 år siden. Udviklingen går fra det skæbnesvangre mod det stedse værre.
Det kollektive selvmord i den arabiske verden er vor tids største megatrend. Den arabiske civilisation, som selv Samuel Huntington anerkendte i sit kritiske værk om civilisationernes sammenstød for 20 år siden, er udlevet og vil næppe genopstå i vores levetid. Hvad eller hvem skulle redde den?
Den arabiske civilisation er plaget af Koranens allestedsnærværelse og ødelæggende politiske konsekvenser.
Dertil kommer olien, som er regionens største handicap, fordi den gør det muligt for regenter, klaner og bander at regere uden at skulle producere eller investere i sin egen befolkning. Var det ikke for olien, havde den arabiske civilisations fallit og dødbringende interne strid stået klart for os alle sammen for længe siden. Olien har så at sige forsinket vores erkendelse af borgerkrigens primat i det ulykkelige Arabien.
Men nu ser vi den, borgerkrigen, på afstand, men ikke større afstand, end at unge jihadister, opvokset i forstædernes Europa, segregeret fra den oprindelige befolkning og dens vaner, normer og idéer, rejser frem og tilbage mellem socialydelser og folkemord, mellem Manchester og Mosul, Køln og Kandahar, Rødovre og Raqqa.
Deres ødelæggelse kan blive vores ødelæggelse. Vi importerer den nemlig.
Her tænker jeg ikke kun på Mellemøsten og Nordafrika som arnested for radikalisme og jihad. Det er næsten for banalt. Næ, jeg tænker naturligvis også på den voksende strøm af flygtninge og asylansøgere, der vandrer mod Europa – og for de flestes vedkommende – kommer frem og opnår en eller anden ret til at være her – på de europæiske skatteyderes regning.
Sverige er den ene ekstrem; her har man ganske simpelt givet op og erkendt, at indvandringen vil indebære velfærdens afslutning, hvilket man skal være liberalist for at værdsætte.
Udfordringen handler ikke alene om penge, som er akut nok i sig selv. Den handler også om, at det på en eller anden morbid, flagellantisk måde er blevet Vestens opgave at gøre alle glade og mætte. Det er naivt, fordi det fordrer, at de aldrende europæere, hvoraf en høj procentdel, unge som gamle, i forvejen lever af offentlige ydelser i de skrantende velfærdsstater fra Sevilla til Stockholm, kan brødføde, huse og integrere millioner og atter millioner af asylanter fra den vide verden, in casu den arabiske verden, der brænder op i fundamentalisme og frygt. Men det er også indbildsk. For hvem siger, at det egentlig er Vestens problem, hvad araberne gør ved deres egne lande? De har prøvet nærmest hvad som helst i løbet af det 20. århundrede, men intet virker: nationalisme, socialisme, korporatisme, diktatur, militærstyre, frie valg, Twitter-demokrati, die ganze Schweinerei. Uden held. Dertil er den politiske kultur i området for sekterisk og hysterisk. Tilføjelsen “underudviklet” ville være misvisende, al den stund at intet tilsiger, at araberne vil leve og være som os.
Når de vestlige journalister er fløjet hjem igen til deres mus-samtaler, kantineordninger og barns første sygedag, fortsætter de islamiske eliter og våbenbrødre med at lægge alting i ruiner, bortset fra moskéer, koranskoler, barakker, bordeller, bedetæpper, fængselsceller og torturkamre. Hvorfor? Jo, fordi de tager Koranen alvorligt, læser hver en sura bogstaveligt og følger den praktiske sharia i stedet for at glemme alt om den hellige bog og skabe en social orden og sikkerhed på et ikkeislamisk grundlag.
Det er os, dvs. vores nedarvede humanisme, der i generationer har ledt Vesten på vildspor og skabt en grænseløs, universel samvittighed hinsides alle sociale konsekvenser i hjemlandene, og gjort menneskerettighedskonventioner til guddommelige anvisninger, der ikke må ændres et komma i. Vi vil og skal hjælpe, koste, hvad det koste vil, herunder vores egen deroute.