Kronik:Religionsfriheden og krænkelsen af det hellige

Af Kai Sørlander, filosof og forfatter, Brønshøj
Mange muslimer har følt sig krænkede over Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. De opfatter disse karikaturer som en forhånelse af Muhammed, og de har følt sig personligt krænkede over denne forhånelse. I visse muslimske lande førte det til gadeoptøjer og ambassadeafbrændinger; og der blev udsendt fatwaer imod tegnerne, Jyllands-Posten og Danmark.
Også herhjemme var der mange muslimer, som krævede, at Jyllands-Posten skulle undskylde for at have bragt tegningerne. Ja, der var nogle, som gik videre og krævede, at statsministeren på Danmarks vegne skulle undskylde for tegningerne; således som den norske statsminister gik frem og undskyldte, at der var en norsk publikation, som valgte at bringe tegningerne. Også ikke-muslimer har støttet den holdning.
Der er tale om en klassisk moralsk konflikt. Der er nogle, som har gjort noget, som andre føler sig krænkede over, og som de kræver en undskyldning for. Og spørgsmålet er: Har de ret til den undskyldning, og skal de have den?
Hidtil har Jyllands-Posten nægtet at undskylde for, at avisen har bragt tegningerne. Og statsministeren har nægtet at undskylde på Danmarks vegne for, at en dansk avis har bragt tegningerne.
Hvem bør støttes i den konflikt?
Skal vi acceptere, at Jyllands-Posten begik en alvorlig moralsk fejl ved at offentliggøre tegningerne? Og skal vi acceptere, at ikke blot Jyllands-Posten, men også statsministeren bør undskylde for offentliggørelsen af tegningerne? Eller skal vi acceptere, at hverken Jyllands-Posten eller Danmark i denne sag har gjort noget, som berettiger, at de afkræves en undskyldning?
Holdningerne er som sagt delte. Også i den interne danske debat. Blandt dem, der kræver undskyldning, indtager tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen en fremtrædende plads. En række forfattere med Rifbjerg i spidsen slutter op. På samme front ligger politikere som Marianne Jelved og Viggo Søvndal. Desuden har Tøger Seidenfaden i Politiken og ved hyppig optræden i tv forfægtet den holdning, at en stor del af karikaturkrisen skyldes passivitet fra statsministerens side og hans manglende villighed til at undskylde – som den norske statsminister.
Over for dem står Jyllands-Posten og statsministeren. Jyllands-Posten mener ikke, at den har gjort noget, som er moralsk eller juridisk forkert, og som kræver en undskyldning. Og statsministeren mener ikke, at det er hans opgave at undskylde for noget, som Jyllands-Posten juridisk har ret til at gøre.
Det spændende ved denne konflikt er, at begge parter mener at stå på de samme grundværdier. De mener begge at være de sande repræsentanter for de værdier, som vort demokrati bygger på: religionsfrihed, ytringsfrihed og politisk ligeværdighed. Men de drager helt forskellige konsekvenser fra grundlaget. Den ene side mener, at der bør undskyldes, hvor den anden mener, at der intet er at undskylde.
Når vi stiller konflikten således op, så kan vi umiddelbart se, at der ikke blot er tale om en almindelig politisk uenighed. Reelt er der tale om en dybere intellektuel uenighed. Den drejer sig om konsekvenserne af det værdigrundlag, som vort demokrati bygger på.
Spørgsmålet er, om dette værdigrundlag indebærer, at vi skal imødekomme muslimernes ønske om en undskyldning, som Ellemann-Jensen, Rifbjerg og Seidenfaden mener. Eller om det samme værdigrundlag indebærer, at muslimerne ikke kan forlange nogen undskyldning, men selv bør bære deres krænkelse, som Jyllands-Posten og statsministeren mener.
Den konflikt løses ikke blot ved at slå sig til tåls med, hvad man umiddelbart synes. Den kræver, at man gør sig den anstrengelse at tænke spørgsmålet igennem – fra præmisser til konklusion.
Konkret betyder det, at vi skal gå tilbage til det værdigrundlag, som vort demokrati bygger på – værdier som religionsfrihed, ytringsfrihed og politisk ligeværdighed. Og vi skal så gennemtænke, hvad dette grundlag – disse værdier – implicerer med hensyn til, hvorledes vi bør forholde os til vore egne og andres religiøse følelser. Om vi bør kræve tolerance af den religiøse: således at han accepterer, at andre har ret til at satirisere over hans religiøse helligheder, og at han selv bør bære den krænkelse, som en sådan satire skulle påføre ham. Eller om vi først og fremmest bør kræve hensyntagen af den religionskritiske: således at han ikke bør satirisere over religiøse helligheder, men undskylde for fornærmelser af det religiøse og afholde sig fra at krænke religiøse følelser.
Her er kravet ikke kun om stillingtagen, men om intellektuel sammenhæng.
Begge parter er enige om kravet om religionsfrihed. Det er en krumtap i det grundlag, som vort demokrati bygger på.
Religionsfrihed indebærer, at ingen skal tvinges til at underlægge sig en bestemt religion. Enhver skal have ret til at skifte religion efter eget valg. Når dette forenes med demokratiet, betyder det, at ingen har ret til at bruge sin politiske indflydelse til at kræve, at andre skal underkastes en bestemt religion. Og det betyder igen, at man ikke har ret til at kræve, at andre skal underkastes en lov, som er begrundet i en bestemt religion.
I et demokrati indebærer kravet om religionsfrihed derfor, at man ikke bør bruge sin religion som retfærdiggørelse for, hvorledes lovene skal være. Det betyder, at man som borger i et demokrati står under et krav om, at man skal adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse forpligtelse. Politisk set er man alene forpligtet til at opretholde et samfund, der kan fortsætte den demokratiske beslutningsprocedure med dens politiske ligeværdighed. Det skal være i den forpligtelse, at man skal finde grundlaget for sine politiske holdninger.
Således er der en rent principiel sammenhæng mellem kravet om religionsfrihed og kravet om adskillelse mellem politisk forpligtelse og religiøs forpligtelse. De to krav er ækvivalente. Og spørgsmålet er så, hvad denne sammenhæng implicerer med hensyn til, hvem der har ret i konflikten mellem statsministeren og Uffe Ellemann-Jensen.
Umiddelbart kan man sige, at den, som virkelig forstår kravet om adskillelse mellem religion og politik, også må forstå, at han ikke kan bruge det politiske system til at kræve undskyldning for satiretegninger, som han føler krænkende for sin religion.
Han må forstå, at den religionsfrihed, som han selv nyder godt af, har den omkostning, at han må bære, at andre har ret til at satirisere over hans religion. Deres religionsfrihed indebærer, at de må have ret til at vise, at de ikke anerkender hans helligheder – og helst så frit som muligt og altså også gennem satiretegninger. Jo bedre flertallet af borgere forstår, at deres religionsfrihed (og kravet om adskillelse af religion og politik) medfører, at de bør bære sådanne krænkelser, jo bedre er demokratiet og religionsfriheden sikret.
Omvendt kan man også indse, at den som offentligt og politisk ønsker undskyldning for, at andre satiriserer over hans religiøse helligheder, forstår ikke kravet om adskillelse mellem religion og politik, og han kræver i virkeligheden, at religionsfriheden i samfundet begrænses. Der skal ikke være frihed for dem, der ikke bryder sig om hans religiøse helligheder, og som ønsker at vise deres afstandtagen i satire. Nej, de skal tvinges til at undskylde, hvis de stikker næsen frem.
Jo flere, der har den holdning, jo svagere er adskillelsen mellem religion og politik sikret; og jo svagere er både demokratiet og religionsfriheden sikret.
Det sidste skærpes, hvis der er tale om en religion, som ikke selv adskiller religion og politik, men som møder med sine egne forskrifter for lovgivningen i samfundet. Så betyder det, at man ønsker undskyldning for satiretegninger ikke kun, at man ikke forstår adskillelsen mellem religion og politik; men det betyder også, at man vil bruge sin demokratiske indflydelse til at gennemføre den lovgivning, som ens religion foreskriver.
Og det er netop det, der er tilfældet i sagen omkring Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. Her viser de muslimer, som ønsker undskyldning af Jyllands-Posten og statsministeren for det første, at de ikke forstår adskillelsen mellem religion og politik. Derfor forstår de heller ikke deres politiske forpligtelse som borgere i et demokrati: at de rent rationelt skal sørge for demokratiets opretholdelse. Som muslimer står de desuden under en religiøs lovgivning for samfundslivet. Det er derfor naturligt at slutte, at de muslimer, der ønsker undskyldning for karikaturerne, også vil ønske islamisk lovgivning i samfundet.
Holder vi nu alle trådene sammen, så tegner der sig en klar sammenhæng. Hvis vi imødekommer muslimernes ønske om undskyldning i karikaturstriden, så er vi på vej til at undergrave vort demokrati – med dets religionsfrihed, ytringsfrihed og politiske ligeværdighed.
Det må være konklusionen, hvis man tænker de krav, som vort demokratiske system hviler på, ordentligt igennem. Den vej, som Ellemann-Jensen, Rifbjerg og Seidenfaden anbefaler, fører altså i en retning, som ender med at undergrave vort rationelle demokrati.
De går samme vej, som de muslimer, der vil erstatte demokratiet med islamisk lov. Og så lærer muslimerne aldrig at bære religiøs satire med den værdighed, som hører en rationel demokratisk orden til. Skal vi værne om en sådan orden, så skal vi støtte op om statsministeren og Jyllands-Posten.
Vi bør alle respektere de demokratiske spilleregler; men vi bør ikke afkræves respekt for hinandens religioner. Netop fordringen om, at vi alle bør respektere de demokratiske spilleregler, indebærer, at det ikke bør fordres, at vi viser respekt for hinandens religioner.

Dette indlæg blev udgivet i Religion / Ideologi, Sørlander,Kai. Bogmærk permalinket.