Stor ståhej for ingenting
MORTEN UHRSKOV JENSEN, historiker om udviklingen og filosofien bag
Menneskeretigheder
Jyllandsposten 31.08.09
Det hævdes fortsat ofte, at Danmark er på kant med eller ligefrem har overtrådt menneskerettighedskonventionerne. Til det er blot at sige: Nej, den danske stat har aldrig været i nærheden af at overtræde noget som helst.
Jeg trives godt med frihedsrettigheder, rigtig godt endda. De klassiske frihedsrettigheder, som de er nedfældet i demokratiske landes forfatninger, er et stort og forhåbentlig umisteligt gode for de borgere, der nyder godt af dem. De er udsprunget af en lang europæisk og generelt vestlig tradition for at tilkende individet en betydelig plads i forhold til kollektive enheder som familien, staten og religionen. I hvert fald siden 1215, da de engelske baroner over for kongen gennemtvang det store frihedsbrev, Magna Carta, er landene i den vestlige kulturkreds gået imod en stadig større anerkendelse af det enkelte individs rettigheder over for statsmagtenJeg har derimod gennem snart et årti haft det svært med tanken om universelle rettigheder, menneskerettighederne med andre ord. Det er der to grunde til. For det første er individets rettigheder, som de f.eks. fremgår af den danske grundlov, på ingen måde indlysende i kulturer, der ligger uden for den vestlige kulturkreds. I Kina har statens interesser traditionelt forrang for individets rettigheder. I den muslimske kulturkreds spiller religionen og dens forskrifter generelt en betydelig rolle, når den rette samfundsorden skal defineres. Og i mange afrikanske lande er stammen fortsat vigtigere end individet. Som dansker og vesterlænding kan jeg have svært ved at forstå, at mit eget værdisæt ikke deles af alle andre, men jeg må anerkende, at andre kulturer foretrækker andre måder at indrette sig på.
Selv ud fra en kynisk betragtning må det være sådan. Den vestlige verden er i ringere og ringere grad i stand til at påtvinge andre kulturer netop sin opfattelse af den gode samfundsorden. Europæerne forsøgte at gøre det i 1800-tallet med imperialisme og kolonier, og det vil være svært at opdrive forsvarere for en gentagelse. Forsøget gøres ganske vist i Afghanistan og Irak, men jeg har mere end vanskeligt ved at se, at det krones med held.
For det andet har jeg døjet med, at rettigheder kan påstås at være uafhængige af den konkrete statsmagt, der har givet dem. Når den danske grundlov indeholder et antal frihedsrettigheder, så er det den danske stat, der garanterer, at disse rettigheder også overholdes. Det er det, fordi den danske statsmagt er den eneste, der reelt kan sikre denne overholdelse. Selv i det tilfælde, hvor Folketinget måtte have besluttet (som det har i 1992), at den europæiske menneskerettighedskonvention skulle indarbejdes i dansk lov, er det stadig op til den danske statsmagt at beslutte, i hvilket omfang den vil følge f.eks. domme fra den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det er det, fordi den europæiske menneskerettighedserklæring meget fornuftigt indeholder undtagelsesbestemmelser på alle betydende områder, når det handler om den enkelte stats ret til at træffe beslutninger.
. Forklaringen er nok den, at de enkelte lande ikke på noget tidspunkt har ønsket at fraskrive sig retten til at handle også i statens interesser, selv hvis det måtte få ubehagelige konsekvenser for individer. Men det pudsige er så blot, at rettighederne ikke længere meningsfuldt kan siges at være universelle, da staterne - naturligvis - kan dispensere fra dem, hvis det skønnes nødvendigt.
Lad mig give nogle eksempler fra den europæiske menneskerettighedskonvention, som den blev besluttet i 1950, med senere tilføjelser. Og lad mig med det samme advare: Det er lidt ynkværdigt for dem, der tilsiger den europæiske menneskerettighedskonvention en nærmest sakral status. Konventionen er for så vidt helt nede på jorden og afspejler udmærket det faktum, at det er suveræne nationer, der har undertegnet den.
If. artikel 5 må ingen berøves friheden undtagen i de tilfælde, hvor den »ved lov foreskrevne fremgangsmåde« er fulgt. Herefter følger det, vi alle ved, at en »kompetent domstol« kan fængsle individer, der skønnes at have begået en kriminel handling. I artikel 6 gøres det klart, at »enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang«, og at enhver skal »anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven«. I artikel 8 sikres retten til respekt »for sit privatliv og familieliv«, mens artikel 9 garanterer retten til »at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed«, herunder hører retten til at skifte religion.
Også ytringsfriheden er nævnt. Det hedder således, at »enhver har ret til ytringsfrihed«. Dog er der her restriktioner, idet det nævnes, at »hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed« kan betyde indskrænkninger i ytringsfriheden. Derudover er selvfølgelig retten til forsamlings- og foreningsfrihed nævnt i artikel 11, ganske som i den danske grundlov af 1849.
Og så kommer den helt afgørende artikel 15, der fortæller om »fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande«. Her hedder det bl.a.: »Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan en høj kontraherende part træffe beslutninger, der fraviger dens forpligtelser ifølge denne konvention, i det omfang det er strengt påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten«.
Og sådan fortsætter det hele vejen igennem. Konventionerne - inklusive tillægsprotokollerne, der er kommet til siden 1950 - indeholder alle undtagelsesbestemmelser, der fortæller os, at disse rettigheder netop ikke er mere universelle, end at der kan dispenseres fra dem. Man må så - som vesterlænding eller som assimileret sådan - altid håbe, at det ikke bliver nødvendigt at fravige rettighederne, men muligheden foreligger altså til hver en tid, om blot den givne situation er alvorlig nok.
Hermed er vi fremme ved dagens politik. Det hævdes fortsat ofte, at Danmark er på kant med eller ligefrem har overtrådt menneskerettighedskonventionerne. Der henvises til disse konventioner, som om de havde en særlig status i forhold til dansk ret.
Meningsdannere som f.eks. Klaus Rothstein og Morten Kjærum har på forskellige tidspunkter hævdet, at den danske stat overtrådte disse konventioner.
Til det er blot at sige: nej, den danske stat har aldrig været i nærheden af at overtræde noget som helst. Den danske stat hylder i praksis en række frihedsrettigheder, som er at ligne med menneskerettighederne, men som fortsat er de danske rettigheder, som den danske stat har givet de danske borgere, fordi de var vestlige, og følgelig fordi de også var danske, men på ingen måde fordi de var universelle.
Hverken det danske folk eller den danske øvrighed skylder altså den europæiske menneskerettighedskonvention noget som helst. Det forholder sig præcist omvendt. Den europæiske menneskerettighedskonvention er blot en afspejling af de rettigheder, som de europæiske folk historisk har tilkæmpet sig. Disse rettigheder skal vi gøre alt for at bevare. Vi skal ikke gøre det, fordi de er universelle, men fordi de er specifikt danske, og fordi de er specifikt vestlige.
This entry was posted
on Torsdag, Januar 22nd, 2009 at 19:53 and is filed under Civilsamfundet.
You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.
Both comments and pings are currently closed.