Af Michael Pihl
Trykt i Berlingske Tidende lørdag den 23. april 2005
Europæerne har afkristnet, afnationaliseret og pornoficeret deres kultur. Nu er de begyndt at kede sig – ihjel.
»Hopla, vi dør!« – jublede Tor Nørretranders over befolkningsudviklingen (Politiken 16. marts). Et morbidt, men dækkende udtryk for Vestens tilstand. For det er os, der dør. Den befolkningstilbagegang, som Nørretranders fejrede som en sejr for »verdenssamfundet«, er Europas nederlag. Vesten dør, som den amerikanske konservative Patrick J. Buchanan skriver. Den har mistet troen på både Gud og sig selv. Således indvarsles Aftenlandets Undergang.
I de europæiske nationer, der oprindelig udgjorde den vestlige civilisations vugge, er befolkningerne holdt op med at få børn. Ikke siden den sorte død tog livet af en tredjedel af befolkningen i 1300-tallet har den europæiske civilisation været så svækket. I 17 europæiske lande er der i dag flere begravelser end fødsler – flere kister end vugger. I 2050 vil der være 23 millioner tyskere, 16 millioner italienere og 30 millioner russere færre. Spaniens befolkningstal vil være faldet med en tredjedel.
Om 50 år vil verdens befolkning godt nok være vokset til 9 milliarder, men 100 millioner europæere vil være væk. Det er Europas store dødsmarch. Vestlig kultur og kristendom trasker med i ligtoget. Vesten, sundere og mere velstående end nogensinde før, har ikke længere lyst til at føre livet videre. Splittede nationer, hvis eliter ikke længere vil være sig selv, deres kultur og tro bekendt. De lader hånt om, at Vesteuropa affolkes, overgiver national suverænitet og lader sig demografisk overmande af muslimske parallelsamfund. Civilisationskrise – dekadence – brød og cirkus. Som Romerriget i det 4. århundrede. For selvfølgelig hænger det også sammen med en kulturel deroute, når en civilisation ikke længere er levedygtig. Den amerikanske teolog David Hart ser således Vestens døende befolkninger som resultat af en åndelig krise. Han taler om den moderne europæers »metafysiske livslede«: Midt i velstand og omgivet af en hedonistisk og pornoficeret underholdningskultur keder det vestlige menneske sig ved ægteskab og familieliv, keder sig ved troen på noget udover sig selv, keder sig ved selve livets mysterium. Europa keder sig ihjel. Dødens ulidelige lethed. I bogen »The Death of the West« nævner Patrick J. Buchanan afkristning som delvis årsag til Vestens døende befolkninger. Folk dør, når troen dør. Tilhængere af inhuman humanisme har i kulturelt selvhad udnyttet deres magt i rets- og kulturbærende institutioner til at drive kristendommen ud af vor civilisations templer.
I globaliseringens tidsalder bliver de afkristnede vestlige samfund en molok, der æder sine egne børn og dyrkes af et præsteskab, der heller ikke vil føre kulturen videre. Samfundets kulturelle, økonomiske og intellektuelle elite overtog 68-kulturrevolutionens værdier og kolporterede dem gennem medier, kulturliv, skolevæsen og retssystem. Selvom de fleste vestlige befolkninger stadig bekender sig til kristendommen, er den toneangivende kultur snarere post- eller decideret anti-kristen. Kulturrevolutionens foragt for konservative familieværdier er blevet overtaget og markedsført i populærkulturen. Sex in the City og Desperate Housewives: Eliten brænder sin røgelse ved altrene for sex, berømmelse, penge og magt som det nye evangelium. Fortidens synder bliver den ny tids dyder. Hvad vore bedsteforældre anså for skamfuldt og umoralsk, anses nu for progressivt. Nietzsche kaldte det en omvurdering af alle værdier. Før han kom på tosseanstalt. I viktoriatidens England beskrev Benjamin Disraeli landet som socialt splittet; mellem »to nationer«. I dag er alle europæiske lande to nationer i uforsonlig uenighed om tidens afgørende spørgsmål. Sagt med andre ord: Der er en kulturkløft mellem en transnationalt orienteret elite og almindelige mennesker, der stadig føler sig knyttet til nationalstaten. Kulturradikalismens krebsegang til et mondænt kulturelt selvhad og en anti-social, elitær populisme. En forkastelseskultur, der efter 1968 skaffede sig hegemoni for endelig at degenerere i 1990erne. I Danmark afspejles polariseringen bl.a. ved, at yngre akademikere strømmer regelret ind i Det Radikale Venstre, partiet for den politisk korrekte elite.
Hvorfor fjernede embedsmænd i Udenrigsministeriet Jellingstenens Kristusfigur fra forsiden på danske pas? Jo, det var symbol på kristendommen og dansk historie. Ligeledes måtte Giscard d’Estaing slette alle referencer til Gud og kristendom i sit 300 sider lange mammutmakværk for at opnå tilslutning til sin forbundsstatsforfatning blandt EUs radikale og socialdemokratiske eliter. Spanien, Italien og Polen protesterede, men uden resultat. Fra kejser Konstantins tid har Europa været synonymt med kristendom, men EUs forfatning forsager nu den kristne arv, der inspirerede det ypperste inden for europæisk kunst, arkitektur, musik og litteratur. Kunne man forestille sig arabiske nationer danne en politisk union uden reference til islam? Næppe.
I takt med Europas demografiske nedsmeltning er 20 millioner muslimer indvandret siden 1970. Fremmedgjorthed for de vestlige samfund bidrager til islams radikalisering i Europa. 11. september-piloternes afsky for Vesten var således næret af erfaringer fra livet i Hamburg. Ikke siden folkevandringstiden har de europæiske nationer på så kort tid oplevet så radikale ændringer i befolkningssammensætningen. Muslimsk indvandring, parallelsamfund og de vestlige eliters had til egen kultur polariserer således de europæiske samfund. »Multikulturalismen har været en katastrofe. Den fører til balkanisering af samfundet og ultimativt til borgerkrig« – udtalte den franske professor Gilles Kepel. Men Vestens elite har investeret så megen prestige i multikulturalismen, at de hellere destabiliserer samfundet yderligere end opgiver deres frelste attituder. Omtrent som da man flyttede rundt med stolene på den synkende »Titanic«.
På grund af gode barsels- og børnepasningsordninger er Danmark mindre ramt af fertilitetsnedgangen. Endvidere er indvandringen i større grad nu blevet erkendt som en del af problemet og ses ikke som løsningen for velfærdssamfundet. Buchanan nævner Karen Jespersen som eksempel herpå. Desuden har Velfærdskommissionen grundigt aflivet myten om, at den offentlige sektors forsørgerproblem nogensinde skulle kunne løses med mere indvandring. Alligevel ser man Tøger Seidenfaden (Politiken 20. marts) forkynde at: »Eneste alternativ er, at vi inviterer flere indvandrere ind i vores europæiske ‘country club’ af aldrende borgere«.
Filosoffen Leszek Kolakowski forudså i 1983, »at enhver religiøs og social bevægelse, selv om den skulle prædike den mest aggressive anti-intellektualisme, vil møde begejstret støtte fra visse intellektuelle, som er vokset op i Vestens borgerlige civilisation, og som forkaster dens værdier for at bøje knæ for det herlige og sunde barbari«. Tøger Seidenfaden er en sådan intellektuel, der foragter sit eget civilisationsgrundlag og bøjer knæ for vor tids totalitarisme. 28. november 2004 ville chefredaktøren således bilde læseren (og sig selv) ind, at islamismen ikke er totalitær. Vi taler altså ikke om islam, men om islamisme: islam som politisk ideologi og opskrift på hele samfundets indretning – en anvisning på alle livs- og samfundsforhold efter shariaen, der er hævet over alle demokratiske spilleregler. Denne ideologi var efter Seidenfadens mening ikke totalitær: »Læg for eksempel mærke til, hvor ofte islamismen kaldes totalitær. En underlig betegnelse for en terroristisk bevægelse eller for den sags skyld for et anti-moderne præstestyre eller kalifat-utopi«. Denne tøgerske tanketorsk er nok et billede på kulturradikalismen og Europas synkende skude. Da Tysklands rigskansler Bethmann-Hollweg i 1914 vendte tilbage fra Wien for at orientere kejseren om den østrig-ungarske nations tilstand, udbrød han mismodigt: »Deres Nåde, vi er allieret med et lig!«. USA og Europa har i dag et lignende forhold. »Europas syge mand« var Det Osmanniske Riges øgenavn før 1914. I dag er Europa patienten.