Friheden til at ytre sig politisk ekstremt i Danmark er en fundamental hævdvunden ret.
Desuden har det længe været en ret i Danmark at bære alle former for politiske symboler i det offentlige rum.
Derfor er det udansk pjat og hykleri at ville forbyde det muslimske tørklæde i det offentlige rum, mener Atle Thorberg, musiker og producer. [redaktionen vil også henvise til kronikken Tørklædet som flag af kulturpsykolog Kirsten Damgaard, her på www.respublica.dk]
Når Pia Kjærsgård i DR2s Deadline den 18. august argumenterer for, at muslimske kvinders brug af tørklæde skulle være udtryk for en særlig politisk holdning, og at deres brug af tørklæde derfor også bør indtage en særstilling i det offentlige rum i forhold til for eksempel den jødiske kippah, så er det noget værre hykleri på indtil flere planer.
Ikke kun fordi brugen af kippah’en i visse tilfælde også kan tillægges en konkret politisk betydning, men også fordi det i Danmark længe har været en ret at bære alle former for politiske symboler i det offentlige rum.
Hvis vi først køber Pia Kjærsgårds argument om, at muslimske kvinder skal passe på med at bære tørklæde, fordi netop tørklædet har en særlig politisk betydning, hvem bliver så den næste gruppe af mennesker, der skal passe på med, hvilke politiske symboler de bærer i det offentlige rum? Det er i det hele taget noget komplet udansk pjat med alt det paranoide meningstyranni og forbudsrytteri, der er ved at blive opdyrket herhjemme.
Det er, som om både højre-og venstrefløjen er helt ved at kortslutte, sikkert som resultat af det kompakte mylder af selvopfundne skræmmebilleder, der konstant drøner rundt på indersiden af deres hoveder.
Om det så er Pia Kjærsgård eller Politikens lederskribent Bjørn Bredal, der mener, at folk bør begrænse deres ret til at ytre eller forsamle sig, fordi det enten kan støde deres egne eller andres personlige holdninger, så er det lige pinligt at høre på hver gang.
Tillad mig at gøre opmærksom på, at friheden til også at ytre sig politisk ekstremt i Danmark er en fundamental hævdvunden ret, som alle under ordnede forhold har lov til at benytte sig af, når det passer dem selv og politiet at gøre det.
Det er nemlig sådan vores liberale demokrati fungerer. Ikke fordi vi synes, at alle synspunkter i debatten er lige gode eller lige gyldige, men fordi vi ved, at det at lade meninger brydes og komme til udtryk, er den bedste måde at undgå yderligere samfundsmæssig segmentering på.
For til gengæld har ingen heller ret til at kræve, at netop deres religiøse eller politiske særstandpunkter skal friholdes for kritik.
Alle kan sige, hvad de vil, om hvad de vil, og hvornår de vil. Også om religion og religiøse symboler. Men måden man udtrykker sig på og substansen af, hvad man siger, er selvfølgelig afgørende for, hvorvidt ens kritik kan forventes at blive taget alvorligt eller ej.
Læserbrev i Weekendavisen 22.08.2014