Intellektuel dovenskab kan smadre hvad som helst.
I dag er tiden en anden. Marxismen er død og begravet og glemt.De turister, der i disse år besøger Cuba, kan opleve det sidste marxistiske helvede på jord.
Alligevel er marxismen genopstået.
Ja, det lyder som en vittighed, men det er ramme alvor, ikke mindst for anderledes tænkende.
Hvor marxisterne lavede snirklede analyser og kritikker af økonomi, merværdi og kapitalisme, excellerer postmarxister overfladisk på køn, racer, nationalisme, fascisme, racisme, xenofobi og islamofobi.
Så véd du pludselig godt, hvem jeg mener: anti-racister, anti-nationalister, anti-fascister, anti-essentialister, queer, femi, syre og arty-fartybiennale-kendisser.
Fælles for dem[postmarxisterne] er, at de antager, at der findes en grundlæggende struktur, diskurs, praksis eller mentalitet, som slår igennem i vestlige samfund og bestemmer individernes handlinger og forestillinger.De patriarkalske normer. Den racistiske diskurs. Den nationalistiske fordom. Den kolonialistiske fortid.Den fremmedfjendtlige impuls.Den kommercielle fremmedgørelse.Det fascistisk-småborgerlige miljø.
Postmarxisterne ser disse strukturer bekræftet igen og igen, og det har den selvforstærkende virkning, at snart sagt alle politiske udmeldinger, begivenheder eller handlinger på nationalt eller internationalt niveau skal ses i dette perspektiv. En spøgelsesagtig gentagelse finder sted. Der er fordækte normer alle vegne. Den bestående orden er forkert, uretfærdig, undertrykkende.
Når man betragter, hvordan den politiske adel i det meste af Europa er i fuld gang med at fuldende postmarxisternes ødelæggelser – via EU, FN, Europadomstol og akademisk, medial og kulturel ensretning – forstår man, at vi står over for kolossale udfordringer på det gamle kontinent. I dag kan man ikke længere kende Europas fjender på deres mangel på deodorant og parfume.