Deeyah Khan forfulgt kvindelig popmusiker

I Europa findes store grupper af muslimske kvinder, der lever i ufrihed.Deeyah Khan, der selv har prøvet forfølgelse som kvindelig popmusiker, mener at  frygten for at blive betragtet som racistisk i sig selv er racistisk. Man er racistisk, hvis man retfærdiggør sin tavshed med, at det ligger i kulturen at blive misbrugt, fremfører hun.

I Vesten skaber det udfoldede islamiske menneskesyn imidlertid en ny type flygtninge –  Rushdies efterfølgere.

 

Journalist Klaus Wiwel har skrevet  en  meget betydningsfuld beretning om den pakistansk-norske kvinde Deeyah Khans ufrie liv som eksponeret kunstner bakket op af familien.Vi bringer her et lille uddrag og anbefaler at læse hele artiklen  Som en kuffert ingen samler op i Weekendavisen 12.07.14

»Jeg var den første muslimske kvinde, der forsøgte at blive popstjerne. Det var ikke sket før, og det er ikke sket siden,« indleder hun dystert.

Familien var blandt de første pakistanere, der kom til Norge. Deeyahs farfar, en pietetsfuld mand, var med til at stifte det muslimske samfund i Norge, men Deeyahs far blev sekulær, politisk vakt, kunstinteresseret og uhyre ambitiøs på sine to børns vegne.

Da hun var 13, udgav hun sin første plade. Efterhånden blev musikken mere poppet, ligesom hun begyndte at klæde sig mere sexet.

Hun havde oplevet racisme fra hvide nordmænd, men jo mere berømt hun blev, des mere rasende blev de i det pakistanske miljø. De lagde pres på hendes farfar og far og begyndte at angribe Deeyah selv. En gang med kniv, en anden ved at forsøge at kidnappe hende. Under en koncert i Oslo mod vold fik hun peberspray i ansigtet, mens hun sang.

»Det blev så slemt, at jeg stort set ikke kunne gå uden for en dør.«

Hendes lillebror, Adil Khan, i dag en berømt danser og skuespiller i Norge, fortalte for nylig til NRK, hvordan han som 11-årig måtte trøste sin rædselsslagne storesøster, og hvordan man i miljøet talte om at skille sig af med hende.

Det norske samfund kunne ikke beskytte et af landets mest lysende talenter. Hun var blevet eksileret fra sit eget land.

»I en af aviserne udtalte en imam, at det naturligvis var forkert, jeg fik dødstrusler, men at jeg på en måde selv havde bedt om det og burde have forventet, at den slags ville opstå. Han var statsfinansieret.«

»Jeg var ikke kriminel. Jeg har gjort alt, hvad der overhovedet var muligt, for at deltage i det norske samfund. Da det virkelig gjaldt, var opbakningen væk. Jeg havde det ligesom den kuffert på båndet i lufthavnen, som blot kører rundt og rundt, og som ingen samler op. Det pakistanske samfund ville ikke have mig. Det ville hvide nordmænd heller ikke.«

I London begyndte hun forfra [som 17 årig]. Hun fandt efterhånden et pladeselskab, Warner Brothers, som ville lancere hende som en ny popstjerne. Hendes manager, Steven Fargnoli, havde tidligere arbejdet med Prince og Sinead O’Connor. Men hun var nervøs for, at det hele ville gentage sig.

Der gik ikke lang tid, før Deeyahs musik begyndte at få opmærksomhed i Storbritannien, hvorefter hun straks blev opsøgt af rasende muslimske mænd og fik anonyme opkald og mails. Dødstruslerne tikkede ind.

 

For Deeyah var det deprimerende at opdage, at selv i en by som London, denne berømte, multikulturelle by, var det umuligt at blive en muslimsk kvindelig popstjerne uden at frygte for sit liv. Nedtrykkende var det også, at reaktionerne ligesom i Norge udeblev, skønt truslerne blev offentligt kendt.

 

Det gik op for hende, at hun ikke havde hjertet i sin karriere. Det var hendes fars ambition, ikke hendes. 28 år gammel besluttede hun sig for at holde op med at optræde.

»Jeg følte mig fanget, forvirret, uinteresseret, uinspireret, trist og rasende. Jeg gav mit liv til det her. Som barn fik jeg aldrig lov at lege. Hvad havde det hele nyttet? Var det blot for, at jeg hele tiden skulle pakke mine kufferter og forlade lande? Jeg var færdig.«

Først lavede hun projektet Sisterhood for at hjælpe indvandrerpiger med at indspille deres musik. Det følte Muslim Council of Great Britain sig kaldet til at kommentere. Storbritanniens mest magtfulde britiske muslimske organisation udtalte, at kvindelige kunstnere »skulle afstå fra at optræde foran et blandet publikum«, og at kvinder skulle undgå at tiltrække »unødig opmærksomhed«, da det kan »påvirke et mandligt publikum«.

»Mange forstår ikke, at disse kvinder er under konstant overvågning. Folk inden for de miljøer, som arbejder for politiet og i jobcentre, vil gribe telefonen og fortælle familien, hvis de har set datteren. I Oslo og i britiske byer er der taxachauffører alle vegne, som rapporterer om, hvad de ser. Man kan aldrig gemme sig.«

Venstrefløjens racisme

Hendes erfaringer har anbragt hende et ensomt sted i mere end fysisk forstand.Fortabt er hun således også blevet politisk. Hun forklarer, at hun tilhører venstrefløjen, og hun gør en del ud af at understrege, at skønt partier som det norske Fremskrittspartiet tager relevante emner op, er deres tilgang ødelæggende for debatten. Hun nægter at blive brugt af højrefløjen, men hun føler sig hjemløs blandt de mennesker, hos hvem hendes budskaber om kvinders ligestilling og menneskerettigheder naturligt burde tænde en brand af forargelse.Hun fatter ikke deres mangel på engagement og tolker det, som om venstrefløjen befinder sig i en eksistenskrise og har kastet alle sine mærkesager over bord. Man ser det eksempelvis i den magt, Storbritannien med venstrefløjens begejstrede deltagelse i årtier har givet religiøse ledere til at repræsentere trossamfund. En tankegang, som ifølge Deeyah har givet tale- tid og indflydelse til mennesker, som står så langt fra venstrefløjens egne idealer, som tænkes kan.

I 2013 vandt den norske kvinde med pakistansk baggrund en Emmy for sin dokumentarfilm om drabet på Banaz, en kurdisk pige i Storbritannien. Banaz var blevet jagtet af sin familie, fordi hun havde forladt sin ekstremt voldelige mand, som hun som 17-årig var blevet tvangsgift med. Hun havde forgæves appelleret om hjælp hos et apatisk politi; hun havde gemt sig hos en ny kæreste, og til sidst i januar 2006 blev den 20-årige fanget og med familiens viden og accept voldtaget og kvalt, hvorefter liget blev lagt i en kuffert og begravet i en baghave i Birmingham.

 

Deeyah har gratis stillet filmen til rådighed på nettet. Banaz – A Love Story. 

 

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Filosofi/ Etik, Menneskerettigheder, Religion / Ideologi. Bogmærk permalinket.