Såkaldte forskere

Diversitetsideologien sænker det videnskabelige niveau,

det medfører et voldsomt dannelsestab

Skandalen  om lystløgner  Jason Arday og Hizb ut-Tahrir aktivist Farah Ahmed som akademikere på Cambridge Universitet, der begge skulle forske i hvordan man gør undervisningssektoren mere inkluderende (for minoriteter som handicappede og diverse etniciteter) har afsløret et helt system.

Kritisk raceteori er, koblet med aggressive diversitetsprogrammer, blevet kulminationen på årtiers postmoderne angreb på den videnskabelige metode og på selve forestillingen om objektivitet. Tilbage står ruiner af videnskabelige institutioner, som er blevet overtaget af ideologiske aktivister.

De menneskelige ofre er ikke mindst forskere fra minoritetsgrupper, der bliver infantiliseret ved at få positiv særbehandling

Eller mistænkeliggjort på uretfærdigt grundlag, fordi der breder sig en stemning af, at det er deres hudfarve eller handicap, som har skaffet dem en bestemt stilling.

 Dannelsestabet er også enormt, da den nye diversitetsideologi sænker det videnskabelige niveau.

 Læg mærke til Jason Ardays yndede sociologiske metode, autoetnografien, som består i, at forskeren bruger sig selv som undersøgelsesobjekt.

 I Jason Ardays tilfælde har det ført til overfladiske tekster, hvor han fortæller, at han har følt sig diskrimineret og bruger det som bevis for strukturel racisme eller nedsættende syn på handicappede.

Det er slet ikke sociologi, som en kritiker skriver om Jason Ardays bog fra 2020 om at være sort Oasis-fan.

 »Denne selvbiografi fremstilles gentagne gange, som om den kunne underbygge vidtrækkende samfundsmæssige påstande, hvilket den på ingen måde kan støtte,« skriver Ian Pace, der selv er professor i musik, kultur og samfund ved City St. George’s University i London.

Så læg mærke til autoetnografien derude. Metoden kan ikke afvises over en kam, men den bliver ofte udført med cirkelslutninger uden udfordring af hovedtesen. Konklusionen er givet på forhånd.

Det er på tide at bremse op og afideologisere de dele af humaniora, som er blevet hårdest angrebet.Der er stadig brug for forskning i racisme, men vi skal kræve et dybere niveau end dagbogsnotater.

Desværre ser det ud til, at Cambridge er hårdt ramt.

Det konservative magasin The Spectator kunne forleden fortælle om den seneste ansættelse på Jason Ardays fakultet, Farah Ahmed.Hun skal også forske i, hvordan man kan gøre undervisningssektoren inkluderende, men Farah Ahmed har tidligere åbent støttet Hizb ut-Tahrir og erklæret, at »vestlig uddannelse« er en »trussel« mod muslimers tro.Det korstog fortsætter hun nu som akademiker.

I 2023 var hun med til at organisere en konference på Cambridge om islam og videnskab.

Her var målet at erkende videnskabens rolle som »kolonialt projekt« og udfordre »den positivistiske tilgang, der ser videnskab som ‘objektiv viden’.« Så er angrebet på viden og rationalitet totalt. Man sætter en islamisk ekstremist, som er erklæret fjende af videnskabelighed, til at vogte over universitetets traditioner.

Og enhver udfordring vil blive besvaret med anklager om racisme.

Kilde: ovenstående et uddrag af chefredaktør Pierre Collignons leder Først en lystløgner, så en islamist – skandalen på Cambridge fortsætter  i Berlingske 15.08.26

Tilføjelse 16.08.26   Jason Arday trak sig fra sin professorstilling og var død –  intet mistænkligt derved – ugen efter, oplyser Den korte Avis.

Dette indlæg blev udgivet i Forskning, Organisationer, Psykologi, Pædagogik / Sprog / Opdragelse, seneste, Uddannelse, Værdier. Bogmærk permalinket.