Af Kasper Støvring, pd.d.-stipendiat og forfatter, København
Sammenhængskraft er blevet et af tidens mange plusord, der ofte prædikes fra højeste sted. Senest udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin grundlovstale: »Hvis vi skal opretholde den stærke sammenhængskraft, der er så væsentlig for Danmarks fremgang og stabilitet, er det nødvendigt, at vi også i fremtiden møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere i Danmark«.
De fleste kan blive enige om, at sammenhængskraft er noget godt. Det medvirker til at skabe et sundt civilt samfund, som igen er afgørende for et vellykket demokrati; skønt politisk uenige kan borgerne finde sammen i et fælles forsvar for deres interesser og hævdvundne goder, som ellers kunne blive tilsidesat af staten og finde ringe støtte i juridiske paragraffer. Det gælder f.eks. ytringsfriheden.
Men sammenhængskraft kan tilsyneladende betyde 117 forskellige ting, der ikke nødvendigvis direkte har noget med demokrati eller civilsamfund at gøre. Socialister kupper ordet til at betyde noget med en retfærdig omfordeling af de materielle goder: Økonomisk udligning er den kraft, der forener borgerne. Radikale mener, at sammenhængskraft fortrinsvis har noget med jura at gøre: Statsligt garanterede rettigheder er her den kraft, der vil løse samfundets konflikter.
Endelig mener liberalister, at sammenhængskraft findes på det frie marked: Ud fra egen interesse vil borgerne finde sammen og være produktive. Kort sagt: Med markedets eller statens hjælp vil forskellige mennesker forene sig i fred og fordragelighed.
Socialister, radikale og liberalister siger alle noget mere eller mindre vigtigt om sammenhængskraft. Men de begår alle den fejl, at de ser bort fra de kulturelle betingelser for sammenhængskraft. Om det så sker på grund af uvidenhed eller ønsketænkning.
Når begrebet sammenhængskraft er så vanskeligt at forstå, og derfor hyppigt kan bruges (og misbruges), skyldes det, at vi har at gøre med uformelle normer, der er stærke i et tæt folkeligt fællesskab som det danske. Disse delte normer gør det lettere for fællesskabets medlemmer at samarbejde. Hvis man forventer, at andre som hovedregel vil opføre sig pålideligt og ærligt, så vil medlemmerne efterhånden begynde at stole på hinanden. Tillid vokser frem, og samværet bliver mere gnidningsfrit.
I en tillidskultur deler folk således moralske værdier, ligesom sammenhængskraft er til stede i sociale relationer, der primært består i samarbejde om fælles mål. De kulturelle normer, der fremmer sammenhængskraften, inkluderer dyder som ærlighed, pålidelighed og i det hele taget gensidighed: At man hjælper hinanden.
Et afgørende aspekt er omfanget af tillidens radius. Altså hvor mange andre, også fremmede mennesker, man deler disse normer med. For især inden for familien vil der som oftest være en stærk sammenhængskraft. Men styrken af de familiære bånd er forskellig fra kultur til kultur og står også i relation til andre former for sociale forpligtelser. F.eks. over for offentlige myndigheder. I Kina og Latinamerika er familiens bånd stærke, men det er vanskeligt at have tillid til fremmede. Konsekvensen er udbredt offentlig nepotisme og korruption.
Statsministeren indledte denne kronik med ønsket om, at vi ”møder hinanden i det offentlige rum som mennesker og borgere i Danmark” – men derefter fulgte tilføjelsen: ”og ikke som repræsentanter for forskellige religioner”. Statsministerens ord om den nødvendige sammenhængskraft var altså eksplicit kritisk vendt mod religionen.
Men faktisk er religion en vigtig normbærer og medvirker derfor også til at skabe sammenhængskraft. Det kommer selvfølgelig helt an på religionens karakter. Hvor den islamiske lovreligion har en tendens til at svække et samfunds sammenhængskraft, gælder det modsatte for den kristne protestantisme, som også har formet kulturen her i landet.
Det afgørende ved protestantismens historiske gennembrud var, at dyder som ærlighed og gensidighed for første gang i vidt omfang blev praktiseret uden for familien. Den protestantiske etik fremmede desuden hårdt arbejde og sparsommelighed med udsagn som ”du skal tjene dit brød i dit ansigts sved”. I protestantiske lande som de nordiske har der derfor været mere velstand og generel tillid end i de katolske, sydeuropæiske lande, for ikke at tale om de islamiske lande i Mellemøsten.
Hvordan opstår sammenhængskraft? Det korte svar er, at den hele tiden spontant bliver til, når mennesker lever deres almindelige liv.
I den danske tillidskultur er underforståede normer, der kommer til udtryk i vendinger som ”et ord er et ord”, almindelige. Denne tillid går på tværs af sociale skel, og historisk skyldes den de mange stærke civile bevægelser siden 1800. Disse bevægelser har medvirket til at skabe en samarbejdskapital, der kan være vanskelig at få greb om. Ikke desto mindre har den meget håndgribelige effekter i form af bl.a. høj velstand.
Især andels- og idrætsbevægelserne i det 19. og 20. århundrede – hvor folk fandt sammen i frivilligt organiseret arbejde omkring erhverv og opbygning af sportshaller – har spillet en stor rolle i Danmark.
Overordnet skabes uformelle normer, når mennesker over en længere periode lever med hinanden i tæt forbundne fællesskaber, hvor vedvarende samarbejde belønnes. Så udvikler de nemlig en interesse i deres egen anseelse og i at føre tilsyn med, om andre bryder fællesskabets regler (og straffe dem, hvis de gør).
En af de helt store gevinster ved sammenhængskraft er, at den kan skabe en spontan orden, hvor det ikke er nødvendigt at anvende formelle mekanismer til at organisere fællesskabet. Det kan være retssystemer, befalende hierarkier, forfatninger og kontrakter, hvis håndhævelse kræver instanser, der ofte både er dyre, rigide og ufrie.
Men også spontan orden opstår kun under særlige betingelser, som den amerikanske filosof Francis Fukuyama har opregnet nogle af. Én betingelse er størrelsen af gruppen. Jo større gruppe, jo flere gratister (free-riders), fordi det bliver vanskeligere at holde øje med medlemmernes adfærd og knytte hver enkelt medlem sammen med et bestemt renommé (er han eller hun ærlig, pålidelig, osv.).
En anden betingelse for spontan orden er klare grænser for medlemskab af gruppen. Hvis individer kan indtræde og udtræde af gruppen, som de har lyst, eller hvis det ikke står klart, hvem der er medlem, så vil individer være mindre motiverede for at bekymre sig om deres anseelse. Af den grund er sammenhængskraften svagere i områder med flygtige relationer mellem individer. Det gælder f.eks. områder omkring banegårde, der ofte er hærget af tyveri, hærværk og overfald.
Den tredje og måske vigtigste betingelse er de forudgående normer, der giver gruppen en fælles kultur, præget af sammmenhold og samarbejde. En kultur rummer ikke kun et fælles ordforråd, men også et fælles forråd af talemåder, gestik, ansigtsudtryk og vanepræget adfærd, der også har til formål at signalere hensigter. Fordi vi er fortrolige med vores egen kultur, er vi også lettere i stand til at skelne mellem dem, der vil hjælpe og dem, der vil snyde. Kulturen videregiver desuden nogle regler for adfærd, der gør individers handlinger mere forudsigelige.
Af samme grund er normer for gensidighed og samarbejde meget svære at skabe på tværs af kulturelle grænser. Et blik på det danske samfund synes at bekræfte, at sammenhængskraft vanskeligt kan opstå mellem etniske og religiøse grupper.
Muhammed-krisens efterdønninger har i hvert fald afsløret en dyb mistillid mellem danskere og de muslimske grupper, der ikke er loyale over for nationen, men i stedet bekender sig til den tværnationale religiøse menighed. Mistilliden næres ved udtalelser som dem, talsmanden for Islamisk Trossamfund, Kasem Ahmad, for nylig kom med, da han opfordrede til udstedelsen af en fatwa mod Jyllands-Posten og Pia Kjærsgaard efter rettens frikendelse af dem for deres brug af ytringsfriheden.
Og tilliden mellem etniske grupper? Måske består et af vor tids sidste tabuer deri, at sammenhængskraft kan forudsætte etnisk forbundethed. Altså at man tilhører samme slægt. Det har i al fald været betingelsen for freden og tolerancen i de etnisk og religiøst – og det vil sige kulturelt – homogene velfærdsstater i Skandinavien.
Det normale og politisk korrekte er altså stadig at opfatte sammenhængskraft som noget, der ikke har med kultur at gøre.
På den måde kan man hævde, at integrationen blot er slået fejl på grund af dårlig uddannelse, diskrimination samt manglende incitamenter til at indtræde på arbejdsmarkedet som følge af velfærdsydelserne.
En tillidskultur som den danske har traditionelt været at ligne med et økologisk ligevægtssystem, hvor flertallet bidrager aktivt til det fælles bedste, imens få individer kører på frihjul.
Lad os ikke håbe, at kulturblindhed eller ligestilling af alle kulturer vil gøre en ende på denne følsomme balance.