På tro kan demokrati ikke bygges

Af Mehdi Mozaffari Professor i Islamiske Studier,                                                              Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet
 

Ligeledes er det vigtigt, at konsoliderede demokratier som Danmark tager islamismens fare alvorligt og ikke giver indrømmelser til anti-demokratiske kulturer i tolerancens navn.

Religion skal holde fingrene væk fra statens vitale sfærer såsom lovgivning, domstole,uddannelsesvæsen og administration. Hvis religion får politisk magt, bliver demokratiet sat ud af kraft. Islam er den religion, der har sværest ved at tilpasse sig demokratiet. Moderate muslimermå erkende, at islam har et problem med demokrati og menneskerettigheder.

Sekularisering opnår kun sin dybere mening i en demokratisk kontekst. Om et despoti er religiøst eller sekulært, har ikke den store betydning. Sekularisering er til gengæld en nødvendig betingelse for demokratisering. Uden en klar adskillelse mellem religion og stat kan demokrati ikke blive en realitet. Demokrati er et sådant politisk system, hvori individer bliver borgere og borgere bliver suveræne, og det er folket, som suverænt bestemmer frit over sig selv.
Der er tre principper, som effektivt regulerer fredelige relationer mellem religion og demokrati.

Det første er et differentieringsprincip, hvilket betyder, at religion og demokrati tilhører to vidt forskellige verdener. De kan hverken blandes sammen eller forveksles med hinanden. Religion er baseret på tro, som er individuel og personlig. Man kan jo ikke tro på hinandens vegne, vel? Til gengæld kan man godt repræsentere hinanden politisk. Demokrati er altså en bestemt politisk og social handling baseret på en kollektiv kontrakt. Religion er en vertikal ordning, der binder individet til Gud, mens demokrati er horisontal: en ordning mellem ligestillede individer og grupper.
Det andet princip er separationsprincippet, som består i, at demokrati kun kan opstå og trives, når religion og stat (ikke forvekslet med politik) er adskilt fra hinanden. En vellykket separation er meget bedre end et ulykkeligt ægteskab. I et demokratisk land tilhører suveræniteten folket og kun folket, og lov er lov, når det bliver vedtaget af folkets repræsentanter, der vælges gennem frie og demokratiske valg. I lovgivningsprocessen refererer man ikke til hellige bøger, og man spørger heller ikke paven, overbiskoppen, overrabbineren eller den store ayatollah til råds. Der findes heller ikke en slags Vogternes Råd, som kontrollerer overensstemmelsen mellem loven og hellige skrifter.
Det tredje princip er et balanceringsprincip, der illustrerer en fredelig sameksistens mellem religion og demokrati. De udelukker ikke hinanden, men kan faktisk være komplementariske, uden at de bør erstatte hinanden. Det er ikke demokratiets rolle at give en eksistentiel mening til livet. Religion og filosofi påtager sig sådanne opgaver. Mens demokratiet sikrer borgernes frihed og lighed for loven, kan religionen kompensere for demokratiets spirituelle underskud. Sjælefred og harmoni kan komme fra religion eller hvad man ellers tror på. Men hvis man kræver mere af religionen, vil der opstå alvorlige konfrontationer og konflikter, som kan ende i krig og despotisme.
I et demokratisk samfund kan alle emner komme til debat, og alle slags argumenter, hermed også religiøst funderede, kan frit fremsættes. Den intensive debat om blodpenge, som for nylig mobiliserede så mange kræfter i aviser, radio og TV, er netop et bevis på, at i dagens Danmark findes der ikke nogen forhindring i fremsættelsen af religiøst funderede argumenter. Pudsigt nok kom argumentet ikke fra den danske folkekirke, men fra islam og sharia, som er en (endnu) temmelig ny religion og livsform her i landet. Desuden kan man spørge sig selv, hvornår man har forbudt fremsættelse af religiøse argumenter i et konsolideret demokratisk land. Aldrig!

Hvad der er vigtigt og afgørende er, at religion skal holde fingrene væk fra statens vitale sfærer såsom lovgivning, domstolene, det offentlige undervisningssystem og administrationen i det hele taget.

Hvis religion får politisk magt, bliver demokratiet sat ud af kraft. Så kan paven med det samme dekretere Europa som kondomfri zone. Ligeledes kan ayatollaherne fortsat afskære folks hænder, ben, ører og næser. Den seneste episode i den makabre serie er spørgsmålet om at trække øjnene ud af en ung mand, som er anklaget for at have gjort en af sine jævnaldrende blind i et slagsmål. En islamisk domstol i Iran skal nu afgøre, om metoden til denne operation skal foregå med eller uden lokalbedøvelse.
Hvad angår tilpasning til demokratiet, så varierer religioners tilpasningspotentiale fra religion til religion afhængig af en serie uhyre komplekse faktorer, hvori tilfældigheder af og til spiller en rolle. Var det Reformationen, der fordrede demokratisering i Europa, eller var det Renæssancen, der påtvang kristendommen at reformere sig? Eller begge dele og måske kombineret med Machiavellis adskillelse af religion og politik? I den kompleksitet kan man alligevel identificere nogle træk, der gør tilpasningsprocessen lettere eller vanskeligere.

Der er hårde og der er bløde religioner
Hvis vi holder os til de tre semitiske monoteistiske religioner, kan vi konstatere, at de alligevel er meget forskellige. Jødedom er en lovgivende religion uden at være universalistisk, mens kristendom er universalistisk uden at være lovgivende. Islam repræsenterer en separat kategori for sig selv. Den er både lovgivende og universalistisk. Sharia og jihad har altid været blandt islams vigtigste søjler. Kristendommens bløde træk har unægtelig gjort tilpasning til demokratiet lettere. Lad os nævne to af dem: Et er den berømte to-regimenters tese, hvor Gud og kejseren er adskilt. Den tese har gjort sekularisering mulig uden at skabe unødvendig uro i selve troen. Det andet er begrebet treenighed, der har formindsket monoteismens hårde karakter. Med treenigheden bliver kristendom en slags fodnote-monoteisme: Teksten omhandler kun én Gud, men på samme side under fodnoter står der alligevel tre!

Det er tankevækkende, at netop ved siden af den kristelige treenighed opstår der i Europa en politisk treenighed bestående af lovgivende, udøvende og dømmende magter.

Hvorfor mon Montesquieu, som formulerede magtfordelingsteorien, opdelte magterne i præcis tre og ikke i fire eller i to? Måske er det en tilfældighed, men én ting er sikker: Langvarige erfaringer viser, at de to treenigheder tilpasser sig udmærket til hinanden.
En sådan tilstand er utænkelig i islam. Ikke alene ved det, at islam er en hård monoteistisk religion, der er centreret omkring Allah og kun Allah, men det er også en religion, hvor ritualer, etik og lovbestemmelser er tæt forbundne. Det er meget vanskeligt at adskille disse tæt forbundne elementer. Det betyder, at islam bestående af en hellig lovgivende bog og dens proklamerede politiske ambitioner viser mere modstand imod demokratiet end mange af de eksisterende religioner. Islam er heller ikke en særlig reformvenlig religion, som nemt kan tilpasses moderne tider, hvor demokrati repræsenterer det dominerende træk. Det er måske af denne grund, at det ikke er lykkedes muslimske reformister at gennemføre en rigtig modernisering af islam. I stedet for at bestræbe sig på at demokratisere islam og muslimske samfund er mange blandt dem travlt beskæftigede med at islamisere demokratiet. Med en række påstande, som at islam skulle være kompatibel med den universelle menneskerettighedserklæring, eller at islam i sig selv er demokratisk, er de i realiteten ved at etablere islamokrati i stedet for demokrati.

Enhver ved ellers, at nogle af islams bestemmelser står i absolut modstrid til menneskerettighedserklæringen. Det begynder ifølge sharia med, at mennesker ikke er født lige. Kvinder er det halve af mænd. Vantro, som nægter omvendelse, har ikke ret til livet. En muslim kan heller ikke forlade islam eller omvende sig til en anden religion, da islam dekreterer dødsstraf for frafald, etc.
Det er simpelthen nødvendigt, at de moderate muslimer erkender, at islam har et problem med demokrati og menneskerettigheder. En sådan erkendelse er første skridt mod en løsning af problemet. I stedet for hele tiden at forsvare islams integritet og hævde dens fuldstændig fredelige karakter er det på tide, at man begynder at være lidt mere kritisk og at engagere sig på demokratiets side.
Ligeledes er det vigtigt, at konsoliderede demokratier som Danmark tager islamismens fare alvorligt og ikke giver indrømmelser til anti-demokratiske kulturer i tolerancens navn. Det ville være en malplaceret tolerance, som man kan komme til at betale dyrt for.

Mehdi Mozaffari er født og opvokset i Iran, flygtet til Europa efter den islamiske revolution 1979. Dr.scient.pol. fra Sorbonne. Forfatter til
adskillige bøger om politologi, islam og Mellemøsten.

kronik i Berlingske Tidende,  18 juni 2005

Dette indlæg blev udgivet i Mozaffari,Mehdi, Politik / Lovgivning, seneste. Bogmærk permalinket.