I de europæiske nationer, der oprindelig udgjorde
den vestlige civilisations vugge, er befolkningerne holdt op med at
få børn. Ikke siden den sorte død tog livet af en
tredjedel af befolkningen i 1300-tallet har den europæiske civilisation
været så svækket. I 17 europæiske lande er der
i dag flere begravelser end fødsler - flere kister end vugger.
I 2050 vil der være 23 millioner tyskere, 16 millioner italienere
og 30 millioner russere færre. Spaniens befolkningstal vil være
faldet med en tredjedel.
Om 50 år vil verdens befolkning godt nok være
vokset til 9 milliarder, men 100 millioner europæere vil være
væk. Det er Europas store dødsmarch. Vestlig kultur og
kristendom trasker med i ligtoget. Vesten, sundere og mere velstående
end nogensinde før, har ikke længere lyst til at føre
livet videre. Splittede nationer, hvis eliter ikke længere vil
være sig selv, deres kultur og tro bekendt. De lader hånt
om, at Vesteuropa affolkes, overgiver national suverænitet og
lader sig demografisk overmande af muslimske parallelsamfund. Civilisationskrise
- dekadence - brød og cirkus. Som Romerriget i det 4. århundrede.
For selvfølgelig hænger det også sammen med en kulturel
deroute, når en civilisation ikke længere er levedygtig.
Den amerikanske teolog David Hart ser således Vestens døende
befolkninger som resultat af en åndelig krise. Han taler om den
moderne europæers »metafysiske livslede«: Midt i velstand
og omgivet af en hedonistisk og pornoficeret underholdningskultur keder
det vestlige menneske sig ved ægteskab og familieliv, keder sig
ved troen på noget udover sig selv, keder sig ved selve livets
mysterium. Europa keder sig ihjel. Dødens ulidelige lethed. I
bogen »The Death of the West« nævner Patrick J. Buchanan
afkristning som delvis årsag til Vestens døende befolkninger.
Folk dør, når troen dør. Tilhængere af inhuman
humanisme har i kulturelt selvhad udnyttet deres magt i rets- og kulturbærende
institutioner til at drive kristendommen ud af vor civilisations templer.
I globaliseringens tidsalder bliver de afkristnede vestlige samfund
en molok, der æder sine egne børn og dyrkes af et præsteskab,
der heller ikke vil føre kulturen videre. Samfundets kulturelle,
økonomiske og intellektuelle elite overtog 68-kulturrevolutionens
værdier og kolporterede dem gennem medier, kulturliv, skolevæsen
og retssystem. Selvom de fleste vestlige befolkninger stadig bekender
sig til kristendommen, er den toneangivende kultur snarere post- eller
decideret anti-kristen. Kulturrevolutionens foragt for konservative
familieværdier er blevet overtaget og markedsført i populærkulturen.
Sex in the City og Desperate Housewives: Eliten brænder sin røgelse
ved altrene for sex, berømmelse, penge og magt som det nye evangelium.
Fortidens synder bliver den ny tids dyder. Hvad vore bedsteforældre
anså for skamfuldt og umoralsk, anses nu for progressivt. Nietzsche
kaldte det en omvurdering af alle værdier. Før han kom
på tosseanstalt. I viktoriatidens England beskrev Benjamin Disraeli
landet som socialt splittet; mellem »to nationer«. I dag
er alle europæiske lande to nationer i uforsonlig uenighed om
tidens afgørende spørgsmål. Sagt med andre ord:
Der er en kulturkløft mellem en transnationalt orienteret elite
og almindelige mennesker, der stadig føler sig knyttet til nationalstaten.
Kulturradikalismens krebsegang til et mondænt kulturelt selvhad
og en anti-social, elitær populisme. En forkastelseskultur, der
efter 1968 skaffede sig hegemoni for endelig at degenerere i 1990erne.
I Danmark afspejles polariseringen bl.a. ved, at yngre akademikere strømmer
regelret ind i Det Radikale Venstre, partiet for den politisk korrekte
elite.
Hvorfor fjernede embedsmænd i Udenrigsministeriet
Jellingstenens Kristusfigur fra forsiden på danske pas? Jo, det
var symbol på kristendommen og dansk historie. Ligeledes måtte
Giscard d'Estaing slette alle referencer til Gud og kristendom i sit
300 sider lange mammutmakværk for at opnå tilslutning til
sin forbundsstatsforfatning blandt EUs radikale og socialdemokratiske
eliter. Spanien, Italien og Polen protesterede, men uden resultat. Fra
kejser Konstantins tid har Europa været synonymt med kristendom,
men EUs forfatning forsager nu den kristne arv, der inspirerede det
ypperste inden for europæisk kunst, arkitektur, musik og litteratur.
Kunne man forestille sig arabiske nationer danne en politisk union uden
reference til islam? Næppe.
I takt med Europas demografiske nedsmeltning er 20 millioner muslimer
indvandret siden 1970. Fremmedgjorthed for de vestlige samfund bidrager
til islams radikalisering i Europa. 11. september-piloternes afsky for
Vesten var således næret af erfaringer fra livet i Hamburg.
Ikke siden folkevandringstiden har de europæiske nationer på
så kort tid oplevet så radikale ændringer i befolkningssammensætningen.
Muslimsk indvandring, parallelsamfund og de vestlige eliters had til
egen kultur polariserer således de europæiske samfund. »Multikulturalismen
har været en katastrofe. Den fører til balkanisering af
samfundet og ultimativt til borgerkrig« - udtalte den franske
professor Gilles Kepel. Men Vestens elite har investeret så megen
prestige i multikulturalismen, at de hellere destabiliserer samfundet
yderligere end opgiver deres frelste attituder. Omtrent som da man flyttede
rundt med stolene på den synkende »Titanic«.
På grund af gode barsels- og børnepasningsordninger
er Danmark mindre ramt af fertilitetsnedgangen. Endvidere er indvandringen
i større grad nu blevet erkendt som en del af problemet og ses
ikke som løsningen for velfærdssamfundet. Buchanan nævner
Karen Jespersen som eksempel herpå. Desuden har Velfærdskommissionen
grundigt aflivet myten om, at den offentlige sektors forsørgerproblem
nogensinde skulle kunne løses med mere indvandring. Alligevel
ser man Tøger Seidenfaden (Politiken 20. marts) forkynde at:
»Eneste alternativ er, at vi inviterer flere indvandrere ind i
vores europæiske 'country club' af aldrende borgere«.