DR2 sender en tv-serie om danske efterkommere af vestindiske slaver.
Vi skal ikke mange århundreder tilbage i tiden, før det
i de fleste lande og kulturer var god tone at holde slaver. Også
i den muslimske verden. Det ved de færreste. Til gengæld
er vi til overflod informeret om slaveriet i den vestlige verden.
Vi trænger til en tv-serie om slaveriet i den muslimske verden,
skriver kronikøren.
I dag er det i alle lande ulovligt at holde slaver. "Onkel Toms
hytte" og den amerikanske borgerkrig gjorde det moralsk uacceptabelt
at eje slaver.
Når vi hører, at slaveri stadig forekommer på udsteder
i Afrika, rystes vi. Men vi skal ikke mange århundreder tilbage
i tiden, før det i de fleste lande og kulturer var god tone at
holde slaver. Også i den muslimske verden.
Det ved de færreste. Til gengæld er vi til overflod informeret
om slaveriet i USA og dets følgesvend racismen fra film, romaner
og undervisningsbøger. DR2 har netop påbegyndt en tv-serie
om danske efterkommere af vestindiske slaver.
Men hvilket omfang havde slaveriet i de muslimske lande? Dette og andre
spørgsmål omkring slaver i den muslimske verden bliver
behandlet i islam- og mellemøstkenderen Bernard Lewis' bog "Race
and Slavery In Islam".
Jøder, kristne og muslimer har alle holdt slaver, og Det gamle
og Det ny Testamente og Koranen indeholder passager, der legitimerer
slaveri. I antikkens Grækenland og i Romerriget var det også
tilladt.
Muslimers holdning til slaveri er bestemt af shariaen. Dvs. treenigheden
af skriftsteder i Koranen, beretninger om Muhammeds udsagn og handlinger
og muslimske retslærdes tilføjelser til og tolkninger af
skriftsteder og beretninger.
Vi oprøres i dag over shariaens bestialske straffe. Men shariaen
var ofte et fremskridt i forhold til love, normer og praksis i Arabien
før Muhammed. Koranen giver en slave rettigheder. Den kræver
også, at slaveejerne er venlige over for slaver og anbefaler,
at slaver kan købe sig frie. Muslimske retslærde fastslog,
at en slaveejer skal yde sin slave medicinsk hjælp og hjælpe
ham i alderdommen.
Ret hurtigt efter Muhammeds død blev det forbudt at gøre
frie muslimer til slaver.
Et er lov, noget andet virkelighed, så visse frie muslimer endte
som slaver. Det overgik f.eks. muslimske kættere og frafaldne.
Muslimerne behandlede generelt deres slaver bedre end amerikanerne deres
før borgerkrigen.
De muslimske landes slavebefolkning rekrutteredes fra fire kilder:
1. Krigsfanger. 2. Som afgifter fra vasalstater uden for det muslimske
område. 3. Slavernes børn. 4. Importerede slaver blev efterhånden
vigtigste kilde til slaveforsyningen.
De indkøbte slaver kom fra Europa, Centralasien, Kaukasus, Indien
og Afrika, som med tiden blev vigtigste leverandør til den muslimske
verden. En tuneser beskrev i 1800-tallet, hvordan sorte afrikanere blev
opdrættet på farme i Darfur-provinsen i Sudan for at blive
solgt som slaver. Der kunne være 500-600 slaver på gårdene.
Vi skal til Rusland for at finde forklaringen. Tatarerne havde i århundreder
indfanget mennesker i Ukraine og tilstødende lande for at sælge
dem i Det ottomanske Imperium. Men russisk ekspansion sydover standsede
slavefangsten. Det samme skete, da Rusland annekterede Kaukasus 1801-28,
der indtil da havde været storleverandør af slaver til
muslimske lande. Nu var kun Afrika tilbage som slaverekrutteringsområde.
Slaver udførtes ad tre ruter fra Afrika: Over Det røde
Hav og Det indiske Ocean til Arabien, Irak og Iran; fra Nilens øvre
løb til Egypten; fra landene syd for Sahara til slavemarkederne
i Nordafrika. Turen gennem Sahara var strabadserende. 1600 slaver berettes
at være døde af tørst under en transport.
Slaverne anvendtes i mange erhverv. Som tjenestefolk; i forretninger,
i håndværk og i miner. Slaver i militæret var slavebefolkningens
aristokrati, men de mest privilegerede var skuespillere, musikere o.
lign. En rejsende berettede i 1800-tallet, at store skarer af slaver
arbejdede i sukkerplantager og ved afvandingsprojekter.
En kategori af slaver skiller sig ud. Eunukker blev brugt i paladser,
private hjem og moskeer. Da muslimer ifølge shariaen ikke må
lemlæstes, måtte man importere slaver, der blev kastreret.
Både sorte og hvide endte som eunukker, men de fleste var sorte.
Ved kaliffens hof i Bagdad var der i 900-tallet 7.000 sorte og 4.000
hvide eunukker. Fra 1600-tallet mindskedes paladsernes antal af hvide
eunukker. Én skriftlig kilde beretter, at 100-200 afrikanske
drenge årligt blev kastreret på karavaneruten mellem Sudan
og Cairo. Ofrene var 8-10 år.
I løbet af 800-tallet blev det normen, at slaver vogtede paladser.
Livgarden af slaver udviklede sig til en slavehær. Den sørgede
for regentens sikkerhed og sikrede hans magt i imperiets provinser.
Hvorfor overdrog muslimske herskere militærmagt til tilfangetagne?
Fordi slavesoldater formodedes kun at have loyalitet mod deres muslimske
herrer. En konstant forsyning af nyimporterede slaver skulle hindre
fremkomsten af en krigeradel med selvstændig magt. Det endte alligevel
med, at slavesoldaterne blev loyale over for deres regiment og dets
ledere, hvoraf nogle selv blev konger.
Mamelukkerne startede f.eks. som den egyptiske kalifs livvagt af slaver,
blev senere til en hær bestående af 24.000 hvide og 40.000
sorte og endte som Egyptens herskerklasse. Mamelukkerne smed korsfarerne
ud af Palæstina og standsede mongolernes fremstød i Mellemøsten.
En marokkansk sultan havde i 1672-1727 en hær på 250.000
sorte slaver.
I 1800-tallet fik Egypten atter en hær af sorte slaver. Derfor
kunne Egypten erobre land mod syd. Slaverne blev skaffet ved årlige
razziaer (arabisk for plyndringstogter) i bl.a. Darfur. Dermed kan der
trækkes en linie til den aktuelle, blodige strid i Darfur mellem
arabiske nomader og afrikanske bønder, hvor begge grupper er
muslimer.
Koranen fordømmer ikke folk med mørk lød, men
erklærer alle muslimer lige over for Gud. Koranen opererer heller
ikke med højere- og laverestående racer, hvor de sidste
er dømt til at være slaver. Men der er forskel på,
hvad shariaen siger, og hvad muslimer i praksis gør.
Ændringen indtraf, da det arabisk-muslimske imperium voksede
sig stor i slutningen af 600-tallet og i begyndelsen af 700-tallet.
Da begyndte man at benævne folk syd for Sahara sorte, mens arabere,
persere, grækere, tyrkere og slavisktalende kaldtes hvide.
Og vigtigst: En opfattelse af, at folk med sort hud var mindreværdige,
bredte sig. Sorthed, hæslighed og mindreværdig blev koblet
sammen. En persisk beretning fra 982 beskriver sorte som "fjernt
fra menneskehedens standard" og deres "natur er som de vilde
dyrs". En anden perser mente i 1200-tallet, at sorte kun adskilte
sig fra dyr ved at "deres to hænder befinder sig over jorden"
og fortsatte: "Mange har bemærket, at aben er mere lærenem
og mere intelligent end sorte".
Efterhånden som araberne fik tættere kontakt til det sorte
Afrika, aftog fordommene - noget. Men opfattelsen af, at afrikanske
muslimer var forskellige fra andre muslimer, og at det var legitimt
at skaffe slaver i Afrika, bredte sig, til trods for de muslimske retslærdes
forbud mod at gøre frie muslimer til slaver uanset race eller
oprindelse.
Kattelemmen bestod i at gøre slaverazziaer til en "hellig
krig", for sorte blev i stigende grad anset for vantro, og mod
dem måtte der føres "hellig krig".
Der var forskel på hvide og sorte slaver. Sorte blev foretrukket
som arbejdere, tjenere og eunukker; der var også flest af dem
i guld-, salt- og kobberminerne. Da tilsaltede jorder i det sydlige
Irak skulle opdyrkes i 800-tallet, blev titusinder af slaver importeret
fra Østafrika. Slaverne kvitterede for arbejdsvilkårene
ved at gøre oprør. Europa havde haft slagkraftige anti-slavebevægelser
siden 1700-tallet, og de holdt også øje med den muslimske
verden. Det var erhvervelsen og transporten af slaver, der opbragte
slaverimodstanderne. Slaveri som sådan var svær at få
stoppet, da slaveri jo er tilladt i shariaen. At forbyde slaveri ville
være at fornærme Gud.
Så det tog tid at komme slaveriet i den muslimske verden til
livs. Først i 1962 blev det forbudt i Yemen og Saudi-Arabien.
I Mauretanien først i 1980, hvor det stadig forekommer uofficielt.
I 1857 fik englænderne osmannerne til at afbryde slavetransporten
gennem Det osmanniske Imperium. Men Mekkas store slavemarked skabte
problemer.
Da ottomanernes guvernør i Mekka forbød slavehandel,
udstedte den øverste muslimske retslærde i Mekka en fatwa
imod forbudet. Tyrkerne blev beskyldt for at være frafaldne og
hedninge, som det nu var lovligt at dræbe. Lokale angreb de osmanniske
myndigheder i Mekka, og der blev erklæret hellig krig mod ottomanerne.
Tyrkerne nedkæmpede revolten, men lod alligevel Mekka slippe for
det generelle forbud mod slavehandel.
Man kan med Bernard Lewis undre sig over, at de mange importerede sorte
slaver har sat sig så få spor i den muslimske verden. I
USA findes mange efterkommere af afrikanske slaver, og de har sat et
uudsletteligt aftryk på amerikansk kultur gennem blues, jazz,
soul osv.
En af grundene er ifølge Lewis, at en stor del af de sorte i
de muslimske lande var golde eunukker. Dertil var dødeligheden
høj og fødselshyppigheden lav blandt sorte slaver i de
muslimske lande.
Lewis ironiserer afslutningsvis over udtrykket "Den hvide mands
byrde". Det har i dag fået en ny klang: I dag bærer
hvide rundt på skyld over, hvordan deres forfædre behandlede
folk i de tidligere kolonilande. Skyldkomplekset hindrer os i at forstå
eller bare beskæftige os med slaveriet i den muslimske verden.