Ryd op i menneskerettighederne
Af Henrik Gade Jensen, Mag.art. i filosofi,
ekstern lektor i filosofi ved Københavns Universitet. Tidligere
pressesekretær i Kirkeministeriet
Trykt i Berlingske Tidende den 24. marts 2005
Sociale, kulturelle og økologiske rettigheder er ikke menneskeret.
Det er politik. Derfor bør der nu, med afsæt i den debat
dr.jur. Mads Bryde Andersen har rejst, skæres igennem moradset
af menneskeret og angives en kerne af rettigheder af grundlæggende
art.
Menneskerettigheds-diskussion
må ikke blive til et for eller imod. Tværtimod bør
der skæres ind gennem moradset af menneskeret og angives en kerne
af rettigheder af grundlæggende art. Frihedsrettigheder, kaldte
man dem førhen. Det er alle de rettigheder, som er uomgængelige
i et demokratisk, frit land.
Alt, hvad der er kommet til siden da, kan være udmærkede
politiske målsætninger og principper for lovgivningsmagten
at arbejde hen imod, men egentlige rettigheder er de ikke. Sociale,
kulturelle og økologiske rettigheder er ikke menneskeret, men
politik.
Filosofisk er det ret simpelt, hvad der udgør de grundlæggende
menneskerettigheder. Det er de rettigheder, som kan gøres gældende
for alle mennesker, og som ikke krænker noget menneskes frihed.
Det er frihedsrettighederne.
En ret til frihed er karakteriseret ved, at krænkelsen heraf kræver
en aktiv indsats fra andre. Hvis min ytringsfrihed, foreningsfrihed
eller personlige frihed krænkes, kan det kun ske ved at andre
mennesker griber ind, slår, lemlæster, spærrer inde
eller isolerer. Det kræver aktiv handlen.
Hvis andre blot forholder sig passive, vil min frihed ikke kunne krænkes.
Frihedsrettigheder kaldes teoretisk for negative rettigheder, fordi
de er defineret negativt som fravær af andres tvang.
I et samfund kan alle godt få opfyldt deres »negative«
frihedsrettigheder samtidigt. De kan universaliseres.
Modsat forholder det sig med sociale rettigheder. De kaldes positive
rettigheder, fordi andre skal gøre en aktiv handling for at opfylde
dem.
Hvis jeg har en ret til en bolig, til et job eller til mad og drikke,
nytter det ikke noget, hvis andre forholder sig passivt. Så skal
andre sørge for, at jeg får min bolig, min mad og mit job.
Så krænker andre min rettighed, hvis de ikke sørger
for at opfylde mine menneskerettigheder.
Sat på spidsen betyder sociale menneskerettigheder, at der indføres
tvang i samfundet. Hvis alle andre i samfundet minus mig sørger
for deres egen bolig, mens jeg lytter til fuglesang, skal alle de andre,
når de er færdige med at bygge deres eget hus, bagefter
i gang med at opføre en bolig til mig.
Sociale og økonomiske rettigheder implicerer altid tvang. De
kan ikke universaliseres, men må altid forudsætte, at nogle
mennesker kan tvinges til at hjælpe andre. Der kommer en økonomisk
faktor ind ved den slags rettigheder.
I Danmark har vi i årtier diskuteret »menneskerettighederne«
uden at skelne. De, der har haft til opgave at informere og forske i
»menneskerettighederne«, har gjort det under forudsætning
af, at menneskerettigheder ikke må gradbøjes. Alle rettigheder
er lige vigtige. Der må ikke skelnes. Det passer bare ikke. Der
er forskelle. Logiske og filosofiske forskelle, som igen har store politiske
og især økonomiske konsekvenser.
Det klassiske liberale samfund, som den danske grundlov lægger
op til, markerer tydeligt frihedsrettighederne som de vigtigste. Det
handler kap. 8 i grundloven om. Der er også enkelte positive rettigheder
i grundloven, bl.a. retten til arbejde som kom ind efter kommunistisk
pres i 1953.
Demokratiet har i de fleste socialt-liberale samfund typisk resulteret
i velfærdsstater. De folkevalgte politikere har brugt lovgivningsmagten
til at retliggøre en lang række sociale forhold som pensioner,
understøttelse, bistandshjælp, efterløn etc. etc.
Det er hele tiden sket under hensyntagen til økonomien i samfundet,
fordi politikere altid har vidst, at udgifter skal dækkes af indtægter.
I dag diskuteres efterlønnen: skal den fortsat defineres som
en ret, eller er der ikke økonomisk råd til den (dvs. kan
milliarderne gøre bedre gavn andre steder).
Omfordelingen i samfundet sker gennem den løbende politiske proces.
Det er politik. Det er folketingsvalg. Det er offentlig debat. Det er
tal og milliarder. Det er løfter, som holdes, og løfter
som brydes. Og måske løfter, som må brydes - af økonomiske
grunde.
Når menneskerettighederne trænger ind på dette område,
flyttes beslutningsprocessen væk fra det politiske område
og ud i retssalen, hvor dommere skal tage stilling. Det betyder, at
beslutningen sker uden forpligtelse fra dommerne til at afveje de økonomiske
konsekvenser. De skal ikke genvælges. De står ikke til ansvar
for vælgerne. Dommerne skal følge loven og i stadigt større
omfang menneskerettighederne. Loven kan ændres af Folketinget,
men det kan menneskerettighederne ikke.
Det er derfor klogt at begrænse menneskerettighederne til de negative
rettigheder, der ikke involverer økonomi. Frihedsrettighederne
er principielle. De drejer sig ikke om at få del i samfundskagen,
men om at være et frit menneske. Liv, frihed og stræben
efter lykke er indbegrebet af frihedsrettighederne.
Det lyder så fint og rigtigt at udvide menneskerettighedsbegrebet
fra de klassiske frihedsrettigheder til sociale og økonomiske
forhold. Så man som borger har ret til en lang række sociale
goder. Førhen fantaseredes også om en »borgerløn«
som en ret for alle. Men borgerløn gør os kun i praksis
til statens slaver.
Det er farligt at tro, at den slags forhold kan gøres til rettigheder
udover, hvad den politiske konsensus og lovgivning giver anledning til.
Og som må afspejle samfundets økonomiske formåen.
Det vil være uklogt for borgeren at basere sit liv på den
slags menneskerettigheder, for hvis kassen en dag er tom eller skatteyderne
udvandret, er enhver positiv menneskerettighed ikke det papir værd,
den er skrevet på.
I et interview i 1999 udtalte præsidenten for Højesteret,
Niels Pontoppidan, sig meget klogt mod en udvikling, hvor dommerne skal
blande sig i prioriteringer, der egentlig hører hjemme på
de folkevalgtes borde. Dommerne skal i stigende omfang tage stilling
til myndighedernes afgørelser om hjemmehjælp og pension.
»Hvis domstolene skal regulere dette her, kommer man langt ind
i hjertet af den politiske kamp om velfærdssamfundets udformning.
Jeg er noget betænkelig ved det, hvis domstolene for eksempel
skal dekretere, hvordan serviceniveauet på sygehusene skal være,«
sagde Pontoppidan.
Og så bliver problemet mangefold mere grotesk, hvis internationale
domstole uden pligt til at anvise, hvor pengene skal komme fra, skulle
tage stilling til borgernes sociale og økonomiske »menneskerettigheder«.
Det skal være samme myndighed, der fordeler goderne, og som opkræver
skatterne hertil. Det danske samfund er faktisk ganske praktisk indrettet
ved, at Folketinget har bemyndigelsen hertil. Og så står
det til demokratisk ansvar for vælgerne.
Velfærdsstaten er - om man kan lide det eller ej - et nationalt
projekt, der bygger på et så integreret og solidarisk samfund,
at der kan tages fra de rige og gives til de fattige. Det er også
godt sådan. Ingen kan forudsige, hvad der bliver fremtidens problemer
og hvilke grupper, der bliver udsatte, men det politiske system er en
mekanisme til at fordele byrder i samfundet.
Så kan man ved siden af det diskutere omfanget og graden af den
velfærds- og omfordelingsstat. Jeg har altid undret mig over,
at tårnhøje skatteprocenter i Danmark aldrig har været
på den berømte kant af menneskerettighederne. Borgerne
kan plukkes til sidste skilling uden at kunne påberåbe sig
en eneste menneskerettighed. Ja, det ville vel blive nødvendigt,
hvis alle sociale menneskerettigheder skulle opfyldes i ånd og
bogstav.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning