Politik eller moral?
Af Carsten Ringsmose
Trykt i Fyens Stiftstidende d. 24. juni 2005
Diskussionen efter EU-afstemningerne i Frankrig og Holland afspejler
den holdning, at et nej var forkert. Denne holdning tilsidesætter
demokratiet, fordi den ubevidst erstatter politik med moral. Det er
en uhyggeligt udbredt misforståelse, at argumentet for et demokratisk
samfund først og fremmest skulle være, at man gennem demokratiet
får de bedste og mest rigtige løsninger på samfundsmæssige
problemer. Begrundelsen er i langt højere grad, at man gennem
demokratiet får nogle løsninger, der er legitime, fordi
man gennemfører det, flertallet ønsker eller kan etablere
et kompromis om.
Da Niels Hausgaard var ung og stadig
havde evnen til at tydeliggøre komplicerede problemstillinger
ved at "sætte dem på spidsen", illustrerede han
dette problem ved i sangen "Hvem bestemmer?" (1979) at spørge:
"Bliver vi kloge, bare fordi vi er mange i flok?" Og han besvarede
indirekte spørgsmålet ved at fortsætte: "Tænk
så kloge, vi kunne blive, hvis vi bare var nok!"
Man kan støde på den samme
problem-erkendelse i mindre poetiske former, f.eks. når en graffiti-maler
havde skrevet på en mur: "Spis lort - En milliard fluer kan
ikke tage fejl!"
Når jeg finder anledning til at
tage denne problemstilling op, skyldes det afstemningerne om EU-forfatningstraktaten,
som på mange måder illustrerer en uigennemtænkt og
problematisk opfattelse af demokratiet, fordi reaktionerne på
resultaterne bringer folk ud af fatning og tilsidesætter den sunde
fornuft.
Hvis 55 pct. af den franske vælgerbefolkning
havde sagt "ja", så havde det været et klart og
utvetydigt, endda stort ja. Nu sagde de imidlertid "nej",
og straks fyldes aviser og fjernsyn med spekulationer om, at dette "nej"
ikke er rigtigt.
Den mest almindelige indvending er, at
folk har sagt nej af mange forskellige grunde- hvad man underligt nok
kan oplyse, selv om man ikke har undersøgt det endnu. (Og ville
der ikke også være mange grunde, hvis det var blevet et
ja?).
Og det andet store spørgsmål
er: "Hvordan kommer vi nu videre?"Eller, sagt på en
anden måde: Hvordan får vi dette tydelige nej lavet om til
et ja?
Så må man jo stemme igen
- eller finde en "løsning".
Den slags diskussioner, som har domineret
debatten efter de to afstemninger i Frankrig og Holland, afspejler den
holdning, at et nej var forkert, og et ja det eneste rigtige, selv om
det store flertal faktisk stemte nej. Det er en holdning, der tilsidesætter
demokratiet, fordi holdningen ubevidst erstatter politik med moral.
Politik går ud på- som Viggo
Hørup sagde- at man "deler sig efter anskuelser" for
at komme i besiddelse af magten- nærmere betegnet statsmagten,
og derefter bruge magten til at gennemføre den vindende parts
projekt, medens den tabende parts projekt bliver tilsidesat. Politik
er at gøre forskel på "dem og os".
Historikeren Søren Mørch
udtrykker dette fint i sin lille bog Poul Nyrup Rasmussen (Gyldendal
2004), hvor han siger: "Når det gik så galt med "Det
Politiske" i løbet af det 20. århundrede, er der givetvis
mange forklaringer på det. En af de vigtigste er utvivlsomt tendensen
til først og fremmest at betragte politik som et instrument til
løsning af problemer og ikke som et valg mellem modstridende,
men legitime projekter" (s. 79).
Det er Søren Mørchs store
fortjeneste, at han i bogen meget indgående diskuterer dette skift
i opfattelsen af, hvad politik egentlig er. Medens politik faktisk er
"et valg mellem modstridende, men legitime projekter", så
opfatter flere og flere mennesker fejlagtigt politik som "et instrument
til løsning af problemer", og det betyder, at politikken
- altså den legitime kamp om magten- bliver forvandlet til en
moralsk diskussion om, hvad der er rigtigt og forkert. Og problemet
er, at der slet ikke i denne sammenhæng er noget, der med gyldighed
for alle er rigtigt, og noget, der er forkert.
Da magister Ludvig Holberg hørte
om fru Marie Grubbes udsvævende livsførelse, var hans kommentar
noget i retning af, at "der som bekendt er nogle, som finder større
behag udi røget end udi ferskt flæsk", og denne lidt
resignerende udtalelse var udtryk for, at individuelle værdier
og præferencer ikke kan overføres til andre mennesker.
Men i løbet af det seneste århundredes
sidste halvdel har den opfattelse bredt sig, at politik tværtimod
er et middel til gennem reguleringer at løse foreliggende samfundsmæssige
problemer. Det var især fremvæksten af et særligt
lag af akademisk uddannede økonomer og politologer, der understøttede
denne udvikling af en fejlopfattelse af politikkens væsen. Søren
Mørch udtrykker det således:
"Helhedsløsningen i 1963
havde været en vanskelig socialteknologisk konstruktion at gennemføre,
og en ny i 1965 ville ikke være mindre vanskelig, fordi der var
så mange forskellige interesser, der skulle bøjes og føjes
sammen. Modellen er også, når det kommer til stykket - navnlig
- vanskelig, fordi den er u- eller apolitisk: Hvem er fjenden? Når
det spørgsmål ikke kan besvares, er det heller ikke muligt
at svare på, hvis interesser der skal varetages." (s. 74).
"En helhedsløsning forudsatte
forestillingen om, at nogle- vise mænd eller andre cand. polit.'er-
der stod oven over særinteresser og partianskuelser, kunne beslutte
på "Danmarks", "Helhedens" eller "Helefolkets"
vegne."
"Hvis man tager påstanden
alvorligt om, at der skulle kunne findes nogle, der kan tale eller beslutte
på "Danmarks", "Helhedens" eller "Hele
folkets" vegne, så er det indlysende, at man har forladt
demokratiets grund og begivet sig op i et eller andet højere
og ædlere luftlag, hvor det ikke længere er muligt at holde
rede på, hvad der er skidt og kanel, hvad der er snot, og hvad
der er skæg. Sådan forholder det sig, fordi ingen i et demokrati
kan udtale sig på Folkets vegne" (s. 74-75).
Søren Mørch forfølger
naturligvis problemstillingen meget mere i dybden, og jeg kan anbefale
den lille bog (98 kr.) som noget af det bedste, jeg har læst om
politik i årevis- og jeg har nydt at læse den flere gange.
Når Søren Mørch så
smukt beskriver dette "højere og ædlere luftlag",
så beskriver han netop den sfære, hvor de folk befinder
sig, som hovmodigt bilder sig ind, at de kan tale på andres vegne,
og som derfor også ligger under for den illusion, at de skulle
vide, hvad der er bedst for andre.
Jamen! Eksisterer den slags folk overhovedet?
Uha, ja, da! - Hele det arrogante og elitære EU-bureaukrati er
et godt eksempel, ligesom mange politikere i øvrigt hører
under kategorien.
Hvis man er sand demokrat, altså
hvis man anerkender, at den demokratiske proces består i valget
mellem flere, lige legitime muligheder, så kan man naturligvis
glæde sig, når man hører til den sejrende part, og
være ked af det, når ens synspunkt blev underkendt. Men
man kan i alle tilfælde glæde sig over den demokratiske
legitimitet, uanset hvilket synspunkt, der vinder.
Hvis man ikke er en sand demokrat, altså
hvis man forstår demokratiet som valget mellem rigtige og forkerte
muligheder, så havner man straks i en moraliserende og nedgørende
argumentation: De andre, fjolserne, har igen dummet sig og gjort det
forkerte. De skulle ikke have stemt. Og så rejser man spørgsmålet:
Hvordan kommer vi nu videre? Løsningen er antidemokratisk manipulation.
De mennesker, der fejlagtigt tror, at
valget står mellem "det rigtige" og "det forkerte",
bliver af samme grund altid sure, når de taber, og denne surhed
kaster dem ud i en nærmest religiøs, sekterisk diskussionsform,
som leder tanken hen på de mere fanatiske dele af indre mission
for hundrede år siden.
Hvis nogen kan huske Euro-afstemningen
og Marianne Jelveds reaktion, så ved de, hvad jeg mener.
En sand demokrat ville blot sige: Det
ville vælgerne ikke. Og glæde sig over demokratiet.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning