Opgør med menneskeretstænkningen
Af Mads Bryde Andersen
Trykt i Berlingske Tidende søndag den 13. marts 2005
Den europæiske menneskeretsdomstol har tiltaget sig en magt, der
går på tværs af de principper, vores demokrati bygger
på. Menneskeretsdomstolen udøver sin magt på alle områder
af samfundslivet, og domstolens dommere er blevet til politiske overdommere
i et system, hvor politik gøres til menneskeret.
Danskerne har altid været skeptiske
ved at afgive suverænitet til internationale organer. Når
vi stemmer om EU, er der kamp til stregen. Flere retssager er ført
til Højesteret for at få klarhed om EU-reglernes forenelighed
med grundlovens bogstav og ånd, og spørgsmålet er
løbende til debat.
Tilsvarende forbehold har vi tilsyneladende ikke haft over for den magt,
der gennem de seneste 20 år er flyttet fra Folketinget til internationale
menneskerettighedsorganer. Navnlig fra den politiske venstrefløj,
hvor modstanden mod suverænitetsafgivelse ellers er stærkest,
er tavsheden larmende.
Tavsheden kan have flere forklaringer. Nogle er uden videre enige i
den praksis, menneskeretsdomstolen følger. Andre vægrer
sig måske ved at stille spørgsmål ved »menneskerettigheder«.
Kulturelle forhold spiller nok også ind: Fordi vi er opdraget
til at mene, at en menneskeret er noget godt, og fordi vi respekterer
den historie, der skabte konventionen af 1950, kan kritik mod systemet
let ses som støtte til tortur og overgreb.
At der også er relativ tavshed i de juridiske miljøer skyldes
nok, at mange ser en holdning til menneskerettigheder som synonym med
holdningen til indvandring og integration - emner som er så følsomme,
at mange universitetsjurister helst undgår at diskutere dem offentligt.
Men realiteten er, at menneskeretsdomstolen i dag udøver sin
magt på alle områder af samfundslivet. Et tilfældigt
nummer af tidsskriftet EU-ret og Menneskeret gengiver f.eks. domme om
følgende: Kan en datter uden for ægteskab få samvær
med sin biologiske far? Skal Caroline af Monaco finde sig i et paparazzi-foto?
Har en læge ret til at udføre abort? Kan et adoptivbarn
nægtes arveret? Og kan man nedlægge byggeforbud med henblik
på eventuel ekspropriation? Domstolen udøver i dag sin
magt inden for alle livets områder.
Man kan have forskellige holdninger til, hvordan sådanne sager
skal afgøres. Men ved at gøre dem til spørgsmål
om krænkelse af de få generelle »menneskerettigheder«,
afgiver man en betydelig magt til menneskeretsdomstolen. Fra at være
politiske emner, hvor alle synspunkter indgår, forvandles de til
juridiske spørgsmål, der flyttes væk fra vor egen
politiske agenda. Det låser debatten og kortslutter vor egen politiske
proces.
Ønsker vi det? Måske. Får det konsekvenser? Ja. Har
man gjort sig disse konsekvenser klart? Næppe. Jeg ser i hvert
fald tre alvorlige problemer med denne form for magtforskydning.
For det første er det generelt farligt at gøre politik
til domstolsjura. Jurister er gode til at finde ud af, hvem der har
ret, når politikerne har lovgivet. Men beder man dommerne om at
skrive loven, sættes demokratiet i nogen grad ud af spillet. Derfor
opnår politiske domstole kun respekt med et sikkert politisk mandat,
som f.eks. i USA, hvor dommerne udpeges politisk under en offentlig
proces.
For det andet består den europæiske menneskeretsdomstol
af dommere, som vi som regel intet kender til, hverken som mennesker
eller som jurister. Jo mere politik, man lægger i hænderne
på domstolene, desto vigtigere er det, at dommerne har føling
med den virkelighed, sagerne angår. Dette kan opnås gennem
politiske udnævnelser eller gennem en kritisk (politisk og faglig)
debat om domspraksis. Hertil kommer, at mange af dommerne i menneskeretsdomstolen
kommer fra kulturkredse fjernt fra vor. Det er derfor forståeligt,
at dommene ofte afsiges under stor indbyrdes uenighed mellem dommerne.
Trods sådanne uenigheder er menneskeretsdomstolens dommere blevet
til politiske overdommere i et system, hvor politik gøres til
ret - »menneskeret«.
For det tredje lider den europæiske menneskeretsdomstol af en
mangel, der i forhold til andre domstole gør den specielt uegnet
til at »drive politik«. Dens magt udøves uden nogen
reel politisk efterprøvelse. Hvis EF-Domstolen slår ind
på en uheldig politisk kurs, kan de folkevalgte EU-beslutningstagere
forholdsvis enkelt ændre det direktiv eller den forordning, sagen
drejer sig om. Det er vel ikke hverdagskost, men muligheden består,
og det véd EF-Domstolen. Men skal en tilsvarende politisk kontrol
udfolde sig i relation til den europæiske menneskeretsdomstol,
må man tage et opgør om selve menneskerettighederne. Og
hvem ønsker eller tør det?
Der er derfor grundlag for at slå fast, at den europæiske
menneskeretsdomstol har tiltaget sig en magt, som går på
tværs af de principper, vort demokrati bygger på.
Dette alvorlige skridt er aldrig gjort til genstand for en almindelig
folkelig debat og bliver det næppe heller uden et opgør
med menneskeretstænkningen i de juridiske miljøer.
At man endnu ikke har taget dette opgør hænger til dels
sammen med, at man både centralt og i de enkelte lande har etableret
systemer, der i sagkyndighedens navn tjener til yderligere at udvide
menneskerettighederne og cementere systemets legitimitet. F.eks. fører
den europæiske kommissær for menneskerettigheder - helt
uden parlamentarisk grundlag - en slags kontrol med de enkelte landes
lovgivning mv. Og nationalt (og snart på EU-plan) er der etableret
en række »centre«, som baseret på de såkaldte
Paris-principper er opbygget med det udtrykkelige formål at sikre
varetagelsen af »menneskerettighederne«. Disse centre befinder
sig uden for de almindelige akademiske miljøer og er derfor uden
disse miljøers faglige kvalitetssikring. Men de fremstår
over for beslutningstagerne som dér, hvor ekspertisen om menneskerettigheder
findes.
Dette menneskeretsmiljø har svigtet sin opgave ved ikke selv
at tage et opgør med menneskeretstænkningen og forholde
sig kritisk til den udvikling, der på nogle af de mest følsomme
områder af samfundslivet har gjort menneskeretsreguleringen langt
mere indgribende og betænkelig end den, der er tillagt EU-systemet
(som vi trods alt har stemt om). Fordi den angår alle områder
af livet. Og fordi den sker uden politisk kontrol.
Som en optakt til denne diskussion stiller jeg følgende forslag:
1. Der må ske en fordomsfri nyvurdering af menneskerettighedstemaet.
Såvel i juraen som i det politiske system må vi vænne
os til, at en »menneskeret« i menneskeretsdomstolens, menneskeretskommissærens
og menneskeretscentrenes forståelse af ordet ikke nødvendigvis
er en fundamental og umistelig grundrettighed, men derimod resultatet
af en europaharmoniseret retspolitisk stillingtagen. Vi må derfor
forholde os nuanceret og kritisk til de afgørelser, der træffes
af menneskeretsdomstolen i en åben politisk og akademisk diskussion.
Politikerne skal ikke drives rundt i manegen af en menneskerettighedskommissær
eller af tilfældige medarbejdere ved Institut for Menneskerettigheder
(der har flere ligheder med Forbrugerrådet end med et universitetsinstitut).
2. Menneskeretsmiljøerne må begynde at anlægge en
selvstændig og kritisk holdning til domstolens praksis. Det vækker
forundring, at der (så vidt vides) ikke på noget tidspunkt
er rejst tvivl fra det danske Institut for Menneskerettigheder om, at
menneskeretsdomstolen er gået for vidt i sin fortolkning. Instituttet
har for længst mistet sin rolle som objektiv sagkyndig instans,
men har dertil svigtet den rolle som systemets vagthund, som påhviler
enhver forsker, der forsker på skatteydernes regning. Man kan
også genoverveje centrets opbygning. Måske var det bedre
at nedlægge centret og kanalisere dets midler videre til universiteterne,
hvor forskningen kan underlægges almindelig akademisk kvalitetssikring.
3. Den lov, der har gjort den europæiske menneskerettighedskonvention
til en del af dansk ret, bør ophæves. Der er intet i den
europæiske menneskeretskonvention, der tvinger os til at have
en sådan inkorporering af konventionen. Men det er på grund
af konventionens meget generelle formulering og dens umiddelbare anvendelighed,
at vi mærker skadevirkningerne af menneskeretstænkningen
i vort eget retssystem. Ved at ophæve loven sender Danmark et
stærkt signal til Strasbourg om, at man er gået for langt.
Samtidig giver man de danske domstole en større frihed til at
tage afstand fra domstolens afgørelser.
Når disse skridt er taget, kan man overveje, om ikke de centrale
artikler i den europæiske menneskerettighedskonvention bør
ændres, så man bringer os tilbage til den situation, vi
var i ved vedtagelsen af konventionen i 1950. Dengang var der fokus
på de fundamentale »menneskerettigheder«, som kun
blev bragt i anvendelse, når væsentlige retsprincipper var
trådt under fode, og der (på ny) var fare for grundlaget
for vore demokratier. I dag er konventionen blevet rammen for en mere
almen retspolitisk harmonisering.
I en revision af den europæiske menneskerettighedskonvention bør
man præcisere, at domstolen alene bør afsige dom, når
fundamentale retsprincipper er krænket. De øvrige områder
af den nuværende »menneskeret« kan man så udskille
til en særlig konvention om europæisk retspolitisk harmonisering.
Det vil være spændende at se, hvor mange medlemsstater der
vil undertegne og ratificere en sådan konvention.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning
|