Af Jørgen J. Grimstrup lektor, cand. mag. Viborg
Trykt i Jyllands-Posten den 4. april 2005
Jeg hilser kulturrealismen velkommen. Lidt for mange multikulturalister
har skøjtet henover kultursammenstødene og har i stedet
rost indvandrede etniske gruppers medbragte spændende madretter.
Men man skal stå fast på, at i Europa har det enkelte individ
stort råderum, også ved valg af ægtefælle. Det
skal man ikke i multikulturel benovelse over nye musikformer og multikulinariske
madvaner opgive, skriver dagens kronikør.
Det er på mode at være multikulturel og
kræve kulturel ligestilling. Flygtninge og indvandrere fra fjerne
egne skal kulturelt ligestilles med danskere, så vi ikke gentager
den fejl kolonitidens europæere begik, da de så ned på
og behandlede folk og kulturer uden for Europa respektløst -
synes tankegangen at være.
I følge multikulturalisterne og kulturrelativisterne
er alle kulturer lige gode, og indvandrere skal have lov til og endda
opfordres til at bevare deres medbragte kultur. Men kulturel ligestilling
er ikke så ligetil.
Moesgård Museum ved Århus havde et års
tid efter 9/11 en Afghanistan-udstilling. Man kunne høre stumper
af afghansk folkemusik fra 1950'erne. Jeg syntes om musikken, som andre
vil kalde kattejammer. Her slår jeg følge med de multikulturelle
og relativisterne, for der er forskellig musiksmag, og i tilfældet
musik er enkelte gruppers kultur lige gode.
Man skal også være varsom med at tillægge
alle i en kulturel eller etnisk gruppe samme smag, for en afghaner kan
tænkes hellere at ville høre jazz eller tekno end afghansk
folkemusik. Men multikulturalister forudsætter, at vi blot og
bare er aftryk af den kultur, vi er født ind i.
Findes der ingen objektive kriterier, man kan lægge
til grund ved vurderingen af, om et produkt af en bestemt kultur kan
siges at være det bedste sammenlignet med andre kulturers frembringelser?
Jeg vil komme kulturrelativisterne et skridt i møde og i det
følgende ikke kalde noget det bedste, men blot bedre end noget
andet bedømt ud fra bestemte kriterier.
Blandt de vigtigste opfindelser i menneskehedens historie
er hjulet, ploven og skriftsproget. Hjulet gjorde det lettere og hurtigere
at transportere afgrøder og andre varer. Hvis man synes, at det
er godt at få andre produkter end dem fra eget værksted
og ager og ikke belaste sin krop med fragt af varer, må hjulet
siges at være en god opfindelse. Det er dermed bedre at leve i
kulturer med end uden hjul. Naturligvis er der negative sider ved hjulet.
Hjulet gør det muligt at køre 160 km/t og tage livet af
sig selv og andre.
Jeg lader læseren selv indse fordelene ved ploven
frem for gravestokken. Skriftsproget er, hvis man vil overlevere viden
og færdigheder til kommende slægter, bedre end mundtlige
overleveringers mange fejlkilder.
Inden for teknikken er det altså let at afgøre,
om en kultur eller civilisation er andre overlegne. Gør teknikken
tilværelsen lettere, så man ikke skal anstrenge sig så
meget for at få udkommet og mere til og dermed kan leve længere,
er det nemt at rangordne civilisationer og kulturer. Men andet er svært
at rangordne. Hvilken type melklister er bedst, kartofler eller pasta?
Havregrød eller müesli?
Er flerkoneri bedre end enkoneri? I dag praktiseres
polygami fortrinsvis blandt Saudi-Arabiens rigmænd. Arabiens polygami
har sin oprindelse i Muhammeds krig mod Quraish-familien. Da fik Muhammed
- hvilket træf! - en åbenbaring fra Allah: En mand kunne
gifte sig med op til fire enker, så deres børn ikke blev
faderløse. Tilsyneladende mere en social foranstaltning end et
seksuelt frynsegode.
I dagens Saudi-Arabien er flerkoneri et spørgsmål
om fryns. Men hvad siger kvinderne til det? Og hvad med de mænd,
der ikke kan få en kone? Enkoneri bør foretrækkes,
hvis kriteriet er, at alle mænd skal have mulighed for at få
en kone.
Kan man på det seksuelle område opstille
kriterier for, hvad der er godt eller bedre - eller er det bare et spørgsmål
om behag og smag? Risikoen for kønssygdomme er størst
i kulturer, hvor mange partnere er accepteret, og hvor man ikke tager
så tungt på at beskytte sig. Hvis man mener, at man/mænd
ikke bør påføre andre lidelse eller død,
er det ubetinget dårlig kultur, når aids-ramte mænd
i det sydlige Afrika har samleje med småpiger, fordi de aids-ramte
tror, at sex med jomfruer helbreder dem.
Enkebrænding blev praktiseret af hinduer i Indien
før den engelske kolonisering. Men englænderne forbød
det, da de anså det for barbarisk. Man kan være så
gal på britisk kolonialisme, at man mener, at briterne begik kulturelt
overgreb ved at forbyde enkebrænding. Men hvis man mener, at kvinder
er lige så meget værd som mænd, må man være
imod enkebrænding, også selv om det var britiske imperialister,
der indførte forbudet.
Hvilken religion er bedst? Man kan være kulturrelativist
og have som princip, at alle kulturer og religioner skal have lov til
at udfolde deres riter frit. Men har man samtidig som princip, at mennesket
er ukrænkeligt, må man tage afstand fra religiøst
betingede menneskeofringer, som det blev praktiseret i Danmark i før-kristen
tid.
Man må også kunne tage afstand fra det i
islam, som grene af islam opfatter som ubetinget muslimsk. Her tænker
jeg på, at islam af nogle muslimer forstås sådan,
at Koranen og den afledte Sharia-lovgivning skal være rettesnor
for politikken. Det betyder i Saudi-Arabien og andre eksotiske steder
afhugning af hænder for tyveri.
Når vi taler om en kulturel gruppes dyder, idealer
og værdier, bliver det vanskeligt, måske umuligt at rangordne.
Mange vil hævde, at her er alle kulturer lige, for hvem og hvilket
kriterium skal afgøre, hvilke værdisæt der er bedre
end andre? Men vi møder også det modsatte synspunkt - at
her er noget virkelig bedre end andet.
Det er interessant, at alle FN's medlemslande med deres
underskrift har tilsluttet sig følgende dyder: »Troen på
fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed
og værd, på mænds og kvinders ... lige rettigheder«.
Disse holdninger er en europæisk "opfindelse",
vandt frem i belæste lag i 1700-tallet og har via renæssancen
rødder i antikken.
Hvis man svarer ja til, at mennesket har rettigheder
og en værdi i sig selv, at kvinder og mænd er lige, kan
man opstille alverdens kulturer og civilisationer i et hierarki efter,
om de lever op til dyderne.
Politiske ledere uden for Europa må anse nævnte
dyder for at være bedre end andre dyder. Eller også har
de underskrevet FN-pagten på skrømt, muligvis for at få
del i FN's bistandsmidler. Nogle medlemsstater opfører sig i
alle fald helt modsat FN's trosbekendelse.
Når det gælder grundlæggende værdier,
bør man faktisk være forsigtig, for der kan være
forskellige opfattelser af "personlig værdighed". Det
selvstændige individ, som vi roser os af i den vestlige verden,
danser ikke bare på roser, og familien spiller også en rolle
i vestlige samfund og burde på sin vis spille en større
rolle, da vi ikke føder børn nok til at reproducere befolkningen.
Alligevel har folk ved "at stemme med fødderne"
tit taget stilling for individet mod gruppen, familien, staten, klassen,
partiet, klanen eller nationen. Folk i kommunistiske lande stemte med
fødderne, når de flygtede fra deres arbejderparadis. Erfaringen
fortæller os, at demokrati og markedsøkonomi er bedre end
diktatur og planøkonomi.
Mennesker i Mellemøsten, der ender som flygtninge,
indvandrere eller familiesammenførte hos os, har også stemt
med fødderne.
Hvis man ud fra diverse kriterier er nået frem
til, at dele af bestemte kulturer er bedre end andre, så bør
man vel opfordre "medlemmer" af en kultur til at ændre
vaner. F.eks. bør afrikanske mænd qua ovenstående
ændre sexvaner.
Men man ændrer ikke kultur med et fingerknips.
Semiotikeren (det er en tegn- og sprogteoretiker) og digteren Per Aage
Brandt hævder, at en kultur er bygget op om fem kerner - sprog,
tro, ritualer, familieformer og kvindekontrol. Han mener i øvrigt,
at mennesket optager afgørende kulturelle og etniske adfærdsformer
lige så automatisk som sproget. Derfor ændrer vi ikke kultur
fra dag til dag.
Og hvis Brandt har ret i, at kunst, politik og videnskab
i arabisk kultur hænger tæt sammen og har grundlag i troen,
mens de tre felter er mere adskilte i den vestlige verden, er det ikke
mærkeligt, at indvandrere fra muslimske lande har problemer med
at blive integreret i Europa.
Det tager altså år at ændre sin kultur,
men det er i et vist omfang nødvendigt, hvis indvandrere vil
integreres. Debat spiller en positiv rolle for integrationen.
Derfor er det et gennembrud, at Ken Loach, kendt for
mistrøstige film fra bunden af det britiske samfund, i sin seneste
film "Ae Fond Kiss" supplerer socialrealismen med kulturrealisme.
Filmen handler om en pakistansk-britisk muslim fra Glasgow, der forelsker
sig en hvid britisk pige. Hans forældre har derimod arrangeret
et ægteskab for ham med en kusine. Det skaber kultursammenstød.
Jeg hilser kulturrealismen velkommen. Lidt for mange
multikulturalister har skøjtet henover kultursammenstødene
og har i stedet rost indvandrede etniske gruppers medbragte spændende
madretter.
Hvilken kultur eller civilisation er den bedste? Det
er ikke let at svare på, men man behøver ikke ende i en
alt-er-lige-godt-holdning.
Belgiens statsminister Verhofstadt udtalte for nogle
år siden, at »EU er baseret på nogle multikulturelle
værdier«. Jo, nogle drikker øl, andre vin, og nogle
spiser pizzaer, andre rugbrød.