Formørkelse: Den kristne kultur var aldrig
helt så sort som den islamiske
Af Katrine Winkel Holm, teolog
Trykt i Politiken 11. juni 2005
På regnvådesommermorgener ser man dem en gang imellem: kvinder,
gerne ældre, med et tørklæde om håret. Tørklædeklædte
kvinder siger man og får straks nogle helt andre associationer.
For det tørklæde, som dukker
op her og der i regnvejr, er ikke i familie med hidjaben. Det er helt
bogstaveligt et tørklæde, altså et klæde, der
skal holde håret tørt. Mens hidjaben er et slør,
der skal sløre kvindens hårpragt. Derfor er 'tørklæde'
en dårlig oversættelse af hidjab, der burde oversættes
til slør, ligesom man gør på tysk. Når hidjab
oversættes til tørklæde, slører man denne
lille, men markante civilisationsforskel, der ligger i de tilsyneladende
så ens hovedbeklædninger.
For vesterlandsk og den islamiske civilisation
er væsensforskellig, selv om stærke kræfter gør,
hvad de kan, for at fremstille det, som om mørket rugede over
Europa, indtil modernismens klare dag oprandt over landene. Og at der
derfor kun er minimal forskel på førmoderne kristendom
og førmoderne islam. Det er forkert. Det kan en lille rundrejse
til tørklædets og ægteskabets historie vise.
Engangvar det jo dødsmart at gå
med tørklæde. I 1950'erne var det højeste mode,
og alle fra den engelske dronning til Elizabeth Taylor gik med tørklæde
knyttet under hagen. I dag er det knap så hipt, men for de ældre,
tørklædeklædte regnvejrskvinder hviler der sikkert
stadig et chikt skær over hovedbeklædningen. Og så
er det praktisk. De går - og gik - ikke med det, fordi de regner
utildækket hår for syndigt eller skamløst. Deres
tørklæde er intet slør.
For et års tid siden proklamerede
den radikale Bjarke Larsen det modsatte. Nemlig at tørklædet
var en del af den kristne kulturtradition, som enhver respektabel kvinde
var nødt til at følge - indtil det moderne Danmarks normer
slog igennem i 1960'erne (Berlingske Tidende 6.1. 2004). Den energi,
hvormed man forsøger at skjule forskellene på vestlig-kristen
og islamisk kultur er næsten imponerende. Men det er altså
notorisk forkert, at det er en del af den kristne kulturtradition at
gå med tørklæde.
Skikken kender vi også fra vesterlandet.
Som det fremgår af f.eks. van Eycks malerier, gik gifte kvinder
i middelalderen med hovedlin. Men meget karakteristisk forsvinder skikken
igen. Luthers hustru har utildækket hår på det kendte
Cranach-maleri fra 1529. Andre beholdt hovedlinet i form af en 'konehue',
mens tørklædet især levede videre blandt bønderne.
Skik og brug var simpelthen forskellig.
Men at tørklædet skulle
være en obligatorisk del af kristendommen, fordi Paulus i et brev
til korintermenigheden giver kvinderne det råd at gå med
slør, det er en fejltolkning af dimensioner. Hvad Paulus gav
af adfærdsmæssige råd til menigheden i Korinth, var
tidsbetinget og ikke bindende for kristne i dag. Sådan fortolkede
Luther Paulus. I modsætning til islam fastfryser kristendommen
- især den protestantiske - altså ikke en bestemt tids normer
ved at ophøje dem til at være sakrale.
Så er der en anden misforståelse,
som jeg har mødt igen og igen. Nemlig at vi også i Vesteuropa
indtil for nylig havde tvangsægteskaber og altså ikke var
et hak bedre end islam. Igen en notorisk forkert antagelse, som måske
udspringer af et ubevidst behov for at understrege, at vi ikke er bedre
end de andre. Det er vi sikkert heller ikke, men den kultur, vi har
fået forærende af vore forfædre, er det faktisk.
Her i landet har tvangsægteskaber
været decideret forbudt siden 1540, hvor det i Chr. III's reces
blev fastslået, at det var forbudt at trolove »nogen pige
bort i hendes umyndige år, førend hun var kommet til skelsalder,
så de på begge sider kunne give deres ja og samtykke«.
Det blev den unge Birgitte Gøye (hende, der fik ondt sit ene
øje) glad for, for så kunne hun slippe for at blive gift
med den mand, hendes far havde tvangstrolovet hende med som barn.
Og så er forbuddet mod tvangsægteskaber
egentlig ældre. Allerede Jyske Lov fra 1241 slår fast, at
ægteskabet skal »finde sted med hendes samtykke og vilje«,
for det, der stiftede et ægteskab, var ikke forældrenes
aftaler, men brudeparrets frivilligt afgivne løfter.
At forældrene, ligesom Birgitte
Gøyes, ofte forsøgte at omgå denne regel fra kirkeretten,
er et faktum. Det rokker ikke ved, at middelalderkirkens lovgivning
var vendt mod slægtssamfundets klansolidaritet og betød
et skridt i retning af individualisering.
Denne del af ægteskabslovgivningen
er vel at mærke ikke noget særligt kristent, men går
tilbage til romerretten. Da den kristne kirke så at sige voksede
op i romerriget, tog den reglen til sig og inkorporerede den i den middelalderlige
kirkeret. Ad denne omvej kom den her til landet. Og det skal vi da faktisk
være glade for.
Den glæde skal man lede længe
efter. Tværtimod er det, som om der er et stigende behov for at
bagtale og bagvaske den vesterlandske civilisation, der ifølge
mainstreamfortolkningen var lige så sort og statisk som islamismen.
Men hvad nu, hvis vi helt gratis har fået foræret en kultur,
vi kan være stolte af?
Retur
til artikeloversigt om religion og ideologi