Folket dør, når troen dør

Af MICHAEL PIHL, lektor

Trykt i Jyllands-Posten 28. oktober 2005

Den europæiske civilisation synes besat af en dødsdrift. Vi forkaster værdier som nationalt fællesskab, kristendom og familieliv. Helt i overensstemmelse med Frankfurterskolens ideer og '68'ernes nymarxisme.
Ude ved Vesterhavet står Mårup Kirke - på vej ned i afgrunden. Hvert år æder søen sig ind på kysten, og da ingen gør noget ved det, styrter den fine middelalderkirke om få år i dybet.
Et billede på vor civilisation. Demografisk og kulturelt styrer Vesten mod sin undergang. Måske er dette det 21. århundredes jernhårde udviklingslov: Folk dør, når troen dør. Som ved Romerrigets fald ledsages pres på grænserne og opløsning af det samfundsmæssige fællesskab i etniske parallelsamfund af dekadence. Samtidig rinder tiden ud for Europas døende befolkninger. Vor tids europæiske civilisation er besat af en særegen dødsdrift.
Krisen har rod i fire forhold: 1. Afkristning og multikulturalismens udhuling af europæernes svindende tilknytning til egen kultur og historie. 2. Faldende fødselsrate. 3. Afnationalisering og splittelse mellem folk og elite. 4. En robust, selvsikker og aggressiv islamisk invadering af det tomrum, som multikulturalismen og Vestens døende befolkninger efterlader. Men hvorfra stammer mon denne forkastelseskultur med sit had til kristendom, ægteskab og familieliv - denne dekonstruktion af den nationale historie og læren om Vestens historie som et forbryderkatalog? Et synderegister over slaveri og racisme, der skal paralysere og indgyde et kollektivt skyldkompleks, så historien ikke længere forener og inspirerer, men deprimerer og polariserer os.
Nogle eksempler på krisen:

1. »Danskerne er et uddøende folk (og) - er langsomt ved at udslette sig selv« - stod der at læse i Berlingske Tidende (21/8). Nye tal fra Danmarks Statistik og beregninger af lektor i demografi Hans Oluf Hansen afslører, at landets oprindelige befolkning nu føder så få børn og indvandrere så tilsvarende mange flere, at danskerne om kort tid bliver en minoritet i deres eget land. Om 40 år vil der være 770.000 danskere færre. En befolkningsreduktion fra 5,14 mio. til 4,37 mio. Samtidig vil antallet af indvandrere og efterkommere stige fra ca. 270.000 til 900.000 og mod slutningen af dette århundrede » vil nationen stå i den interessante situation, at mennesker af udenlandsk herkomst vil udgøre majoriteten i samfundet«. Meget betegnende havde forfatteren behov for at skrive danskerne i anførselstegn: »danskere« og » i det omfang man overhovedet kan tale om etniske danskere«. Som ville han føje spot til skade.
Heller ikke demografilektoren kunne udskrive sin dødsdom uden at skulle sikre sin stuerenhed og bøje knæ for kulturelitens nationale selvforagt. »Det er uafvendeligt, at der vil være færre oprindelige danskere - hvad det så end er - om bare ganske få år,« sagde Hans Oluf Hansen. Som om det var absurd at tale om det danske folk som andet end et abstrakt begreb. De skal nemlig ikke tro, de er noget - hr. og fru Hansen - og de kan lige så godt affinde sig med deres nationale skæbne og lægge sig ned og dø. I sammenhæng med befolkningsudviklingen domineres det intellektuelle rum således af nationalt-kulturelt selvhad.

2. Godhedsapostel Morten Kjærums afsindige forsøg på at institutionalisere kollektiv national skyld med forslaget om en »folkelig undskyldning« for slaveriet på Vestindien (Berlingske 11/8). Som Storebror i 1984 forkynder: »Den, der bestemmer fortiden, bestemmer fremtiden. Den, der bestemmer nutiden, bestemmer fortiden.«

3. Som indledning til P1's 25 udsendelser om islam udtaler religionssociolog Tim Jensen, at han langt foretrækker islam for kristendommen. Uden at mæle et ord om aggressive, totalitære træk i en lovreligion grundlagt med sværd og erobring. Uden et ord om undertrykkende skelnen mellem rent og urent.

4. Nationalmuseets udstilling Danmarkshistorier handlede mere om politisk korrekt selvfornægtelse end om Danmarkshistorien - i overensstemmelse med museumsdirektør Carsten Larsens credo, »Vi kan ikke påvise forhold, som kitter danskerne sammen som folk og nation«, der fingernemt retoucherer Danevirke, Jellingestenen og hele Valdemarstiden: »Jeg kan ikke komme i tanke om et specifikt forhold, hvor vi kan sige, at her skabes en indre homogenitet og en ydre afgrænsning til andre nationer« (21/12-04). På udstillingen løb jeg ind i en ung guide i færd med at runde dekonstruktionsturen af for en gruppe udlændinge fra et flygtningecenter: »Heraf kan I altså se, at ingen dansk identitet, intet dansk folk og intet Danmark har eksisteret før engang i 1800-tallet,« docerede han på dårligt engelsk. De fremmede var synligt overraskede over dette møde med utilsløret national selvforagt i deres nye fædreland. Ingen indbildsk studenterguide ville have vovet at tale så nedladende om den nationale historie i deres hjemlande, men her var det den herskende holdning. En herre protesterede: »Hvad så med den særlige danske historie, vi lige har set tilbage til Vikingetiden?« spurgte han. Jeg ventede ikke på guidens svar.

Forkastelseskulturen har rod i kulturradikalismen, men den rygende pistol ligger i skødet på Frankfurterskolen. Dens intellektuelle og kulturelle indflydelse har været enorm. Især i det akademiske miljø, som den inficerede med teorier, der skulle gøre op med det gamle samfunds kristne kultur og nationale fællesskab, og som søgte at patologisere ægteskab og familieliv som en sygelig, »borgerlig« livsform.

Første Verdenskrig danner baggrund for historien om nymarxismen og Frankfurterskolens erobring af Vestens kulturelle institutioner. I august 1914 havde socialdemokraterne i den tyske rigsdag tilsluttet sig kejserens krigspolitik. Proletarer i alle lande havde forenet sig - ikke med deres klassefæller på tværs af grænserne, men med deres landsmænd. Intet skete, som marxisterne havde forudsagt. Udviklingen var ikke gået, som historisk materialistiske udviklingslove ellers foreskrev. Marxisternes store øjeblik var kommet - og gået. Hver på sin måde, men alligevel påfaldende ens, fremsatte to af Marx' disciple - ungareren Georg Lukacs og italieneren Antonio Gramsci - en forklaring på, hvorfor revolutionen udeblev: Påvirkningen fra den kristne kultur havde programmeret os med en »falsk bevidsthed« og forhindret folket i at erkende de objektive klasseinteresser. Det var det at rykke kristendom og vestlig »borgerlig« kultur op med rode, der skulle til, for at marxismen - kunne skabe et nyt samfund og et nyt menneske.

Gramsci konkluderede, at man kun kunne gennemføre en vellykket marxistisk revolution, hvis man først ændrede kulturen, afkristnede samfundet og dernæst gennemførte en magterobring ved en lang march gennem institutionerne.

Først måtte man erobre det åndelige og kulturelle lederskab og gennemtvinge sit hegemoni over civilsamfundet og dernæst kunne man erobre staten. I 1923 grundlagde Lukacs sit institut for socialvidenskab ved Frankfurt Universitet. Max Horkheimer tilsluttede sig sammen med Theodor Adorno, psykologen Erich Fromm og sociologen Wilhelm Reich.

I 1933 pakkede Frankfurterskolen sine ideologiske sydfrugter og emigrerede til Amerika, hvor den sammen med Herbert Marcuse oprettede en ny Frankfurterskole på Columbia University i New York. Et af de fremmeste våben i den nymarxistiske kulturkamp var den såkaldt kritiske teori. Her betragtes vestlige samfund som forbryderiske undertrykkelsesmaskiner, der skaber racisme, sexisme, anti-semitisme, homofobi, fremmedhad og nazisme og fascisme. Grundlaget for alskens ondskab lægges i den »borgerlige familie«, hvor protofascistiske og »autoritære« tilbøjeligheder nedprogrammeres i menneskers psykologiske »personlighedsstruktur«. »Kritisk teori« fremmer kulturel pessimisme og fremmedgjorthed i forhold til kristendom, familie og nation. Adornos Den autoritære personlighed (1950) er Frankfurterskolens sorte bibel, hvori den borgerlige familie patologiseres som syg og fascistisk. Den venstreintellektuelle elites primitive fordomme om almindelige mennesker iklædes pseudovidenskabelig forklædning. 68'erne dyrkede disse ideer, og snart blev det normalt, at venstreorienterede automatisk stemplede kristen-konservativ kultur og borgerlige politiske modstandere som »fascister«.

Opløsningen af familien og af det nationale fællesskab hænger sammen med Frankfurterskolens ideer og '68-kulturrevolutionens nymarxisme. Det trives fortsat over al måde i teoretisk pædagogik og i det, man kalder multikulturalisme og politisk korrekthed.

Retur til artikeloversigt om historie