Islamismen er værre end
kommunismen
Af Mehdi Mozaffari, professor, dr.scient.pol., Aarhus Universitet
Trykt i Politiken 8. januar 2005, 3. sektion, side 4
Kommunismen var baseret på en slags rationalitet, principielt
for lighed og imod diskrimination, men først og fremmest synlig.
Man kunne forhandle med Moskva. Omvendt er islamismen nærmest
usynlig, og man kan ikke forhandle med folk, for hvem døden er
vigtigere end livet.
På årets sidste dag fandt
Politikens lederskribent intet vigtigere emne end at udråbe 2004
som året, hvor islamismen blev iscenesat som "et nyt verdensomspændende
fjendebillede" i stedet for kommunismen. Politiken forklarer ikke,
hvordan og hvorfor denne såkaldte 'iscenesættelse' henføres
netop til 2004 og ikke til 2002, hvor præsident George W. Bush
talte om 'ondskabens akse', eller til 2001 jævnfør 11.
september, eller til 1998, hvor bin Laden udstedte sin fatwa, eller
til 1993, hvor Samuel Huntington udgav sin berømte artikel om
'Clash of Civilizations'.
Politikens argument er, at islamismen hverken
viser "gangbare alternativer eller tilstrækkelig opbakning
noget sted i verden til for alvor at kunne true de frie, åbne
samfund". En så bombastisk påstand ligner mere en fatwa
end en begrundet analyse. Alt tyder på, at islamismen er et muligt
alternativ til regimerne i Saudi-Arabien, Egypten, Sudan og Pakistan.
Taleban i Afghanistan blev kun væltet ved hjælp af en stor
international militær intervention. Og i Iran sidder islamisterne
nu på 25. år på magten, og de har de sidste ti år
stræbt efter at få fat i atomvåben. Derfor er det
ikke korrekt, at islamismen ikke har opbakning noget sted i verden.
Derimod er det både rigtigt og en gammel
kendsgerning, at islamismen ikke har ret store chancer for at erobre
Vesten. Men pointen og det nye er, at Vesten har fået en ny fjende,
nemlig en religiøst baseret totalitær ideologi, der bruger
uhyre farlige og hidtil ukendte metoder.
Politiken fortsætter med at påstå
at "den radikale islamisme er således et superelitært
projekt". Det var pokkers. I september 2004 holdt Hizb-ut-Tahrir
en konference i Nørrebrohallen i København. Det var en
solrig og varm søndag eftermiddag. Jeg overværede konferencen.
Der var 1.000, måske 1.200 deltagere, velklædte, velartikulerede
(med accentfrit dansk) unge mennesker, mange af dem formentlig født
her i landet med dansk statsborgerskab. Gennem mere end 4 timer udråbte
talerne, én efter én, deres had imod demokratiet og deres
faste beslutning om at bekæmpe det. Er det dem, Politiken mener,
er 'supereliten'? Eller de unge veluddannede islamister, der fløj
fra Hamburg til USA, kidnappede civile fly og kastede sig imod New York
og Washington? Eller de islamister, der sprængte toget i Madrid?
Politiken mener også, at "nutidens
islamistiske terrornetværk minder derved om 1970'ernes venstreekstremistiske
terrorgrupper". En sådan udtalelse tyder på, at man
måske har misforstået det hele! De europæiske terrorgrupper
har aldrig jagtet civilbefolkningen. Deres terroristaktioner var rettet
imod omhyggeligt udvalgte højt placerede enkeltpersoner. Deres
ofre var bl.a. folk som Aldo Moro, den italienske toppolitiker, Hans-Martin
Schleyer, Tysklands arbejdsgiverformand, og Georges Bess, Renaults generaldirektør.
I fuldstændig modsætning til disse
eksempler er islamisterne decideret ude efter drab på civilbefolkningen:
i New York, i Madrid, i Luxor, i Bali og utallige andre steder. Derfor
er det misvisende at påstå, at islamistisk terrorisme og
den europæiske terrorisme er det samme alene af den hypotetiske
grund, at islamistisk terrorisme uundgåeligt vil få samme
skæbne som den europæiske. Det håber vi sandelig.
Men kan Politiken udstede et garantibevis for, at tingene vil udvikle
sig på den ønskelige måde?
Det er besynderligt, at Politiken ignorerer, at
der findes ca. 15 millioner muslimer i Europa. Mange af dem er unge,
arbejdsløse og i en dyb identitetskrise. De kan godt komme i
tanke om at forme sig til en ikke ubetydelig antivestlig og antidemokratisk
armé. Men nej! Politikens strateger har allerede set i krystalkuglen,
at dette slet ikke vil ske.
Politiken har ret i, at islamisme ikke er kommunisme. Islamismen er
værre end kommunismen. Kommunismen var baseret på en slags
rationalitet, åben over for moderniteten, og principielt for lighed
og imod diskrimination. Desuden havde kommunismen dyrket en organisatorisk
og arbejdets kultur, som har hjulpet de østeuropæiske lande
til - efter kommunismens kollaps - at tilpasse sig temmelig hurtigt
til den moderne verden. Og måske vigtigst af alt var kommunismen
en synlig politisk aktør.
Man kunne forhandle med Moskva, og Sovjets lederskab
anerkendte de almindelige internationale normer og respekterede dem
i store træk. Kommunistpartier i Vesten var også indforstået
med de demokratiske spilleregler. Kommunister begik heller ikke selvmordsaktioner
i deres politiske kamp. Problemet er, at ingen af de bestemmelser gælder
for islamisme. Den er næsten usynlig og følger en hel anden
'rationalitet' end normalt gældende. Det vigtigste for islamister
er døden og ikke livet.
Derfor vil det være svært at bekæmpe
individer, grupper og også stater, som er parate til at give deres
liv for Allah. Man kan heller ikke forhandle med dem. Kan man forhandle
med bin Laden eller Mullah Omar-typer? Kan man stole på ayatollahernes
ord om, at de kun har civile hensigter med deres atomprojekt i et land,
som er oversvømmet af gas og olie? Af disse grunde og mange andre
er islamisme mere farlig end kommunisme og skal bekæmpes med alle
lovlige midler.
Når man læser Politikens lederartikel
færdig, spørger man sig om meningen med denne artikel i
det hele taget. Hvad er dens formål? Hvad anbefaler Politiken?
Skal man ignorere islamisme? Skal man indgå kompromis med islamister?
Man får desværre ikke svaret. I stedet for får man
indtrykket af, at Politiken i virkeligheden appellerer til passivitet,
til nonchalance og ubevidst forsøger at pacificere politikere
og befolkningen.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning