FN-konventioner skader integrationen
Af Michael Böss, Lektor i historie
og samfundsforhold ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, Aarhus
Universitet.
Trykt i Berlingske Tidende søndag den 23. januar 2005
De færreste her i landet kan være interesseret i FNs kampagne
for, at multietniske stater skal føre en "multikulturel"
politik i forhold til de etniske mindretal. En sådan identitetspolitik
kan heller ikke mindretallene selv være interesseret i. Ydermere
vil en inkorporering af FN-konventionerne i dansk lov forrykke magten
fra Folketinget til domstolene.
Nu debatteres der på ny konventioner i Folketinget. De internationale
vel at mærke. Ikke de uskrevne danske som f.eks., at det er den
folkevalgte forsamling (Folketinget), som skal bestemme, hvad der skal
være lov her i landet. Ikke domstole uden folkeligt mandat.
I det forløbne år har det først og fremmest været
SF og de Radikale, som har forsøgt at rokke ved dette forhold.
Det har de gjort ved dels at kritisere den danske regering for ikke
at overholde de internationale konventioner, dels ved at støtte
en anbefaling fra det danske Institut for Menneskerettigheder om at
inkorporere (dvs. indføje) konventionerne i dansk lov.
Lad det for en sikkerheds skyld indledningsvis være slået
fast, at diskussionen ikke drejer sig om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
den hvis overholdelse Gil-Robles er ansvarlig for. Den har nemlig været
inkorporeret siden 1992. Det betyder, at den danske stat er forpligtet
ved lov til at respektere de domme, der afsiges ved Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol.
De konventioner, det drejer sig om, er vedtaget og underskrevet af Danmark
i FNs regi. Da FN ikke råder over nogen domstol i lighed med den
europæiske, er diskussionen for og imod en inkorporering principielt
set blot af indenrigspolitisk betydning, men kan også få
konsekvenser for Danmarks internationale anseelse og ambitioner inden
for FN-systemet. For i virkeligheden stammer ønsket om at inkorporere
disse konventioner fra FN. Men de mulige indenrigspolitiske konsekvenser
er alvorlige nok, og det er dem, jeg vil give min vurdering af her.
Der er kun ét parti i Folketinget, der er direkte imod, at Danmark
skal tage FNs konventioner højtideligt, nemlig Dansk Folkeparti.
De borgerlige regeringspartiers holdning er derimod, at Danmarks holder
konventionerne, at de danske domstole allerede længe har brugt
FN-konventionerne som retskilder, og at de principper, konventionerne
står for, i forvejen er beskyttet af dansk lovgivning. Der ville
derfor være tale om at gennemføre "unødvendige"
og "rent symbolske love", som justitsminister Lene Espersen
udtrykte det under en folketingsdebat 17. marts sidste år.
Ved den lejlighed afviste Venstres ordfører Birthe Rønn
Hornbech forslaget med den begrundelse, at det ville medvirke til at
forskyde magten fra Folketinget til den dømmende magt. På
den måde ville lovgivningsmagten blive svækket i forhold
til domstolene, som fik en "kontrolmagt", som de ikke har
ifølge Grundloven. Denne begrundelse bliver nu også brugt
af integrationsminister Bertel Haarder (f.eks. Berlingske Tidende 16.
januar).
Hvad vil det sige, at domstolene ville få en sådan "kontrolmagt"
i forhold til Folketinget? Og hvad vil det kunne betyde for en anden
ret, som er garanteret af FN, nemlig retten til national selvbestemmelse?
I et demokratisk samfund har domstolene naturligvis altid til opgave
at sikre, at de love, som parlamentet vedtager, bliver holdt, også
af den siddende regering. Desuden er domstolene i lande inden for EU
som nævnt forpligtet til at dømme ud fra Konventionen om
Menneskerettigheder. Dertil kommer øvrige retskilder som FNs
konventioner og præcedens, dvs. sædvaneret. Med hensyn til
FNs konventioner, som er holdt i forholdsvis vage og mangetydige vendinger,
er der dog i praksis tale om en inspirationskilde, som man sætter
i forhold til dansk sædvaneret.
Hvis disse konventioner blev inkorporeret i dansk lov, ville domstolene
dog få mulighed for at lægge et mere præcist indhold
ind i dem og f.eks. fortolke nogle af deres paragraffer på en
måde, som begrænser Folketingets suverænitet som lovgivende
instans. På den måde ville vi få et forhold mellem
den lovgivende og den dømmende magt, som minder lidt om det,
man kender fra USA og, i lidt mindre grad, Irland, hvor den dømmende
magt spiller en mere central rolle i det politiske system.
Fra midten af 1950erne blev nogle "aktivistiske" højesteretsdommere
i USA en drivende kraft bag en række sociale reformer, f.eks.
love mod racediskrimination og for ligestilling mellem kønnene.
Hvor der dengang ubetvivleligt var tale om højst nødvendige
og værdifulde reformer, så er der dog andre sider af denne
"domstolsaktivisme", som der er mere delte meninger om. Det
gælder således spørgsmålet om positiv særbehandling,
f.eks. i adgang til uddannelser. I det sidste årti har der desuden
været stigende tendens til, at mindretal af forskellig slags -
religiøse, etniske, seksuelle - bruger domstolene til at opnå
særrettigheder med henvisning til deres "kultur".
Det er det, man også kalder for "identitetspolitik"
eller "anerkendelsespolitik" ("politics of recognition").
Denne form for politik kan øge tendensen til dannelse af små
samfund inden for samfundet. Altså det, vi også kalder "parallelsamfund".
Herhjemme er der stor politisk enighed om, at det er vigtigt at sikre
den sociale solidaritet og sammenhængskraft og at forhindre udviklingen
af parallelsamfund. Også Dansk Institut for Menneskerettigheder
advarer klart imod dette, fordi det ville kunne underminere det danske
velfærdssamfund og øge risikoen for racisme og diskrimination.
Det er denne frygt, som motiverer instituttets kritik af forskellige
kommunale og statslige initiativer i den årsrapport, instituttet
sendte på gaden før jul. Ikke desto mindre taler flere
af instituttets seneste publikationer om behovet for at "respektere"
andre "kulturers værdighed" og "beskytte"
deres ret til "selvbestemmelse" på en måde, jeg
finder betænkelig.
I Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder
er "værdighed" noget, som tilskrives "den menneskelige
person", ikke en kultur. Og "selvbestemmelse" er noget,
et individ og et folk har ret til, ikke grupper inden for en nation.
Men i de formuleringer, man kan møde i rapporterne fra Institut
for Menneskerettigheder, får etniske mindretal tilkendt en ret
til selvbestemmelse i kraft af at udgøre kulturer, hvis "værdighed"
bør anerkendes.
Denne tankegang nyder i dag stor udbredelse inden for FN. Man kan f.eks.
møde beklagelser over, at FNs officielle definition af "selvbestemmelse"
kun betyder koloniale territoriers ret til politisk uafhængighed
eller staters ret til at foretage frie og suveræne beslutninger.
Retten til selvbestemmelse burde kobles sammen med "kollektive
mindretalsrettigheder", kan det f.eks. lyde.
Det er netop det, FNs Rapport om Menneskelig Udvikling fra i år
lægger op til. I denne rapport melder FN klart ud med et ønske
om, at organisationens medlemsstater indfører forskellige former
for "multikulturelle strategier". Rapportens forfattere opstiller
en vision om et "multikulturelt demokrati". Denne nye form
for demokrati er kendetegnet af en "magtdeling" mellem de
forskellige "kulturelle grupper" i samfundet. Man forestiller
sig således, at etniske mindretal opnår forskellige grader
af positiv særbehandling, f.eks. i form af fast repræsentation
i det politiske system på forskellige niveauer.
Der bør ikke herske tvivl om, at der findes mange samfund i verden,
hvor sådanne ordninger vil være den eneste måde, hvorpå
man kan sikre social og politisk ro og forhindre etnisk vold og diskrimination.
Men Danmark er ikke et sådant samfund. Ikke desto mindre er det
den form for politik, som SF og de Radikale - med støtte fra
Institut for Menneskerettigheder og FN - lægger op til ved at
presse på for at få Danmark til at inkorporere FNs konventioner.
Jeg finder det højst tvivlsomt, om man kan betragte indvandrere
i Danmark som "etniske grupper" og endnu mindre "kulturer".
Jeg er kritisk over for den nutidige tendens til at bruge "kultur"
på denne videnskabeligt løsagtige måde og som et
påskud for at kræve særrettigheder på andres
vegne. Efter min opfattelse er indvandrere i Danmark individer med meget
varierende tilknytning til den kultur, de befandt sig i, før
de kom til Danmark. Altså individer, om hvem man højst
kan sige, at de er "af anden etnisk baggrund". Ofte er disse
mennesker tydeligvis mere interesserede i at blive medlemmer af den
danske nation end i at blive betragtet som medlemmer af et etnisk mindretal.
I det omfang der i disse år sker en "gruppedannelse"
i nogle af vores indvandrermiljøer, skyldes det måske,
at vi ikke har været gode nok til at lade indvandrerne føle,
at de er velkomne til at blive medlem af den danske nation. Og vi vil
i fremtiden kunne bidrage yderligere til at "skabe" etniske
grupper, hvor der ingen er, hvis vi giver domstolene mulighed for, med
henvisning til FNs konventioner, at identificere indvandrere som grupper
med ret til selvbestemmelse.
Min konklusion er derfor, for det første, at den FN-definerede
dagsorden, som ligger bag den nuværende konventionskampagne, netop
vil kunne fremme udviklingen af parallelsamfund. Og for det andet vil
den betyde, at dommere uden folkeligt mandat vil rykke nærmere
magtens centrum. Dermed vil de få mulighed for at underminere
Folketingets position som den instans, der af Grundloven er sat til
at håndhæve retten til national selvbestemmelse med behørig
respekt for den enkelte borgers ret til at vælge sin egen identitet.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning