Uffe Østergaard
- en tidstype
Trykt i Tidehverv 1998
Af Henrik Gade Jensen
"Den som kunde gjøre det Utroligste skulde have Kongens
Datter og det halve Rige.
De unge Mennesker, ja de gamle med, anspændte alle deres Tanker,
Sener og Muskler; To spiste sig til Døde og Een drak sig ihjel
for at gjøre det Utroligste efter deres Smag, men det var ikke
paa den Maade, det skulde gjøres. Smaa Gadedrenge øvede
sig hver i at spytte sig selv paa Ryggen, det ansaae de for det Utroligste."
Sådan begynder Hans Christian Andersens eventyr med titlen Det
Utroligste: den som kunde præstere det utroligste, skulle have
kongedatteren! Da alle landets undersåtter på en given dag
skulle fremvise, hvad de hver især anså for det utroligste,
præsenteredes et stort og sindrigt urværk, som alle hurtigt
blev enige om, var det utroligste. "Det var yndigt at høre,
det var dejligt at see. Det Hele var et mageløst Kunstværk,
det Utroligste, sagde alle Mennesker."
Kunstneren viste sig at være et ungt menneske, som var ven med
alle, hjertensgod og barneglad. Og alle var enige: han fortjente prinsessen
og det halve kongerige.
Men pludselig trådte en "knoklet Kraftkarl" frem og
hamrede en stor økse i kunstværket, så det blev totalt
smadret. Og folket måbede: "Ødelægge et saadant
Kunstværk! … Ja, det var det Utroligste!"
Og så måtte prinsessen tage voldsmanden til ægte og
alle i landet sørgede, men at hans gerning var den utroligste
ved at ødelægge kunstværket, kunne ingen benægte.
(Eventyret slutter ikke her, det har en lykkelig slutning, men det kan
enhver selv gå hjem at læse.)
H. C. Andersens eventyr udtrykker mere prægnant end mange ord
problemet i moderne tid. Det lyder som en floskel, men er det ikke.
Eventyret er et sindbillede på moderniteten.
Modernitet består i at tro på fornuftens evne til at skabe
en bedre fremtid end fortiden har været. Det er oplysningens projekt:
ved hjælp af menneskelig fornuft og forstand forstå verden
og dernæst beherske den. Som konsekvens dyrkes det nye og især
det fremtidige, mens det fortidige tages der afstand fra. På tysk
benyttes udtrykkes Neuzeit synonymt med den moderne tid, hvor med det
moderne knyttes til en tid og en retning.
Mennesket bemægtiger sig tilværelsen og fratager det uerkendte
og ukendte sit mørke. Den oplyste del at menneskeheden lyser
op i kroge, der før var præget af fordomme, afsakraliserer
en verden førhen indviet i mystik og tabuer.
Det vigtige er at forstå den kobling, der sker fra Oplysningens
projekt med dens grandiose tillid til fornuften og fornuftens mulig
hed for at styre verden, og så til dette projekts funktion i praksis,
nemlig dyrkelsen af de nye. Og hvor det nye bliver selvberettiget og
fornuftenslegitimeret alene i kraft af at være nyt. Det nye behøver
ingen anden begrundelse end at det er nyt - og anderledes og helst også
provokerende.
Modernitet som terror
Den polske filosof Leszek Kalakowski definerer moderniteten som processen
at nedbryde tabuer (i bogen Modernity on Endless Trial). Områder
i samfundet som førhen fungerede i kraft af en uartikuleret og
uantastet autoritet, udfordres og aflegitimeres. Overleverede tabuer
attakeres systematisk, og ikke mindst moderne kunst kan vi se som en
vigtig del af denne proces.
Når den tyske filosof Jürgen Habermas karakteriserer den
moderne grundholdning i æstetikken som det at fokusere på
nye former, at ville være fortrop (avantgarde), "altid på
jagt efter chokerende hændelser" og at "dyrke det nye
som sådant", ja, så forstår jeg bedre, hvordan
jagten på chokeffekter og provokationen kan blive et formål
i sig selv. Moderne kunst er den bestandige jagt på at sætte
sig selv i scene som avantgarde. Trodsen bliver livsstil.
Når jeg selv tænker tilbage på 60'ernes og 70'ernes
danske og for så vidt vesterlandske kulturliv sammenfatter ét
ord for mig stemningen, som jeg fandt ord for hos Kolakowski: tabunedbrydning.
Hvad var 68-bevægelsen andet end et voldsomt forsøg på
at ødelægge alt overleveret? Intet måtte tages for
givet eller forblive uberørt, men alt skulle udfordres og provokeres.
Pornoens frigivelse, hesteslagtning på åben mark, Jesus
som horebuk, Solvognens gratis gaveuddelinger fra stormagasinerne osv.
osv. Alt helligt skulle som program antastes. Men det var ikke tilfældigt.
Og når tabunedbrydningen sættes i scene og bliver livsstil
og program, findes der ingen grænse for udskejelserne. Moderniteten
må ende i terror. Habermas hævder faktisk det samme, når
han i sin store berømte artikel "Det moderne - et ufuldendt
projekt" taler om en række "problematiske forbindelser"
mellem terroren og det kulturelt moderne.
Det var det, som H. C. Andersen så klart med sit eventyr om det
utroligste. Jagten på det utroligste ender i destruktion. Du tvinges
til sidst til at negere skaberværket for at kunne sætte
dig i centrum og derved få opmærksomheden, kongedatteren
eller midler fra Statens Kunstfond.
Den modernitet, som i sin egen selvforståelse skulle skabe fremskridt,
velfærd og et bedre samfund, ender i virkeligheden i den fatale
kortslutning, at fordi der moderne er det nye, bliver begrundelsen at
ville det nye selvtilstrækkelig. Det betyder så igen, at
det moralsk afgørende ikke længere bliver, om det nye og
moderne bliver bedre end det foregående, for det væsentlige
er, at det er nyt og derved et fremskridt i forhold til det bestående,
der er udlevet og illegitimt i kraft af sin blotte eksistens. Som den
engelske filosof Michael Oakeshott siger: rationalismens begrundelse
er aldrig resultatet, men det at gøre forsøget. Dvs. forsøget,
hensigten, bliver mere afgørende end om det faktisk ender godt.
Det gælder om at gøre det utroligste. Og skam den der ikke
forsøger. Det er også Kolakowskis pointe, når han
kalder moderniteten en "endless trial", en endeløs
række af forsøg.
Og så befinder vi os durkt inde i dette århundredes betændte
ideologiske kamp, hvor der igen og igen refereres til den gode vilje,
når totalitære samfundssystemer skal forsvares. Måske
lykkedes det ikke så godt, men det var da i hvert fald et forsøg
på at tænke nyt. Forsøget på at gøre
det nye berettiges af sig selv. Og samtidig aflegitimeres det bestående
- det mister sin autoritet og berettigelse, når først perspektivet
lægges ind i fremtiden og vi fokuserer på alle de muligheder,
der er for at skabe en bedre verden, eller som det hedder i dag: et
fredeligt Europa. Især i den moderne kunst ser vi denne avantgardespiral
dreje i dødsdrummelagtig hast. Det gælder hele tiden om
at skabe noget nyt, noget anderledes, som ikke er set før, og
det har fået en politisk ukorrekt amerikansk kunstkritiker Roger
Kimball til at hævde, at moderne kunst er den dyrkede perversion.
I jaget efter at ville overskride det gængse ender man til sidst
i destruktionen og negationen. For mig at se er 68-oprøret den
iagttagelige og logiske konsekvens af århundreders modernistisk
kultur- og samfundsliv.
Tabunedbrydningen er også nået til historie- og åndsvidenskaberne
i form af så fine ord som denationalisering og dekonstruktion.
Den store dille er nuomstunder at vise, hvorledes overleverede og især
nationale symboler, myter og institutioner er kunstige og skabte. Hvad
vi mennesker i vores lykkelige naivitet går og tror er naturligt,
skal dekonstrueres og med videnskabeligt mikroskop afsløres og
afdækkes som værende illusioner. Det er tabunedbrydning
som program.
Fy-ordene
I år er det 150 år siden, at Treårskrigen brød
ud med slaget i Bov 9. april 1848. I den anledning skrev historikeren
Uffe Østergaard et langt essay i Weekendavisen, "Nationalisme
eller patriotisme", hvor den lærde historiker tog sig for
at aktualisere begivenhederne fra dengang med en sammenligning med Jugoslaviens
borgerkrig i 1990'erne.
Her karakteriseres den danske nationalstat som "etnisk-racistisk
nationalisme" og "tendentielt totalitært", ønsket
om at Slesvig skulle høre med til denne nationalstat som "uhistorisk,
urimeligt og i sidste ende udemokratisk".
For at levendegøre historien sammenligner Uffe Østergaard
så den første slesvigske krig med Balkan, hvor resultatet
bliver, at "i 1848 må man nærmest ligne danskerne med
den velbevæbnede serbisk dominerede jugoslaviske forbundshær
i 1991", slesvig-holstenerne er kroaterne og de "blakkede"
slesvigere, der ikke vidste om de var tyskere eller danskere, er den
tids bosniere, som ulykkeligt af omstændighederne tvinges til
at vælge en nationalitet.
Således har vi elegant på en avisside fået bragt
orden i historien og sat tingene på plads. Den ulykkelige strid,
som har præget Danmarkshistorien siden de første spadestik
og pæle blev sat i jorden et sted nede omkring Ejderen i 700-800-tallet
og som har fortsat op til vor tid og udmøntet sig i tre blodige
krige indenfor de sidste 150 år, får vi gjort forståelig
med den behændige aktualisering med stridighederne i Eks-jugoslavien.
Vi er i virkeligheden som serberne! Fy-ordet er nationalisme, som ofte
forstærkes med etnisk-nationalt eller etnisk-racistisk for at
berøve enhver tvivl om begrebets moralske status. Det kunne jo
være, der var en uoplyst sjæl blandt avisens læsere.
Plus-ordet bliver patriotisme, som i modsætning til det etnisk-nationale
tillader optagelse af nye medlemmer og som ikke foregøgler dette
"ntionens tvangsmæssige og abstrakte "som om" fællesskab".
I konflikten for 150 år siden er det særligt helstatspatriotismen,
som Uffe Østergaard priser, nemlig den loyalitetsfølelse
overfor den fælles konge og den fælles forfatning, som rigets
bedste mænd følte uanset tysk eller dansk i tiden op til
1848.
Uffe Østergaards formål med historien er ikke uden relevans
i dag, nemlig opgøret med den etniske, racistiske nationalisme,
som efter historikerens mening har præget dansk politik og danskernes
selvforståelse fra 1864 og til i dag. Og plæderingen for
en ny, overnational patriotisme. "Men vi kan i dag se", skriver
Uffe Østergaard, "at denne lilleput holdning er mindre funktionel
som grundlag for en postindustriel, hypermoderne stat, der af økonomiske
og kulturelle grunde integreres stadig mere i et Europa, hvis flertal
langt klarere har set bagsiden ved den etnisk-nationale begrundelse
for demokrati."
Komparativ historie
Den mundsmag, vi her har fået på Uffe Østergaards
historieskrivning, kaldes med et fint ord komparativ historie, sammenlignende
historie. Det enkelte lands historie berettes ikke for sig selv, men
ses og måles i forhold til andre landes og andre tiders historie.
Det siger sig selv, at den art af historieskrivning kræver sin
mand eller kvinde, for det forudsætter et overmåde godt
kendskab til historien for således uden at klinke sin professortitel
at udpege danskere som serbere og slesvigholstenere som kroater. Jeg
kender ingen serbere, og kan derfor ikke udtale mig om sammenligningens
gyldighed, men jeg er jo heller ikke professor. Jeg må tage hatten
af og nikke beundrende for den store indsigt, der må ligge bag
et så højt hævet historisk perspektiv, hvor århundreders
og kontinenters afstand overvindes i samme sætning.
Euro-propagandist
Uffe Østergaard er født i 1945 og uddannet som magister
i historie fra Aarhus Universitet. I mange år var han lektor i
historie og skrev munkemarxistiske artikler om historisk materialisme,
mens han boede i kollektiv og var medlem af VS. Langsomt erstattedes
marxismen med nationalismeforskningen, eller man kunne måske snarere
sige, at det samme grundsyn blev præsenteret i en ny ramme.
I dag beklæder Uffe Østergaard et såkaldt Jean Monnet-professorat
ved Aarhus Universitet. Jean Monnet var en af ophavsmændene til
projekteringen af det europæiske fællesskab i 50'erne og
60'erne. Hans erindringer, Mit liv, findes i dansk udgave fra 1987 udgivet
med tilskud fra EU-kommissionen.
En Jean Monnet-lærestol er specielt oprettet af EU-kommissionen
til at arbejde for at fremme europæisk integration. Den gives
til dem, der er "entirely devoted to the teaching of European integration",
helt hengivet til at lære om europæisk integration. Sagt
på jævnt dansk kan euro-propaganda i den akademiske verden
i dag belønnes med et professorat. Med lønnen udbetalt
i ecu.
Hvor den danske offentlighed normalt gnider de kritiske øjne,
når kommercielle kræfter bevæger sig ind på
at sponsorere forskningen, fordi der dermed kan stilles alvorlige spørgsmålstegn
ved forskningens upartiskhed, har den interessante nyskabelse i dansk
akademisk liv som EU-udnævnte professorater øremærket
til at docere euro-ideologi ikke påkaldt sig nogen offentlig debat.
Den eneste omtale, jeg har bemærket, var historieprofessor Niels
Thomsens hånlige bemærkning om Uffe Østergaard som
"euro-professor".
Når unge journalistelever på Journalisthøjskolen
skal lære noget om udenrigsjournalistik, undervises de af en Jean
Monnet-professor, Hans-Henrik Holm. Det lover godt for fremtidige generationers
evne til kritisk journalistik om europæiske forhold. I Jyllandsposten
kunne man sidste år læse en kronik af en Jean Monnet-professor,
Søren Dosenrode-Lynge fra Aalborg Universitetscenter, som lovpriser
EU som det store fredens projekt og med opfordring til danskerne om
at underordne sig den gode hensigt. Det urovækkende er ikke holdningen,
for til enhver mening kan der siges et fornuftigt pro et contra, men
at det siges af en EU sponsoreret professor. På Roskilde Universitetscenter
forsker en begejstret Jean Monnet-Professor, Bruno Amoroso, hvis adfærd
EU-kommissionen fornylig måtte undskylde, fordi han for EU skulle
"udarbejde en liste over arbejdsmarkedskyndige organisationer,
og det blev gjort med sjælden ihærdighed. Blandt trusler
mod flere organisationer var et krav til Danmarks Lærerforening
om dokumentation for, at foreningen virkelig repræsenterede danske
lærere" (TV2s tekst-TV 7/7 1998). Det er interessant, at
flere af disse Jean Monnet-professorer var benhårde marxister
i 70'erne, og i dag får legitimeret kampen mod det forhadte bestående
"nationalistiske" samfund med EU-midler.
Disse gamle marxister
Uffe Østergaards overordnede tese om, at nationer og national-stater
er opstået i slutningen af 1700-tallet og op gennem 1800-tallet,
har en lang række fortalere indenfor historieskrivningen bag sig.
Den britiske historiker Eric Hobsbawm hører til de kendteste.
Hobsbawm er marxist og lægger ikke skjul på sin ideologiske
holdning, når han i introduktionen til bogen Nations og Nalionalism
since 1870 skriver: "ingen seriøs historiker om nationer
og nationalisme kan være en erklæret politisk nationalist".
Hobsbawms overordnede perspektiv er, at nationalitet indgår som
et stadium i en lang ekspansionsproces. Det hører hjemme i en
historisk udvikling fra det lokale til det globale. Dermed er nationalismen
straks diagnosticeret, sat på plads som noget, der måske
kunne være berettiget en gang og da udøve en progressiv
funktion, men som i dag hører til en svunden tid. Som god marxist
karakteriserer Hobsbawm derfor også nationalismen som falsk bevidsthed.
Nationalismen er falsk, fordi den opfinder traditioner og skaber fiktive
forestillinger. Sagt mere specifikt marxistisk opfatter Hobsbawm et
nationalt fællesskab som udtryk for klassemanipulation og som
et instrument for de herskende klasser. I 1983 udgav Hobsbawm et værk
med den sigende titel Invention of Tradition, opfindelse af tradition,
hvor det gennemgående tema er diagnosticeringen af, hvordan traditioner
opfindes og manipuleres for at undertrykke og fremmedgøre befolkningerne.
Man tænker straks på det gode danske juletræ, som
vi så længe slægtens erindring går tilbage,
har stillet midt i stuen, uden hvilken det aldrig kunne blive juleaften
,og som nationalismeforskeren nu kan gøre opmærksom på,
i virkeligheden ikke et dansk, men importeret fra Tyskland.
Fremmedgjorte og klassemanipulerede går vi rundt om træet
og synger Peter Faberske nationalistiske sange!
Når nationalismeforskere diagnosticerer, ved man aldrig, om motivet
er som lægens kliniske blik kun indstillet på at finde sygdommen
og dens årsag. Eller om der ikke også er en vis glæde
over at se patienten vånde sig med beskeden om hans eller hendes
falske bevidsthed. Men man fornemmer ofte det sidste.
Uffe Østergaard er som sagt stærkt inspireret af Hobsbawm
og begyndte også sin historikerkarriere som marxist. I 1976 skrev
han en artikel med den letforståelige titel "Forskningsstrategiske
problemer omkring adskillelsen mellem logik og historie - bidrag til
en historisk materialistisk samfundsvidenskab", som indgik i tidens
esoteriske, indforståede marxistiske diskussioner om, hvad der
er den rette marxistiske tolkning af kapitalismen og historien. I dag
er det fuldstændigt umuligt at læse.
I grunden findes hele Uffe Østergaards tænkemåde
allerede her, nemlig den logiske indsigt i historien, der kan udstyre
historikeren med den rette viden om historiens forløb. 11976
hed det "abstrakt kapitalanalyse" eller ""helhedsanalyse
af den historiske udvikling" og "oprør mod den atomiserede
enkeltvidenskabelighed".
Ordene som professoren i europæisk civilisation benytter i 1990'erne
er anderledes end for 20 år siden, men grundtanken er den samme:
historien studeres ud fra et helhedsperspektiv nøjagtigt som
Marx gjorde det og dette abstrakte perspektiv medfører nødvendigvis
en forskel mellem historikerens indsigt og folkenes selvforståelse.
For almindelige mennesker har ikke via abstrakte kapitalanalyser nået
den indsigt, som forskeren kan erhverve sig med sin helhedsanalyse.
Selvhad
Men hvad er der galt med Uffe Østergaards komparative historiefortælling?
Meget af det kan være spændende læsning. Det er ikke
detaljen eller sprogbrugen, der er interessant, selvom man nok kunne
dvæle ved en person, der har et voldsomt behov for at karakterisere
det land eller den nationalitet, som han tilfældigvis selv tilhører
med så historisk belastende udtryk.
Selvhadet har altid været intellektuelles egentlig drivkraft,
mente George Orwell, da han måbende måtte se flertallet
af sine samtidige forfatterkollegaer kritisere Storbritannien og alt
engelsk sønder og sammen, mens Sovjetunionen kritikløst
blev beundret. Om ikke andet var det da i hvert fald noget nyt!
Eller som den tyske forfatter Botho Strauss skrev for et par år
siden i et essay i Der Spiegel: "Intellektuelle er venlige overfor
fremmede, ikke fordi de kan lide fremmede, men fordi de er forbitrede
på det bestående og hilser alt velkomment, som kan ødelægge
det."
Anschwellender Bocksgesang [Opsvulmende bukkesang] lød titlen
på Botho Strauss' metaforfyldte essay, der hentyder til myten
om syndebukken. Men i dag er det slet ikke "de fremmede",
der er syndebukken, men det nationale. Sammenholdet i den moderne liberale
kultur skabes ved at distancere sig fra det nationale, i Tyskland i
langt højere grad end i Danmark. I vores naboland skal valutaen,
D-marken, "ofres", ofres, for at skabe et nyt sammenhold og
en ny loyalitet. Den kultskabende bukkesang hedder selvhad og selvkritik,
og viser sig i dag i knæfaldet for det overnationale og multikulturelle.
Men bag ved lurer den samme mentalitet: uviljen overfor sit eget og
dyrkelsen af det, der kan nedbryde eller aflegitimere det.
Tyske intellektuelles egentlige motiv, mener Botho Strauss, består
ikke i liberalitet og tolerance, men i selvhad, og derfor bydes hver
ny fremmed velkommen, fordi det som i en marxistisk katastrofeteori
kan bidrage til at ødelægge det bestående. Sådan
lyder nutidens bukkesang, hvor nationen med tusindvis af åndelige
sylespidser og mentale nålestik skal ofres i tribalagtig ødelæggelsesdans.
Venstrefløjens terror, der skulle eskalere modsætningerne
i samfundet og gøre undertrykkelsen og fordommene åbenbar
for befolkningen, videreføres i dag med indvandringen som middel,
mener Strauss.
Nynazister og skinheads i Tyskland ser Botho Strauss som nutidens ungdomsoprør
analogt til 68. "De provokationer [Schamverletzungen] som den anarkismetro
ungdom i 1968 bedrev, er i dag arvet af højre. De nye unge gør
umiddelbart ikke andet end hvad den foregående generation førte
sig frem på, nemlig gribe initiativet ved hjælp af tabunedbrydning."
Og det kan tilføjes for at gøre det umisforståeligt,
at Botho Strauss ser sin største fjende i tabunedbryderen, modernitetens
ægte barn.
En tilsyneladende mildere udgave af selvhadet kommer til udtryk i lysten
til at provokere. Denne trang til at sige imod, kritisere og karikere
og gøre oprør; blev for 68-generationen til en livsstil.
I Uffe Østergaards tilfælde har mentaliteten overlevet
i lysten til vende op og ned på vante forestillinger. "Det
er godt at vende de konventionelle sandheder om; så opdager man,
at det ofte forholder sig radikalt omvendt af, hvad vi lærte i
skolen", udtalte Uffe Østergaard engang i et interview.
Lysten til at forarge, sige imod og intellektuelt lege med ideer ligesom
pyromanen med tændstikker uden tanke på konsekvenserne bliver
en metier. Trodsen bliver livsstil.
Teorien
Komparativ historie, hvor man beskriver det ene ved at sammenligne det
med noget andet, f.eks. Danmark med Jugoslavien (man kunne også
forestille sig Burundi med New Zealand eller Paraguay med Nepal), forudsætter
at man selv er i stand til at placere sig interesseløst i en
tredje mands position, altså midtvejs eller hævet over de
lande, der nu skal males ud med historikerens tommestok og termometer.
Nøglen til denne indsigt i den komparative historie ligger i
at vide, hvad man skal sammenligne i den brogede vrimmel af begivenheder,
der udgør historien. Vide hvad der er tilfældigt og hvad
der er nødvendigt, hvad der er forestillet og hvad der er ægte,
hvad der er selvbedrag og hvad der er viden. Den indsigt leverer teorien.
Uffe Østergaards teori hedder nationalisme-teori og pointen
er simpel og sikkert velkendt: nationer er kunstprodukter, skabt af
politikere og ideologer i 1800-tallet. Før da kan der ikke tales
om en egentlig nationalfølelse eller om nationalstater. Før
1800-tallet bestod Europa ifølge Uffe Østergaard af et
broget mønster af statsdannelser på tværs af nationaliteter,
som den dansk-tyske helstat illustrerer. Som en ikke altid direkte udtalt,
men ofte underforstået præmis implicerer teorien, at nationalstater
i kraft af deres kunstighed ikke er i overensstemmelse med menneskenes
sande interesser, men at der er tale om en tvangsdragt, som indelukker
og isolerer menneskene. Det er i hvert fald undtagelser i nationalisme-forskningen,
når der peges på nationalstaten som et fremskridt, som noget
der besidder visse fordele fremfor tidligere tilstande. Oftest værdiges
nationalstaten kun en plads som en fase, som et skridt i en udvikling
hen mod nye og mere mondæne statsformer.
De typiske eksempler som behandles i nationalismeteorier er Italiens
og Tysklands samling. I begge tilfælde kan man sige, at teorien
i hvert fald m.h.t. sammenknytningen af stat og nation passer eklatant,
ja teorien kan næsten beskrives som en generalisering af udviklingen
i disse to lande. Begge lande bestod før 1800-tallet af en politisk
mangfoldighed, som så samledes til en politisk enhed af statsmænd
som Garibaldi og Bismarck. Danmark passer dårligt på teorien,
fordi Danmark stort set har været en politisk enhed (under stærkt
skiftende konstitutionelle former) med over 1000 års monarki under
samme dynasti, men når nu teorien er sand, må den jo også
gælde her til lands, og det er her den tidsbevidste historiker
er sat overfor sin opgave.
Overbevisningen om denne teoris sandhed er selve udgangspunktet for
nationalismeforskningen, og som alle grundlæggende teorier antages
den uden nogensinde at sættes på prøve. Teorien er
den transnationale, næsten platoniske sandhed, som gør
forskere i stand til at anvende den på enkelte lande og komparativt.
I et af Uffe Østergaards nok vigtigste akademiske arbejder, den
store artikel "Hvad er en nationstat?" fra 1988, gennemgås
hovedtrækkene i nationalismeforskningen. Men hurtigt løber
historikeren ind i problemer og paradokser. For tilsyneladende passer
teorien ikke på virkeligheden.
"Hovedvægten har hidtil nu ligget på en fornyet interesse
for den ovenfra planlagte integration af de europæiske bondebefolkninger"
skriver Uffe Østergaard. "Problemet ved disse arbejder med
integration fra oven, sproglig ensretning etc. er, at denne proces ikke
kun byggede på tvang." Altså: vi har teorien, der siger
os, at den nationalstatslige integration fra 1800-tallet og frem til
i dag i princippet var et elitært projekt, der kunstigt gjorde
forskellige mennesker (jyder, fynboer og sjællændere for
Danmarks vedkommende) til ens statsborgere. Nationalismeforskningens
a priori, dens forudgivne sandhed er, at integration sker fra oven og
er helt kunstig. "Problemet" bliver så, at det ikke
kun skete sådan.
Uffe Østergaard: "Der var "et eller andet", som
eliterne kunne spille på, når nationalfølelse og
nationalstatslig identitet skulle opbygges. At et sådant potentiale
… var nødvendigt for etableringen af en "national"
identitet fremgår alene af det faktum, at forsøg på
at skabe nye nationale identiteter - enten "oven"- eller "nede"-fra
- af og til faktisk er slået fejl."
At virkeligheden tilsyneladende ikke passer til teorien, får
ingen god videnskabsmand til at forkaste sin teori. Næ, så
har vi et problem eller et paradoks, og det kan igen give anledning
til nye overvejelser. Så er der åbnet for ferm jongløren
med begreberne, som f.eks. i en sætning som: "Nationer skabes
ved "historiske tilfældigheder", men selvfølgelig
ikke vilkårlige tilfældigheder".
Babels-byggeri
Et andet eksempel på teoriens almene gyldighed, der blot ikke
passer til virkeligheden, finder man i Uffe Østergaards beskrivelse
af begrebet "den nationale interesse". I tidligere tider var
det almindeligt i international politik at beskrive staternes indbyrdes
relation ud fra et begreb om, at staterne havde en interesse, en vilje,
en ræson. I dag er man mere kritisk overfor at tillægge
kollektive størrelser som en stat en fælles vilje (og med
fuld rette, tror jeg). Men det interessante ved Uffe Østergaards
udlægning af problemet er forholdet mellem teorien, som der redegøres
for som den nyvundne sandhed, og så virkeligheden, som den egenmægtigt
arter sig. Uffe Østergaard: "At sige sådan [at beskrive
nationer som havende en vilje, interesser, som aktører etc.,
HGJ] er ganske vist næsten at genindføre det fortærskede
historikerbegreb den "nationale interesse", som det omsider
er lykkedes at komme af med, i hvert fald i den mere omtænksomme
samfundsforskning. Nu spørger vi altid hvis interesse, når
nogen påberåber sig nationale interesser. Men igen skal
man ikke smide alle børnene ud med badevandet. For der er faktisk
eksempler på konstanter i staternes udenrigspolitik. Småstaten
Danmark overfor den mægtige nabo Tyskland siden 1864 er et godt
eksempel."
Sagt med andre ord: teorien passer ikke på Danmark. Men det får
ikke Uffe Østergaard til at forkaste teorien. Så ville
han næppe være blevet euro-professor.
Modsigelsen mellem teori og virkelighed kommer nogle gange frem i samme
sætning, som når han beskriver den italienske nationalist
Mazzini, der i 1859 formulerede en "utopisk inddeling af Europa
i "nationale" enheder". Uffe Østergaards kommentar
til dette lyder: "… det var et rent skrivebordsprojekt, som
ingen forsøgte at føre ud i praksis. Men det var alligevel
repræsentativt for meget af det, der blev omsat i politisk handling."
Ingen forsøgte at føre det ud i praksis, men det blev
alligevel omsat i politisk handling.
I en anmeldelse af Uffe Østergaards bog Europas ansigt i Weekendavisen
hæftede anmelderen Jens Rahbek sig ved de mange "løse
formuleringer og upræcise hypoteser" i bogen, som er typiske
for Østergaard. "I en diskussion af "danskhed"
(s. 57-58) lykkes det ham således at hævde 1) at opfattelsen
af danskerne som et lille, venligt, demokratisk folk går langt
tilbage, i hvert tilbage til den engelske gesandt Robert Molesworth
An Account of Denmark as it was in the Year 1692; 2) at Molesworth brugte
Danmark som vrangbillede og karikatur overfor sine landsmænd på
samme måde som Swift brugte Lilleput og Brobdingnag; 3) at der
nok alligevel var noget om det; og 4) at det er tvivlsomt om man kan
tale om en særlig danskhed før 1789."
Uffe Østergaards forhold til historien præges af det store
perspektiv, "helhedsanalysen" som det hed i marxismens dage,
og denne vinkel giver mulighed for at bevæge sig med en vis frihed
over historiens vande. Dette leverer Østergaard et eksempel på
i en artikel om kontrafaktiske hypoteser i historien. Det er hypoteser
af formen "hvad nu hvis, det ikke var sket?". Hvad nu hvis
Hitler var omkommet i 1938? Eller ikke var født? Hvordan ville
historien så være forløbet? På én måde
er al historie kontrafaktisk i den forstand, at mennesket er et frit
væsen, og derfor kunne have truffet andre valg end dem, der faktisk
blev truffet. Hvis ikke der kan spørges kontrafaktisk, ville
historien og universet være determineret. På den anden side
kan en for ivrig brug af kontrafaktisk historieskrivning udarte i absurd
fantasteri. Det sidste leverer Uffe Østergaard en række
eksempler på.
Hvad nu hvis Alexander den Store ikke var død ganske ung i 323
før vor tidsregning? Hvad nu hvis hans imperium havde fortsat
og ikke var faldet fra hinanden? Østergaard fortsætter
tankeeksperimentet med disse ord: "Kort efter sønnen Alexander
IV's fødsel sejlede han i dette scenario som planlagt rundt om
Arabien og opdagede monsunvindene - det skete i virkeligheden først
200 år senere. I efteråret 232 fvt. landede han ved Suez
og satte den kanal i stand, som farao Necho tidligere havde bygget og
den persiske konge Daerios I fornyet. Derefter blev der som planlagt
bosat fønikere ved den persiske Golf i Kuwait, Bahrain og Aden.
Tyros i Libanon blev genopbygget, mens andre semitiske folk, deriblandt
jøderne vovede sig ud på havet. Dermed åbnede de
sig for verden og mistede den religiøse fanatisme, de havde udviklet
i deres isolation til fordel for en emanciperet hellenisme. Kristendommen,
som skylder sin oprindelse jødernes religiøse intolerance,
opstod derfor ikke."
Keine hexerei, nur Behändigkeit, har man lyst til at sige. Man
mærker tydeligt Østergaards hensigt i sit kontrafaktiske
scenario. For det første begrædelsen over imperiets forlis.
Unionen, der samlede den daværende kendte verden under en oplyst
regents vise forsyn, ville, hvis en influenza ikke havde gjort det af
med Alexander, kunne have forhindret kristendommen og "jødernes
fanatisme" og "religiøse intolerance". Idealet
er en emanciperet hellenisme, en økumenisk verdenskultur, som
han andetsteds sætter i kontrast til "de aggressive semitiske
religioner ... jødedom, islam og kristendom". Disse aggressive
religioner ødelagde "ideen om en fælles menneskehed"
og beredte vejen til nationalisme, som for Østergaard er roden
til alt ondt. Idealet er unionen, imperiet, menneskeheden, mens enhver
sondring mellem mennesker, mellem hellener og barbar, hedning og vantro,
giver anledning til krige.
Hvem tror Uffe Østergaard dog egentlig han er, når han
kan sidde ved sin computer i Aarhus og lege med historien, som var det
et stort krigsspil på CD-rom? Konsekvensen må vel næsten
blive, at Uffe Østergaard er for god til denne verden, når
han kan præstere en indsigt, der forklarer ødelæggelsen
af den store altomfavnende menneskehed, der ville have umuliggjort de
semitiske, intolerante religioner. Hvorfor dog ikke gå direkte
til sagen og anklage Gud for at have styrtet Babelstårnet?
En lille komisk professor
Hvad er det, der er galt i Uffe Østergaards forhold til historien?
For det er ikke et spørgsmål, om det er sandt eller falskt
i detaljen. De europæiske staters historie er ligesom vores egen
historie en mangfoldig proces, hvor der alt efter lyst og ideologi kan
fremhæves og betones forskellige forhold. Selvfølgelig
skete der en afgørende centralisering og integration i Danmark
med grundloven i 1849. I forhold til enevælden og helstaten betød
demokratiet i høj grad en homogenisering af landet og befolkningen
og at denne også var et "projekt", altså en politisk
ideologi, nemlig de nationalliberales samfundssyn, kan næppe betvivles.
Selvom der i disse tider sker et skønmaleri af helstaten, som
i dag nærmest udlægges som en paradisisk og tolerant multietnisk
smeltedigel, hvor Baggesen, Oehlenschläger, Kuhlau osv. skiftede
mellem dansk og tysk, så gælder det ikke så meget
om at diskutere detaljen som at få fat i anliggendet og mønsteret.
Den bedste måde til at illustrere Uffe Østergaards historiesyn
er ved at læse Søren Kierkegaards historiefilosofiske overvejelser
i Efterskriften. For de er præcist rettet mod den ånd og
mentalitet, som Uffe Østergaard skriver ud fra, hvad der på
ingen måde er tilfældigt, da Uffe Østergaard kan
siges at repræsentere vor tids hegelianisme, som prætenderer
at fange historiens mening, kende dens faser og vide besked med retningen.
Kierkegaards opgør i Efterskriften retter sig mod ethvert forsøg
på at begribe historien, f.eks. ved at give den en mening i betydningen
kende dens årsager. I Smulerne hedder det, at man kan lige så
lidt forklare det forgangne som der kan spås om fremtiden. Hvis
årsagerne til historien kunne findes, ville man også være
i stand til at prognosticere om fremtiden.
I Efterskriften går han mere personligt til værks, idet
forsøget på at begribe historien bliver til abstrakte sandheder
og som sådan tenderer mod at underkende det enkelte, den konkrete
eksistens. "I Abstraktionens Sprog", siger Kierkegaard, "fremkommer
egentligen aldrig Det, som er Existentsens og den Existerendes Vanskelighed,
… Netop fordi den abstrakte Tænkning er sub specie æterni,
seer den bort fra det Concrete, fra Timeligheden, fra Existentsens Vorden
… ".
Den abstrakte tænkning ser hos Kierkegaard bort fra det konkrete,
det enkelte, og kerer sig mere om generaliteter og almenheder. Nationalismeteorierne
er typisk udviklet med Italien og Tyskland som eksempel, og der kan
de måske vise deres berettigelse - det skal jeg ikke tage stilling
til -, men hvis de skal være universelt sande og gælde alle
tilfælde, opstår den foragt for det konkrete, det foreliggende,
som Kierkegaard hævdede følger af den abstrakte tænkning.
"Naar man derfor betragter en abstrakt Tænker, der ikke
vil gjøre sig det selv tydeligt og vedgaae, hvilket Forhold hans
abstrakte Tænken har til det, at han er en Existerende, saa gjør
han, selv om han var nok saa ubemærket, et comisk Indtryk, fordi
han er ifærd med at ophøre at være Menneske."
Når Uffe Østergaard begynder kontrafaktisk at overveje,
hvad der ville være sket, hvis Alexander ikke var død,
eller hvis Adam ikke havde spist af æblet osv. ja, så må
man med Kierkegaard sige, at han virker komisk, fordi han befinder sig
på et andet sted end der, hvor menneskene i dag befinder sig og
hvor bl.a. konkurrerende intolerante religioner herser.
"I want to confine myself to try solving the riddle of the Danish
national identity", skriver Uffe Østergaard et sted. Jeg
ønsker at begrænse mig til at løse gåden om
den danske nationale identitet. Han begrænser sig! Begrænser
sig til kun at ville løse ét problem, nemlig blot den
lille detalje at løse gåden om danskernes nationale identitet.
Uerkendt "racisme"
Der findes andre mennesker end dem som er danske
de bor i huler og slås hele dagen.
Det har vi lige godt aldrig nogensinde gjort
de varme lande er noget lort.
Sådan synger Shu-Bi-Dua, og det er jo rent guf for en nationalismeforsker.
Uffe Østergaard anfører da også disse populære
sanglinier som karakteristiske for danskernes "fordomme, selvironi
og lilleputchauvinisme". På den måde kan danskens selvforståelse
bestemmes og behandles videnskabeligt. Og det er vel videnskabeligt
korrekt, at når danskerne synger om andre folk, at de bor i huler
og slås hele dagen, må det betegnes som chauvinisme. Og
sikkert også falsk bevidsthed, for det er en mestendels falsk
generalisering at karakterisere andre på den måde. Jeg har
altid undret mig over lysten til at ville være international og
kosmopolitisk orienteret, fordi det for mig indeholder noget komisk
over sig. For man fødes jo altid med et bestemt sprog som sit
modersmål og ind i en bestemt kultur, om man kan lide den eller
ej. Når f.eks. Uffe Østergaard udtrykker sin store begejstring
for det europæiske, for unionen og integrationen i Europa, og
samtidig ikke er langsom til at laste danskerne vores provinsialisme
og snæversyn, ja, så kan det med Kierkegaards ord let komme
til at virke komisk. Som om man vil være noget helt andet end
det, som skæbnen har gjort én til.
At det konkrete ignoreres under den komparative historikers store vingefang,
giver Uffe Østergaard flere pudsige eksempler på. Når
historien skal vurderes fra så store skalaer som den sammenlignende
nationalisme-forskning lægger op til, bekymrer man sig ikke om
detaljen.
Det er f.eks. tankevækkende, hvad Uffe Østergaard kan
skrive om f.eks. Skåne, Halland og Blekinges overgang til svensk
styre i 1600-tallet: "Nationstaten … ekspanderede ved hjælp
af krig; men p.g.a. den kulturelle homogenitet i Europa var det oftest
muligt at inkorporere erobrede områders befolkninger, som da Sverige
efter den skånske krig 1675-79 i løbet af halvanden generation
svedicerede en dansk befolkning, der i 1670'erne massivt havde gjort
oprør mod de nye herrer" Og andetsteds skriver Uffe Østergaard,
at "svediceringen var resultat af en historisk enestående
denationaliseringsproces" og et eksempel på "et succesfuldt
gennemført skifte i national identitet for en hel befolknings
vedkommende".
Svediceringen betegnes som "enestående" og "succesfuld",
hvilket resultat man let kan komme til med et tilstrækkeligt langsynet
og teoretisk perspektiv på historien. Og årsagen til succesen
tilskriver Uffe Østergaard "den kulturelle homogenitet i
Europa" før nationalstaterne blev dannet i 1800-tallet.
Derfor kunne man let inkorporere store landområder uden problemer.
Men man kan også vælge at se historien i et mindre stort
slået perspektiv, og i stedet fokusere på de menneskeskæbner,
som led voldsomt under den meget hårdhændede svenske fremgang
i de besatte områder for at gøre befolkningen svensk. Det
er faktisk noget af det første eksempel på en totalitær
undertrykkelse af en hel befolkning - stik imod indgåede aftaler.
Succesrig og enestående kalder den komparative historiker forløbet.
Sådan må resultatet blive, når man i forvejen har
set bort fra de konkrete menneskers eksistens. Under svedificeringspolitikken
dræbte og terroriserede den svenske hær skåninger
på grusomste maner. I et enkelt sogn beordrede kong Karl XI alle
mænd mellem 15 og 60 år dræbt, en anden gang radbrækkedes
20 snaphaner til døde, heriblandt en 14-årig dreng.
Den nøgterne historiker konstaterer objektivt, at svedificeringen
var en succes, hvilket skyldtes en stor grad af homogenitet. Når
befolkningerne i virkeligheden var kulturelt homogene (selvom de var
uvidende om det), må de snaphaner og gønger, der under
store personlige omkostninger gjorde oprør, vel karakteriseres
som værende i uoverensstemmelse med deres sande interesser? Og
bornholmerne, der succesrigt gjorde oprør og forblev under den
danske krone - hvordan skal de karakteriseres? Forblændede af
imaginære forskelle?
Et andet eksempel på foragten overfor det konkrete som følger
af det overnationale, komparative perspektiv er, når Uffe Østergaard
kan operere med et begreb som "uerkendt racisme". Østergaard
taler om "den lille, uerkendte racisme, der ligger umærkeligt
skjult i betegnelserne "dansk" og "fremmed". Disse
betegnelser giver os nemlig problemer ikke bare i forhold til indvandrere
fra den ikke-europæiske verden, men også i forhold til det
Europa, vi er i en eller anden form for union med."
Altså går vi rundt med en mærkelig syge i os, en
ikke bevidstgjort racisme, når vi finder på at skelne mellem
dansk og fremmed. Blot at drage denne sondring, som ethvert barn ved
er meget relativ vidner om racisme. Og det giver problemer overfor de
mange nytilkomne indvandrere, som ikke kan dansk. Den eneste tilladte
sondring må være mellem det enkelte individ og menneskeheden
og alle inddelinger der i mellem bliver politisk ukorrekt. Det folkelige
bliver racisme, det nationale bliver nationalisme, men dog stopper Uffe
Østergaard - lidt inkonsekvent - ved Europas grænser. Vi
må gerne være europæere.
Uffe Østergaard mener, at Poul Nyrup Rasmussen og Holger K.
Nielsen i virkeligheden var drevet af en latent racisme, da de flettede
det nationale kompromis sammen i 1993. "Det var sandsynligvis en
sådan uerkendt form for racisme, der lå bag det danske forbehold
overfor det europæiske unionsborgerskab i Maastricht-traktaten."
Ikke at ville være europæer bliver til racisme.
Det nationale
En kendt engelsk historiker sagde engang om nationalitet: "Så
længe ingen spørger i os om det, ved vi, hvad den er, men
at forklare den eller definere den kan vi ikke".
Bedre kan det ikke siges, for nationer er ikke objektivt fastlagte inddelinger
af verden fra skabelsens første dage. Så ville der være
en forklaring og definition på nationaliteten. Det var det, nazismen
søgte i racen og biologien. Og da grænserne ikke findes
som naturligt, biologisk givne, bliver det kunstigt at opstille dem
som naturlige.
Faghistorikeren kan sagtens undersøge så væsentlige
størrelser som nation, folk og stat, studere deres udvikling
over tid fra tidlige kim-dannelser til situationen i dag. Og danskerne
har næppe tænkt på nøjagtig samme måde
fra Gorm den Gamles dage og til i dag. Selvforståelsen har da
sikkert udviklet sig, og det kan der så skrives lærde afhandlinger
om. Hvis der ellers findes en sikker metode til at fange en selvforståelse
og en mentalitet.
Men set fra den enkeltes synsvinkel og det enkelte overleverede fællesskabs
synsvinkel er det ret ligegyldigt, om det kan påvises, at vi for
århundreder eller årtusinder siden tænkte mere regionalt
end nationalt eller talte mere i dialekt fremfor rigsdansk.
Det klogeste der på dansk grund er sagt om nationalitet, skylder
vi sognepræst Jørgen Kristensen fra Sydslesvig, der i 1963
i en artikel om nationalstaten skriver: "Den enkelte nationalitet
er ligesom det enkelte menneske en individualitet, et historisk eengangsfænomen,
som man ikke kan definere, men kun kendetegne præcist ved at give
navn. At være dansk er en parallel til at hedde Søren Hansen."
Det er derfor, det er lige så meningsløst at botanisere
i nationaliteten og skrive store værker om danskhed, dansk identitet
eller som i Uffe Østergaards tilfælde "løse
gåden om dansk identitet", som det ville være at finde
en sørenhed eller hansenhed. Nationaliteten unddrager sig ligesom
personligheden en definition, en essentiel bestemmelse, et væsen.
At ville indfange danskheden og sige den er sådan og sådan
lader sig ikke gøre.
Sagt med skolastisk terminologi kan man sige, at nationalitet er et
navn og at der bag navnet ikke gemmer sig nogen essens eller hvad-hed.
Mange af nationalisme-forskerne beskylder nationalister for at operere
med fikse ideer om nationen, men det er i virkeligheden nationalisme-forskerne
selv, der tænker ud fra et på forhånd fastlagt tankemønster,
når de formener at kunne udtale sig om, hvad der er kunstigt og
falsk bevidsthed og hvad der tilsyneladende ikke er det. Hvis nationalstaten
er kunstig, hvad er så naturligt? Verdensstaten? Menneskeheden?