Tyrkiet - et gensyn efter 33 år
Af Carsten Ringsmose, cand. rer. soc.
Trykt i Politiken den 15. november 2004.
I 1971 deltog jeg i en række undersøgelser af samfundsforholdene
i Tyrkiet som led i optagelsen af en film "Tyrkiet - eksempel på
et u-land", som blev anvendt i undervisningen på højskoler,
gymnasier og seminarier.
Det har længe været min drøm at genopleve de steder,
vi havde skaffet os et indgående kendskab til, for det er en enestående
samfundsfaglig mulighed at kunne sammenligne konkrete samfundsforhold
efter en tredjedel århundredes udvikling. Lige nu er situationen
i det sydøstlige Anatolien så rolig, at jeg turde rejse -
i hvert fald når vi holdt en passende afstand til Irak-grænsen,
og aktuelle omstændigheder bidrog til, at rejsen blev realiseret:
Dels et konkret, fagligt behov for at studere en række omstændigheder
i tyrkiske børns opvækstvilkår, for bedre at kunne
forstå deres situation som indvandrere i Danmark, dels hele den
aktuelle diskussion om Tyrkiets eventuelle optagelse i EU.
De fleste danske Tyrkiet-rejsende besøger kun feriestederne på
syd- og vestkysten, der er så moderniserede og europæiserede,
at de ikke har ret meget til fælles med resten af Tyrkiet. Jeg besøgte
derimod de steder, hvor jeg på forhånd kendte samfundsforholdene
indgående, fordi de havde indgået i mine undersøgelser
33 år tidligere, hvor de pågældende steder havde dannet
baggrund for scener i filmen.
Den meget positive forhåndsindstilling til "mit elskede Tyrkiet"
betød, at jeg tog til landet med den forhåbning, at jeg kunne
komme hjem med den beroligende - og velunderbyggede - besked, at Tyrkiets
udvikling havde bragt landet meget nærmere til Europa, havde løst
de traditionelle samfundsproblemer og dermed gjort et medlemskab af EU
acceptabelt. - Sådan gik det desværre ikke.
Første stop var Istanbul, og for at kunne sammenligne bestemte
forhold, medbragte jeg en stor mængde fotografier taget 33 år
tidligere, f. eks. billeder af bærere, som fragtede enorme byrder
på ryggen. Jeg ville spørge en taxa-chauffør: Findes
dette fænomen stadig i vore dage? - Jeg nåede dog slet ikke
at spørge, for i de trange gader bag den ægyptiske basar
kunne vi straks finde masser af bærere med deres bæresaddel
på ryggen, hvorpå de slæber store byrder - så
længe helbredet holder. Gensynet med dette menneskenedbrydende fænomen
var et chok, som rejste spørgsmålet: Er fremskridtet da slet
ikke kommet til Istanbul?
Jo! - For 33 år siden så jeg f. eks. en bærer med et
pengeskab på ryggen, og da han vaklede fra side til side under den
enorme byrde, havde han en medhjælper på hver side, som støttede
ham, så han ikke væltede! Så store byrder ses ikke længere,
for sækkevognen har i den mellemliggende tid vundet indpas, så
de tungeste byrder nu trækkes på en vogn. Nu slæber
bærerne ikke mere end 3-4 gange den vægt, de måtte løfte,
hvis de var medlemmer af SID i Danmark.
Bærerne er det mest iøjnefaldende udtryk for det velkendte
samfundsproblem, man plejer at betegne "skjult arbejdsløshed".
Den almindelige samfundsmæssige situation med en kombination af
stor mangel på relevant arbejde og en meget mangelfuld socialforsorg
tvinger arbejdsløse mennesker til at finde på noget, som
ikke i moderne forstand kan kaldes arbejde: Bære tunge byrder rundt
i byen i konkurrence med lastbiler, åbne en lille gadeforretning,
hvis eneste vare er sten til gastændere, eller stille sig på
gaden med en vægt, og søge en indkomst ved at veje folk,
der går forbi. Disse fænomener findes stadig i et forfærdende
omfang, ikke mindst i Istanbul, og omfanget af den slags "beskæftigelse"
peger på, at inklusive den "skjulte" arbejdsløshed
må hovedparten af befolkningen betragtes som udenfor samfundsmæssig
relevant beskæftigelse.
På instituttet for politisk videnskab i Ankara, hvor jeg boede som
gæst i månedlange perioder, fortalte man for 33 år siden,
at befolkningsstatistikken var meget usikker, og at man reelt ikke vidste,
hvor stor befolkningen var, men ifølge data fra U.S. Census Bureau
(som også er kilde til de følgende data), så var befolkningen
den gang 35 mio. medens den nu er 70 mio. - altså en tilvækst
på en million nye indbyggere hvert år. Dette forhold forklarer,
hvorfor de fremskridt, der unægtelig i høj grad sker, alligevel
er utilstrækkelige: Hvis beskæftigelsen skulle bringes op
på et rimeligt højt niveau, så skulle man skabe en
million nye arbejdspladser hvert år, foruden de nye arbejdspladser,
som skulle gøre indhug i den omfattende, "skjulte" arbejdsløshed.
Hvis de enorme slumkvarterer skulle fjernes, så skulle man bygge
nyt i en størrelsesorden svarende til København hvert eneste
år - foruden nyt byggeri til erstatning for store arealer med gammel
slum. Befolkningstilvæksten betyder, at selv meget store årlige
fremskridt bliver forvandlet til relative tilbageskridt: Både arbejdsløshed
og slum vokser - selvom Tyrkiet i den mellemliggende periode har skjult
en stor del af befolkningstilvæksten ved at eksportere den til andre
lande i Europa.
Tyrkiet er iøvrigt et godt eksempel
på de aktuelle problemer i prognoser om befolkningsudviklingen,
som baserer sig på udviklingen hidtil. Når det gælder
befolkningstilvæksten, så er reglen, at jo mere urbanisering
og industrialisering, jo færre børn. Det er grundlaget
for, at man forventer en lavere vækst fremover. Men problemet
er, at Tyrkiet har en europæisk orienteret, moderne bybefolkning
med få børn, og en traditionel landbefolkning med mange
børn, - så mange, at den traditionelle landbefolkning nu
vokser på den moderne bybefolknings bekostning. Resultatet er
allerede nu et islamisk orienteret flertal, som er regeringsbærende,
og så er det tvivlsomt, om de optimistiske prognoser for den fremtidige
befolkningsudvikling holder. Hvis de ikke holder, så vokser Tyrkiets
befolkning, som var 21 mio. i 1950, ikke kun til de forventede 86 mio.
i 2050, men til mange, mange flere.
Vi kan illustrere perspektivet ved at se på vækstprognoserne
i nogle lande, hvor islam spiller en større rolle end i Tyrkiet.
Afghanistan havde godt 8 mio. indbyggere i 1950, mere end 28 mio. i
2004 og forventes at have 82 mio. i 2050. Saudi-Arabien - Osama bin
Ladens base og hjemland - havde mindre end 4 mio. i 1950, næsten
26 mio. i 2004 og forventes at have en befolkning på knap 50 mio.
i 2050. Og lad mig tilføje, at disse prognoser også er
resultat af optimistiske forventninger! Saudi-Arabien havde f. eks.
en vækstrate på 4,9 % årligt i 1970-80, medens den
optimistiske prognose "kun" forventer en vækstrate på
1,4 % i 2010-2020.
Da vi ankom til hovedstaden Ankara var spørgsmålet: Eksisterer
de enorme slumkvarterer stadig, som vi besøgte og filmede for
33 år siden? Det er et almindeligt fænomen i fattige lande,
at befolkningstilvæksten, som ikke kan finde arbejde i landbruget,
og slet ikke, hvis det moderniseres, rejser ind til byerne for at finde
arbejde - fænomenet kaldes "flugten fra land til by".
I Ankara flyttede i tusindvis af folk ind fra landet, og byggede sig
et hus af kasserede brædder, fladbankede oliedunke, gamle reklameskilte
og plasticfolie. Det var ganske vist ulovligt, men når folk først
var flyttet ind, var myndighederne magtesløse, for folk kunne
ikke "sættes ud". Disse huse kaldtes "gecekondu",
som i min ordbog fra 1965 oversættes til "houses built during
one night without permission". Ankara havde enorme områder
med sådanne "en-nats-huse", og kvarteret "Altindag",
som betyder "guldbjerget", har navn efter problemet, fordi
fattige bønder rejste til byen for at blive rige, for at finde
guld, og havnede i den kæmpestore, fortvivlende fattige slum på
Altindag. Nu var spørgsmålet: Findes Altindags slum stadig?
Det forfærdende svar er, at enorme bykvarterer af "en-nats-huse"
fortsat ligger hen som håbløst slum - i mellemtiden legaliseret
af populistiske politikeres stemmefiskeri, og nu med parabol-tv, som
formidler fremtidsdrømmen om at rejse bort til Europas herligheder.
Fra Ankara gik rejsen videre med et lille fly langt ud østpå,
hvor vi kunne besøge mit hjertes landsby Yediyol, hvor jeg for
33 år siden optog fantastisk maleriske scener af de traditionelle
bønder i deres hjemmevævede, meget farverige klædedragter,
og dermed viste et landligt dagligliv, som næsten ikke havde forandret
sig i århundreder. Jeg var spændt på, om byen overhovedet
eksisterede længere? - Det gjorde den, og enhver kan forstå,
hvor rørende det var at møde folk, som udmærket
kunne huske vores besøg for 33 år siden - og muntert kunne
berette om episoder fra den tid, vi boede i landsbyen.
Sidst var vi i Yediyol i august/september, og skolen var lukket, fordi
børnene hjalp forældrene med markarbejdet. Nu kom vi på
besøg i sidste halvdel af oktober, altså et par måneder
senere på året, og fik den samme forklaring, da vi undrede
os over, at kun seks børn var i skole, selvom der var hundredevis
af børn i den skolepligtige alder. Landsbyen var fuld af legende
børn, som ikke passede skolen - ganske som deres forældre
33 år tidligere. Når kun få børn var i skole,
er forklaringen simpelthen, at befolkningen her i det sydøstlige
Anatolien er traditionelle bønder, der lever under nærmest
før-feudale forhold, de er analfabeter, og de har ingen forståelse
for, hvor meget det betyder at gå i skole. De har nemlig selv
- ligesom deres forældre - "klaret sig" uden skolegang,
- og de kender ikke, og kan heller ikke forstå de problemer, der
opstår, når deres største forhåbning opfyldes,
og de kommer til Europa, hvor de slet ikke kan fungere tilfredsstillende.
Foregår der da ikke hele tiden en omfattende modernisering og
europæisering i Tyrkiet? Jo! - Men det er kun én ud af
flere tendenser. Samtid med en stærk stræben hen imod et
sekulært, rationelt og demokratisk samfund, så vinder islamiseringen
også stærkt frem. For 33 år siden kunne man godt møde
en kvinde med tørklæde i Istanbul, men så var der
som regel tale om en bondekone, som netop var ankommet fra Anatolien
i sin traditionelle påklædning. Nu møder man mange
tørklæde-klædte kvinder, der på denne måde
viser deres tro. Under taxa-turen på 30 km fra Ankaras centrum
til lufthavnen kunne vi tælle 39 moskeer, - de fleste både
store og nybyggede.
Hjemmefra havde vi i månedsvis fulgt udviklingen, og registreret
ethvert tilfælde af uroligheder, og var forberedt på en
hurtig retræte, hvis vi f. eks. skulle blive chikaneret eller
truet på grund af vores nationalitet og manglende tro. Vi oplevede
hverken antydning af chikane eller afstandtagen - tværtimod. Unge
mennesker ville gerne snakke med os, og afprøve deres engelsk-kundskaber,
som dog i de fleste tilfælde er helt utilstrækkelige til
at muliggøre en samtale, og det er en målestok på
det generelt lave uddannelsesniveau, at det er meget svært at
finde en person, som kan tale engelsk - også i hovedstanden Ankara.
Men vores besøg i Yediyol blev ligesom sidst gennemført
med en medbragt tolk, og besøget, som foregik under Ramadanen,
var præget en gæstfri og respektfuld ankerkendelse, som
f. eks.viste sig ved, at man i rigt mål serverede for os, medens
man selv fastede. Vores eneste ubehagelige oplevelse var, at vi var
forfærdede vidner til, at en gruppe jødiske skolebørn
i Istanbul blev slået, sparket og spyttet på af andre skolebørn
på vej hjem fra skole - velvilligt iagttaget af omkringstående
voksne.
I det østlige Anatolien oplevede vi overalt en pragtfuld gæstfrihed
hos kærlige mennesker med åbne sind, men samtidig mennesker,
som fastholdes af ældgamle bondetraditioner, og som ikke kan klare
sig hjemme, hvor indførelsen af kapitalistiske samfundsforhold
vinder magt over og fortrænger deres traditionelle selvforsynende
bondesamfund, og som heller ikke kan klare sig i Europa, som kræver
kvalifikationer, de hverken har eller forstår, men hvor de alligevel
drømmer sig hen som løsningen på en fortvivlet livssituation.
Livssituationen for den almindelige landbefolkning er ikke blevet fundamentalt
forbedret af fremskridtet. I en typisk landsby som Yediyol er de traditionelle,
lerklinede huse i et vist omfang erstattet af huse bygget af funda-blokke
af beton, og pudset med den traditionelle blanding af ler og halm. Nu
er der lagt vand rundt i byen, så spildevandet flyder i åbne
render ned gennem de smalle smøger mellem lerhusene, der har
fået elektrisk lys og parabol-fjernsyn.
Sydøstanatoliens store "fremskridt" er bygningen af
"Atatyrk-dæmningen", som opdæmmer enorme vandmasser,
producerer elektricitet, og fordeler vandet ud over den enorme Urfa-slette,
som derved bliver gjort til et af verdens mest frugtbare områder.
Jeg spørger mig selv, hvad befolkningerne i Syrien og Irak siger
til, at man på denne måde om-fordeler vandet fra Eufrat,
som ellers hidtil var forudsætningen for landbruget i disse lande?
Samtidig med, at dette "fremskridt" har bragt elektricitet,
og dermed lys og parabol-fjernsyn ud i landsbyernes huse, så har
det også cementeret den udvikling, hvor et tilbagestående,
traditionelt bonde- og landsbysamfund, som under ledelse af enten en
herremand eller en høvding (eller en blanding af sådanne
feudale og før-feudale forhold), hovedsagelig drev et fælles
subsistens-landbrug, nu hen over hovedet på den jævne befolkning
forvandles til et privatkapitalistisk selvejerlandbrug, - endda ofte
med udenlandske ejere.
Denne udvikling har gjort de herremænd og overhoveder, som pludselig
er blevet jordejere, stenrige, og for det store flertal skabt en livssituation,
som er blevet endnu værre i de forgangne 33 år, fordi deres
subsistens-prægede landbrug er blevet fortrængt af enorme
bomuldsmarker, som godt nok er fantastisk maleriske, men som forandrer
den brede befolknings forhold til noget, som økonomisk bedst
kan sammenlignes med de sorte slavers forhold i USA for 150 år
siden.
Sådanne samfundsforhold vil gøre Tyrkiet i EU til en katastrofe,
medmindre landet først har løst sine enorme problemer
med befolkningsvækst, økonomi, beskæftigelse, boligforhold
og social sikring.
Retur
til artikeloversigt om kultursammenstød
|