Selviskheden i demokratiet
Trykt i Politiken 3. august 2000 (kultur og debat, side 5)
Af Kai Sørlander
Socialisterne tog fejl, da de troede,
at de kunne afskaffe selviskheden i et samfund uden interne modsætninger.
Fejlen i vort samfund er, at det indflydelsesrige lag af velstillede
tror, at de har afskaffet selviskheden.
Demokratiet kræver, at det er folket, der
skal have den politiske magt. Hver især skal vi være med
til at bestemme; men i praksis må det ske gennem valg af repræsentanter.
Demokratiet forlanger derfor borgere, som er i stand til at tage rationel
stilling til politiske problemer, eller som i hvert fald er i stand
til at vælge politikere, som kan hjælpe dem i en sådan
stillingtagen. Og det forlanger tænkere, som kan gøre opmærksom
på vanskelighederne, mens de endnu er små og forholdsvis
lette at overvinde; så samfundet ikke pludselig og uforvarende
befinder sig dér, hvor vanskelighederne nok er lette at konstatere,
men ikke længere kan imødegås. Der er intet, som
med nødvendighed sikrer, at disse betingelser vil være
opfyldt. Der er intet, som udelukker, at et demokrati kan undergrave
sig selv, og at det kan vikles ind i konflikter, som det ikke er i stand
til at løse. Det kan i kortsynet selvtilfredshed eller i en ideologisk
blindhed følge et spor, der ender i en sump, som det ikke selv
kan hæve sig op af.
Demokratiet kræver både erkendelse og samarbejdsvilje. Mangler
erkendelsen, så bliver samarbejdsviljen blind; og mangler samarbejdsviljen,
så bliver erkendelsen et redskab for selviskheden. Det ene er
nødvendigt, og det andet kan ikke undværes. Men da vi er
mennesker, og som sådanne menneskelige, så er både
erkendelsen og samarbejdsviljen begrænset. Skal demokratiet leve
trods den begrænsning, så må kravet være, at
vi er os begrænsningen bevidst. Og det betyder specielt, at vi
ikke bør være for naive i vor tro på menneskets godhed,
men at vi bør begynde med en sagtmodig erkendelse af selviskhedens
realitet. Dette krav stiller os umiddelbart over for spørgsmålet
om, hvorvidt vi har så megen klogskab, at vi i vore demokratiske
beslutninger kan tage det rette hensyn til vor begrænsede samarbejdsvilje.
Måske falder vore teoretiske skrivebordsløsninger fra hinanden,
fordi vi i vort selvbedrag har glemt, at selviskheden også spiller
med. Selve påmindelsen om, at vi ikke bør lukke øjnene
for menneskets selviskhed, er imidlertid én ting. En anden ting
er, hvorledes vi mere konkret bør forholde os til selviskheden.
Det afhænger først og fremmest af, hvor dybt den stikker:
om den blot er et faktum, som vi må erkende og så i øvrigt
bøje os for, eller om den tværtimod er noget, som vi kan
ændre. Den gamle lærdom var, at mennesket i sin natur er
selvisk og derfor syndigt. I den kristne tradition talte man om arvesynden.
På den baggrund var det samfundets - den verdslige magts - opgave
at lægge bånd på individernes selviskhed. Men senere,
med den begyndende sekularisering, var der nogle, der vendte sammenhængen
på hovedet. Efter deres mening var det dybest set ikke menneskets
natur, men derimod samfundet eller civilisationen, der var den egentlige
synder. Det var ikke mennesket, som i sig selv var fordærvet,
men det var samfundet eller civilisationen, der fordærvede det.
Når menneskene, som de er flest, i deres liv viser ufølsomhed
over for andres lidelser og måske ligefrem handler råt,
så skyldes det, at de er forkvaklede af den herskende samfundsorden.
Deres sande og egentlige natur er derimod kendetegnet ved medfølelse
og hjælpsomhed; men den vil kun udfolde sig under de rette betingelser.
Denne venden rundt på forholdet mellem menneskenatur og samfundsorden
havde sit første markante udtryk med Rousseaus kritik af civilisationen
og med hans 'negative' opdragelsesteori. Men den fik et særligt
betydningsfuldt udtryk med den socialistiske kritik af kapitalismen.
Mange socialister nærede en tro på, at socialismen kunne
skabe et helt nyt menneske: et menneske, som alene var behersket af
samarbejdsvilje, og som ikke længere kendte til selviskhed. Forenklet
sagt så mente de, at hvis blot fællesskabet (repræsenteret
ved staten) overtog ejendomsretten til produktionsmidlerne, så
ville fællesskabsfølelsen også automatisk gro frem
og selviskheden ville miste sit fodfæste i menneskenaturen. I
det socialistiske fremtidsrige var selviskheden historie og næstekærligheden
enerådende. Sovjetunionen var et forsøg på at virkeliggøre
den socialistiske drøm. Staten overtog magten over produktionsmidlerne
og økonomien skulle planlægges, så man undgik den
ødelæggende konkurrence. Men det socialistiske menneske
lod vente på sig; og for så vidt det kom, så viste
det sig at være helt anderledes end ventet. Det var ikke en uselvisk
samaritaner, men en egenkærlig bureaukrat. Med Sovjetunionens
fald er det blevet let at se, at den socialistiske tro var naiv. Lidt
sat eftertanke kan snart afsløre, at der overhovedet ingen grund
er til at tro, at fordi man ophæver den private ejendomsret til
produktionsmidlerne, så skulle selviskheden forsvinde og ikke
i stedet blot finde nye og måske farligere udfoldelsesmuligheder.
Om ikke andet så har Sovjetunionens fald lært os at være
varsomme med at tro, at vi kan fjerne selviskheden blot ved at ændre
samfundsforholdene. Denne erfaring har stillet os tilbage til det gamle
spørgsmål om, hvorledes der kan skabes et anstændigt
samfund, når vi nu må bøje os for, at selviskheden
ikke kan udryddes. Når vi vil genoverveje det spørgsmål,
så er det naturligt at tage udgangspunkt i, hvad der stod tilbage,
da det socialistiske eksperiment brød sammen. Det gjorde specielt
markedsøkonomien i dens forskellige afskygninger. Dette system
giver et vist spillerum for selviskheden, i og med at det tillader,
at man forsøger at sælge så dyrt som muligt og at
købe så billigt som muligt. Og når man nu ikke kan
udrydde selviskheden ad den socialistiske vej, så må spørgsmålet
være, hvorledes man kan tøjle selviskheden i det markedsbaserede
samfund. Hvorledes kan man lade selviskheden udfolde sig på markedet
og samtidig skabe et samfund, som er anstændigt for alle - altså
også for dem, som taber på markedet? Eftersom markedssystemet
medfører, at man ikke kan leve uden penge, så er spørgsmålet
ganske enkelt, hvorledes det sikres, at ingen skal stå uden det
nødvendige minimum af penge. I sidste instans må det sikres
ved statmagtens indgriben. Da statsmagten imidlertid ikke kan skabe
værdier ud af den blå luft, så må pengene til
de svageste på en eller anden måde tages fra dem, som har
mere, end de selv behøver. Men da disse er selviske på
markedet, så bliver de ikke pludselig uselviske, når det
kommer til at skulle hjælpe de svageste. Hvorledes kan samfundet
så sikre, at der kan overføres penge fra de velstillede
til de svage, uden at det sker under den ganske urealistiske forudsætning,
at de velstillede er uselviske? Det er der mulighed for, at samfundet
kan gøre, såfremt det kun kræver, at de velstillede
skal yde til de svage, under den forudsætning at de bevarer deres
relative placering i det økonomiske hierarki. Det vil ganske
enkelt sige, at hvis en person har mere end en anden før skat,
så skal han også have mere tilbage end den anden, når
skatten er betalt. Det er således, vi faktisk har indrettet skattesystemet
(og dermed den politisk påtvungne hjælpsomhed). Når
vi har gjort det på den måde, så er der tale om en
realistisk afbøjning i forhold til selviskheden. Vi har forenet
et markedssystem, som tillader selviskheden at udfolde sig, med et skattesystem,
som bøjer af for selviskheden, i og med at det kun kræver,
at den enkelte skal yde til den fælles hjælpsomhed under
den forudsætning, at han bevarer sin relative placering i indtægtshierarkiet.
På den måde har vi sammenflikket et system, som forsøger
at sikre de svageste, samtidig med at det ikke bygger på en tro
på de velstilledes uselviskhed. USA og Danmark er eksempler på,
at sammenflikningen kan have forskellige former; men det principielle
grundlag er det samme. Lad os kalde dette system for socialkapitalistisk.
Det socialkapitalistiske samfund er ikke det ubetinget gode samfund.
Men det svarer jo blot til, at menneskene i sig selv heller ikke er
ubetinget gode. Hvis menneskene var bedre, kunne man indrette sig som
i den socialistiske ønskedrøm; men da menneskene er, som
de er, så er en udgave af det socialkapitalistiske samfund det
bedste, vi kan håbe. De mennesker, som følger det socialkapitalistiske
systems regler og ikke mere, de er ikke så gode, som de kunne
have været; men de er, som mennesker er flest. Det socialkapitalistiske
systems styrke er, at det er indrettet under en realistisk hensyntagen
til menneskets selviskhed. Det var en svaghed i socialismen, at den
troede, at den kunne afskaffe selviskheden. På dette punkt kan
vi altså konstatere, at det socialkapitalistiske system er stærkere
og altså mere levedygtigt end det socialistiske, fordi det har
en mere realistisk forståelse af mennesket. Men det næste
spørgsmål er så, om det socialkapitalistiske system
er stærkt nok . Kan det ikke også komme i den situation,
at det undergraver sig selv, fordi det ikke kan holde sammen på
sine indre modsætninger? Jo, selvfølgelig kan det det!
Der er ingen højere magt, som sikrer, at det fortsat vil hænge
sammen. Når den sociale hjælpsomhed ydes under den forudsætning,
at enhver bevarer sin plads i det økonomiske hierarki, så
er der tale om en evig balancegang. Det socialkapitalistiske system
skal konstant overvinde en indre spænding, som det aldrig endegyldigt
kan slå sig til tåls med, at det har overvundet. Og selvom
samfundet fungerer økonomisk, er det ikke derfor sikkert, at
det også giver de svageste et værdigt liv. Det kan blot
lukke dem ude. Har USA en anstændig basis for de svage? Har Danmark?
Hvor mange huller skal vi acceptere og stadig tale om anstændighed?
Disse spørgsmål vokser ud af selve den indre spænding
i det socialkapitalistiske system. Og skal vi fortsat kontrollere denne
spænding, så bør vi være klar over dens natur.
Det vil sige, at vi bør være på det rene med, at
det socialkapitalistiske systems styrke er, at det pragmatisk bøjer
sig for menneskets selviskhed, og vi bør altså slippe alle
illusioner om, at vi kan indrette paradis her på jorden.
Omvendt må der så også ligge en fare i selve det,
at vi kan misforstå det socialkapitalistiske systems virkemåde.
Og da det kan være svært at acceptere sin egen selviskhed,
så er der en misforståelse, som er fristende for de velstillede.
De kan simpelthen være blinde for, at det, at de yder til de svage
under den forudsætning, at de bevarer deres plads i det økonomiske
hierarki, er en indrømmelse til deres egen selviskhed. I stedet
kan de bilde sig ind, at de er den moderne inkarnation af den barmhjertige
samaritaner. De ser ikke forskellen mellem at hjælpe direkte og
således, at man selv bærer omkostningerne, og at hjælpe
indirekte og under forudsætning af, at man bevarer sin plads i
hierarkiet. I deres selvforståelse er der ingen forskel mellem
samaritanergodhed og skatteborgergodhed. Reel betydning får denne
virkelighedsfordrejelse, når samfundet som helhed står over
for at skulle hjælpe fremmede. Når man også her yder
under den forudsætning, at man bevarer sin plads i det økonomiske
hierarki, så er det umiddelbart og helt alment klart, at de længere
nede i hierarkiet tvinges til at opgive noget, som de højere
oppe i hierarkiet ikke tvinges til at opgive. Så den velstillede,
som politisk går ind for hjælpen, men kun vil bidrage under
den forudsætning, at han bevarer sin plads i hierarkiet, han er
etisk set (med samaritanerens målestok) ikke nødvendigvis
et bedre menneske end den dårligt stillede, som går imod.
Og det er en dyb misforståelse, hvis den velstillede tror, at
han er bedre. Dette skisma skærpes, når hjælpen til
de fremmede omfatter at tage dem ind i landet. Skærpelsen skyldes
blandt andet, at det økonomiske hierarki også giver sig
udslag i et bolighierarki. De velstillede bor for sig, og de fattige
bor, hvor ingen andre vil bo. Når de fremmede skal bosættes,
betyder det, at de især kommer til at bo blandt de fattige. Det
er altså hovedsagelig de fattige, som i deres hverdag kommer til
at mærke integrationen af de fremmede, og som altså må
leve med konsekvenserne af, at de fortrolige omgangsformer brydes. Hvis
så de fattige i deres politiske stillingtagen protesterer mod
den udvikling, så er de etisk set ikke værre (eller mere
selviske) end de velstillede, som kun vil yde under forudsætning
af, at de kan bevare deres plads i hierarkiet, og som derfor i fred
og ro kan bo på afstand af de problemer, som de lægger på
de fattiges skuldre. Det simple faktum er altså, at den selviskhed,
der kommer til udtryk i de fattiges protest mod indvandringspolitikken,
blot er et andet udtryk for den selviskhed, som kommer til udtryk i
skattesystemets indretning. Dybest set er der ingen forskel. Men tragedien
er, at mange velstillede (deriblandt også nogle af biskopperne)
tror, at der er en forskel. De forstår slet ikke, at når
skattesystemet er indrettet, som det er, så er der tale om en
afbøjning, som tager hensyn til netop deres selviskhed. I deres
selvbedrag opfatter de deres egen skatteborgergodhed, som var den samaritanergodhed.
Hvorfor er det en tragedie? Ganske enkelt, fordi det betyder, at der
er mange velstillede, der misforstår deres etiske relation til
det sociale fællesskab. Hvor de selv tror, at de kan tale fra
en samaritanerposition, så taler de i realiteten kun fra en skatteborgerposition.
Hvor de selv tror, at deres godhed er som samaritanerens - personlig
og bestemt af den nød, man konfronteres med - så er den
i realiteten som skatteborgerens - begrænset af, at man kun vil
yde, såfremt man bevarer sin plads i indtægtshierarkiet.
Men hvorfor er den misforståelse ligefrem en tragedie? Fordi det
er de velstillede, der har magten over medierne. Det er dem, som bestemmer,
hvad der skal høres i samfundet, og hvorledes det skal præsenteres.
Og fordi det næppe er for meget at sige, at de velstillede, som
har den magt, synes specielt at ligge under for misforståelsen
om deres egen godhed. Det kan i hvert fald konstateres, at medierne
i det store og hele er bærere af en holdning, som skjuler forskellen
mellem samaritanergodhed og skatteborgergodhed, og som derfor er blind
for de reelle problemer i den demokratiske beherskelse af selviskheden.
Socialisternes fejl var, at de troede, at de helt kunne afskaffe selviskheden
og skabe et samfund uden interne modsætninger. Fejlen førte
til en tragedie. Fejlen i vort samfund er en anden end socialisternes.
Den er, at der er et på alle områder meget indflydelsesrigt
lag af velstillede, som tror, at de allerede har afskaffet selviskheden,
i hvert fald hvad angår dem selv. Men i og med at deres godhed
er skatteborgergodhed, kan ingen illusion være større.
Og som illusion kan den på sin egen måde vise sig at være
lige så farlig som den socialistiske. Skal vi genvinde den etiske
anstændighed i politikken, så skal vi genvinde forståelsen
for, at samaritanergodhed for evigt vil være noget andet end skatteborgergodhed.
Retur
til artikeloversigt om filosofi og etik