RELIGIONSKRITIK
Af Kirsten Sarauw, 2004
Religionskritik er en umistelig del af den demokratiske ytringsfrihed.
Ytringsfrihed hører sammen med tolerance. At kritisere en religion
er ikke ensbetydende med at sætte spørgsmålstegn
ved religionsudøvernes ret til at have deres religiøse
overbevisning og praksis. Tolerance er imidlertid ikke det samme som
kritikløshed. Tolerance er at kunne tåle uenighed og kritik.
Forudsætningen for det er, at man kan skelne mellem sag og person.
Fordi jeg kritiserer din mening, har jeg ikke derfor undsagt din ret
til at have den. Så kan man diskutere, hvor grænsen for
en provokation skal gå. Filminstruktøren Theo van Goghs
meget voldsomme filmsprog har desværre selv forårsaget,
at hans anliggende mere eller mindre er forsvundet ud af fokus. Jeg
vil gerne vende tilbage til sagen: religionskritikken.
Van Goghs film, ”Submission”,
handler ikke om hustruvold i al almindelighed – den findes desværre
over hele verden uanset religiøst tilhørsforhold –
men er en påstand om, at Koran og Hadith, Islams hellige skrifter,
indeholder spor, som kan misbruges – og bliver misbrugt - som
legitimation af vold mod og nedværdigelse af kvinder. Det saglige
grundlag for påstanden foreligger i forskellige dybt problematiske
tekster i Koran og Hadith. Her tillader pladsen blot et enkelt eksempel:”…
Men frygter du, at de (kvinderne) vil være ulydige, da skal du
advare dem, overse dem, når du går i seng, og så slå
dem…”(S. 4,34).
Nu står der jo også rædsomme
ting og sager i Bibelen, hvis kvindesyn bl.a. – ligesom Koranens
– er præget af den tid, teksterne er blevet til i. Hvad
er så den formelde forskel? Det er den autoritet, skrifterne tillægges.
Bibelen er ikke og har aldrig været opfattet som en lovbog. Dernæst
er Bibelkritik en selvfølgelig teologisk disciplin på vestlige
universiteter. Ét er sæd og skik fra en svunden tid, som
må og skal skilles ud som ubrugeligt museumsgods, et andet kernebudskabet.
Forsøg på at gøre kristendommen til en fundamentalistisk
lovreligion har hele kristenhedens historie igennem været en væsentlig
kampfront. Desuden har verdslighedens skarpe kristendomskritik, der
sandelig ikke har skortet på blasfemiske krænkelser, været
en uhyre kreativ inspiration for den teologiske nytænkning.
En lignende proces kendes ikke for Islams
vedkommende. Den kritiske bevidsthed forsvandt stort set ud af ortodoks
Islam efter den arabiske højkultur i middelalderen. Dødsfatwaer
er gennem tiderne haglet ned over enhver formastelig kritiker, der har
måttet flygte, gå under jorden, skrive under pseudonym –
hvis han/hun ikke forinden var blevet henrettet.
Så dette er det egentlige kritikpunkt:
Verbalinspirationen, som enhver sober indførelse i Islam gør
opmærksom på er ufravigelig. Koranen anses for en hellig,
ufejlbarlig og bogstavelig gengivelse af Allahs vilje helt ned til mindste
punktum, der gælder som absolut lov for enhver troende muslim.
Islamisk teologi består følgelig mest i fortolkningskunst
og juridisk skolastik, ikke i religionskritisk nytænkning. Det
er problemet. Og det var van Goghs ærinde at provokere os alle
til at fatte de alvorlige konsekvenser af den manglende Korankritik.
Her er virkelig noget konstruktivt for moderne, vestlige muslimer at
tage fat på. Koranens ufejlbarlighed må sættes under
kritik. Idet man ikke mindst betænker, at en sandhed, der bliver
nødt til at besvare enhver kritik med vold og dødstrusler,
eller bare afvisende udenomssnak, allerede har dementeret sig selv.
Det er på høje tid, at opdyrke en islamisk teologi på
universitetsplan, hvor fremtidens imamer eksempelvis kan få en
ordentlig ballast af historisk viden og kritisk metode. Så alle
de uspiselige middelalderlige Koranudtalelser om forfølgelse
af vantro, dødsstraf for blasfemi og frafald, afstraffelse af
kvinder kan sættes under debat, offentligt og åbent, og
bogstaveligheden opblødes. Så kernebudskabet kan træde
frem. Islam betyder i moderne muslimsk selvforståelse fred, hengivelse,
næstekærlighed, gavmildhed og social retfærdighed.
Her må den muslimske og kristne verden sagtens kunne række
hinanden hånden - i fælles selvransagelse.
Retur
til artikeloversigt om religion og ideologi