Racistisk "nysprog"
Af Carsten Ringsmose
Trykt i Fyens Stiftstidende 7.-12.-2004
Begrebet "nysprog" blev opfundet
af George Orwell, da han skrev den berømte fremtidsroman "1984"
om et hyklerisk samfund, som havde udviklet denne sprogform, hvor ordene
ofte havde fået en betydning, der var det modsatte af den oprindelige.
Krig betød fred, sandhed betød løgn, og det er
interessant at betragte, hvordan vi nu tyve år efter 1984 kan
finde utallige eksempler på "nysprog". En række
begreber er således "slået over i deres egen modsætning".
Det har længe foruroliget mig at høre om aktiviteterne
hos en gruppe unge i Odense, der betegner sig som "antifascister",
- ikke mindst fordi jeg selv som ung var aktiv i "antifascistisk
komité". Begrebet fascist kommer af det latinske ord fasces,
som var betegnelsen for et bundt stokke, der i form af et emblem blev
båret af romerske politiembedsmænd som tegn på deres
ret til at lade piske og henrette, altså som symbol på statens
legale voldsmonopol. Senere blev begrebet fascisme betegnelsen for en
anti-demokratisk bevægelse, som var kendetegnet ved ulovlig voldsanvendelse
overfor politiske modstandere, men de såkaldte "anti-fascister"
i Odense vender begrebet på hovedet, idet deres aktiviteter omfatter
voldelig sabotage mod lovlige demokratiske møder. Antifascisterne
er altså blot moderne fascister.
Begrebet racisme er udsat for en lignende forvandling. Tidligere var
en racist en person med negative og fordomsfyldte synspunkter om mennesker
af anden race eller etnisk oprindelse, medens skældsordet racist
nu oftere anvendes om folk, der fremsætter fuldstændig saglige
synspunkter vedrørende fremmede folk.
Netop hjemkommet fra en rejse i det østlige Anatolien ringede
jeg således til en gammel veninde, som har været gift og
har børn med en kurdisk mand, idet jeg ville fortælle om
mine oplevelser i Kurdistan, som jeg også havde besøgt
og indgående studeret 33 år tidligere, og samtalen drejede
hurtigt ind på situationen for indvandrere i Danmark, idet hun
beklagede, at indvandrere blev beskyldt for at være mere kriminelle
end danskere, og gentog den udbredte fordom, at det kun er ganske få
kriminelle indvandrere, der ødelægger situationen for de
mange. Jeg svarede, at saglige videnskabelige undersøgelser dokumenterede,
at indvandrerne faktisk var meget mere kriminelle end danskerne. Så
blev denne indvandrerkriminalitet - som ellers netop var benægtet
- forsvaret med det velkendte synspunkt, at vi nærmest tvinger
indvandrerne til kriminalitet, fordi vi nægter dem arbejde, hvortil
jeg svarede, at det var imponerende, hvor mange vi faktisk havde skaffet
arbejde, når man tog i betragtning, at mange ikke kan sproget,
og savner relevante kvalifikationer. Overfor hendes synspunkt, at fremmede
blev modtaget meget dårligt i Danmark, og blev diskrimineret,
oplyste jeg, at videnskabelige undersøgelser blandt de fremmede
slet ikke støttede dette synspunkt, idet de fleste fremmede følte
sig godt behandlet. Så afbrød min gode, gamle veninde samtalen,
idet hun sluttede: "Jeg vil slet ikke diskutere det med dig, for
du er bare en gammel racist, der sidder ude i Sletterød og taler
om ting, du intet kender til".
Det interessante ved denne oplevelse er, at jeg ikke bliver kaldt racist,
fordi jeg udtrykker fordomme, men tværtimod fordi jeg tilbageviser
udbredte fordomme med henvisning til videnskabelige undersøgelser.
Jeg bliver endda klandret for min provinsielle livssituation, og mine
synspunkter skulle altså kunne afvises, fordi jeg ikke bor i København.
Jeg kan simpelthen konstatere, at en racist i vore dage åbenbart
er en person, der ikke hylder de fordomme, der er på mode i København,
men tværtimod søger at fastholde saglige opfattelser.
Min interesse for "nysprog" har sammen med mit tilhørsforhold
til den politiske venstrefløj også ført til overvejelser
om begrebet solidaritet, som er det helt afgørende nøglebegreb
på venstrefløjen, hvor den mest fundamentale børnelærdom
er: Vi skal være solidariske!
Jeg går vist ikke min afdøde lillebrors minde for nær
ved at erindre, hvordan han problematiserede begrebet solidaritet for
mig. Han praktiserede som formand for "Socialistisk Ungdoms Forum"
ofte nogle gode politiske aktiviteter, f. eks. solidaritet med de apartheid-ramte
sydafrikanere, og når han kom til mig og anmodede om min solidaritet
i form af kaution på et lån, ja, så kautionerede jeg
straks solidarisk uden nærmere overvejelse.
Efterhånden som der blev tale om flere og større kautioner,
så begyndte jeg selvfølgelig at blive betænkelig,
og fandt på den fremgangsmåde, at jeg bad om at se et regnskab
og budget som forudsætning for at kautionere. Det viste sig nu,
at han tjente meget mere, end jeg gjorde, og at hans kautionsbehov udelukkende
skyldtes, at han også drak meget mere. Nu var spørgsmålet:
Er det solidaritet at kautionere for andres umådeholdne drikkeri?
- Jeg nægtede at kautionere.
Jeg mindes denne gamle historie, fordi en deltager i den danske udlændinge-debat
for nylig i en avis gjorde opmærksom på, at når det
overhovedet var økonomisk muligt for Danmark at modtage så
mange fremmede, som vi har gjort, så skyldes denne særlige
økonomiske formåen det forhold, at danske kvinder i meget
høj grad deltager på arbejdsmarkedet - så meget,
at vi har verdens højeste erhvervsfrekvens for kvinder. Derfor
er vi økonomisk set i stand til at modtage en omfattende indvandring
fra kulturer, som er modstandere af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet,
og så er mit spørgsmål: Er det solidaritet? - Det
bliver interessant at høre et svar fra mine gamle venner på
venstrefløjen, som dermed også må svare på:
Går kravet om solidaritet begge veje? Betyder solidaritet ikke
"én for alle og alle for én"?
Indvandringen til Europa skyldes et problem, som på en nærmest
tabu-præget måde sjældent bliver nævnt, nemlig
befolkningseksplosionen i landene rundt om Middelhavet. Det er især
i lande, hvor Islam spiller en afgørende rolle, at befolkningstilvæksten
er stor, og vi kan tage Tyrkiet som eksempel. Da jeg sidst foretog undersøgelser
af samfundsforholdene i Tyrkiet i 1971 havde landet 35 mio. indbyggere.
Nu er der næsten 70 mio. - altså en fordobling på
33 år. I 2040 regner de vildt optimistiske prognoser med en befolkning
på 86 mio. - fordi man indregner nogle helt ubegrundede forhåbninger
om en lavere vækst. Hvis væksten fortsætter som hidtil
- hvad intet afgørende taler imod - så bliver der knap
140 mio. indbyggere.
Så spørger jeg de mennesker, som med foragt betegner europæiske
tiltag mod indvandring med afstandstagende udtryk som "fort Europa":
Er det solidaritet at forlange, at Europa, som generelt praktiserer
befolkningskontrol, skal modtage befolkningsoverskuddet fra lande, hvor
man af religiøse og kulturelle grunde ikke vil gennemføre
en begrænsning af befolkningstilvæksten? Kunne de pågældende
mennesker ikke forklare mig, om solidariteten bør gå begge
veje, og hvordan gensidigheden i denne sammenhæng skal forstås?
Jeg vil meget gerne praktisere solidaritet, og for min skyld må
solidariteten også koste penge. Men samtidig er jeg varm tilhænger
af samfundsmæssige forhold, der bygger på lighed og på
klare retsprincipper. Derfor kan det somme tider blive svært blot
at være "solidarisk med de fremmede". Skal jeg f. eks.
være solidarisk med menneskesmuglere, hvis de blot er fremmede?
Det er nødvendigt med lidt mere omtanke, og jeg vil ikke praktisere
en "solidaritet", der fritager andre for de krav, vi stiller
til os selv.
Nu er det spændende, om mine synspunkter fører til en debat,
men det tror jeg ikke. Desværre. Jeg forventer, at de fleste blot
vil tage "nysproget" i brug og sige: "Vi vil slet ikke
diskutere med dig, for du er bare en gammel racist!" Sådan
betegnes ansvarlige demokrater åbenbart på vore dages "nysprog".
Retur
til artikeloversigt om pædagogik, sprog og opdragelse