Hedt ørkensand
og skamfuld voldtægt
Af Lone Spanheimer cand.psych.
Trykt i Weekendavisen 18 december 1997, 2. sektion Kultur side 8
Kuwait. Der var ingen andre, der ville i land. De sagde, at der ikke var
noget at komme efter, og at stemningen var ubehagelig.
Vi sejlede op gennem Den persiske Golf med kurs mod Kuwait. Vi havde ikke
set land siden Singapore andet end gennem en kikkert, og da vi sejlede
forbi Sri Lanka, var det endda mørkt. Man så kun lysene,
og det kunne lige så godt have været Amager.
Sådan noget sad jeg og sagde under spisningen i messen, fordi der
kørte en kampagne imod mit ønske om at gå i land i
Kuwait. Der var ingen andre, der ville i land. De sagde, at der ikke var
noget at komme efter, og at stemningen var ubehagelig. Gået nærmere
på klingen sagde de, at man går rundt med øjnene klistret
ned i fortovet, af skræk for at nogen skal tro, man kigger på
deres kvinder. Som om der var noget at se. Man ser ikke andet end sorte
telte. "Vent dog de to dage, til vi kommer til Bahrein. Det er meget
bedre".
Men jeg ville i land. For min skyld behøvede Kuwait ikke at tage
sig yndig ud, og det handlede ikke om at se land i al almindelighed. Jeg
ville bare selv se, hvordan der var. Alle var enige om, at der ikke ville
ske mig noget korporligt. Det ville bare blive ubehageligt, fordi alle
er muslimer i en stat som Kuwait, selv de importerede tjenestefolk. Og
de er ikke vant til at se barhovedede kvinder vade rundt i løs
vægt og stikke af fra anstændig opførsel.
Altså tog jeg det mest langskørtede og langærmede fra
kufferten, og efter et sekunds tøven tog jeg også et tørklæde
med. Man kan sige, at de andre fyldte mig med fordomme. Men på den
anden side har søfolk i reglen ikke egentlige fordomme. Når
man har sejlet nogle år begynder havnene for de fleste at flimre
forbi som en filmstrimmel, der løber løbsk, og beskrivelsen
af de mest forskelligartede og mærkværdige steder skifter
karakter og bliver til forbrugervejledning: Har de billig elektronik?
Kan man gå i fred på gaden? Kan man finde et rart sted at
sidde og spise og kigge på folk? Eller eventuelt damer, hvis dét
er behovet.
Men der var noget at komme efter bare på en anden måde end
ventet. Jeg blev hentet i bil, og først kørte vi kilometervis
gennem havneanlægget. Der var en masse byggeri i gang, så
der kørte lastbiler, bulldozere og cementblandere rundt til alle
sider. Det var rimeligt nok mænd allesammen, og nogle enkelte var
i kedeldragt og cykelkastet. Men langt de fleste var klædt i arabiske
kjortler. Tyndt bomuldsstof i hvidt eller pastel. Helt ned til fødderne
og med lange ærmer.
Hvor indlysende. Sådan skal man være klædt i et hedt
ørkenklima. Det var omkring 30 grader varmt, og det var i november.
Om sommeren, hvor der er 45 grader, må man være idiot, hvis
man hopper på, at jakkesæt og slips skulle være mere
chikt. Men mændene går også med tørklæder.
Et hvidt stykke stof på hovedet holdt på plads af en ring
og med den længste ende ned ad nakken til at beskytte for solen.
Det har jeg set så tit på billeder, og det har alle andre
vel også. Men det var heden og fornemmelsen af gloende sand til
alle sider, der gjorde det indlysende, at man må hylle sig ind,
enten man er mand eller kvinde. At kvinderne så også er indhyllet
af andre grunde, er en anden sag. Men når man kommer til et nyt
sted, gælder det om at være så lidt forudindtaget, som
man kan.
Fornemmelsen af ørken var hele tiden tæt på. Nogle
meter fra vejen sad en flok gribbe på en sanddrive og sov til middag.
Lidt senere var vi fremme ved en T-vej, og chaufføren spurgte,
hvor jeg ville hen. På skiltet mod højre stod der Kuwait
centrum og mod venstre Saudi-Arabien 32 km. Besynderligt så små
afstandene er hernede. Der har været så meget ballade om Golfen,
så den er kommet til at fylde mere i bevidstheden. Men Saudi-Arabien
var jo udelukket, så det gik op for mig, at han mente, om jeg skulle
til centrum eller bare til den lokale bydel. Jeg valgte det sidste, for
jeg havde set på billeder, at centrum mest er finans- og kontorbygninger
i glas og stål som alle andre steder. Et øjeblik efter blev
jeg sat af ved en rundkørsel med en palme i midten og grøn
græsplæne rundt om og vandslanger over det hele. Det gjorde
ikke det indtryk, som det burde have gjort. Først mange timer senere
gik det op for mig, at dette var det eneste grønne i bydelen. Logisk
nok. Sådan et klima kræver kaskader af vand for at holde liv
selv i et par græsstrå. Det var rigtigt nok, hvad de sagde,
at som by betragtet var der ikke noget at komme efter. Anonymt elementbyggeri
i fire etager. Brede gader der aldrig rigtig blev til gader, fordi de
hele tiden blev afbrudt af sandede byggepladser. Men det var ikke noget
fattigkvarter.
Der var Nike og Reebok under kjortlerne, og da jeg kom frem til forretningerne,
var de første ti guldsmedebutikker med kilotunge halssmykker og
godt med kunder, og ikke en turist i miles omkreds. Alle kvinder var i
sort chador. Men der var to forskellige design. Enten havde man ansigtet
frit, eller også havde de et sort stykke for ansigtet, der kun lod
øjnene frie, holdt på plads af en strop over næsen.
Der var ca. halvt af hver. (Et par dage senere så jeg et tredje
design i Bahrein: En oval åbning til ansigtet dækket af et
stykke sort chiffon. Så tæt, at man ikke kunne se, om der
var en bedstemor eller en pige på femten bagved. Men det vidste
jeg ikke endnu.) Jeg gik ind i en boghandel for at lede efter postkort
og kom til at stå ved siden af en ung pige i den variant, der lod
ansigtet frit. Hun var køn og havde gjort en del ud af at gøre
opmærksom på dette faktum ved en dramatisk make-up, rødlakerede
negle og højhælede sandaler med similisten.
Jeg kom til at vente et stykke tid på at få lov at betale
mine postkort, for hun stod faktisk og flirtede med ekspedienten. Netop
da jeg troede, det var min tur, gled hendes tørklæde som
ved et uheld lidt til side, og man så halvdelen af et blankt sort
hår med interessant hennaskær. Hun blussede klædeligt
og fik det på plads igen efter et dvælende sekund. Men den
unge ekspedient var besvimelsen nær af betagelse.
Jeg gik videre, sært opmuntret: Godt nok bliver hun aldrig kemiingeniør.
Men de lader sig ikke snyde for alle fornøjelserne.
Et øjeblik efter fandt jeg ud af den rette måde at bære
sig ad på et sted som Kuwait. Man går ind ad en åbning
i husrækken og finder inde bagved et kæmpeområde med
alle slags forretninger overdækket højt oppe af hvidt glas.
Nøjagtig samme løsning, som vi har fundet derhjemme, hvor
det bare er kulde og regn, vi beskytter og imod. Det var her, folk holdt
til. Jeg gik ind i en forretning med køkkenudstyr og fandt, at
potter og pander ligner det, vi har derhjemme. Men pludselig stod jeg
i afdelingen for gigantiske lågfade. Om dem vidste jeg, at de bruges
til at servere familiens samlede måltid. Først for mændene
og de store drenge, der sidder om fadet og spiser med fingrene, hvorefter
fadet går ud i køkkenet til kvinderne og børnene,
som spiser levningerne. Jeg kender skikken fra skibene, når vi engang
imellem sejler med fremmed flag, og mandskabet kommer fra lande med samme
spiseskik. Derfra ved jeg, at de synes det er en helt anderledes hjertevarm
måde at spise på end vores, selvom de godt ved, vi andre ser
lidt skævt til det. Men det er jo også anden del af historien,
der generer sådan én som mig, at kvinder og børn skal
vente i køkkenet og nøjes med levningerne. Gør de
sådan stadigvæk?
Passer det? Sådan noget kan man ikke gå hen og spørge
ekspedienten om. Så spørgsmålet blev sat på listen
over ting, som Dimitris, min arabisktalende mand, måtte prøve
at liste ud af nattens samtaler. (Vi tilbringer natten i havn med at snakke
med folk, hvor han får svar på spørgsmål, som
jeg aldrig ville kunne vride ud.) JEG følte mig ikke generet af
nogen på noget tidspunkt. De havde overdrevet med deres advarsler
i messen. På den anden side blev det lidt ensomt i længden
at gå rundt blandt mennesker, jeg ikke kunne komme i kontakt med.
At prøve med mændene ville være brud på takt
og tone, og kvinderne ville måske gerne, men de forsvandt ind i
teltene, generte og fnisende. Sproget var også en barriere. Jeg
så nogle enkelte kvinder i almindelige langærmede kjoler,
men de viste sig at være filippinske husassistenter og var heller
ikke særlig fremkommelige. Derfor kom det særdeles tilpas,
at jeg pludselig fik øje på to kvinder i skjortebluse og
cityshorts, der stod og rodede et tøjstativ igennem. De osede langt
væk af amerikanere, og jeg overfaldt dem omgående. De viste
sig at være koner, naturligvis, hørende til den hærskare
af amerikanere, der har taget midlertidigt ophold i Kuwait i kølvandet
af krigen. De tog sig straks af mig og inviterede mig med "for an
icecream".
"Let's go to Mack's. That's where everybody goes". Og således
sad jeg lidt efter på en lokal café, der havde karakter af
amerikansk kvindeklub. Og her kunne jeg få svar på et par
af mine mere overfladiske spørgsmål. F. eks. om det var i
orden at gå rundt i cityshorts. De sagde, at det var det ikke i
starten. De var blevet tudet ørerne fulde med alle de hensyn, de
burde tage.
"Men det orker man ikke, når man skal være her så
længe. Og vi er så mange, at folk har vænnet sig til
det". Det var det samme med TV-kanalen, fortalte de. Amerikanerne
har oprettet egen TV-kanal, fordi så mange mennesker ikke kan sidde
og glo om aftenen i så lang tid uden i det mindste at kunne se fjernsyn.
"Det var også lidt følsomt i starten. Men folk vænner
sig". Da jeg kom hjem til skibet om aftenen, blev jeg modtaget af
en forbløffet Dimitris: "Der er sket et eller andet i den
her by, siden jeg var her sidst.
De viser cowboyfilm i fjernsynet". Men amerikanerne viser alligevel
lidt hensyn. Der er lidt hop i handlingen en gang imellem. Den scene,
hvor bordelmutteren kommer frem til baren i en halv meter nedringning,
er klippet væk.
NÅR man rejser rundt i verden og ser sig omkring, får man
selvfølgelig øje på det, man kigger efter. Jeg skylder
at fortælle, hvad det er, jeg kigger efter: Hvilke træk ved
en kultur ændrer sig så let som man sutter chokoladen af en
karamel, og hvilke er så dybt filtret ind i identiteten, at folk
på det nærmeste er parat til at gå i krig for dem? I
øvrigt: hvordan kan man forstå de andres mærkværdigheder
på deres kulturs præmisser? (Det har så den bivirkning,
at man sommetider bliver forskrækket over, at andre kulturer mangler
visse typer tankegods, som vi har. Her gik man og troede, at det var naturlove.
Og så er det bare egen kulturel vedtægt.) Hvad angår
metaforen chokoladeovertræk var det pludselig begyndt at blæse
kraftigt op hen på eftermiddagen i Kuwaits gader. Papkasser hvirvlede
rundt på fortovene og ørkensandet knasede mellem tænderne.
Det mindede turisten om, at en ukendt del af befolkningen stadig lever
i ørkenen som omrejsende beduiner (selvom de har stående
tilbud om at flytte til byen og gå på klækkelig bistand.)
Det mindede også om, at flertallet af byerne i Golfen ikke var der
for få år siden. Inden olien var der kameler og beduintelte,
hvor der nu er skyskrabere i glas. Det begyndte omkring ved den tid, hvor
min aldersklasse blev konfirmeret. Det er en hurtig forandring, må
man sige, og nu kører folk rundt i limousiner og bruger computere,
som om de aldrig har gjort andet. Tingene kommer til at hænge lidt
mere sammen, når man slår over på en af de lokale kanaler.
Hver aften i hele Vestgolfen er der en kanal, der viser traditionelle
beduindanse. Det har ikke noget showpræg. Det foregår som
regel i et eller andet rum, der ligner en lagerbygning. Der er to rækker
mænd, der på skift går rytmisk frem mod hinanden, mens
de synger en endeløs sang med omkvæd. Rundt om sidder en
masse mennesker i skrædderstilling (resten af lejren!) og trommer.
De bliver ved i timer og bliver åbenlyst høje og salige af
den rytmiske gentagelse. Et af mine spørgsmål om aftenen
i min selvbestaltede spørgetime var, hvordan man overlever som
beduin i en sandørken uden antydning af føde. Svaret er,
at det gør man heller ikke. Ude på de rene sandrevler kan
ingen mennesker overleve. De er afhængige af brøndene og
de tørre, forblæste planter, der lige netop holder liv i
kamelerne. Min respekt for ørkenfolkets ukuelighed stiger og knytter
sig sammen med en forståelse af, hvorfor man gerne vil have en lydkulisse
af beduindansen kørende i stuehjørnet, selvom man har brokademøbler
og hårde hvidevarer. Men så var det også slut med at
binde vellykkede sløjfer.
Samtalerne med havnefogeder, lastechefer og lodser (med mig som umælende
observatør, der ventede på diskret oversættelse) drejede
sig alle om noget, der skete under Iraks overfald på Kuwait. Alle
flygtede i fuldtpakkede biler ad motorvejen ned mod Saudi-Arabien. Men
de, der ikke nåede at komme af sted, oplevede de irakiske soldaters
systematiske voldtægt.
Samtidig skete der det, at palæstinenserne svingede over på
irakkernes side. I Kuwait som i de andre nyrige oliestater har der altid
været importeret arbejdskraft, ofte mange flere, end der er lokale.
I Kuwait var der især mange palæstinensere og ægyptere.
Palæstinenserne havde på forhånd, af Saddam Hussein,
fået løfte om, at Kuwait skulle være deres nye fædreland
som et supplement til Israel (hed det ifølge samtlige kuwaitere).
Under alle omstændigheder blev de smidt ud efter Golfkrigen, fordi
de rent faktisk sluttede sig til Saddam Husseins styrker.
I stedet har et stort antal ægyptere fået indfødsret
i modsætning til før, hvor kun de "ægte"
kuwaitere talte. Det blev pludselig vanskeligt at retfærdiggøre
over for en verdensopinion, at man skulle holde med det lille Kuwait,
hvor kun en tiendedel af befolkningen havde rettigheder. (Hvis man lader
være med at tælle ørkenbefolkningen med).
Men voldtægterne var hovedemnet, og det blev omtalt på to
måder: Ægypterne talte relativt åbent om det, omend
stadig chokerede. De påstod, at det gjaldt tusinder, faktisk alle,
der ikke nåede at slippe bort. Kuwaiterne kredsede også om
emnet, ligeså rystede. Men de prøvede hele tiden at overbevise
om, at det ikke gjaldt nær så mange, som man sagde, og at
det mest var gået ud over tjenestefolk. Bortset fra det rystende
er dette et af de kultursammenstød, som får børsterne
til at rejse sig. Vi synes, at det afskyelige ved voldtægt helt
og holdent skal føres over på forbryderen. Men her sad de
og holdt hånd over noget, man kunne kalde falloschauvinisme: En
accept af at ofret er besmittet af voldtægten og derfor er bedst
tjent med hemmeligholdelse og bagatellisering. Og da følelsen af
relativ forbrødring alligevel havde fået et skår, forfulgte
jeg en tanke, som hele tiden havde rørt på sig: "Spørg
hvem det egentlig var, der blev voldtaget. Er det kun kvinder, vi snakker
om.
Eller var det også mænd?" Dimitris nægtede at spørge
om dette, men lod sig presse sent på natten en time inden afsejling.
Den ægypter han spurgte, blev bleg, satte kaffen fra sig, rejste
sig og gik hen til vinduet. Og vi talte ikke sammen mere.
Retur
til artikeloversigt om adfærd, norm og kriminalitet
|