Det naive barnesyns fallit
Af Carsten Ringsmose, faglærer,
cand. rer. soc.
"Det kompetente barn" har været
det populære modeord i en børneopfattelse, der fejlagtigt
har troet på, at selv små børn kunne bestemme over
deres egen tilværelse. Nu fører de katastrofale konsekvenser
af dette "naive barnesyn" til en hurtig nyorientering i holdningen
til børneopdragelse.
Et barn spørger en voksen: "Hvad
er klokken?" Og den voksne svarer velvilligt: "Hvad synes
du selv lille ven?" Denne vittighed har været anvendt, når
man skulle karakterisere moderne voksnes svage - og svigtende - holdning
i opdragelsen af børn og unge. Den almindelige opløsning
af det traditionelle samfunds normer og holdninger giver en betydelig
usikkerhed i børneopdragelsen, fordi vi ikke så præcist
ved, hvad børnene egentlig skal opdrages til. Fremtiden bliver
anderledes end forældrenes erfaring, og det gør dem usikre
i børneopdragelsen.
Samfundsudviklingen medfører også,
at de voksne i stadig højere grad udvikler et behov for at vise,
hvor "gode" de er, og voksnes "godhed" overfor børn
er efterhånden også blevet en hel industri i det moderne
samfund. Og der er ofte grund til at spørge, hvor "god"
godheden egentlig er? Som det seneste virkelig illustrerende, danske
eksempel kan man mindes Laue Traberg Smidt, der rigtigt udstillede sin
godhed som generalsekretær i "Red barnet", og fremstillede
sig selv som etikkens store vogter, indtil nogle pludselig afslørede
ham ved at sige som barnet i eventyret: "Han har jo ikke noget
tøj på!"
Den tyske psykoanalytiker Wolfgang Schmidbauer
har i en række bøger (startende med "Die Hilflosen
Helfer" i 1977) beskrevet, hvordan det moderne samfunds ustandseligt
påtrængende krav om rationalitet, effektivitet, evaluering
og forandring skaber en generel, fundamental usikkerhed hos det moderne
menneske, som får nedbrudt sin selvfølelse og selvtillid,
og derfor får et behov for at vise, at han "er god nok".
Tvivlen om egen godhed får folk til at give penge til truede dyr
eller fattige børn, for derigennem at demonstrere, at de faktisk
er gode. Hvis man ikke til hverdag har tilstrækkelig mulighed
for, at vise sin godhed, så kan man gå ind i et af "hjælperfagene",
og gøre godheden til sit erhverv. Hvis man så heller ikke
som socialrådgiver, sygeplejerske eller terapeut får behovet
tilstrækkeligt tilfredsstillet, så kan man få yderligere
tilfredsstillelse som underviser i uddannelsen af endnu flere terapeuter.
Der er et gammelt ord, som siger: "Gud
bevare mig for mine venner; mine fjender skal jeg nok selv få
bugt med" - og dette vise råd bliver aktuelt, når man
ser, hvor populær en beskæftigelse det er blevet "at
være god ved børnene" således, at børnene
ofte svigtes fuldstændig i opdragelsen, og end ikke lærer
de mest selvindlysende krav til god, social omgangstone.
Når forældrene forledes til
en så høj grad af "godhed", at de fuldstændig
svigter børnenes opdragelse, så er der hjælp at hente
for disse forældre. Judith Rich Harris' bog "Myten om børns
opdragelse. Hvorfor bliver børn som de bliver?" var en helt
usædvanlig kæmpesucces i USA, og den er netop udkommet på
dansk. Bogens store popularitet skyldtes, at "den gav forældrene
et alibi til at fralægge sig deres ansvar for børnenes
udvikling frem for at optræde som rollemodeller i en tid, hvor
der var en nærmest desperat mangel på værdier og ansvar
i børns opdragelse", som udviklingspsykologen Howard Gardner
udtrykte det (her citeret fra anmeldelsen i "Social Kritik"
nr. 71/2000). Bogens store budskab er, at hvis børnene ikke bliver,
som vi gerne vil have dem, så er det i hvert fald ikke forældrenes
skyld, og det kan næppe overraske, at forældre med problembørn
elsker den slags udsagn, og i stort tal køber bogen.
Her i Danmark har forældre med
problemer i børneopdragelsen hidtil på samme måde
kunnet søge trøst i familierådgiver Jesper Juuls
bog "Dit kompetente barn", som er udsendt i over 70.000 eksemplarer.
Denne bog har helt den samme "frigørende" effekt overfor
forældrene, for når forældrene tvivlende spørger:
Hvad skal jeg gøre for at opdrage mit barn? Så svarer Jesper
Juul, "-at barnets reaktioner altid er kompetente - dvs. meningsfyldte
og udtryksfulde - og at opdragelse i traditionel forstand derfor er
overflødig".
Der er simpelthen tale om en slags moralsk
"afladshandel": "Når pengene (for bøgerne)
i kassen klinger, straks forældrenes sjæl ud af skærsilden
springer!" Jesper Juul og Judith Rich Harris har begge stor succes
som forfattere, fordi det lykkes dem at sige noget, som tidens forældre
meget gerne vil høre. Til gengæld svigter de både
børn og forældre, fordi deres "gode" råd
simpelthen forleder forældrene til at slippe deres forældreopgave
og svigte børnenes opdragelse, således som Jesper Juul
flere gange overbevisende demonstrerede det for åben skærm
i TV2's serie "Far, mor og børn".
I den første udsendelse deltog
et forældrepar med en datter, som netop var fyldt 15 år,
og forældrene beskrev de problemer, de havde med datteren, som
altså var til stede og kunne supplere og korrigere. Forældrene
beklagede, at datteren savnede ansvarsfølelse overfor familien,
og f. eks. ikke holdt sine aftaler. Når datteren under forældrenes
fravær skulle passe lillesøsteren på halvandet år,
så gik hun i bad, og lod lillesøsteren passe sig selv,
hvilket blev opdaget, da faderen tilfældigt kom hjem og fandt
den lille ude på vejen uden opsyn. Den femtenårige skulle
ofte hentes ude hos kammerater, hvis forældre ringede og oplyste,
at hun var så fuld, at hun ikke kunne klare sig selv. Forældrene
fortalte, at datteren blot rejste sig fra bordet og gik ind til computeren,
og hvis man kaldte på hende, blev hun sur, så familien simpelthen
var blevet et "servicehold". Datteren overholdt ikke aftalte
hjemkomst-tidspunkter, og hun tog ud til fester uden aftale, - selvom
hun normalt kunne få lov. Da forældrene forklarede, at hun
somme tider kom hjem i en "brandert uden sidestykke", forsvarede
datteren sig med, at "det gør man jo - det hører
alderen til". Hendes femten års fødselsdag var blevet
aflyst, fordi hun havde drukket sig fuld "så det var helt
ubeskriveligt", og når faderen sagde "god morgen",
så fik han "et lods i røven", idet datteren råbte
ad forældrene og bandede over dem, f. eks. med udtrykket "skrid
for helvede".
Dette var altså forældrenes
beklagelser over deres femtenårige barn, og historien er slet
ikke usædvanlig, når der er tale om et barn i puberteten.
Selvom datteren var et par numre for fræk, og savnede voksenhjælp
til lidt adfærdskorrektion, så var det ikke hendes adfærd,
der forskrækkede mig mest. Den store forskrækkelse skyldes
det råd, terapeuten Jesper Juul gav forældrene.
Jesper Juul tog fuldstændig parti
for datteren (som moderen udtrykte det), idet han ikke havde så
meget som en eneste irettesættelse til hende, medens han overfor
de undrende forældrene fremførte det synspunkt, at de "overspiller
rollen som forældre"! Det skal de holde op med! Jesper Juul
anbefaler forældrene at "etablere et venskab" med datteren,
og synes iøvrigt, at de skal "nyde det lidt", og "sætte
pris på" at datteren "klarer sig uden tid sammen med"
forældrene!
Det fremgik af udsendelsen, at både
journalisterne og forældrene var mildt sagt overraskede over dette
"gode råd", og man mødtes med familien nogen
tid senere for at høre, hvordan det så var gået.
Familien kunne nu berette, at man var holdt op med at interessere sig
for de mindre, daglige regelbrud og irritationsmomenter, idet man delte
problemerne i to "kasser" med små og store problemer,
og faderen sammenfattede meget godt resultatet af "rådgivningen"
da han sagde: "Vi har stadigvæk sådan et tre-stjernet
hotel med høj service og privatchauffør og kost og logi
gratis til rådighed - og det må jeg så acceptere,
sådan er det at have børn, og det har vi så ligesom
besluttet os for, at sådan skal det være! Men den "store
problemkasse", den - - har vi ikke fået løst, der
véd jeg ikke, hvad vi skal gøre."
Det tragiske var, at de ellers almindelige
og fornuftige forældre, med deres store erfaring fra syv børn,
lod sig narre af udsendelsens oplysning om, at Jesper Juul "er
en af landets mest kendte familierådgivere" der har "udgivet
en perlerække af bøger omkring børneopdragelse",
og derfor - trods deres store overraskelse - tillagde ham en faglig
og saglig kompetence, der fik dem til at følge hans fuldstændig
uansvarlige og urimelige råd, og nu forholdt sig til datterens
himmelråbende urimeligheder med resignationen: "Sådan
er det at have børn - - sådan skal det være!"
I den fjerde af de seks udsendelser fik
en moder, der var nervøs for sine døtres sundhed, fordi
de ikke ville spise en varieret kost, det råd fra Jesper Juul,
at "opgive den drøm" at få døtrene til
at spise sundt, for "jeg tror ikke det kan lade sig gøre."
Da den undrende mor spurgte, om det betød, at "hvis hun
vil have fire halve med pålægschokolade, så skal hun
have det?" Så svarede Jesper Juul: "Nej, det er stadigvæk
dig der styrer - - der afgør, hvad der bliver købt ind",
og man kan jo undre sig over, at Jesper Juul, som ofte taler om etik,
åbenbart mener, at man på denne måde skal manipulere
med børnene, i stedet for at give dem et klart svar.
Det sidste svar er typisk, fordi det
først siger, at børnene blot skal have, hvad de har lyst
til, og i næste omgang, at de ikke skal alligevel. Rådgiveren
mener nemlig på en eller anden måde også altid det
modsatte, og det skyldes denne form for rådgivnings dybereliggende,
ubevidste psykologiske motiv, nemlig at glæde forældrene
ved at vise, hvor god man er, ved at fortælle forældrene,
at de slet ikke har et problem.
"Det naive barnesyn" som glimrende
karakteriseres ved påstanden om, at "børns reaktioner
altid er kompetente" har medført, at de voksne - både
forældre, lærere og pædagoger - i al for høj
grad har overladt børnene til sig selv, med en for høj
grad af "selvforvaltning" og alt for ringe styring og vejledning
fra de voksne. Derfor er det glædeligt, at vi nu ser formanden
for pædagogernes fagforening BUPL, Bente Sorgenfrey indrømme,
at "den udbredte selvforvaltning i daginstitutioner har ladt de
svage børn i stikken" (Berlingske Tidende 21/1).
De seneste bekymringer i børneopdragelsen
skyldes bl. a. registreringen af, at alt for mange børn bliver
overvægtige, og samtidig får alt for lidt motion, med det
resultat, at man nu er begyndt at registrere "gammelmandssukkersyge"
hos danske børn i 10-års-alderen! Børnene var altså
slet ikke kompetente til at afgøre, hvilken kost og hvilken motion,
der kunne sikre en sund udvikling.
En for svag voksenholdning, og en for
overdreven høj grad af "selvforvaltning" i daginstitutionerne,
har sammen med en ændring i børnekarakteren også
bidraget til, at en stor del af børnene nu savner sociale færdigheder
i et sådant omfang, at det er et stort problem for skolen, således
som det allerede blev fastslået i undervisningsministerens redegørelse
til Folketinget i 1997 med titlen "Elever der forstyrrer undervisningen
for sig selv eller andre i folkeskolen". Nogle tog denne undersøgelse
ganske roligt, fordi det kun var ca. 10 % af børnene, der for
alvor forstyrrede undervisningen, men det er altså to-tre børn
i en klasse, og det er faktisk tilstrækkeligt til at suspendere
undervisningen. Problemets omfang bekræftes i senere undersøgelser,
f. eks. Socialforskningsinstituttets forløbsundersøgelse
af børn født i 1995, som viser, at en tilsvarende andel
af børnene ifølge mødrenes egen vurdering kan betegnes
som "anti-sociale" allerede i tre-års-alderen.
"Det naive barnesyn" er udtryk
for det dilemma, at det slet ikke er let at være god, for godheden
kræver også, at man stiller krav, sætter grænser
og markerer klare holdninger. Der er stor forskel på at være
god, og at være "tossegod", og dette dilemma kan illustreres
overbevisende med en lille historie fra det virkelige liv.
Under den spanske borgerkrig støttede
Hitlers "Luftwaffe" som bekendt den spanske oprørsgeneral
Franco, idet Hitlers flyvere fra Mallorca terrorbombede den ubefæstede
spanske storby Barcelona, hvor man oplevede, at civilbefolkningen blev
udsat for luftbombardement, og civile på gaden - herunder mødre
med barnevogne - blev beskudt med maskingeværer fra luften.
Denne uhyggelige situation førte
til, at norske humanister etablerede en indsamling af penge under parolen
"Ambulancer til Barcelona", så ofrene for Hitlers terrorbomber
hurtigere kunne bringes på hospitalet. Stillet overfor dette fænomen
foreslog den store norske digter og humanist Nordahl Grieg, at man måske
hellere skulle forsvare sig, og ændre indsamlingsparolen til "Luftværnskanoner
til Barcelona". - Men uha-nej! Sande humanister kunne virkelig
ikke samle penge ind til våben, hvorefter Nordahl Grieg gjorde
opmærksom på, at den pacifistiske humanismes sidste konsekvente
parole ville være: "Ligkister til Barcelona".
Moralen i denne lille historie skulle
nu være, at stillet overfor problemer, som kan udvikle sig og
blive endnu værre, så gælder det om at gribe ind i
rette tid og med de rette midler. Altså at gøre noget konstruktivt,
medens det endnu er muligt. Vise det mod og påtage sig det ansvar,
billedligt talt at vælge "luftværnskanoner" medens
man endnu kan gøre noget, i stedet for "ligkister"
når det hele er for sent.
Jeg har flere gange i løbet af
mit liv oplevet, at forsamlede mennesker, som var stillet overfor krigstruslen
i form af oprustning, eller overfor konkret voldsudøvelse i samfundet,
spontant har sunget Nordahl Griegs sang "Kringsatt av fiender,
gå inn i din tid!", og Nordahl Grieg står således
som et symbol på modstanden mod vold og krig.
Men selvom Nordahl skrev, at "krig
er forakt for liv. Fred er å skape", så var virkeligheden
altså, at stillet overfor Hitlers despoti, så meldte Nordahl
sig frivilligt til Royal Air Force, og endte sine dage, da han som agterskytte
på et bombefly blev skudt ned over Nazi-Tyskland.
Jeg er helt enig med Nordahl Griegs humanistiske
synspunkt: "Vi vil ta vare på skjønheten, varmen -
som om vi bar et barn varsomt på armen!", men ofte kræver
realiteterne af os, at vi praktiserer denne kærlige omsorg ved
at gribe vejledende og styrende ind i børnenes liv, kort sagt
ved at give børnene en opdragelse. De voksne må leve op
til dette ansvar, i stedet for at svigte børnene med populære,
men urigtige påstande om, at "barnets reaktioner altid er
kompetente".
Retur
til artikeloversigt om pædagogik, sprog og opdragelse