Muslimernes sociale arv
Af Kirsten Damgaard, psykolog.
Trykt i Politiken 10.05.98
Siden Anden Verdenskrig har psykologer
og sociologer i Vesten diskuteret hvorledes forskellige opdragelsesmønstre
virker formende på personligheden. Der findes store forskelle
på arbejderklasse- og middelklasse idealer og normer, forskelle
som vi bla. kalder social arv. Dem har vi ikke været tilbageholdende
med at forske i. Helt anderledes uudforsket er de importerede opdragelsesmønstre,
selv efter års bøvl med Mohammed og Ali og deres søstre
og mødre, der i stort antal dukker op på kvindehjem. Der
er lavet nogle få undersøgelser af hvordan danskere ser
på de indvandrere og de viser, at vi er ganske tolerante, men
interessant nok mindre, jo mere konkret vi kender til dem. Kendskab
giver altså ikke venskab. Endnu er ingen gået ind i minefeltet
og har undersøgt hvordan de etniske minoriteter ser på
danskerne, men en strømpil kan fås ved at se på Jill
Mehlbyes undersøgelse af børn og unge i Albertslund. 69
% forældre til tyrkisk/-pakistansksprogede børn svarede
nej til spørgsmålet “ Kan du acceptere, at dit barn
gifter sig med én, hvis familie kommer fra et andet land med
en anden kultur ?”. Mens nejsigerne blandt øvrige fremmedsprogede
kun udgjorde 3 %. Det må være svært at leve her, når
man i den grad nedvurderer modtagerlandets kultur !
Cand.polit. Naser Khader anslår at 80 % af de muslimske familier
i Danmark har en traditionel baggrund. De opdrager deres børn
traditionelt, behandler deres døtre og hustruer traditionelt
og er traditionelt troende.Hovedforskellene på socialiseringen
i den muslimske kulturkreds og den vestlige kan kort siges at ligge
i : at der socialiseres til køn, hierarki og autorititstro i
muslimske familier, hvor dansk opdragelse sigter mod ligestilling, frisind
og rationalitet. Straf er sammen med udskamning - og af og til belønning
- de foretrukne midler i den adfærdsdirigerende muslimske opdragelse.
Med til forståelsen af det islamiske hierarkiske menneskesyn hører,
at der differentieres mellem kvinder og mænd i rang, funktion
og kompetence, og at islam ses som det endegyldige, sande og naturlige
altomfattende system som derfor ikke kan kritiseres og som har regler
for alle sider af tilværelsen. Forestillingen er, at jødedom
og kristendom har været trædesten i denne udvikling. Buddhisme,
animisme, hinduisme og andre livsfilosofier betragtes som langt mere
inferiøre end de to førnævnte bogens religioner.
Integrationen drejer sig om, at få sig placeret mellem polerne
“opretholdelse af egne værdier - krav om tilpasning “
og “ privat - offentlig” på en sådan måde,
at ens værdier og adfærd både accepteres af dem man
følelsesmæssigt afhænger af og dem man ønsker
valgfællesskab med.
Er man imidlertid bekendt med, at moderne islamisk psykologi og samfundsteori
er udviklet som anti-tese overfor Vestlig livsforståelse eksempliceret
i vores videnskabssyn, den moderne livsførelse og de humanistiske
idealer kan det ikke overraske, at det lige netop er personer socialiseret
ind i en modkultur, der reagerer på vores forventninger og krav
om tilpasning med modvilje, afstandtagen og af og til aggression .
Når en dreng er opdraget til at blive betragtet som den bedste,
blot i kraft af sin religion, sit køn, eller slægtskabsforhold
uden at det kædes sammen med personlig indsats, giver det selvfølgelig
frustrationer når uddannelsessystemet ikke vurderer hans præstationer
til noget særligt, hvis danske jævnaldrende ligefrem tager
aftstand fra hans værdier og normer, eller danske arbejdsgivere
ikke vil ansætte ham, fordi han mangler de bløde kvalifikationer
arbejdsmarkedet efterspørger og som fortrinsvis læres i
hjemmet. Det er ikke teenage-pigerne, der går på gaden og
smider sten efter politiet, som erstatning for virkelig at tage et fader-opgør.
Drengene vover netop ikke et oprør mod den patriark, der sætter
dem i en umulig situation ved at have indrejst for at få vestens
materielle goder, men ikke vil have det menneskesyn, der er forudsætningen
for velfærdssamfundet, og som folkeskolen kulturligvis presser
og maser drengene til at indoptage. Nej,de muslimske piger reagerer
mere indadvendt, kompenserer ved at læse deres lektier og klarer
sig bedre end drengene uddannelsesmæssigt. For dem er det en gevinst,
at blive vurderet på egen indsats og ikke på kønnet,
slægten, faderens status eller lignende. Når dagspressen
i årenes løb har spurgt de muslimske indvandrerdrenge hvorfor
de laver ballade, har svarene altid været , at volden er en reaktion
på den diskrimination danskerne udsætter indvandrerne for
på gr.a. deres anderledes udseende og anderledes navne. Hvorfor
ser vi så ikke vietnamesere, indere, og tamilere med mørkt
hår og brune eller skæve øjne i stort tal gøre
oprør mod dansk diskrimination ? Fordi de ikke oplever den i
særlig grad. Hvorfor gider de samme grupper næppe heller
deltage i indvandrernes paraplyorganisationer ? Fordi de er i langt
højere grad end fx tyrkere og marokkanere erud vandret. De er
netop rejst langt for at få et andet liv.Tilflyttede buddhister
og hinduer klarer sig generelt meget fint i vestlige samfund, de når
i høj grad deres mål, og her i landet opleves disse grupper
heller ikke som problematiske.
En svensk undersøgelse fandt, at jo mere kulturbevarende en indvandrers
verdenssyn forekommer at være, jo mere vil han opleve sig udsat
for diskrimination.
Når traditionelt indstillede muslimer flytter til et vestligt
sekulariseret samfund, og samtidig opdrager deres børn som om
de aldrig var rejst nogen steder, får børnene ikke optimale
udviklingsbetingelser - de stresses med modsatstillede krav. Det undrer
derfor ikke ledende skolepsykolog John Merlund med mange års erfaring
i arbejdet på Nørrebro, at indvandrerdrenge i høj
grad “løser” konflikter med vold, for det er den
model de er opdraget efter, faderen bruger selv vold i sin opdragelse,
også når han forsøger at styre den unge.
Ud fra de få undersøgelser der er foretaget over tilflyttede
muslimske befolknings-grupper ser det ikke ud til at graden af integration
på gruppe- og samfundsniveau generelt er ligefrem proportional
med opholdstidens længde. Forholdet er altså modsat end
vor internationale historiske viden om andre indvandrergrupper.Hvad
kan det hænge sammen med ? Antropolog Niels Fock mener at foretrukne
handlemønstre som tilpasning eller afvisning reflekterer underliggende
kultur.
Professor i sosialantropologi Unni Wikan, Oslo Universitet har beskæftiget
sig med hvorfor indvandrerproblemer er blevet synonymt med muslimer.
Hun skriver : “Jeg hører nesten aldri klager og får
meg nesten aldri forelagt problemer angående for eksempel indere
eller vietnamesere, mens muslimer figurerer sterkt : “innvandrere
“ og “innvandrerproblemer” er nærmest blitt
ensbetydende med muslimer. Hvorfor ? La meg straks si : Jeg tror ikke
det skyldes “rasisme”. Ei heller handler det om “det
nye fiendebildet” som er navnet enkelte har sat på det faktum
at mange mennesker i Vesten nå er redd for muslimer.” Unni
Wikan skriver endvidere : “Når så mange nordmenn -
meg selv inklusive - opplever muslimer som problematiske, så har
det sine grunner : Muslimer i Norge er problematiske på mange
vis : En får inntryk av at de tar sterkere avstand fra grunnleggende
norske verdier enn andre grupper.De praktiserer segregasjon. De motsetter
sig at barna har norske venner. Det gjelder ikke alle , men det gjelder
altfor mange. ” Det professor Wikan har observeret, er det en
svensk forsker kalder “det udeblevne opbrud” og det som
en engelsk forsker kalder self-separation.
Det er vigtigere at modvirke hvad der ligner en ny slags social arv,
end at undlade at tage luppen frem og granske anderledesheden.
Retur
til artikeloversigt om adfærd, norm og kriminalitet