Muslimer er grove løjer
Af Lone Spanheimer cand.psych.
Trykt i Weekendavisen 14 februar 1997, 1. sektion side 12
Virkelighed. Her i Norden lider vi af berøringsangst over for religion.
Det gør os ude af stand til at forholde os til de fremmede. Og
de kommer til at drive os til vanvid, hvis ikke vi snart gør noget
ved vores religiøse jomfruelighed.
FOR nogle uger siden bragte Weekendavisen den første af mine
beretninger fra de syv have. Samme aften spiste jeg middag med tre veninder.
Allerede inden vi havde fået frakkerne af i entreen, eksploderede
snakken. Denne livsalige dramatiseren af alt, hvad der er sket siden
sidst - men der var noget, der var anderledes. På et tidspunkt
hørte jeg mig selv sige - nærmest forpustet: "Er I
klar over, at vi har siddet og talt om muslimer uafbrudt i tre timer?",
og det var ikke mig, der førte an. Det var den artikel, der handlede
om nogle muslimer i Indien, som opførte sig groft irriterende,
og konklusionen var, at man ikke er racist, fordi man tillader sig at
føle denne irritation. Faktisk er det anbefalelsesværdigt
at forsone sig med sine følelser, for ellers kan man blive revet
med af dem, når der en dag sker noget, der virkelig gælder.
Alle tre er offentligt ansat i forskellige grene af forvaltningerne
og har alle en smule berøring med indvandrere. Alle tre er gode
danskere, forstået på den måde, at de hellere ville
flække en arm på langs end blive grebet i at have fordomme.
Det viste sig nu, at de omkring - skal vi sige tre procent af deres
arbejdsbyrde, der udgjordes af relationer til indvandrere, lagde beslag
på over halvdelen af den disponible kreativitet. Så opslidende
kan det være, fordi sammenstødet med den anden kultur rammer
lige ind i nogle bløde danske pletter, som resulterer i indre,
moralsk stormvejr. Senere har jeg stødt på det samme hos
lærere, sagsbehandlere, sygeplejersker, psykologer og andet godtfolk.
Så de, der ikke er berørt af problemet, skal ikke pege
fingre.
F.eks. har en af dem at gøre med en lille, muslimsk pige, der
er tilknyttet en dansk behandlingsinstitution. Det vil sige, at hun
har at gøre med pigens familie. Faderen i familien er gået
tabt, så når noget skal afgøres, må den danske
socialrådgiver konferere med familiens nye overhoved, den femtenårige
søn - en snotforkælet, opblæst, forvirret lille despot,
som nu har ret og pligt til at kommandere med både mor og voksne
søstre.
En anden af veninderne har at gøre med en flok sagsbehandlere
i socialforvaltningen, som er ved at gå ud af deres gode skind,
fordi de ikke kan klare, når indvandrere kører afpresning
på dem. Det drejer sig om indvandrere, som f.eks. beder om ekstra
penge til et eller andet, som ikke passer med cirkulærerne, og
som derefter nægter at acceptere et høfligt afslag. I stedet
brokker de sig højlydt og kommer igen om det samme dag efter
dag og kværulerer og råber op for til sidst at sætte
trumf på med anklager om forskelsbehandling. Den stakkels sagsbehandler
er pinligt berørt på deres vegne og knust på egne
vegne over, at hun ikke kan håndtere situationen.
Det første eksempel hører til de rigtigt vanskelige, men
det andet hører hjemme i den afdeling, der sagtens kunne løses,
hvis ikke vi var så kulturforskrækkede. Det er nøjagtig
samme adfærd, som vi synes er så morsom, når vi er
på ferie og prutter om prisen på basaren i Istanbul. De
vilde overdrivelser, de dramatiske besværgelser og de indædte
forbandelser og den manglende respekt for at 100 kr. fra eller til koster
begge parter tre timer.
I f.eks. de muslimske lande er man vant til, at der kan pruttes om alt.
Ifølge de hellige skrifter forhandlede Muhammed med Allah om
det daglige antal bønner. Allah forlangte syv, Muhammed holdt
på tre, og det landede som bekendt på fem.
(Jeg synes selv, at denne kendte vittighed er lige lovlig skrap. Jeg
har prøvet at undersøge endnu en gang, om det er rigtigt,
at den ikke er stødende for en muslim. - Det har jeg gjort, så
godt jeg kunne, gennem de sparsomme muslimske kontakter jeg har for
tiden, hvor udgangspunktet er Søborg og omegn. Hvis jeg er blevet
forkert oplyst, beder jeg om undskyldning).
Men i hvert fald ser det ud til at være sådan, at der for
muslimsk mentalitet ikke er noget pinligt ved, at man bruger sine talenter
til at forhandle sig frem til det bedst mulige resultat. Dette betyder
imidlertid ikke, at den danske sagsbehandler behøver at føle
sig forpligtet til at sidde og lege basar i arbejdstiden. Hun behøver
heller ikke at synes, sceneriet er charmerende. Men det er langt bedre
for hende selv, hvis hun kan aflevere sit autoritative Nej med fynd
og klem, uden at hun skal ligge vågen tre nætter derefter
og koge af raseri og afmagt og skyldfølelse. Den muslimske klient
ville føle det ret naturligt med et lodret Nej og ville uden
videre acceptere, at handlen er afsluttet.
Der er imidlertid nogle forhindringer på færde. Allerede
i indledningen til denne artikel har jeg lavet mindst tre alvorlige
klavertramp ifølge dansk selvforståelse. Jeg har sagt muslimer,
når jeg mener muslimer, og det får danskerne til at skrue
i stolen. F.eks. blev historien med sagsbehandlerne præsenteret
i denne form: "Det er et stort problem, når folk . . ."
osv. Mit spørgsmål: "Hvem folk? Hvem mener du"?
Svar: "Ja, altså, indvandrere og flygtninge . . ". Mit
spørgsmål: "Mener du muslimer"? Og her er svaret
et gisp, en dyb indånding og endelig et "Ja!".
Muslimerne her i landet kalder sig muslimer og har ingen interesse i
denne specielt nordiske berøringsangst over for religiøse
benævnelser. Det er vores egen helt private hovedpine. Og det
skyldes selvfølgelig, at det hos os er et basalt, folkeretligt
gode, at vi har religionsfrihed. Samt at det i vores kristne kultur,
specielt den protestantiske, opleves som afgørende at værne
om det helt private i relationen Gud og det enkelte menneske. Selv de,
der slet ikke har sådan en relation, synes det er blufærdighedskrænkende,
hvis der bliver spurgt til den. Men denne berøringsangst behøver
vi altså ikke at projicere over på muslimerne her i landet,
som er stolte over deres religiøse tilhørsforhold, og
som med deres muslimske navngivning netop sikrer sig, at ingen skal
tage fejl af den religiøse herkomst.
Men denne nordiske berøringsangst har resulteret i et spind af
mystificerende omskrivninger. F.eks. hedder det sig, at vi skal være
glade for indvandrerne, fordi det er kulturelt berigende med dette mylder
af etniske kulturer. Vrøvl og sludder. Der er ikke noget multi-kulturelt
mylder.
De er muslimer så godt som alle sammen, enten de kommer fra Pakistan,
Tyrkiet, Bosnien, Marokko, Sudan eller Somalia. Der er meget langt mellem
sarierne på Strøget, og de buddhister vi ser, er dansk
gymnasieungdom.
To slags danskere
Når det gælder muslimer, er det religionen, der bestemmer
kulturpræget - og til en vis grad den fælles baggrund som
ørkenfolk. Det er hverken nation eller race. Så i Danmark
er der stort set to befolkningsgrupper: Muslimerne, som udgør
omkring 3-4 pct. og de pæredanske, som udgør resten. Så
er der nogle ganske få sorte fra Vestafrika. De er formentlig
også muslimer. Det ville man få at vide, hvis man turde
spørge dem.
At det forholder sig sådan, er der ikke noget i vejen med, og
det er i hvert fald ikke muslimernes skyld, at de andre ikke er kommet.
Det, der er galt med mystifikationerne, er, at nogle pæredanskere
prøver at pådutte andre pæredanskere, at vi beriges
af alle disse fremmede kulturer (som altså kun er én).
Når det skal konkretiseres, hvori det berigende ligger, ender
man altid med de charmerende, små forretninger på Vesterbro,
der bugner af friske grøntsager og duftende krydderier. Hvad
det sidste angår, kan samme krydderier købes i Brugsen,
og friske grøntsager er ikke noget specielt muslimsk kulturpræg.
De slatne radiser, man køber i f.eks. Saudi Arabien, er importeret
fra Danmark. - Når muslimer i Danmark ender med en aviskiosk eller
en grøntsagshandel, er det fordi det er det mest nærliggende,
når man ikke kan få foden indenfor på en dansk arbejdsplads.
(Det sidste af beklagelige, men indtil videre fuldt forståelige
grunde).
Det er en kristen værdinorm "at vende den anden kind til".
Den slags udtryk bruger vi bare ikke på moderne dansk. "Du
skal se bjælken i dit eget øje" ligger en anelse nærmere.
På lidt mere nudansk ville det hedde: "Dine øjne er
garanteret helt fulde af bjælker". Med andre ord, når
du oplever en konflikt omkring et eller andet, så undersøger
du først, om det ikke skulle være dig selv, der er galt
afmarcheret". Dette er det intakte betydningsindhold af det gamle
bibelord, og som reaktionsberedskab har det bevaret sin fulde kraft.
Det er en kulturværdi, vi nødigt ville være foruden.
Pudsigt nok er det netop dette træk ved den kristne kultur, som
muslimer snakker mest om og har sværest ved at forstå. Hvis
vi ser denne forskel i øjnene, bliver det muligt at rydde op
i en masse af de småproblemer, vi har med at omgås muslimerne.
Alle de småting, der kan løses blot ved at kalde tingene
ved rette navn. I så fald ville der være kræfter tilovers
til at forholde sig til de virkeligt hårde nysere. Disse er muslimernes
holdning til kvinder samt deres benhårde autoritetstro. Forholder
man sig til dette, opdager man i øvrigt meget hurtigt, at disse
to ting er så indbyrdes tæt forbundne, at det er én
nyser, vi har med at gøre. Denne ene nyser er til gengæld
så allergifremkaldende i forhold til dansk mentalitet, at vi næsten
ikke kan klare det. - Jfr. den 15-årige familiedespot.
I den muslimske kultur måles mandighed i evnen til at hævde
sig og kvindelighed i evnen til at adlyde. Det lyder måske ikke
så voldsomt, men graden af respekt for dette princip gør
hele forskellen. (Fint beskrevet i bogen Ære og Skam, skrevet
af den herboende muslim Naser Khader). Den nygifte pige starter nederst
i hierarkiet hos mandens familie, og først når hun er blevet
gravid, kan hun begynde at ånde 50 pct. lettet op. Men hun skal
føde en dreng, før hun endelig kan ånde helt ud.
Først nu har hun sikret sig mod at blive strittet hjem, hvor
hun kom fra til et liv i skam og fornedrelse, fordi hun ikke kunne præstere
en søn. Og først nu flytter hun fra nederste pind i hakkeordenen
op til en relativt mere respektfuld placering i familien.
Nu går hun i gang med at storforkæle sit lille drengebarn,
og det tror pokker. Han er hendes navlestreng til selvværd. Resten
af hendes liv er hendes værdi som menneske defineret ved, om hun
har født en søn eller ej.
Når drengen er 8-9 år (med variationer), tager mændene
i familien fat. Han skal nu lære at blive en rigtig mand, der
sejrer i enhver situation, som foragter svaghed, men som samtidig underkaster
sig de ældre mænds autoritet uden betingelser. - En lidt
vanskelig balance, som lettes af, at han i betydning rager tårnhøjt
op over kvinderne i det mindste. Samtidig holdes kønnene skarpt
adskilte, og han lærer at dræbe enhver form for kvindagtighed
eller blødagtighed i sig selv.
Når man er sammen med muslimer uden for Danmarks grænser,
ser man meget tydeligere hvor effektivt, den muslimske opdragelse lykkes.
Muslimske mænd har fantastisk fintmærkende antenner for
hvem, der er mere end hvem. Det gælder både mere permanente
foreteelser som rang, profession og pengemagt, men også situationer.
Enhver situation, der opstår, vurderes altid ud fra hvem, der
skal vinde og hvem, der skal tabe. Vi andre er slet ikke vant til at
tænke sådan. Vi går mere op i den opgave, der skal
løses, eller prøver at finde ud af, om man kan slå
en sludder af eller lignende. En muslim derimod skal bruge næsten
alle kalorierne på at afklare magtrelationen og hævde sin
overlegenhed, hvis de har nogen chance for det.
Når vi er ude at sejle (min græske kaptajnmand og jeg) er
mandskabet ofte muslimer. Det vil sige, at de er i en klart defineret
underlegen position. Og de optræder meget ærbødigt
over for de overordnede. Mere ærbødigt end rimeligt er,
synes både jeg og de øvrige europæere. Anderledes
når vi kommer til en muslimsk havn. Her er der masser af muligheder
for situationer med løse ender, hvor man kan spille om, hvem
der er i lommen på hvem. Engang lå den store olietanker
og drev på vandet i venten på, at havnen skulle blive færdig
med de sidste dokumenter. Det er havnen, der skal betale ventetiden
så de skynder sig selvfølgelig og kommer susende ud i en
speedbåd så snart, de er klar. Men i dette tilfælde
stoppede speedbåden lige pludselig en halv kilometer fra os, og
det hele handlede om, at vi skulle sætte den store kæmpetanker
i sving og sejle hen til ham - altså at bjerget skulle komme til
Muhammed, kan man sige. Det var fordi, han havde tabt til os dagen inden
i en af de utallige små og store magtkampe, som kører hele
tiden. Han skulle have det sidste ord. Og det fik han så. Der
gik jo ikke nogen skår af os.
Kvinder bort fra bordet
På det tidspunkt havde jeg stadig svært ved at forliges
med den muslimske facon. Så jeg havde en hobby, der bestod i at
hænge oppe på broen med en kikkert, når vi kom til
en ny oliestation for at kunne sige, om dette sted var befolket af muslimer
eller ej. Det så jeg i det sekund, de første kom op ad
landgangen og trådte ind på vores dæk. Det var i Sydøstasien,
hvor man samler olien sammen fra små steder. Hvis den øverste
leder på oliestationen er muslim, er alle de ansatte muslimer.
(Men det er de nu ikke alene om. En del af de andre kulturer har samme
vane med kun at ansætte deres egne). Min tænderskærende
fornøjelse bestod så i at se på kropsbevægelserne
på den lange afstand, om de straks gik i gang med at koste med
vores matroser - med knejsende nakker og strittende pegefingre. Hvis
de gjorde det, var de muslimer. Verificeringen kom nogle minutter efter,
når de indfandt sig på broen og præsenterede sig ved
navn.
En anden ting som jeg kogte over på det tidspunkt var spisningen.
På et skib spiser man fra kl. 12 til kl. 13. Sådan er det
over hele verden, og det respekterer alle, fordi køkkenmandskabet
også skal have lidt fri. Men når man har muslimske officials
om bord, så strammer de den altid mindst en time, så mandskabet
i køkkenet skal stå og vente på at få lov at
servere for dem og derved går glip af deres fritimer. Det vil
sige, at de kan finde på at sidde og kigge på klokken og
trække tiden, selv om de er sultne, bare for at demonstrere, at
de rangerer højere end de andre.
Man kunne jo så sætte maden i venteposition i køleskabet,
som man gør, når det gælder alle andre. Men det gør
man netop ikke, fordi hele farcen indgår i det totale regnskab
over hvem, der er smartest til at tryne hvem, og for os på skibet
kan det ikke betale sig at slås om småtingene.
Der er endnu en ting omkring spiseriet, som er lidt vanskeligt. Hvis
det hænder, at de muslimske officials spiser samtidig med os,
så sørger jeg for at blive meget hurtigt færdig og
gå min vej. For sagen er nemlig den, at det - langt borte, hvor
man ikke er vant til europæere - er lidt fornærmende at
byde muslimske mænd at skulle sidde tilbords med en kvinde. (Det
er praktisk, at jeg forsvinder, og jeg har alligevel ikke meget lyst
til at blive siddende på de vilkår.) Med andre ord, jo mere
viden man får, jo værre bliver det. Den muslimske holdning
til kvinder er grove løjer. Men det får ikke hjælpe.
Bare fordi en kamel er stor, er der ingen, der siger, den ikke kan sluges.
Og at sluge kamelen betyder ikke at synes om og acceptere. Det er nok
at se i øjnene, hvordan det hænger sammen.
De muslimske mænd, man møder ude omkring, som er i en klart
defineret lavere position (f.eks. fiskere, medhjælpere på
havnebådene o.lign.) er helt fredelige og hyggelige at omgås
for sådan nogle som os. Der er ikke nogen magtrelationer at slås
om. Men man skal ikke tage fejl. På hjemmefronten er det ham,
der er i en lige så klart defineret overlegen position.
Noget lignende gælder i Danmark. Mange af muslimerne er er fra
fattige landdistrikter, og i Danmark er det sjældent den muslimske
mand bliver departementschef lige med det samme. Derfor er der linet
op til en situation, hvor han opfører sig som omgængelig
undersåt udendørs og det stik modsatte i hjemmet. Og dette
er noget, der bidrager til forvirringen hos pæredanskerne.
Men hvorfor laver den muslimske klient så ballade på sagsbehandlerens
kontor? Fordi den muslimske klient stort set altid er en mand, mens
den danske sagsbehandler stort set altid er en kvinde. Billedet med
prutteriet i basaren holder sådan set godt nok, men for den muslimske
mand er det svært at forstå, at de egentlige forhandlinger
overhovedet er begyndt, så længe han kun har talt med en
kvinde. Hun tæller ikke.
Når vi er forvirrede, hvor stor må forvirringen så
ikke være hos børnene i muslimske familier? Drengene opdrages
til foragt for svaghed, uhæmmet selvhævdelse og næsegrus
autoritetstro. Dette er ifølge dansk mentalitet opskriften på
en øretæveindbydende dreng. Når danske klubledere,
skolelærere og andre danske mænd i disse drenges sfære
ikke giver dem et par på skrinet, når de er frække,
oplever drengene det som udtryk for, at danske mænd er kvindagtige
skvat. Mange af danskerne er så bange for at blive beskyldt for
racisme, at de ikke engang tør sige Bøh! i al fredsommelighed
i situationer, hvor det ville være naturligt at markere sig -
også ifølge dansk selvforståelse.
Det er en afgrundsdyb kulturkonflikt. Er det overhovedet muligt at gøre
noget fornuftigt? En ting, vi i hvert fald ikke skal gøre, er
f.eks. at hoppe på kreative ideer om korporlige tæsk ad
indirekte veje til de provokerende drenge. Aldrig i livet. Vi skal ikke
lade en håndfuld muslimer lokke os en millimeter bort fra kulturværdier,
som vi regner for vigtige.
Men der er mange danskere, som har med disse ting at gøre, som
er handlingslammede af de beskrevne mystifikationer. At vifte noget
af spindelvævet fra øjnene er en forudsætning for
at kunne få øje på fornuftige handlemuligheder.
Retur
til artikeloversigt om kultursammenstød