Mode i menneskerettigheder
Trykt i Politiken 16. februar 1999
Af Kai Sørlander
Ungdomsoprøret troede blindt på socialismen. I dag tror
vi blindt på menneskerettighederne. Er vi lige så naive?
Hvorledes skal man skabe en samfundsorden uden social undertrykkelse?
Et blik tilbage giver os et nyttigt perspektiv. Det lærer os både
noget om spørgsmålets vanskelighed og om vor egen evne
til at tro, at noget kan lykkes, blot fordi det ville være godt,
hvis det kunne. For ikke så mange år siden var der mange,
der troede, at målet kun kunne nås gennem at skabe et socialistisk
samfund. Deres tanke var, at det kapitalistiske samfund i sig selv er
undertrykkende, i og med at det tvinger nogle til at være lønarbejdere
for andre. Denne undertrykkelse kunne man efter socialisternes mening
kun undgå ved at stille alle lige i forhold til ejerskabet af
produktionsmidlerne. Man måtte derfor gøre samfundet, og
det vil konkret sige staten, til ejer af produktionsmidlerne. Så
ville man desuden gennem planlægning kunne undgå den ødelæggende
kapitalistiske konkurrence og derigennem øge den materielle produktion,
således at alle kunne få et rigere liv.
Udviklingen i Sovjetunionen og Østeuropa viste, at det ikke var
så enkelt i praksis. Men var det blot praksis, der var gal, eller
var det selve teorien, der var uholdbar?
Hertil må vi i hvert fald svare, at teorien var alt for naiv.
Den gjorde forholdene enklere, end de er. På den ene side er der
ingen grund til uden videre at tro, at den enkelte vil blive mindre
undertrykt i en socialistisk økonomi end i en kapitalistisk.
Det afgørende er, om han har et anstændigt alternativ til
at måtte tage et bestemt arbejde. Kun i så fald sikres,
at han ikke er tvunget til at tage netop det arbejde. Og det kan sikres
på anden måde end ved at socialisere hele økonomien.
På den anden side er der heller ikke uden videre grund til at
tro, at en socialistisk planøkonomi vil være mere effektiv
end en kapitalistisk økonomi, som er underlagt konkurrence. Det,
at den ikke har noget marked, betyder, at den heller ikke har de priser,
som er grundlag for økonomiske beregninger. Lærer erfaringen
om det såkaldte ungdomsoprørs blinde tro på socialismen
os ikke andet, så lærer den os i hvert fald, hvor naive
menneskene kan være. Og denne lærdom kan det nok være
værd at tage med sig, når vi ser på forandringen i
den politiske mode. Hvor det før var socialismen, der var mode,
og som blev anset som vejen til at skabe et samfund uden undertrykkelse,
så er det nu menneskerettighederne. Det kan være rigtigt,
eller det kan være forkert - men lad os ikke blindt kaste os med
i den nye modestrøm. Lad os i stedet overveje, om der her er
tale om nogle holdbare krav til en samfundsorden, som skal undgå
undertrykkelse. Umiddelbart kan vi sige, at der er tale om et mindre
ambitiøst og som sådan mere realistisk projekt. Men er
det realistisk nok? Har det indbygget sin egen naivitet, ganske svarende
til den naivitet, der var indbygget i det socialistiske projekt? Det
er i hvert fald værd at tænke over.
For at give denne tænken bund er det nødvendigt at give
menneskerettighederne indhold: hvad forestiller man sig, når man
kræver, at de skal overholdes af enhver stat her på Jorden?
Umiddelbart ligger svaret i FNs menneskerettighedserklæring, men
for overskuelighedens skyld vil jeg her nøjes med at hævde,
at der dybest set er tale om to typer af krav. Den ene type vedrører
det enkelte samfundsmedlems mulighed for at skaffe sig det, som rent
materielt er nødvendigt for at kunne leve som et medlem af samfundet.
I den dimension tales der om økonomiske og sociale rettigheder.
Den anden type vedrører, at der skal være en elementær
politisk ligeværdighed. Det vil sige, at der skal være en
form for demokrati. I den dimension tales der om politiske rettigheder
eller frihedsrettigheder. For at vide om disse rettigheder er realistiske,
må vi først kende begrundelsen for deres universelle gyldighed.
Lad os begynde med at spørge om de politiske rettigheder: med
hvilken ret hævdes det, at den demokratiske styreform er bygget
på universelle menneskerettigheder? At demokratiet altså
ikke blot er en styreform blandt andre, men at det er den styreform,
som ethvert samfund bør søge at implementere? Spørger
vi, hvorledes samfundet bør indrettes - og specielt hvem der
bør have magten i samfundet - så er vi i den situation,
at vi dybest set ikke kan give nogen rationel begrundelse for, at der
er nogen bestemt, der bør have den politiske magt. Dette negative
faktum kan vi fastslå rent rationelt. Og det giver os så
begrundelse for rationelt at slutte, at alle bør have lige ret
til at deltage i de politiske beslutninger. Det er, fordi vi ikke rationelt
kan begrunde, at nogen har særlig ret til at tage de politiske
beslutninger, at vi er berettiget til at slutte, at alle har lige ret,
og at samfundet derfor bør indrettes demokratisk. På den
måde kan vi begrunde, at de politiske frihedsrettigheder er universelle.
Og i forlængelse deraf kan vi så også begrunde, at
de elementære økonomiske og sociale rettigheder er nødvendige.
For uden en basal social standard kan man ikke eksistere som et medlem
af samfundet og derfor heller ikke udøve sine politiske rettigheder.
Samlet kan det altså konkluderes, at vi rationelt kan begrunde
gyldigheden af de centrale menneskerettigheder. Der er tale om krav,
som vi gennem rationel argumentation føres frem til at måtte
stille til en legitim samfundsorden. Således er menneskerettighederne
universelle set ud fra en stræben efter at skabe en rationel samfundsorden.
Og kun under denne synsvinkel har de universalitet. Uden sammenhæng
med kravet om rationalitet er der ingen (rationel) bund under kravet
om menneskerettighedernes universalitet.
Fra præmissen om, at menneskerettighedernes universalitet bygger
på bestræbelsen på at skabe en rationel samfundsorden,
må vi så gå videre og spørge, om en sådan
bestræbelse er realistisk i den forstand, at den lader sig gennemføre
i praksis. For det, at vi kan sætte nogle rationelle krav til,
hvorledes samfundet bør indrettes, er jo ikke umiddelbart ensbetydende
med, at vi også uden videre kan opfylde disse krav. Hvad skal
der til for at opfylde kravene? I første omgang kan vi pege på
en rent principiel betingelse: Der fordres en tilstrækkelig grad
af rationalitet af individerne. Flertallet skal være så
rationelle, at de ikke krænker mindretallets basale rettigheder.
Til gengæld skal mindretallet være så rationelle,
at de bøjer sig for flertallets afgørelse. De, der kender
menneskene, vil vide, at det ikke er en selvfølge, at der faktisk
er en sådan rationalitet. Derfor kan vi også slutte, at
en demokratisk orden lettest vil kunne fungere, hvor de sociale modsætninger
er relativt små, og hvor der er et basalt - før-rationelt
- værdifællesskab mellem borgerne. Det knytter an til det
faktum, at når vi rationelt skal forsøge at gennemføre
demokratiet og menneskerettighederne i et samfund, så gør
vi det aldrig på bar bund. Så gør vi det i et samfund,
der allerede er underlagt en form for politisk orden. Før det
bevidste forsøg på at skabe en rationel samfundsorden må
der være en orden, som er udviklet historisk uden nogen rationel
plan. Der må være en kultur: en række normer og en
mere eller mindre eksplicit opfattelse af, hvorfor disse normer bør
overholdes, specielt som det kan give sig udtryk i en religion. En rationel
samfundsmæssig orden må altid skulle etableres på
basis af en forudgivet kultur. Sådanne kulturer kan være
forskellige. Og vi må derfor også være åbne
for, at de kan være forskellige med hensyn til deres mulighed
for at kunne forenes med en demokratisk orden, som overholder menneskerettighederne.
Det kan altså rent principielt fastslås, at vi ikke på
forhånd kan gå ud fra, at alle kulturer står lige
med hensyn til at kunne danne grobund for en sådan demokratisk
orden.
Denne erkendelse må vi have i baghovedet, når vi vil forstå
de faktiske problemer omkring etableringen af en demokratisk samfundsorden
forskellige steder på kloden. De forskellige kulturer er forskellige
med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en demokratisk
orden. På 'ydersiden' ser vi denne forskel rent historisk. Vi
ser den i det faktum, at demokratiet og menneskerettighederne (og især
teoretiseringen derom) primært er groet frem i den såkaldte
vestlige kultur. Men når vi har konstateret det, så må
vi spørge os under overfladen. Så må vi spørge,
om der i den kultur er særtræk, som forklarer, at denne
sammenhæng ikke er tilfældig. Om der i den kultur er særtræk,
som åbner for muligheden for at etablere en demokratisk orden,
hvor andre kulturer tværtimod lukker. Efter min mening er der
i hvert fald én ting, som må nævnes i den forbindelse.
Det er den vestlige kulturs integration af kristendommen; og det er
specielt det faktum, at Jesu forkyndelse radikaliserer de etiske krav
på en måde, så det er umuligt at bygge en statsmagt
på dem. En sådan magt kan ikke stå på fordringen
om, at man skal gengælde ondt med godt. Det betyder, at der åbnes
for en adskillelse mellem religion og politik. Og det betyder så
igen, at rationaliteten kan få plads til spørgsmålet
om, hvorledes samfundet bør indrettes - og til at svare med demokratiet
og de elementære menneskerettigheder. Min påstand er altså,
at kristendommens særlige etiske radikalitet, som den er udtrykt
i Jesu fordringer, har været af væsentlig betydning for,
at demokratiet har kunnet få plads til at gro i den vestlige kultur.
Hvis det skal have noget på sig, så må man også
kunne slutte den omvendte vej. Det vil sige, at hvis der er en religion,
som ikke tillader adskillelsen mellem politik og religion, fordi den
indeholder en gennemførlig religiøs lovgivning, og hvis
denne religion er fremherskende i en kultur, så vil denne kultur
være svækket med hensyn til muligheden for at etablere en
demokratisk orden. For her står religionen i vejen. Hvad skal
man med demokratisk vedtagne love, når man har en guddommelig
lovgivning?
Hvis vi altså kan finde en sådan religion i en eksisterende
kultur, så må vi også kunne forvente, at demokratiet
dér har vanskelige vilkår. Og det er netop, hvad vi kan
se i den islamiske kultur, som bygger på Muhameds lære.
Til det faktum, at Jesu fordringer i deres urealiserbare radikalitet
åbner for demokratiet i den politiske sfære, svarer det
faktum, at Muhameds forkyndelse af en gennemførlig politisk lovgivning
står i vejen for etableringen af en reel demokratisk orden. Jeg
vil ikke her forsøge at gå ind på andre kulturers
forhold til demokratiet (og menneskerettighederne). Det for mig afgørende
er blot at påpege det negative, at vi ikke på forhånd
kan gå ud fra, at alle kulturer og religioner står lige
i deres mulighed for at danne grobund for en demokratisk orden; og at
et åbent og fordomsfrit blik på historien viser, at der
er reelle forskelle mellem de eksisterende kulturers demokratiske potentiale.
Grundlæggende kan vi altså sige, at en væsentlig grund
til, at vi i den vestlige kultur er nået frem til at kunne etablere
en nogenlunde fungerende demokratisk orden, er, at vi var så 'heldige'
at have en religion, der gav plads til det, i og med at den i sin inderste
kerne implicerede en skelnen mellem politik og religion. Religionen
havde sit tag i folk, og da den ikke i sin kerne stillede politiske
krav, gav den plads for den rationalitet, som var nødvendig for,
at en demokratisk politik kunne gro frem. Men hvad så når
rationaliteten skal forsøge at stå på egne ben? Da
rationaliteten ikke vil bøje sig for andet, end hvad der kan
begrundes rationelt, så vil den i sidste instans kræve selv
at være herre. Og da den stiller krav, som religionen ikke kan
opfylde, så vil den altså også ende med at stille
sig op mod religionen selv. Denne konflikt mellem religion og rationalitet
har to aspekter, som skal holdes ude fra hinanden, hvis man vil forstå,
hvad sagen drejer sig om. Det ene aspekt angår det rent principielle:
om det overhovedet er logisk muligt at bygge en rationel verdensanskuelse,
som er holdbar, og som ikke på en eller anden måde i sidste
instans bygger på en form for religiøs tro. Det spørgsmål
hører til filosofien; og mit eget svar findes i mine bøger.
Det andet aspekt af 'kampen' mellem religion og rationalitet drejer
sig om det konkrete - om den politiske virkelighed. Hvad sker der helt
konkret, når rationaliteten undergraver den religion, som var
forklaringen på, at demokratiet kunne gro frem. Er folk så
rationelle, at de kan 'holdes oppe' af rationaliteten selv? Det kan
kun erfaringen svare på. Men da har vi kun den rationalitet, der
er nødvendig for at opretholde demokratiet, hvis vi ikke er for
sikre på, at vi har den. Hvis vi tror, at vi uden videre kan skære
båndene til vor historisk specifikke kultur og religion over,
fordi vi mener, at vi alene bør bygge på en neutral rationalitet,
så er sandsynligheden snarere, at vi er på vej til at undergrave
demokratiet. For historien viser os, at vi skal være varsomme
med at tro for meget på rationalitetens sociale magt.
Men har vi den varsomhed? Det er her, der er grund til at være
bekymret over den moderne 'tro' på menneskerettighederne. For
den tro har kastet rationalitetens varsomhed over bord. Den har gjort
sig blind for det faktum, at kulturer og religioner er forskellige med
hensyn til deres indre potentiale for at kunne bære en demokratisk
orden. Man bygger simpelthen ind i sin opfattelse af menneskerettighederne,
at der ikke er nogen forskel. Om en religion gør det muligt at
adskille religion og politik, eller om den ikke gør det muligt,
anser man for at være uden betydning for spørgsmålet
om, hvorvidt religionen lader sig forene med en demokratisk orden. Men
da sætter man både logik og erfaring til side; og man erstatter
den rationelle begrundelse for demokratiet, som er forbundet med en
rationel mistro til muligheden for at realisere det, med en irrationel
tro på demokratiet og dets mulighed for at slå rod. Denne
irrationelle tro er blot en anden religion - eller snarere religionserstatning.
Og historisk kan den vise sig at være en skæbnesvanger blindhed.
I kampen for en rationel samfundsorden kan vi ikke nøjes med
at sætte målet på basis af erfaringen. Var vi ikke
gået ud over erfaringen, var vi aldrig nået frem til at
skabe den demokratiske orden, som vi har. Men hvis man vil fastholde
det, som er nået, må man også bekymre sig om de kulturelle
forudsætninger for, at det kunne nås; og denne bekymring
er blevet hjemløs i den moderne tro på menneskerettighederne.
Som jeg anførte i begyndelsen, så var det for nogle år
siden på mode at tro, at alle samfundsmæssige problemer
kunne løses, hvis blot staten 'overtog produktionsmidlerne'.
Til nogen dybere omtanke var der ikke plads. Nu tror man, at demokratiet
kræver neutralitet mellem kulturelle værdier - ganske uafhængigt
af kulturernes indhold og om de historisk har kunnet give basis for
demokrati. Til nogen dybere omtanke synes der stadig ikke at være
plads. Historien vil vise, om vi har viklet os ind i problemer, som
overstiger vor tankekraft.
Retur
til artikeloversigt om filosofi og etik