Medborgerskab
som nøgle
Af Ove Korsgaard
Trykt i Asterisk nr. 20 december 2004
Der er ingen grund til at tro, at demokrati er
noget, der opstår spontant, når folk mødes. Demokrati
bygger på normer, som skal udbredes. Citizenship education tager
udgangspunkt i det basale pædagogiske spørgsmål:
Hvordan lære at leve sammen, skriver Ove Korsgaard fra Institut
for pædagogisk filosofi.
Da den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman
holdt åbningsforelæsning til semesterstart den 3. september
2001 på Danmarks Pædagogiske Universitet, betonede han,
at alt er under konstant forandring; derfor er konstant læring
blevet en nødvendighed. Men hvordan kombinere evnen til mobilitet
med evnen til at indgå i et politisk fællesskab, der i sagens
natur må bygge på visse værdier, der ikke er (totalt)
mobile, men (relativt) stabile? Da han blev spurgt om, hvad der skal
til for at holde sammen på et fællesskab i en verden under
konstant forandring, svarede han: Citizenship education.
I højere grad end tidligere er det at etablere
og opretholde fællesskaber blevet afhængig af evnen til
at lære at leve sammen. Selv om det inden for sociologien er almindeligt
at skelne mellem 'Gemeinschaft og Gesellschaft', mellem 'naturlige'
og 'kunstige' fællesskaber, har fællesskaber sikkert altid
bygget på et element af læring; men denne læringsdimension
synes at få større betydning i en verden under konstant
forandring. Det er baggrunden for, at Bauman henviser til citizenship
education som en nødvendig nøgle til formning af fremtidens
fællesskaber.
Interessen for begrebet medborgerskab har været
svingende. Da nazismen og fascismen for mere end 70 år siden satte
demokratiet under voldsomt pres, blev demokratisk medborgerskab et centralt
begreb frem til de første år efter 2. verdenskrig. Men
derefter forsvandt det ud af forskning og offentlig sprogbrug. Efter
at have levet noget af en skyggetilværelse gennem flere årtier
er begrebet igen kommet til ære og værdighed inden for nyere
samfundsteori. Den amerikanske sociolog Richard Sennett har gjort opmærksom
på, at mange forskere inden for området politik har vendt
sig bort fra studiet af politiske institutioner til fordel for analysen
af begrebet medborgerskab. Det hænger sammen med den erkendelse,
at et samfunds sammenhængskraft ikke kun er bestemt af dets institutioner,
men også af i hvilken grad dets borgere opfatter sig som medborgere
- og ikke modborgere.
Ikke kun forskere er blevet interesseret i begrebet
medborgerskab. Op gennem halvfemserne voksede medborgerskab frem som
et centralt begreb inden for såvel politik som pædagogik.
I lande som Storbritannien, Australien og Canada blev 'aktivt medborgerskab'
indført som et tværfagligt tema i underskolens undervisning.
Også på mange andre uddannelsesmæssige områder
er 'aktivt medborgerskab' blevet et nøglebegreb, hvilket bl.a.
ses af Europarådets program om Democratic citizenship fra 2000
og i EU-kommissionens Memorandum om livslang læring fra 2001.
Citizenship education tager udgangspunkt i det
basale pædagogiske spørgsmål: Hvordan lære
at leve sammen? Der er ingen grund til at tro, at demokrati er noget,
der opstår spontant, når folk mødes. Demokrati bygger
på normer, som skal udbredes. De er der ikke på forhånd,
men skal implementeres og læres. At implementere og opretholde
demokratiets normative grundlag kræver en bevidst indsats, der
helt grundlæggende må bygge på den forestilling, at
demokrati er bedre end diktatur. Som andre samfundsformer opretholdes
demokratiet af et samspil mellem styreform og subjektivitet.
Citizenship education er et begreb, der refererer
til såvel politik som pædagogik. Det er Folketinget, der
ved lov bestemmer, hvem der kan blive statsborgere i Danmark, mens det
er folkeskolen, som forventes at undervise børn og unge på
en sådan måde, at de som 18-årige kan udfylde rollen
som myndige danske statsborgere. Gennem de senere år er der også
i Danmark opstået langt større opmærksomhed om både
den politiske og den pædagogiske side af sagen. Politisk er det
således blevet vanskeligere for folk fra andre lande at få
dansk statsborgerskab. Samtidig er folkeskolens undervisning og opdragelse
af næste generation kommet under kraftig beskydning i den offentlige
debat. Den kritiseres for hverken at indpode tilstrækkelig med
kundskaber eller det rette sindelag i næste generation.
Når det gælder børnenes samfundsetiske
opdragelse, har det altid været et delikat spørgsmål,
hvor grænsen går mellem forældrene og staten. Med
indførelse af demokrati for mere end 150 år siden blev
spørgsmålet yderligere skærpet: Skal en demokratisk
stat forestå al undervisning for at sikre national integration?
Eller skal staten netop ikke forestå al undervisning, fordi det
kunne underminere selve demokratiets grundlag: det enkelte individs
autonomi og selvbestemmelsesret? Kan den demokratiske stat i sin iver
efter at sikre demokratiet gennem opdragelse, komme til at undergrave
fundamentale frihedsrettigheder? Eller kan fundamentale frihedsrettigheder
undergraves, hvis ikke demokratiet sikrer, at børnene får
en demokratisk opdragelse?
Dilemmaet hænger sammen med, at pædagogik
pr. definition er en normativ videnskab. Den beskriver ikke bare det,
som er, men det, som bør være. Men hvordan definere hvad
der er godt for andre og samtidig fastholde den enkeltes selvbestemmelsesret?
Det er den moderne pædagogiks dilemma. Den må derfor på
den ene side hævde, at demokrati er godt, og på den anden
side afvise, at der på forhånd kan udpeges et sæt
af normative værdier og handleformer, som blot skal indlæres.
Det er denne afvisning, der gør den moderne. Derfor bygger pædagogikken
i et demokrati (nødvendigvis) på et paradoks.
På den ene side må den tage udgangspunkt i visionen om personlig
myndighed, og på den anden side i visionen om demokratiske medborgerskab.
Hvordan man kan få udvikling af personlig myndighed og demokratisk
medborgerskab til at gå op i en højere enhed, er således
et af de vanskeligste og mest kontroversielle pædagogiske spørgsmål.
Sat på spidsen kan man spørge: Skal en demokratisk opdragelse
søge at fremelske et demokratisk sindelag? Eller er en demokratisk
opdragelse kendetegnet ved netop ikke at fordre et bestemt sindelag,
men blot forlange at demokratiets spilleregler overholdes?
I denne sammenhæng er det vigtigt at understrege,
som den norske historiker Rune Slagstad har gjort, at demokratiets værdi
ligger i den vedvarende spænding mellem konsensus og konflikt,
enighed og uenighed. I sidste instans beror demokrati på en anerkendelse
af konfliktens civiliserende betydning. På den ene side kræver
demokrati politisk assimilation af næste generation, ligesom det
fordrer politisk assimilation af nye borgere, der kommer hertil og optages
i det danske samfund. Men på den anden side kræver demokratiet
på ingen måde, at de gældende samfundsforhold skal
accepteres. Tværtimod. Historisk blev det moderne demokrati skabt
på grundlag af forestillinger om universelle rettigheder, om lighed
og frihed, om borgernes ret til at stemme, om magtens tredeling, om
pluralisme m.v. Mellem disse forestillinger og de faktiske realiteter
vil der konstant være spænding, idet der altid vil være
en forskel mellem den symbolske konstruktion og den sociale virkelighed.
På den måde kan man tale om, at der altid vil være
et demokratisk underskud, der skal reduceres. Og en sådan reduktion
kræver som regel kamp. Forholdet mellem demokratiets idealer og
de samfundsmæssige realiteter kan justeres gennem en social kamp,
der følger demokratiets spilleregler. Demokratiets styrke synes
at være dybt forbundet med evnen til selvkorrigering - gennem
kamp.
Skolen har altid været en vigtig læreplads
i medborgerskab, men hvilken form for medborgerskab, skolen har understøttet,
har ændret sig gennem historien. Den undervisningspligt, der er
skrevet ind i Grundloven, kan betragtes som en del af det nationale
medborgerskabs formelle rettigheder og pligter; men også som den
institutionelle orden, igennem hvilken individers og gruppers tilhørsforhold
og identiteter overføres, reproduceres, kultiveres og om nødvendigt
omdannes. Opbygning af nationalkulturel identitet har uden tvivl været
en vigtig forudsætning for, at demokratiet kunne vokse sig stærkt
inden for en nationalstatslig ramme. Hvordan denne forbindelse mellem
konstruktionen af moderne nationalstater, medborgerskab og (ud)dannelse
kan og skal opretholdes i fremtiden er et særdeles påtrængende
spørgsmål.
Identitetsspørgsmålet er gennem de
senere år er blevet en central politisk og pædagogisk problemstilling.
Det skyldes sikkert, at den forbindelse, der gennem en længere
periode har været mellem nation, demokrati og identitetsdannelse,
er under ombrydning. Den nationale proces indgår i stigende grad
i et samspil med andre processer, for eksempel processer der ofte sammenfattes
i slagord som individualisering, globalisering, europæisering
og multikulturalisering. Disse processer trænger i disse år
dybt ind i den nationale skolevirkelighed og nødvendiggør
selvrefleksion, nyorientering og værdiafklaring. Det bliver således
et stadig mere påtrængende problem af få afklaret:
Hvilke fællesskaber og identiteter skal skolen bidrage til at
danne og omdanne?
Kommentaren er et uddrag af forordet til antologien
"Medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse" redigeret
af Ove Korsgaard. Bogen udkommer på DPUs Forlag i begyndelsen
af 2005.
BOKS:
Lektor, dr.pæd. Ove Korsgaard, Institut for pædagogisk filosofi
ved
Danmarks Pædagogiske Universitet. Ove Korsgaaard har især
beskæftiget sig med dannelse, medborgerskab og demokrati. Forsvarede
tidligere på året doktorafhandlingen "Kampen om Folket
- et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år".
Han er en af initiativtagerne til en ny masteruddannelse i citizenship
education udviklet af Danmarks Pædagogiske Universitet i samarbejde
med Syddansk Universitet. Uddannelsen udbydes af DPU til studiestart
februar 2005.
Retur
til artikeloversigt om civilsamfundet