Khomeinis lærlinge på
gaden
Af Torben Hansen (historiker, medforfatter
til bogen "I krigens hus, islams kolonisering af Vesten")
Det arabiske ord takbir kan kort oversættes
med "ekspansion". Men i politisk praksis kan det gengives
som "fælles lovprisning af guddommelig almagt og forpligtelse
til at tjene som dens redskab i praktisk sammenhæng". Fredag
d. 9. januar 2004 samlede ca. 400 islamister sig foran Københavns
rådhus, hvor en af talerne sluttede af med netop dette ord, som
demonstranterne besvarede med Allahu-akbar - "Gud er større!"
Ritualet har oprindelse i en arabisk legende. Profeten Muhammed fik
ved en bestemt lejlighed meddelelse om kamphandlinger, der på
mirakuløs vis var faldet uheldigt ud for en fjende af muslimerne.
Muhammed opfordrede derfor sine tilhængere til at prise guden
Allah som en politisk og militær kraft, der var "større"
end alle andre. Når muslimer råber "takbir", betyder
det "sejr over de vantro".
Koranen, hadith og sira - beretningerne om den arabiske profet og hans
medarbejdere - indeholder også elementer, der er blevet fortolket
i retning af en åndelig målsætning. At praktisere
islam behøver ikke medføre en aggressiv holdning overfor
"vantro", hvilket mindretal som de tyrkisk-kurdiske alevier
og de pakistanske ahmadiyyaer beviser. Men denne "åndelige"
udgave står i dag helt i skyggen af en larmende og hadefuld version
af islam, der promoveres af finansielt stærke agenturer - frem
for alt saudiarabiske wahhabimissionærer.
En politiseret variant af wahhabismen er det ideologiske gods i terrornetværket
al-Qaeda, som fremhæver og skærper en opfattelse, der i
forvejen er udbredt blandt muslimer: at hele verden tilhører
Allah, som i shariaen har fastlagt regler for, hvorledes rettroende
og vantro skal leve, og hvilken myndighed, de bør understilles.
Men da det "vantro" Vesten stadig ikke er underlagt sharia,
mens det meste af den islamiske verden befinder sig i en tilstand af
elendighed og svaghed, har Osama bin-Laden og andre revolutionære
haft stort held til at udbrede tanken om "djihad" - krig på
befaling fra Allah - og "takbir". Over hele kloden hylder
millioner af muslimer disse lederskikkelser og deres terrorhandlinger.
Denne ideologiske "vækkelse" har som bekendt kostet
tusinder af uskyldige mennesker - fra Lockerbie til Bali og Beslan.
Men først efter selvmordsangrebene på "Twin Towers"
i New York d. 11. september 2001 gik det op for offentligheden, at de
radikale islamister er i gang med at føre krig mod de "vantro".
Med massakren på Madrids Atocha-banegård d. 11. marts 2004
blev også det fredselskende Vesteuropa ramt, og uden bestandig
overvågning og efterforskning ville denne type terror koste mange
flere menneskeliv. Gennem de senere år har politiet nærmest
hver uge optrevlet islamistbander og hindret terrorforberedelser i en
række af Vesteuropas storbyer. Arbejdet er endeløst, da
rekruteringsgrundlaget er kolossalt. Vesteuropa er fyldt med vrede muslimer,
der er besat af tanken om at dræbe "vantro" - herunder
også "frafaldne" muslimer. Over hele verden hamrer islamismens
ledere løs på især ungdommelige tilhørere
med et budskab om at afskaffe de vantros institutioner og procedurer.
Denne agitation inspireres og betales af især Iran og saudiarabiske
rigmænd.
I denne internationale sammenhæng valgte nogle islamistiske organisationer
at samle en demonstration midt i København. Oversat til dansk
klartekst betyder et offentligt takbir-ritual derfor, at Borgerrepræsentationen,
Folketinget, regeringen og grundloven er rent verdslige og dermed illegitime
fænomener, som vil blive erstattet af en guddommelig autoritet.
For 25 år siden blev denne målsætning realiseret i
Iran. Monarkiet blev omstyrtet og erstattet af en hokumat-e-islami -
"islamisk autoritet" - og dermed indførelse af sharia.
De katastrofale konsekvenser - bl.a. fem millioner iranske flygtinge
- er velkendte. Ulykkerne som følge af Ruhollah Khomeinis magtovertagelse
er årsagen til, at demonstrationer som den foran Københavns
rådhus er strengt forbudt i en række asiatiske og afrikanske
stater. Her er fængslerne fyldte med militante islamister, der
ikke fik held til at gentage de revolutionære præsters succes
i Tehran.
Men i Danmark garanterer ytrings- og forsamlingsfriheden, at Allahs
unge revolutionære åbent kan udfordre retsstaten og demokratiet.
Noget lignende skete i april 2003, da magtdemonstrationen på Rådhuspladsen
samlede et betydeligt større antal deltagere.
Ved begge lejligheder var hovedtaleren "den sandfærdige og
gudfrygtige" Tanwir Ahmad, medlem af det Radikale Venstre og som
sådan indvalgt i Borgerrepræsentationen. Den totalitære
parole om islamisk magt - klart bestemt som suverænitet og udtrykkeligt
fremført som antagonistisk modsætning til den demokratiske
autoritet - var også central i demonstrationen i 2003.
Tanwir Ahmad, Mona Sheikh, Babar Baig og andre unge islamister er politisk
skolet i den pakistanske organisation Minhaj ul-Quran - arabisk for
"På Koranens Vej". Partiets fører Tahir ul-Qadri
har gentagne gange og med stor omhu påvist, at demokrati, ligestilling
mellem kvinder og mænd og sekulær lovgivning strider mod
Allahs vilje. Med dette budskab har han nået en position som magtfuld
politiker. Minhaj-symbolet er jordkloden omkranset af to sværd.
Dets medlemmer skal sværge at sætte livet ind for at udbrede
islams herredømme overalt. Symbolet og selve teksten i denne
højtidelige ed er ganske vist blevet fjernet fra nogle af Minhaj's
europæiske hjemmesider, men gennem ul-Qadris frontorganisationer
som IPSA - International Pakistani Students' Association - og dens filialer
i bl.a. Danmark udbreder hans lærlinge stadig en totalitær
udgave af islam.
De pakistanske revolutionære i Danmark er foreløbig en
lille skare. Mere interessant er en langt stærkere - men mindre
støjende - organisation, der også deltog i de to omtalte
magtmanifestationer foran Københavns rådhus - Milli Görüs.
Selve navnet betyder "det religiøse synspunkt" eller
"perspektiv" og er således en klar udfordring af sækularitet
og demokrati. MG har hovedkvarter i Tyrkiet, hvor den samler fanatiske
modstandere af Kemal Atatürks verdslige republik. Den konkurrerer
med andre islamister om at hverve medlemmer blandt etniske tyrkere og
kurdere i Tyskland og Danmark, og dens metoder har medført, at
tysk kriminalpoliti holder den under skarp observation. MG's informelle
forbindelse til Erdogan-regeringen i Ankara medfører, at organisationen
- især i Danmark - holder meget lav profil.
Men de nævnte islamistorganisationers opførsel i hhv. Pakistan
og Tyrkiet viser, at deres evt. fremgang i Vesten snart ville ødelægge
forudsætningerne for den retssikkerhed og den materielle velstand,
der holder både vantro og muslimer i live i denne del af verden.
I deres målsætning og metoder er de - og snesevis af andre
grupperinger - ægte børn af det kaos, der er opstået
efter den islamiske civilisations sammenbrud.
En slående modsætning til dette kaos er de østasiatiske
civilisationers evne til at optage moderniteten og dermed sækularisering
og vestlig naturvidenskab og teknik. Japan var i 1945 en dynge ruiner.
Men inden længe begyndte japanske biler at køre på
vejene overalt i verden. Hvornår kommer der gang i en arabisk
produktion af computere og helikoptere?
I den konkrete verden er guddommelig autoritet tydeligvis opskriften
på forfald og elendighed. Derfor har 70 procent af klodens flygtninge
islamisk baggrund, og derfor holder flertallet af Danmarks ca. 200.000
muslimske indbyggere sig borte fra de totalitære ideologers takbir-ritualer
- i hvert fald ind til videre.
Betragtet med parametre som produktivitet i økonomien og stabilitet
i politikken fortjener de fleste islamiske stater dumpekarakter, og
selv Tyrkiet plages af gigantiske strukturproblemer og en snigende islamisering
af de offentlige institutioner. Som kollektivt projekt er islam ganske
enkelt en dundrende fiasko. Når Allah gøres til den højeste
autoritet, bliver resultatet ikke sammenhold, styrke og velstand, men
fordummelse, fattigdom, politiske kriser og i flere tilfælde -
først og fremmest Sudan - slaveri, etnisk udrensning og massedrab.
Fra dette kaos forsøger islamister og fundamentalister at mobilisere
en offensiv styrke mod Europa. Mens imamer i Danmark - som Abdulwahid
Pedersen og Fatih Alev - lavmælt bekender deres ønske om
islams overherredømme engang i en solbeskinnet fremtid, er andre
mere højrøstede. Sidste år vakte det saudiarabiske
Kong Fahd-gymnasium i Bonn således opsigt, da det kom frem, at
eleverne blev undervist i djihad og undertvingelse af de vantro. I nabobyen
Köln har den selvbestaltede "khalif" Metin Kaplan ligget
i fast rutefart mellem fængslet og retssalen, da myndighederne
er opmærksomme på hans bombastiske krav om oprettelse af
et islamisk styre ved Rhinen. D. 12. oktober 2004 blev han omsider udvist
til Tyrkiet.
Listen er lang. The Middle East Media Research Institute er et af de
talrige observationscentre, der fremlægger fyldig dokumentation
af muslimske lederes målsætning: at besejre og beherske
Europa. Organisationens hjemmeside
viste i december 2002 en udskrift med lange opfordringer til erobringskrig.
Især glimrer den traditionskyndige Yousef Al-Qaradhawi med en
"fatwa" (responsum), der blev lagt på nettet (http://www.islamonline.net/fatwa/arabic/FatwaDisplay.asp?hFatwaID
42). Al-Qaradhawi er ægypter, men har nærmest daglig adgang
til tv-stationen al-Jezeera i den lille oliestat Qatar. I det omtalte
fatwa redegjorde han for en profeti om fortidens muslimske erobringer
i Europa og fortsatte med at ytre håb om, at Rom vil blive indtaget
i fremtiden: "This means that Islam will return to Europe as a
conqueror and victor, after being expelled from it twice - once from
the South, from Andalusia, and a second time from the East, when it
knocked several times on the door of Athens."
Over hele Vesten har "vantro" universitetslektorer, diplomater,
rabbinere, biskopper, parlamentarikere og chefredaktører travlt
med at forsikre, at den slags forudsigelser og opfordringer ikke skal
tages alvorligt. Men bagatelliseringen er næppe effektiv blandt
unge muslimer, der desperat søger en identitet og en mening med
tilværelsen.
I 1920'erne blev der også demonstreret og råbt trusler på
gaden i Tyskland. Pæne mennesker tog imidlertid ikke pøbeloptøjerne
alvorligt. De slagsange, der blev sunget, var for aggressive og vulgære.
Visse tekster er uforglemmelige: "Die Strasse frei den braunen
Batallionen..." (ryd gaden for de brune batallioner) og især
den profetiske "Es zittern die morschen Knochen der Welt for dem
grossen Krieg .... Wir werden weitermarschieren, bis alles in Scherben
fällt" (verdens møre knogler ryster af skræk
for den store krig ... vi marcherer videre, til alt styrter i grus).
Det gjorde det som bekendt. Jødiske officerer, preussiske junkere,
socialdemokratiske fagforeningsledere, protestantiske præster
og andre dannede personer blev knust af en kraft, de ikke havde forestillet
sig kunne slå til i hjertet af den europæiske civilisation.
Den 15. oktober 2004.
Retur
til artikeloversigt om politik og lovgivning